Hvordan Gud skaber universet

1 I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. ² Jorden var øde og tom, og urdybet lå hen i totalt mørke, men Guds Ånd svævede over de mørke vande.

³ Så sagde Gud: „Der skal blive lys!” og så var der lys. ⁴ Gud glædede sig over lyset, og han satte skel mellem lyset og mørket. ⁵ Tiden med lys kaldte han dag, og tiden med mørke kaldte han nat. Det blev aften, og det blev morgen. Det var den første dag.

⁶ Så sagde Gud: „Der skal være en hvælving midt i alt vandet til at dele det.” ⁷ Og Gud dannede en hvælving, så vandet ovenfor den blev adskilt fra vandet nedenfor den. ⁸ Hvælvingen kaldte han himmel. Det blev aften, og det blev morgen. Det var den anden dag.

⁹ Dernæst sagde Gud: „Vandet under himmelhvælvingen skal samle sig, så det tørre land kommer til syne.” Og sådan skete det. ¹⁰ Det tørre land kaldte han jord, og de steder, hvor vandet var, kaldte han hav; og Gud glædede sig over sit værk.

¹¹ Derpå sagde Gud: „Grønne planter, der bærer frø, skal spire frem af jorden, og frugttræer, som bærer frugt med kerner, skal vokse op, så de kan formere sig, hver efter sin art.” Og sådan blev det. ¹² Op af jorden spirede grønne planter, som bar frø, og træer, som bar frugt med kerner, hver efter sin art. Og Gud glædede sig over sit værk. ¹³ Det blev aften, og det blev morgen. Det var den tredje dag.

^14-15 Så sagde Gud: „Der skal være lysgivere på himmelhvælvingen, som sætter skel mellem dag og nat, og som markerer årstidernes skiften og festdagenes begyndelse.” Og sådan blev det. ¹⁶ Gud frembragte to store lys på himlen til at skinne på jorden, det største lys, solen, til at herske om dagen, og det mindre, månen, til at herske om natten sammen med stjernerne. ¹⁷ Han satte dem på himmelhvælvingen til at lyse på jorden, ¹⁸ til at sætte skel mellem dagen og natten. Og han glædede sig over sit værk. ¹⁹ Det blev aften, og det blev morgen. Det var den fjerde dag.

²⁰ Dernæst sagde Gud: „Vandet skal vrimle med fisk og andet liv, og der skal være et mylder af fugle i luften.” Og sådan blev det. ²¹ Gud skabte de store havdyr og en mangfoldighed af fisk og fugle; og han glædede sig over sit værk. ²² Han velsignede dem og sagde: „Formér jer og bliv mange. Fiskene skal fylde havene, og fuglene skal fylde luften.” ²³ Det blev aften, og det blev morgen. Det var den femte dag.

²⁴ Derpå sagde Gud: „Af jorden skal der fremstå alle slags dyr—kvæg, krybdyr og alle mulige vilde dyr.” Og sådan blev det. ²⁵ Gud dannede alle slags vilde dyr, krybdyr og husdyr, alle i stand til at formere sig, hver efter sin art; og Gud glædede sig over sit værk.

²⁶ Så sagde Gud: „Lad os frembringe et levende væsen, der ligner os. Det skal herske over alt dyrelivet—fiskene i havet, fuglene i luften og de tamme og vilde dyr på jorden.” ²⁷ Da skabte Gud to mennesker, som lignede ham. De blev skabt som mand og kvinde. ²⁸ Gud velsignede dem og sagde: „Formér jer og bliv mange, bred jer over hele jorden og tag den i besiddelse! Hersk over fiskene, fuglene og alle de andre dyr på jorden.” ²⁹ Gud fortsatte: „Se! Jeg giver jer alle de frøbærende planter på jorden som føde, og I må også spise frugt fra de mange frugttræer. ³⁰ Jeg giver græsset og alt grønt til føde for dyrene og fuglene.” Og sådan blev det. ³¹ Gud betragtede nu hele sit skaberværk, og han var ovenud tilfreds med det. Det blev aften, og det blev morgen. Det var den sjette dag.

2 På den måde blev himlen og jorden og alt liv skabt. ² Skaberværket var nu fuldført, og Gud hvilede på den syvende dag. ³ Han velsignede den og indviede den til hviledag.

Hvordan Gud skaber de to første mennesker

⁴ Da Gud skabte verden, ⁵ var der først ingen grønne planter eller buske på jorden, for han havde endnu ikke ladet det regne. Der var heller ingen mennesker til at dyrke jorden. ⁶ Men der vældede vand frem af jorden og vandede dens overflade.

