1 Mosebog 25:19-32:11

Bibelen på hverdagsdansk

Jakob køber førstefødselsretten

¹⁹ Det følgende er Isaks slægtshistorie: Isak var søn af Abraham. ²⁰ Da han var 40 år gammel, giftede han sig med Rebekka, en datter af aramæeren Betuel fra Paddan-Aram, og søster til Laban. ²¹ Isak bad til Herren for Rebekka, for hun kunne ikke blive gravid. Og Herren hørte Isaks bøn: Rebekka blev gravid ²² med tvillinger, og hun følte det, som om drengene sloges inde i hende. „Hvorfor sker sådan noget for mig?” klagede hun. Så gik hun hen og spurgte Herren.

²³ Herrens svar lød: „Sønnerne i dit moderliv bliver stamfædre til to rivaliserende folkeslag. Den ene bliver stærkere end den anden, og den ældste kommer til at tjene den yngste.”

²⁴ Da tiden kom, hvor Rebekka skulle føde, var det ganske rigtigt tvillinger. ²⁵ Den første, der kom ud, var rødlig og lodden som en skindkappe med hår over hele kroppen. Ham kaldte de Esau. ²⁶ Den anden tvilling blev født med hånden om Esaus hæl, og derfor kaldte de ham Jakob.^[a] Isak var 60 år gammel, da tvillingerne blev født.

²⁷ Som drengene voksede op, blev Esau en dygtig jæger og færdedes meget ude i de øde områder, hvorimod Jakob var en stille natur og blev hjemme ved teltene. ²⁸ Isak holdt mest af Esau, fordi han elskede kødet fra de vildtlevende dyr. Men Rebekka holdt mest af Jakob.

²⁹ En dag, da Jakob var ved at lave mad, kom Esau træt og sulten hjem fra en jagttur. Esau udbrød:

³⁰ „Giv mig noget af det røde der. Jeg er ved at dø af sult!” Derfor fik han også navnet Edom.^[b]

³¹ „Du må først sælge mig din førstefødselsret,” svarede Jakob.

³² „Hvad bryder jeg mig om min førstefødselsret, når jeg er ved at dø af sult?” sagde Esau.

³³ „Sværg så på, at førstefødselsretten er min!” vedblev Jakob. Så svor Esau og solgte dermed sine rettigheder som ældste søn til sin yngre bror Jakob. ³⁴ Jakob serverede nu brød og stuvede, røde linser for Esau, og da han havde spist og drukket, rejste han sig og gik sin vej. Sådan ringeagtede Esau sin førstefødselsret.

Isak hos Abimelek

26 Engang var der alvorlig hungersnød i landet—ligesom det var tilfældet på Abrahams tid—og det betød, at Isak flyttede til Gerar, hvor filisterkongen Abimelek boede. ² Herren havde nemlig åbenbaret sig for Isak og sagt til ham: „Rejs ikke til Egypten, men bosæt dig i det land, jeg giver dig besked om. ³ Du skal bo der en tid som fremmed, og jeg vil være med dig og velsigne dig. For jeg vil give dig og dine efterkommere disse landområder i eje—nøjagtig som jeg lovede din far Abraham. ⁴ Jeg vil gøre dine efterkommere talrige som himlens stjerner, og de skal tage alle disse lande i besiddelse. Desuden skal alle folkeslag på jorden opleve velsignelse gennem en af dine efterkommere. ⁵ Alt dette vil jeg gøre for Abrahams skyld—fordi han adlød mig. Han gjorde, hvad jeg bad ham om, og tog mine anvisninger alvorligt!” ⁶ Derfor bosatte Isak sig i Gerar.

⁷ Da mændene dér spurgte ham ud angående Rebekka, svarede han: „Hun er min søster!” Han var nemlig bange for at sige, at hun var hans kone. Han troede, at de så ville slå ham ihjel for at få fat i Rebekka. Hun var nemlig meget smuk.

⁸ Men nogen tid efter, da filisterkongen Abimelek tilfældigt kiggede ud ad vinduet, så han, at Isak kærtegnede sin kone Rebekka. ⁹ Da sendte Abimelek bud efter Isak og udbrød vredt: „Hun er jo din kone! Hvorfor i alverden påstod du, at hun var din søster?”

„Fordi jeg var bange for at blive slået ihjel,” forsvarede Isak sig. „Jeg troede, at man ville dræbe mig for at få fat i hende.”

¹⁰ „Hvordan kunne du dog udsætte os for den risiko?” fortsatte Abimelek. „En af mine mænd kunne jo intetanende have taget hende og ligget med hende, og så havde du bragt skyld over os alle.” ¹¹ Derpå udsendte Abimelek følgende erklæring: „Enhver, som rører denne mand eller hans kone, skal dø!”

Isak bliver nødt til at flytte lejren og kommer til Be’ersheba

¹² Samme år høstede Isak 100 fold af, hvad han havde sået der i landet, for Herren velsignede ham ¹³ og gjorde ham til en velstående mand, der blev rigere og rigere. ¹⁴ Han havde får og geder og kvæg i massevis—og desuden mange slaver. Det gjorde filistrene så misundelige, ¹⁵ at de fyldte jord i alle hans brønde—de brønde, som hans far Abrahams slaver havde gravet.

