Añadir traducción en paralelo Imprimir Opciones de la página

Ydmyghed er vejen til visdom

18 Pas på, at I ikke narrer jer selv! I, som mener, at I er kloge i denne verden, må give afkald på jeres egen visdom, før I kan tage imod Guds visdom. 19 Denne verdens visdom er nemlig tåbelig i Guds øjne. Det er, som der står skrevet: „Han fanger de kloge i deres egen snedighed.”[a] 20 Og et andet sted står der: „Herren kender de kloges tanker og ved, at de er uden værdi.”[b] 21 Derfor skal I ikke prale af, hvad bestemte mennesker har udrettet. I har jo adgang til det hele. 22 I har nydt godt af både Paulus, Apollos og Peter. I har kundskab om verden, livet, døden, nutiden og fremtiden—alt ligger for jeres fødder. 23 Men husk at underordne jer Kristus, ligesom Kristus underordnede sig Gud.

Det er Guds sag at bedømme sine tjeneres arbejde

Altså skal I betragte os som medarbejdere i tjenesten for Kristus, som forvaltere, der har fået indsigt i Guds mysterier. En forvalter skal være trofast og pålidelig i sit arbejde. For mig betyder det kun lidt, om I eller andre mennesker bedømmer min trofasthed i tjenesten. Jeg tør ikke engang stole på min egen bedømmelse i den sag. Skønt jeg ikke er bevidst om, at jeg skulle have gjort noget forkert, så er det i sig selv ikke noget bevis på, at jeg ikke har gjort det. Det tilkommer Herren alene at bedømme mig. Lad derfor være med at drage forhastede slutninger og dømme folk før tiden. Dommen kommer, når Herren kommer! Han vil bringe alt det frem i lyset, der har været skjult i mørket, og han vil åbenbare alle de skjulte motiver, der har været i menneskers hjerter. Da vil Gud give hver enkelt den ros, de fortjener.

Notas al pie

  1. 3,19 Job 5,13.
  2. 3,20 Frit efter Sl. 94,11.