⁷ Så formede Gud et menneske af jorden og blæste livsånde i dets næsebor, så det blev et levende væsen. ⁸ Gud havde plantet en have i Eden mod øst, og dér anbragte han nu det menneske, som han havde skabt. ⁹ Gud havde plantet alle slags smukke træer i haven, træer med en mængde frugt. Midt i haven stod livets træ og træet, der giver kendskab til både godt og ondt. ¹⁰ I Eden udsprang en flod, som vandede haven. Uden for haven delte den sig i fire mindre floder. ¹¹ Den første flod hedder Pishon. Den bugter sig omkring landet Havila, hvor der findes guld ¹² af fin kvalitet samt bedellium^[a] og ædelsten. ¹³ Den anden flod kaldes Gihon. Den løber gennem landet Kush. ¹⁴ Den tredje flod kaldes Tigris. Den løber langs med Assyriens østgrænse. Den fjerde flod kaldes Eufrat.

¹⁵ Gud satte mennesket, Adam, i Edens have, for at han skulle passe den, ^16-17 og han sagde til ham: „Du må spise frugten fra alle træerne i haven undtagen det træ, som giver kendskab til både godt og ondt. Hvis du spiser af den frugt, skal du dø.”

¹⁸ Derpå sagde Gud: „Det er ikke godt for Adam at være alene. Jeg vil give ham en livsledsager,^[b] der passer til ham.” ¹⁹ Gud havde af jorden formet alle slags dyr og fugle. Dem førte han nu hen til Adam for at se, hvad han ville kalde dem; og hvad Adam kaldte dem, blev deres navn. ²⁰ Adam navngav alle fuglene og de vilde og tamme dyr, men han fandt ikke nogen passende ledsager iblandt dem. ²¹ Derfor lod Gud Adam falde i en dyb søvn. Mens han sov, tog Gud et af hans ribben og lukkede stedet til igen med kød. ²² Af ribbenet byggede han en kvinde og førte hende hen til Adam.

²³ „Ja!” udbrød Adam. „Det er knogler af mine knogler og kød af mit kød! Hun skal hedde kvinde, for hun er taget ud af manden.^[c]” ²⁴ Derfor skal en mand forlade sin far og mor og knytte sig nært til sin kone, og de to skal blive ét.

²⁵ Adam og hans kone var begge nøgne, men de skammede sig ikke over deres nøgenhed.

Hvordan menneskets ulydighed begynder

3 Slangen var den mest listige af alle de dyr, Gud havde skabt. Den kom til kvinden og sagde: „Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af frugten fra noget som helst træ i haven?” ² „Nej, vi må da gerne spise frugt fra træerne i haven!” svarede kvinden. ³ „Det er kun frugten fra træet midt i haven, vi ikke må spise. Gud sagde, at hvis vi spiser af den, eller bare rører den, så dør vi!” ⁴ „I dør da ikke,” hvislede slangen. ⁵ „Men Gud ved, at i samme øjeblik I spiser den frugt, bliver jeres øjne åbnet for ting, I ikke før har set, og I bliver som Gud med evne til at skelne mellem godt og ondt.”

⁶ Kvinden lagde nu mærke til, hvor dejlig frugten så ud, lige til at spise og få forstand af. Hun plukkede en frugt og spiste af den. Derefter gav hun en til sin mand, som også var der, og han spiste af den. ⁷ Straks lagde de mærke til, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om sig.

⁸ Henimod aften, da luften blev kølig, hørte Adam og kvinden, at Gud kom gående i haven, og de gemte sig inde mellem træerne. ⁹ Gud kaldte: „Adam, hvor er du?” ¹⁰ Adam svarede: „Jeg hørte dig komme, og så blev jeg bange, fordi jeg var nøgen. Derfor gemte jeg mig.” ¹¹ „Hvem fortalte dig, at du var nøgen?” spurgte Gud. „Du har vel ikke spist frugt fra det træ, jeg sagde, du ikke måtte spise af?” ¹² „Det var kvinden, som du satte ved min side, der gav mig den,” indvendte Adam, „og så spiste jeg.”

¹³ Så vendte Gud sig til kvinden: „Hvor kunne du gøre det?” udbrød han. „Det var slangen, der lokkede mig til det,” forsvarede hun sig, „og så spiste jeg.”

Konsekvensen af ulydighed

¹⁴ Nu talte Gud til slangen: „Som straf for det, du har gjort, skal du være den mest forbandede af alle jordens dyr! Så længe du lever, skal du krybe på din bug og æde støv! ¹⁵ Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, og mellem dit afkom og hendes afkom.^[d] Du skal hugge ham i hælen, men han skal knuse dit hoved!”