¹⁶ Kong Abimelek bad derfor Isak om at rejse væk. „Tag et andet sted hen!” sagde han. „Du er blevet os for rig og for stærk.” ¹⁷ Så rejste Isak væk derfra og slog sig ned i Gerars dal. ¹⁸ Han lod de brønde udgrave, som hans far Abrahams tjenere havde gravet, men som filistrene havde fyldt op efter Abrahams død—og han gav dem de samme navne, som hans far havde givet dem.

¹⁹ Under gravearbejdet i Gerars dal stødte Isaks tjenere på en kilde med rindende vand. ²⁰ Men de lokale kvæghyrder skændtes med Isaks hyrder: „Det vand tilhører os!” sagde de. Isak kaldte kilden Esek^[c] på grund af den strid, som opstod om den.

²¹ Isak satte sine folk til at grave en ny brønd et andet sted. Da de lokale hyrder også gjorde krav på den, kaldte han den Sitna.^{[d] 22} Så flyttede han også væk derfra og lod grave en ny brønd et nyt sted, og da de ikke skændtes om den, kaldte han den Rehobot^[e] for—som han sagde: „Endelig har Herren givet os plads, så vi kan brede os i landet.”

²³ Senere flyttede han sin lejr til Be’ersheba. ²⁴ Samme nat, han kom dertil, åbenbarede Herren sig for ham og sagde: „Jeg er din far Abrahams Gud. Vær ikke bange! Jeg er med dig for at velsigne dig! Jeg vil gøre dig til et stort folk, sådan som jeg lovede Abraham, fordi han var lydig imod mig.” ²⁵ Da byggede Isak et alter og tilbad Herren. Han slog lejr der, og hans slaver gravede en ny brønd.

Isaks pagt med Abimelek

²⁶ En dag kom kong Abimelek til Be’ersheba sammen med sin rådgiver Ahuzzat og sin hærfører Pikol.

²⁷ „Hvorfor kommer I her?” spurgte Isak. „Det er næppe et venskabsbesøg, siden I jog mig bort.”

²⁸ „Vi ser tydeligt, at Herren på en særlig måde er med dig,” svarede de. „Derfor har vi tænkt, at vi burde lave en aftale med hinanden, ²⁹ sådan at du ikke vil gøre os fortræd, ligesom vi ikke har gjort dig fortræd, men kun har behandlet dig godt og ladet dig rejse i fred. Du er og bliver jo under Herrens særlige velsignelse.”

³⁰ Da holdt Isak en stor fest for sine gæster, hvor de spiste og drak. ³¹ Næste morgen aflagde de højtidelige løfter, der skulle besegle fredsaftalen. Så tog Isak afsked med dem, og de skiltes i al fordragelighed.

³² Samme dag kom Isaks slaver hjem og fortalte, at de havde fundet vand i brønden, de havde gravet. ³³ Derfor kaldte han brønden Shiba^[f]—og byen, som blev grundlagt der, kaldte han Be’ersheba,^[g] og det hedder den stadigvæk.

Esau tager sig to koner fra et ugudeligt folk

³⁴ Esau var 40 år gammel, da han giftede sig med en pige, der hed Judit og var datter af hittitten Be’eri. Han giftede sig også med Basemat, en datter af hittitten Elon. ³⁵ Det var Isak og Rebekka meget skuffede over.

Jakob snyder sin far og får den førstefødtes velsignelse

27 Da Isak var blevet gammel og ikke længere kunne se, kaldte han en dag sin ældste søn, Esau, til sig.

„Min søn!” sagde han.

„Ja, hvad er der, far?” svarede Esau.

² „Jeg er nu en gammel mand og kan dø når som helst. ³ Tag din bue og dine pile og gå ud og skyd mig et stykke vildt. ⁴ Tilbered så en lækker ret mad—sådan som jeg kan lide den. Bring den så her, så jeg kan nyde den og give dig min velsignelse, inden jeg dør.”

⁵ Nu stod Rebekka imidlertid og lyttede, da Isak talte til Esau. Så da Esau gik ud for at skyde noget vildt til sin far, ⁶ kaldte hun på Jakob og sagde: „Jeg hørte din far sige til din bror: ⁷ ‚Skyd mig et stykke vildt og tilbered det, så jeg kan spise det. Bagefter vil jeg give dig Herrens velsignelse, inden jeg dør.’ ⁸ Men hør nu godt efter, Jakob, og gør nøjagtig, som jeg siger: ⁹ Gå ud og hent mig to af de bedste gedekid fra flokken, så skal jeg lave en lækker ret mad, sådan som din far kan lide den. ¹⁰ Derefter skal du servere maden for din far, så han kan nyde den og give dig velsignelsen, inden han dør.”

¹¹ „Jamen mor,” indvendte Jakob. „Esaus hud er jo lige så lodden, som min er glat. ¹² Hvad nu, hvis far føler på mig? Så opdager han, at jeg bedrager ham, og så får jeg en forbandelse i stedet for en velsignelse.”

