1 Mosebog 50  Bibelen på hverdagsdansk

50 Josef kastede sig over sin døde far og græd og kyssede ham. ² Derefter gav han sine bedemænd ordre til at balsamere liget. ³ Balsameringen tog 40 dage, og der var landesorg i Egypten i 10 uger.

⁴ Da sørgetiden var forbi, henvendte Josef sig til Faraos rådgivere og bad dem tale hans sag. ⁵ „Sig til Farao, at min far lod mig sværge på, at jeg ville opfylde hans sidste ønske,” forklarede Josef. „Min far sagde til mig, at når han var død, skulle jeg bringe hans lig tilbage til Kana’an og begrave ham i den hule, hvor hans forfædre ligger begravet. Derfor er jeg nødt til at tage af sted og begrave min far. Når det er gjort, vil jeg straks vende tilbage hertil.”

⁶ Farao gav Josef lov til at rejse. „Tag du bare af sted og begrav din far, som du har lovet,” sagde han.

⁷ Så tog Josef af sted med et større følge af Faraos rådgivere og højtstående embedsmænd. ⁸ Han tog også sine brødre og deres familier med. Men de lod deres mindre børn og fåre- og kvægflokke blive tilbage i Goshens land. ⁹ Det var således et større følge af vogne og ryttere, som ledsagede Josef.

¹⁰ Da de kom til tærskepladsen ved Atad nær ved Jordanfloden, holdt de en højtidelig sørgeceremoni, hvor de begræd Josefs far i syv dage. ¹¹ Senere kaldte de lokale indbyggere, kana’anæerne, det sted Abel-Mitzrajim,^[a] for de sagde: „På dette sted holdt egypterne dyb sorg!” ¹² Således gjorde Jakobs sønner, som deres far havde befalet dem: ¹³ De bragte hans lig ind i Kana’ans land og begravede ham i hulen ved Makpela, som Abraham havde købt for at bruge den til familiegravsted. ¹⁴ Derefter vendte Josef tilbage til Egypten sammen med sine brødre og alle dem, som var fulgt med ham til hans fars begravelse.

Fuld forsoning mellem Josef og hans brødre

¹⁵ Efter at deres far var død, blev Josefs brødre ængstelige. „Måske bærer Josef nag og vil hævne sig på os for alt det onde, vi har gjort imod ham,” sagde de til hinanden. ^16-17 Derfor sendte de følgende budskab til Josef: „Før sin død pålagde din far os at give dig følgende besked fra ham: ‚Tilgiv dine brødre for alt det onde, de har gjort imod dig.’ Derfor beder vi, som er din fars Guds tjenere, om du vil tilgive os!” Da Josef hørte de ord, brød han sammen og græd.

¹⁸ Derefter kom hans brødre personligt til ham og bøjede sig for ham. „Vi er dine slaver,” sagde de.

¹⁹ Men Josef svarede: „I skal ikke være bange for mig. Er jeg måske Gud, så jeg skulle dømme og straffe jer? ²⁰ Selvom jeres hensigter var onde, ved jeg, at Guds hensigt var at vende det til noget godt, for han gav mig den position, jeg har i dag, så jeg kunne redde mange menneskers liv. ²¹ Nej, I må ikke være bange. Jeg vil personligt tage mig af jer og jeres familier.” Han forsøgte på alle måder at berolige og opmuntre dem med venlige ord.

Josefs død

²² Josef og hans brødre og deres familier blev boende i Egypten. Josef var efterhånden blevet 110 år gammel, ²³ og han nåede at se sin søn Efraims børnebørn og Manasses søn Makirs børn. Han betragtede sine børnebørn som sine egne.

²⁴ „Jeg skal snart dø,” sagde Josef til sine brødre, „men Gud vil helt sikkert føre jer ud af Egypten og bringe jer tilbage til det land, han lovede Abraham, Isak og Jakob.” ²⁵ Så fik Josef sine brødre til at sværge på, at de ville opfylde hans sidste ønske: „Når Gud leder jer tilbage til Kana’an, så skal I tage mit lig med.”

²⁶ Derefter døde Josef i en alder af 110 år. Han blev balsameret og lagt i en kiste.