¹⁶ Derpå sagde Gud til kvinden: „Jeg vil forstærke ubehaget ved din graviditet og smerten ved at føde børn. Du vil gerne have magt over^[e] din mand, men du skal underordne dig under ham.^[f]”

¹⁷ Til Adam sagde Gud: „Fordi du adlød din kone og spiste af frugten, som jeg sagde, du ikke måtte spise af, er du nu skyld i, at jorden bliver forbandet. Hele dit liv må du møjsommeligt slide for at skaffe dig føden. ¹⁸ Nu må du leve af, hvad du kan dyrke på marken, hvor der også vil vokse tjørn og tidsler. ¹⁹ Du kommer til at arbejde hårdt for føden, indtil du dør og bliver lagt i jorden, hvoraf du er formet. For af jord er du kommet, og til jord skal du blive.”

²⁰ Adam kaldte sin kone Eva^[g], for hun blev hele menneskeslægtens mor. ²¹ Derpå lavede Gud skindtøj til Adam og hans kone.

²² Så sagde Gud: „Nu da menneskene er blevet som os i den forstand, at de kender både det gode og det onde, skal de ikke også spise frugten fra livets træ og leve evigt.” ²³ Derfor bortviste Gud dem fra Edens have og satte dem til at dyrke den jord, hvoraf de var taget. ²⁴ Han drev dem ud og satte keruber^[h] øst for Edens have til at bevogte vejen til livets træ med glimtende og hvirvlende flammesværd.

Jesus som arvtager efter Abraham og David

1 Jesus var „søn” af både kong David og af Abraham. Her følger slægtstavlen:

² Abraham blev far til Isak, og Isak far til Jakob. Jakob blev far til Juda og hans brødre. ³ Juda blev med Tamar far til Peretz^[a] og Zerach. Peretz blev far til Hetzron, som blev far til Ram, og ⁴ Ram blev far til Amminadab. Amminadab blev far til Nahshon, som blev far til Salma, ⁵ og Salma blev far til Boaz, hvis mor hed Rahab. Boaz blev far til Obed, hvis mor hed Ruth. Obed blev far til Isaj, ⁶ og Isaj far til kong David.

David blev med Urias’ kone far til Salomon. ⁷ Salomon blev far til Rehabeam, som blev far til Abija, og Abija blev far til Asa. ⁸ Asa blev far til Joshafat, som blev far til Joram. Joram blev far^[b] til Uzzija, ⁹ som blev far til Jotam, og Jotam blev far til Ahaz. Ahaz blev far til Hizkija, ¹⁰ som blev far til Manasse, og Manasse blev far til Amon. Amon blev far til Josias, ¹¹ som blev far til Jekonja^[c] og hans brødre, der levede på den tid, da folket blev ført bort til Babylon.

¹² Efter at folket var ført bort til Babylon, blev Jekonja far til Shealtiel, som blev far til Zerubbabel, ¹³ som igen blev far til Abiud. Abiud blev far til Eljakim, som blev far til Azor, ¹⁴ og Azor blev far til Zadok, som blev far til Akim. Akim blev far til Eliud, ¹⁵ som blev far til Eleazar, og Eleazar blev far til Mattan, som blev far til Jakob. ¹⁶ Jakob blev far til Josef, der blev gift med Maria, som var mor til Jesus, der også kaldes Messias.^[d]

¹⁷ Der er altså 14 slægtled fra Abraham til kong David, og 14 fra kong Davids tid, indtil folket blev ført bort til Babylon, og 14 fra den tid, da folket kom til Babylon, indtil Messias blev født.

Jesu fødsel

¹⁸ Jesus, Messias, kom til verden på følgende måde: Hans mor Maria var forlovet med Josef, men før de havde været sammen, viste det sig, at hun ventede et barn ved Helligåndens kraft.^{[e] 19} Josef var en god og retskaffen mand, som ikke ville udsætte hende for offentlig skam, så han besluttede sig til i al stilhed at hæve forlovelsen.

²⁰ Mens han tænkte over det, havde han en drøm, hvor en engel fra Gud viste sig for ham. Englen sagde: „Josef, du er jo af kong Davids slægt, og du skal ikke være betænkelig ved at gifte dig med Maria, for det barn, hun venter, er blevet til ved Helligåndens kraft. ²¹ Hun skal føde en søn, og du skal kalde ham Jesus,^[f] for han skal frelse sit folk fra deres synder.”

²² På den måde gik det i opfyldelse, som Gud havde talt gennem en af sine profeter:

²⁴ Da Josef vågnede, stod han op og gjorde, som englen havde sagt. Han accepterede at gifte sig med Maria, ²⁵ men havde ikke ægteskabeligt samliv med hende, før hun havde født.^[h] Maria fødte så en dreng, som fik navnet Jesus.