¹³ Men hans mor svarede: „Forbandelsen tager jeg på mig! Bare gør, som jeg siger. Gå nu ud og hent de gedekid!”

¹⁴ Så gik Jakob ud og hentede kiddene og gav hende dem, hvorefter hun tilberedte en lækker ret mad, sådan som hans far kunne lide den. ¹⁵ Dernæst tog hun Esaus bedste tøj og gav Jakob det på. ¹⁶ Hans glatte arme og hals dækkede hun med skindet fra gedekiddene. ¹⁷ Så rakte hun ham den lækre mad og det brød, hun havde bagt. ¹⁸ Han gik så ind med det og sagde: „Værsgo, far!”

„Tak!” sagde Isak. „Hvem er det, der taler?”

¹⁹ „Det er Esau, din ældste søn!” svarede Jakob. „Jeg har gjort, som du sagde! Sæt dig nu op og spis vildtet, så du kan give mig din velsignelse!”

²⁰ „Hvordan bar du dig ad med at klare det så hurtigt, min søn?”

„Herren, din Gud, sendte byttet lige i armene på mig!” svarede Jakob.

²¹ „Kom nærmere,” sagde Isak, „så jeg kan røre ved dig og mærke, om det virkelig er dig, Esau!” ²² Så gik Jakob hen til sin far, og Isak følte på ham. „Det er Jakobs stemme, men Esaus arme,” sagde han undrende.

²³ Han genkendte ikke Jakob på grund af de behårede arme, som jo måtte være Esaus. Inden Isak velsignede ham, ²⁴ spurgte han igen:

„Det er Esau, ikke?”

„Jo, selvfølgelig!” svarede Jakob.

²⁵ „Giv mig da maden, så jeg kan spise den og velsigne dig.”

Jakob rakte ham maden og vinen, og han spiste og drak. ²⁶ Bagefter sagde Isak: „Kom hen og kys mig på kinden, min dreng!” ²⁷ Da Jakob kom hen for at kysse sin far på kinden, kunne Isak mærke duften af Esaus tøj, og han velsignede ham med ordene:

„Duften af min søn er som duften af den jord, Herren har velsignet. ²⁸ Gud vil velsigne din afgrøde med væde fra himlen og næring fra jorden. Du får korn og vin i overflod. ²⁹ Folkeslag skal tjene dig og ærbødigt bøje sig for dig. Du og din slægt skal herske over din bror og hans slægt. Forbandet være enhver, der forbander dig—og velsignet være enhver, der velsigner dig.”

³⁰ Da Isak var færdig med at velsigne ham, og Jakob lige var gået, kom Esau hjem fra jagten. ³¹ Han tilberedte en lækker ret mad og bragte den ind til sin far: „Her er jeg, Far. Sæt dig nu op og spis mit vildt, så du kan give mig din velsignelse!”

³² „Hvad!” udbrød Isak forvirret. „Hvem er du?”

„Esau—din ældste søn!”

³³ Da blev Isak bestyrtet og rystede voldsomt over hele kroppen. „Jamen, hvem var det da, som bragte mig vildt før du kom? Jeg har allerede spist, og nu har han fået velsignelsen!”

³⁴ Ved de ord udstødte Esau et jamrende skrig og råbte: „Giv dog også mig en velsignelse, far!”

³⁵ „Det kan jeg ikke, Esau. Din bror snød mig og stjal din velsignelse!”

³⁶ „Ikke så underligt, at han hedder Jakob! Nu har han bedraget mig to gange!” sagde Esau bittert. „Først tog han min førstefødselsret, og nu har han stjålet min velsignelse! Har du dog ikke en velsignelse til mig også?”

³⁷ „Nej, for jeg har gjort ham til hersker over dig,” sagde Isak. „Din slægt har jeg gjort til tjenere for hans slægt, og jeg har lovet ham overflod af korn og vin. Hvad har jeg tilbage at give dig, min søn?”

³⁸ „Har du kun den ene velsignelse, Far? Velsign dog også mig!” Esau brast i gråd.

³⁹ Men Isak svarede: „Din boplads bliver langt fra den frugtbare jord og fra himlens væde. ⁴⁰ Med dit sværd skal du skaffe dig føden, og du skal tjene din bror, indtil du ryster hans åg af dig.”

Jakob flygter til sin morbror i Paddan-Aram

⁴¹ Esau bar nag til Jakob, fordi han havde stjålet hans velsignelse, og han sagde til sig selv: „Om kort tid dør far. Så slår jeg Jakob ihjel!” ⁴² Da Rebekka fik nys om, hvad hendes ældste søn havde i sinde, kaldte hun straks Jakob til sig og fortalte ham om Esaus hensigter. „Esau vil hævne sig og skaffe dig af vejen,” sagde hun. ⁴³ „Gør nu, som jeg siger: Flygt til din onkel Laban i Karan ⁴⁴ og bliv der, til din brors vrede er kølnet af, ⁴⁵ og han har glemt, hvad du har gjort imod ham. Når han ikke er vred længere, sender jeg bud til dig, så du kan komme tilbage. Jeg vil ikke kunne bære at miste jer begge på en gang.”^[h]

⁴⁶ Til Isak sagde Rebekka: „Jeg er inderligt træt af de hittitiske kvinder! Jeg vil hellere dø end opleve, at Jakob gifter sig med en af dem.”

