Add parallel Print Page Options

Abigajil går i forbøn for Nabal

23 Da Abigajil fik øje på David, steg hun af æslet, bøjede sig til jorden for ham og sagde:

24 „Herre, jeg tager hele skylden på mig. Vær så venlig at høre efter, hvad jeg har at sige. 25 Nabal er ond og hidsig, men tag dig ikke af ham. Han lever helt op til sit navn—han er et stort fjols. Det ærgrer mig, at jeg ikke så de mænd, du sendte til os. 26 Herre, siden Gud har bevaret dig fra at tage sagen i din egen hånd og myrde Nabal, beder jeg af hjertet til, at det må gå dine fjender lige så elendigt, som det skulle have gået Nabal. 27 Tag nu imod denne gave til dig og dine mænd, 28 og tilgiv mig min dristighed. Herren skal lønne dig ved at sikre dit kongedømme, for det er ham, du kæmper for, og der skal ikke ske dig noget ondt, så længe du lever. 29 Selv når du jages af dine fjender, skal du være tryg i Herren, din Guds, hånd. Men dine fjender vil han slynge bort som sten fra en slynge.

30-31 Når Herren har opfyldt alle sine løfter til dig og har gjort dig til konge over Israel, skal du ikke plages af samvittighedskvaler over at have taget loven i din egen hånd og udgydt uskyldigt blod. Når Herren har opfyldt sine løfter til dig, vil jeg bede dig om at tænke på mig med velvilje.”

32 David svarede Abigajil: „Lovet være Herren, Israels Gud, som i dag har sendt dig til mig. 33 Jeg er dig dybt taknemmelig for din visdom, som har forhindret mig i at tage loven i min egen hånd og myrde et andet menneske. 34 Jeg sværger ved Herren, Israels Gud, at hvis du ikke var kommet mig i møde, ville alle af mandkøn hos Nabal have været døde inden i morgen tidlig. Nu har Herren afværget denne tragedie.”

35 Derefter tog David imod Abigajils gaver og sagde: „Vend du blot hjem. Du har intet at frygte. Jeg har valgt at følge dit råd.”

36-37 Da hun kom hjem, var Nabal ved at holde gilde. Han var fuld og i højt humør. Derfor fortalte hun ham ikke om sit møde med David før næste morgen, da han var ædru. Da han hørte historien, fik han et slagtilfælde og blev fuldstændig lammet. 38 Ti dage efter tog Herren hans liv.

39 Da David hørte om Nabals død, udbrød han: „Lovet være Herren! Gud har taget hævn over Nabal, fordi jeg undlod at gøre det selv. Nu har Nabal fået den straf, han fortjener.”

Straks sendte David bud til Abigajil og spurgte, om hun ville blive hans kone. 40 Da sendebudene nåede frem til Karmel og overbragte hende Davids anmodning, 41 bøjede hun sig til jorden og sagde: „Jeg er parat til at være den ringeste tjener i Davids hus.” 42 Så sadlede hun sit æsel og tog fem tjenestepiger med sig. Mændene førte hende straks til David, og hun blev Davids kone.

43 David havde også giftet sig med Ahinoam fra Jizre’el, så nu havde han to koner. 44 Hans første kone, Sauls datter Mikal, var i mellemtiden blevet givet til Lajish’ søn, Palti, fra Gallim.

Read full chapter