1 Samuel 20:24-21:1

Bibelen på hverdagsdansk

^24-25 Så gemte David sig i sit skjulested på marken.

Da nymånefesten begyndte, indtog kongen sin sædvanlige plads ved bordet, ind mod væggen. Jonatan satte sig overfor, og Abner satte sig ved siden af Saul. Davids plads stod tom. ²⁶ Men Saul spurgte ikke til David den dag, for han gik ud fra, at der var sket noget, som havde gjort David uren indtil om aftenen. Ja, det måtte være grunden til hans udeblivelse. ²⁷ Næste dag, da Davids plads stadig stod tom, spurgte Saul: „Hvor er vores unge helt blevet af? Hverken i går eller i dag har han deltaget i måltidet.”

^28-29 „Han bad mig om lov til at tage hjem til Betlehem og deltage i en familiesammenkomst,” svarede Jonatan. „Hans bror forlangte, at han kom hjem, så jeg gav ham min tilladelse.”

³⁰ Da kogte Saul af raseri og råbte: „Hvilken udspekuleret oprørskhed! Tror du ikke, jeg ved, at du holder med den fyr til skam og skændsel for dig selv og for din mor. ³¹ Er du klar over, at så længe han er i live, bliver du aldrig konge? Få fat i ham, så jeg kan slå ham ihjel.”

³² „Hvad ondt har han gjort?” blev Jonatan ved. „Hvorfor skal han dø?”

³³ Som svar kastede Saul sit spyd efter Jonatan for at dræbe ham. Da gik det op for Jonatan, at hans far var fast besluttet på at slå David ihjel. ³⁴ Han rejste sig fnysende fra bordet og spiste intet resten af dagen, for han var ked af det for Davids skyld og oprørt over sin fars hån.

³⁵ Næste morgen gik Jonatan som aftalt ud på marken sammen med en dreng.

³⁶ „Løb hen og saml de pile op, jeg skyder,” befalede han drengen. Drengen begyndte at løbe, og Jonatan skød en pil forbi ham. ³⁷ Kort før drengen nåede frem til pilen, råbte Jonatan: „Gå længere frem! Pilen ligger foran dig! ³⁸ Skynd dig af sted!” Så skyndte drengen sig hen og samlede pilen op, hvorefter han bragte den til sin herre. ³⁹ Han anede naturligvis ikke noget om, hvad der gik for sig, kun Jonatan og David kendte det hemmelige signal. ⁴⁰ Jonatan gav nu buen og pilene til drengen og sagde: „Gå du bare hjem med dem.”

⁴¹ Så snart drengen var forsvundet, kom David frem fra sit skjulested bag stenen og bøjede sig tre gange mod jorden. Derpå kyssede de hinanden på kinden og tog grædende afsked. ⁴² „Gå med fred!” sagde Jonatan. „Husk, at Herren var vidne til den pagt, vi indgik med hinanden. Han vil altid stå som vidne mellem os to og mellem vores børn.”

21 Så skiltes de. David forsvandt over markerne, og Jonatan gik hjem.