28 Isak kaldte nu Jakob til sig og sendte ham af sted med følgende besked: „Du må ikke gifte dig med en kana’anæisk pige. ² Rejs straks til Paddan-Aram—til din morfar Betuels familie—og find dig en kone blandt dine kusiner, din onkel Labans døtre. ³ Må den almægtige Gud velsigne dig og give dig mange børn, så du må blive stamfar til en stor slægt. ⁴ Må den velsignelse, han lovede Abraham, følge dig og dine efterkommere, så det land her, hvor vi endnu bor som fremmede, må blive dit—for Gud lovede at give det til Abrahams slægt!”

⁵ Jakob begyndte så den lange rejse til Paddan-Aram for at komme i sikkerhed hos sin morbror, Laban, aramæeren Betuels søn.

^6-7 Esau fik at vide, at hans far havde velsignet Jakob og sendt ham af sted til Paddan-Aram for at finde sig en kone der, og at han havde befalet ham ikke at gifte sig med en pige fra Kana’an. ⁸ Han forstod da, at hans forældre ikke brød sig om de kana’anæiske kvinder. ⁹ Derfor rejste han til sin onkel Ishmaels familie, og tog Ishmaels datter Mahalat^[i] til kone ved siden af dem, han havde i forvejen.

Jakobs drøm i Betel

¹⁰ Jakob forlod altså Be’ersheba og satte kursen mod byen Karan i Paddan-Aram. ¹¹ Ved solnedgang fandt han et sted, hvor han kunne overnatte. Han brugte en sten som hovedpude og lagde sig til at sove. ¹² Han drømte, at han så en trappe, der nåede fra jorden op til Himlen, og Guds engle gik op og ned ad trappen. ¹³ Oven for trappen stod Herren. „Jeg er Herren,” sagde han. „Din bedstefar Abrahams og din far Isaks Gud! Den jord, du ligger på, tilhører dig. Jeg vil give det her land til dig og dine efterkommere. ¹⁴ De skal blive talrige som sandkornene på jorden, og de skal brede sig i alle retninger—mod øst og vest og nord og syd. Og gennem dig og en af dine efterkommere skal alle jordens folk blive velsignet. ¹⁵ Jeg vil være med dig og beskytte dig, hvor du end går, og til sin tid vil jeg føre dig sikkert tilbage til dette land. Jeg vil hjælpe dig og opfylde alt det, jeg har lovet dig.”

^16-17 Så vågnede Jakob og udbrød forfærdet: „Herren er på dette sted—og jeg vidste det ikke. Det her er bestemt et meget specielt sted. Det er intet mindre end Guds hus og indgangen til Himlen!”

¹⁸ Da han stod op tidligt næste morgen, tog han den sten, han havde brugt til hovedpude, og rejste den på højkant som en mindesten. Derpå hældte han olivenolie ud over den for at indvi stedet til Gud, ¹⁹ og han kaldte stedet Betel.^[j] Det var i nærheden af den landsby, som i gamle dage hed Luz.

^20-21 Jakob aflagde nu følgende løfte: „Hvis Herren vil være med mig, beskytte mig på rejsen, sørge for mad og klæder og bringe mig sikkert hjem til min far—så skal Herren være min Gud! ²² Og den mindesten, som jeg har rejst her, skal være et sted, hvor man tilbeder Gud. Jeg vil også give Gud en tiendedel af alt, hvad han giver mig.”

Jakob hos Laban

29 Jakob fortsatte sin rejse og ankom til landet mod øst. ² Der fik han øje på tre fåreflokke, der lå ved en brønd på en mark og ventede på noget vand at drikke. Stenen, som lå over brøndåbningen, var meget stor. ³ Når alle fåreflokkene var samlet, ville hyrderne rulle stenen væk fra brøndåbningen og give fårene vand og derefter lægge stenen tilbage over brønden igen.

⁴ „Hvor kommer I fra?” spurgte Jakob hyrderne.

„Fra Karan,” svarede de.

⁵ „Kender I Laban, Nakors sønnesøn?”

„Ja, ham kender vi godt.”

⁶ „Hvordan har han det?”

„Han har det godt. Det er for øvrigt hans datter Rakel, der kommer derovre med fårene.”

⁷ „Hvorfor giver I ikke fårene noget vand, så de kan vende tilbage til deres græsgang?” spurgte Jakob. „Solen står jo endnu højt på himlen, så det er da for tidligt at samle dem.”

⁸ „Vi må vente, til alle hyrderne er her, før vi kan rulle stenen til side og give dem vand.”

⁹ Mens Jakob stod og snakkede med hyrderne, kom Rakel med sin fars får, som hun passede. ¹⁰ Da Jakob så Rakel, sin morbrors datter, og fårene, gik han hen og væltede stenen til side og hentede vand til sin onkels får. ^11-12 Derefter gav han Rakel et kindkys og fortalte med tårer i øjnene, at han var søn af hendes faster, Rebekka. Hun løb straks hjem for at fortælle sin far det. ¹³ Så snart Laban hørte, at hans søstersøn Jakob var kommet, løb han ud for at møde ham. Han omfavnede ham, kyssede ham på kinden som hilsen og tog ham med hjem. Dér fortalte Jakob ham hele sin historie. ¹⁴ Og Laban udbrød: „Tænk engang, det er min egen slægtning, der er kommet.”

Laban bedrager Jakob

Da Jakob havde boet hos sin onkel en måneds tid, ¹⁵ sagde Laban: „Selv om vi er i familie, er det ikke meningen, at du skal arbejde gratis for mig. Sig mig, hvor meget du vil have i løn.” ¹⁶ Laban havde to døtre, den ældste hed Lea og den yngste Rakel. ¹⁷ Lea havde kønne øjne, men Rakel var helt igennem smuk og dejlig. ¹⁸ Jakob var allerede forelsket i Rakel, så han sagde til Laban: „Jeg vil arbejde for dig i syv år, hvis du vil give mig din yngste datter, Rakel, til kone.”

¹⁹ „Det er i orden!” sagde Laban. „Jeg vil hellere have, at hun gifter sig med dig end med nogen uden for slægten.”

²⁰ Så arbejdede Jakob for Laban i syv år for at få Rakel. Årene fløj af sted, som var de dage—så forelsket var han. ²¹ Da dagen kom, sagde Jakob til Laban: „De syv år er gået, så jeg vil gerne giftes med Rakel nu.”

²² Så indbød Laban alle naboerne til en stor bryllupsfest. ²³ Men da det blev aften, tog han sin datter Lea og gav hende til Jakob, og Jakob lå hos hende. ²⁴ Laban gav Lea sin slave Zilpa til tjenestepige. ²⁵ Først næste morgen opdagede Jakob, at det var Lea! „Hvor kunne du dog gøre sådan noget imod mig?” råbte han rasende. „Jeg har tjent dig i syv år for Rakel, har jeg ikke? Hvorfor har du så bedraget mig?”

²⁶ „Tag det roligt,” forsvarede Laban sig. „Her til lands plejer vi ikke at bortgifte den yngste før den ældste. ²⁷ Vent til bryllupsugen med Lea er forbi, så skal jeg nok give dig Rakel—hvis du altså vil arbejde syv år mere for mig!”

²⁸ Det gik Jakob så med til. Han fejrede bryllupsugen sammen med Lea, og bagefter gav Laban ham også Rakel til kone. ²⁹ Rakel fik Labans slave Bilha til tjenestepige. ³⁰ Så lå Jakob hos Rakel, og han elskede hende højere end Lea. Han arbejdede derefter for Laban syv år mere.

Jakobs børn

³¹ Da Herren så, at Lea ikke blev elsket, lod han hende blive gravid, men Rakel kunne ingen børn få. ³² Lea fødte en søn, som hun kaldte Ruben.^[k] „Herren har set, hvor ulykkelig jeg er,” sagde hun. „Men nu vil min mand sikkert elske mig!” ³³ Snart efter blev hun igen gravid og fødte en søn til, som hun kaldte Simeon.^[l] „Herren har hørt, at jeg blev tilsidesat, og derfor gav han mig en søn mere,” sagde hun. ³⁴ Senere blev hun igen gravid og fødte nok en søn, som hun kaldte Levi.^[m] „Siden jeg nu har født tre sønner,” sagde hun, „må min mand da føle hengivenhed for mig.” ³⁵ Så blev hun igen gravid og fødte en søn, som hun kaldte Juda.^[n] „Nu vil jeg prise Herren!” sagde hun. Så fik hun ikke flere børn i nogen tid.

30 Da det gik op for Rakel, at hun ikke kunne få børn, blev hun jaloux på sin søster. „Giv mig børn—eller jeg dør!” klagede hun til Jakob. ² Men så blev Jakob vred. „Er jeg måske Gud? Det er ikke min skyld, at du ikke kan få børn!”

³ Da sagde Rakel: „Gå ind til min tjenestepige Bilha, så hun kan blive gravid, og jeg kan få et barn ved hjælp af hende.” ⁴ Så gav hun Jakob Bilha til kone, og han lå hos hende. ⁵ Hun blev gravid og fødte en søn. ⁶ Rakel kaldte ham Dan.^[o] „Gud har skaffet mig min ret,” sagde hun, „han har hørt min bøn og givet mig en søn.” ⁷ Rakels tjenestepige Bilha blev igen gravid og fødte endnu en søn. ⁸ Rakel kaldte ham Naftali.^[p] „Jeg har holdt ud i kampen med min søster,” sagde hun, „og jeg har fået min belønning.”

⁹ I mellemtiden tænkte Lea, at hun nok ikke fik flere børn selv. Derfor gav hun Jakob sin tjenestepige Zilpa til kone, ¹⁰ og Zilpa fødte snart en søn, ¹¹ som Lea kaldte Gad.^[q] „Hvor er jeg heldig!” udbrød hun. ¹² Zilpa fødte endnu en søn, ¹³ som Lea kaldte Asher.^[r] „Hvor er jeg velsignet,” sagde hun. „De andre kvinder vil sige det samme.”

¹⁴ En dag midt i hvedehøsten, hvor Ruben var ude i marken, fandt han nogle kærlighedsfrugter,^[s] og han tog dem hjem til sin mor Lea. Rakel opdagede det og tiggede Lea om at give hende nogle af dem. ¹⁵ Lea svarede fortørnet: „Først stjal du min mands hjerte—og nu vil du tage min søns kærlighedsfrugter!” „Jeg vil lade ham sove hos dig i nat som betaling for kærlighedsfrugterne,” sagde Rakel.

¹⁶ Så om aftenen, da Jakob var på vej hjem fra høstarbejdet, gik Lea ham i møde. „I nat skal du sove hos mig,” sagde hun, „for jeg har betalt for dig med nogle kærlighedsfrugter, som min søn fandt.” Den nat sov de så sammen. ¹⁷ Og Gud bønhørte Lea, så hun blev gravid igen og fødte sin femte søn. ¹⁸ Ham kaldte hun Issakar.^[t] „Gud har belønnet mig, fordi jeg gav min tjenestepige til min mand,” sagde hun. ¹⁹ Senere blev hun gravid igen og fødte sin sjette søn. ²⁰ Hun kaldte ham Zebulon.^[u] „Gud har givet mig en vidunderlig gave til min mand,” sagde hun. „Nu må han da respektere mig, for jeg har givet ham seks sønner.” ²¹ Senere fødte hun også en datter, som hun kaldte Dina.

²² Derpå greb Gud ind i Rakels situation. Han hørte hendes bøn, og hun blev gravid. ^23-24 Hun fødte en søn, som hun kaldte Josef.^[v] „Gud har borttaget min skam,” sagde hun. „Må han give mig endnu en søn!”

Jakobs velstand

²⁵ Kort tid efter at Rakel havde født Josef, sagde Jakob til Laban: „Nu vil jeg gerne rejse hjem. ²⁶ Lad mig tage af sted med mine koner og mine børn. Du ved, at jeg har betalt for dem ved at arbejde for dig i mange år.”

²⁷ „Åh, du må ikke forlade mig,” indvendte Laban. „Jeg har jo set, hvordan Herren har velsignet mig på grund af dig. ²⁸ Sig mig, hvad du forlanger i løn, så vil jeg betale det.”

²⁹ Jakob svarede: „Du ved selv, hvor trofast jeg har tjent dig gennem årene. Din husdyrflok er vokset enormt. ³⁰ Faktisk ejede du kun lidt, inden jeg kom, men nu er du blevet en velstående mand—takket være Herrens velsignelse over alt, hvad jeg har foretaget mig. Men hvad med mig selv? Hvornår kan jeg begynde at tænke på min egen families ve og vel?”

³¹ „Hvad skal du have i løn?” spurgte Laban igen.

Jakob svarede: „Du skal ikke give mig noget som helst. Der er bare én ganske lille ting, du skal gøre for mig, for at jeg vil fortsætte med at have opsyn med din hjord: ³² Lad mig straks i dag gå ud og fjerne alle de brogede og plettede får og geder og alle de mørke lam fra din hjord! Dem skal du give mig som løn. ³³ For at du kan vide, at jeg er en ærlig mand, kan du når som helst inspicere den flok, der skal være min løn. Hvis du finder nogle hvide får eller nogle geder, der ikke er brogede eller plettede i min hjord, ved du, at jeg har stjålet dem fra dig.”

³⁴ „Det er en aftale!” sagde Laban, ³⁵ men samme dag fjernede han selv alle de brogede og plettede geder (ja, alle dyr med noget hvidt) og alle de mørke lam fra hjorden. Dem overgav han til sine sønner ³⁶ og bad dem flytte deres lejr tre dagsrejser bort fra det sted, hvor Jakob var. Og Jakob blev tilbage og passede resten af hans hjord.

³⁷ Men Jakob tog friske grene fra poppel-, mandel- og platantræer og skrællede noget af barken af, så der kom hvide striber på grenene. ³⁸ Så placerede han grenene ved vandtrugene, så dyrene kunne se dem, når de kom for at drikke. ³⁹ Når dyrene parrede sig foran grenene, fik de afkom, som var stribet, plettet eller broget. ⁴⁰ Jakob tog de plettede og brogede unge dyr til sin egen hjord. I parringstiden lod han sine voksne får og geder være sammen med de stribede får og geder og de mørke geder i Labans hjord. På den måde fik Jakob flere og flere får og geder, som var hans, og han tog sig af både dem og Labans får og geder. ⁴¹ Hver gang de stærke dyr parrede sig, placerede Jakob grenene foran dem, ⁴² men når de svage dyr gjorde det, lod han være. På den måde kom de svage lam til at tilhøre Laban, og de stærke kom til at tilhøre Jakob. ⁴³ Resultatet blev, at Jakobs hjord både forøgedes og forædledes, og han blev en velstående mand med masser af slaver, kameler og æsler.

Jakob flygter fra Laban

31 Men efterhånden blev Jakob klar over, at Labans sønner var ved at blive utilfredse. „Jakob har snydt os,” knurrede de. „Han er blevet rig på vores fars bekostning.” ² Han bemærkede også, at Labans holdning over for ham ikke var som før. ³ Da sagde Herren til Jakob: „Vend tilbage til dit fædreland og din familie. Jeg vil være med dig.”

⁴ Jakob sendte så bud til Rakel og Lea om, at de skulle komme ud på marken, hvor han passede hjorden, så han kunne diskutere sagen med dem. ⁵ „Jeg kan mærke på jeres far, at han har ændret holdning over for mig,” begyndte han. „Men mine fædres Gud har velsignet mig. ⁶ I ved, hvor hårdt jeg har arbejdet for jeres far, ⁷ men han har narret mig, brudt vores aftale og ændret min løn mindst ti gange. Alligevel har Gud bevaret mig, så jeres far ikke har kunnet gøre mig noget ondt. ⁸ Når Laban lovede mig de brogede dyr, fødte hjorden broget afkom, og når han ændrede mening og lovede mig de stribede dyr, så blev lammene stribede. ⁹ På den måde gjorde Gud mig rig på hans bekostning.”

¹⁰ „I parringstiden havde jeg en drøm,” fortsatte Jakob. „I drømmen så jeg, at alle bukkene, der parrede sig med gederne, var stribede, plettede eller brogede. ¹¹ Da kaldte Guds engel på mig i drømmen.

‚Jakob!’ sagde han.

‚Ja,’ svarede jeg.

¹² Så sagde englen: ‚Læg mærke til, at det kun er de stribede, plettede og brogede bukke, der parrer sig med gederne i din hjord. Jeg har nemlig set, hvordan Laban har behandlet dig. ¹³ Jeg er den Gud, du mødte ved Betel—det sted, hvor du salvede mindestenen med olivenolie og aflagde løftet om at tjene mig. Gør dig klar til at forlade dette sted og vende tilbage til det land, du kom fra.’ ”

¹⁴ Rakel og Lea svarede: „Ja, hvorfor ikke? Har vi måske nogen fremtid her? Far vil næppe lade os arve noget. ¹⁵ Han har behandlet os som fremmede kvinder, fordi han solgte os og selv brugte de penge, han fik for os. ¹⁶ Al den rigdom, som Gud har taget fra far og givet dig, tilhører faktisk os og vores børn. Gør du kun, som Gud har sagt, du skal gøre.”

^17-21 Så mens Laban var væk hjemmefra nogle dage for at klippe sine får, satte Jakob sine børn og sine koner op på kamelerne og drog af sted. Han drev hjorden—alt det småkvæg, han havde samlet sig i Paddan-Aram—foran sig og begyndte tilbagerejsen til Kana’ans land, hvor hans far, Isak, boede. Han drog af sted med alt, hvad han ejede, uden at Laban vidste noget om det, og satte over Eufratfloden på vej mod bjergområdet ved Gilead. Rakel tog endog sin fars husguder med sig!

²² Først to dage senere^[w] fik Laban at vide, at Jakob var flygtet. ²³ Han satte straks efter ham med nogle af sine mænd og indhentede ham efter syv dage i Gileads bjerge. ²⁴ Om natten viste Gud sig i en drøm for aramæeren Laban og advarede ham: „Pas på, at du ikke siger så meget som ét ondt ord til Jakob!” ²⁵ Jakob havde slået lejr i Gileads bjerge. Laban slog lejr i nærheden og opsøgte Jakob.

²⁶ „Hvad ligner det at snige sig af sted på den måde?” begyndte Laban. „Mig har du narret, og mine døtre har du bortført, som om de var krigsfanger! ²⁷ Du gav mig ingen chance for at holde et ordentligt afskedsgilde med sang og musik, og hvad dertil hører. ²⁸ Du gav mig ikke lov til at kysse mine døtre og børnebørn farvel. Du har opført dig rigtig tarveligt! ²⁹ Jeg kunne med lethed gøre det af med dig, men sidste nat viste din fars Gud sig for mig og sagde: ‚Pas på, hvad du siger til Jakob!’ ³⁰ Jeg kan godt forstå, at du har hjemve og længes efter at tage tilbage til din familie. Men var det virkelig nødvendigt at stjæle mine husguder?”

³¹ „Jeg indrømmer, at jeg skyndte mig af sted,” svarede Jakob. „Jeg var bange for, at du ville tage dine døtre fra mig. ³² Hvad dine husguder angår, så skal den, som har taget dem, dø! Hvis du finder noget her, som tilhører dig, vil jeg omgående give dig det tilbage. Det skal disse mænd være vidner på!” Jakob vidste nemlig ikke, at Rakel havde stjålet husguderne.

³³ Laban begyndte eftersøgningen i Jakobs telt. Så fortsatte han i Leas og i de to tjenestepigers telte—uden at finde noget. Til sidst kom han til Rakels telt. ³⁴ Rakel havde taget husguderne og gemt dem i sin kamelsadel og sad nu oven på dem i sit telt. Derfor fandt Laban dem ikke, skønt han gennemsøgte teltet grundigt. ³⁵ Rakel havde sagt til ham: „Undskyld mig, far, at jeg ikke rejser mig for dig, men jeg har min menstruation.” Laban fandt altså ikke sine husguder.

³⁶ Så blev Jakob vred og konfronterede Laban. „Hvad fandt du så?” spurgte han. ³⁷ „Hvorfor beskylder du mig for at have stjålet fra dig? Hvad har jeg begået, siden du jager mig, som om jeg var en forbryder? Nu da du har ledt overalt i min lejr, hvad har du så fundet, som tilhører dig? Læg det kun frem, så alle kan se, hvem af os, der har ret. Lad vores folk dømme os to imellem.” ³⁸ Så fortsatte han: „I 20 år har jeg været hos dig og taget mig af dine får og geder, så de har fået levedygtigt afkom. I al den tid har jeg aldrig taget en eneste af dine væddere. ³⁹ Og hvis nogle af dine får blev angrebet eller dræbt af rovdyr, kom jeg ikke bare og fortalte dig det. Nej, jeg tog selv tabet på mig og erstattede det. Du krævede endog erstatning for dyr, der blev stjålet—hvad enten det var min fejl eller ej. ⁴⁰ Jeg arbejdede samvittighedsfuldt for dig i dagens hede og udholdt nattens kulde, og ofte fik jeg ikke lukket et øje. ⁴¹ I 20 lange år arbejdede jeg for dig—de 14 for at betale for dine to døtre, og de seks for at erhverve mig en hjord. Ti gange ændrede du mening for at snyde mig for min løn. ⁴² Hvis ikke min farfar Abrahams og min far Isaks vældige Gud havde været med mig, ville du såmænd have sendt mig af sted med tomme hænder! Men Gud har bemærket din ondskab og mit ærlige arbejde—og i nat advarede han dig.”

Jakobs pagt med Laban

⁴³ Laban svarede Jakob: „Dine to koner er mine døtre, deres børn er mine børnebørn, og hjorden har du fra mig. Alt, hvad du har, har du fået af mig. Men hvad kan jeg gøre imod mine egne døtre og børnebørn? ⁴⁴ Lad os slutte en fredspagt og bevidne det med en stenhøj.”

⁴⁵ Så tog Jakob en sten og rejste den som et monument, ⁴⁶ og han befalede sine mænd at samle flere sten og bygge en stenhøj. Derefter spiste de sammen ved stenhøjen. ^47-48 Laban kaldte højen Jegar-Sahaduta,^[x] Jakob kaldte den Galed.^[y] „Den skal være et vidne imellem os, hvis en af os overskrider denne grænse,” sagde Laban. ⁴⁹ „Den skal også kaldes Mitzpa,^[z] for herefter skal Herren selv holde øje med os. ⁵⁰ Selvom ingen andre ser det, hvis du behandler mine døtre dårligt eller tager andre koner, så ser Gud det!” ^51-52 Laban fortsatte: „Denne stenhøj skal stå imellem os som et vidne om vores gensidige løfte: At vi ikke vil overskride denne grænse med onde hensigter. ⁵³ Må vores forfædres Gud—din farfar Abrahams og min farfar Nakors Gud—straffe den af os, som bryder pagten.”

Så svor Jakob ved sin far Isaks mægtige Gud, at han ville overholde pagten, ⁵⁴ hvorefter han ofrede til Gud og indbød sine mænd til et festmåltid. Efter måltidet overnattede de der i bjergene.

Jakob frygter mødet med Esau

32 Tidligt næste morgen kyssede Laban sine døtre og børnebørn farvel, gav dem sin velsignelse og rejste hjem igen. ² Da Jakob fortsatte sin rejse, kom Guds engle ham i møde. ³ Da han fik øje på dem, udbrød han: „Gud har selv slået lejr her!” Derfor kaldte han stedet Mahanajim.^[aa]

^4-5 Jakob sendte nu nogle folk i forvejen med besked til Esau, hans bror, som havde sin lejr i Seirs bjerge i Edom: „Din tjener Jakob hilser dig ærbødigst! Indtil for nylig har jeg boet hos vores onkel Laban. ⁶ Jeg har samlet mig en pæn flok køer, æsler, får, geder og mange slaver, både mænd og kvinder. Jeg har sendt disse folk i forvejen, for at du kan vide, at jeg snart kommer, og jeg håber, at du vil tage godt imod mig.”

⁷ Sendebudene kom tilbage med følgende besked: „Vi tog hen til din bror, og nu er han på vej herhen med 400 mand!” ⁸ Jakob blev grebet af panik, og han besluttede at dele sin husstand og sine husdyr i to lejre, ⁹ for han tænkte: „Hvis Esau angriber den ene gruppe, kan den anden vel reddes.”

¹⁰ Derefter bad han følgende bøn: „Åh, min farfar Abrahams og min far Isaks Gud. Åh Herre, du sagde jo, at jeg skulle vende tilbage til mit land og min slægt, og du lovede at være med mig og hjælpe mig! ¹¹ Jeg er overhovedet ikke værdig til den trofasthed og uendelige godhed, du gang på gang har vist mig. Da jeg i sin tid gik hjemmefra og satte over Jordanfloden, ejede jeg ikke stort andet end min rejsestav, men nu ejer jeg de her to store lejre.