Zakæus kommer til tro på Jesus

19 Jesus og hans følge gik derefter ind i Jeriko. ² Her boede en rig mand ved navn Zakæus, som var en højtstående skatteopkræver for den romerske besættelsesmagt. ³ Han var ivrig efter at få et glimt af Jesus, men han var ikke ret høj og kunne ikke se noget for de mange mennesker. ⁴ Derfor løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ et sted, hvor Jesus helt sikkert ville komme forbi. ⁵ Da Jesus nåede frem til træet, kiggede han op og sagde: „Skynd dig at komme ned, Zakæus! Gud vil, at jeg skal besøge dig i dag.”

⁶ Zakæus klatrede ned i en fart og inviterede glad Jesus med sig hjem til spisning, ⁷ mens folk forarget mumlede: „Enhver ved da, at den mand er en stor synder, og nu går Jesus med ham hjem!”

⁸ Under måltidet rejste Zakæus sig og sagde til Jesus: „Herre, jeg vil give halvdelen af, hvad jeg ejer, til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, så vil jeg give det firedobbelt tilbage.”

⁹ Da udbrød Jesus: „I dag er frelsen kommet til dette hjem, for denne mand har vist den samme tro som Abraham.^{[a] 10} Menneskesønnen er jo netop kommet for at opsøge og frelse de fortabte.”

Om betroede midler og dommen for ulydighed^(A)

¹¹ Mens folk sad og lyttede, fortalte Jesus følgende historie, fordi han var så tæt på Jerusalem, og fordi mange ventede, at Gud snart ville oprette sit rige synligt på jorden:

¹² „Der var en mand af kongelig slægt, som var nødt til at rejse til et fjernt land for at få sin kongeværdighed bekræftet. Derefter ville han så vende tilbage som konge. ¹³ Inden han rejste, tilkaldte han ti af sine tjenere, betroede dem hver en sum penge og sagde: ‚Se, hvad I kan få ud af pengene, mens jeg er væk.’

¹⁴ Men en del af landets borgere hadede ham og sendte en delegation af sted med følgende erklæring: ‚Vi ønsker ikke, at den mand skal regere over os.’

¹⁵ Manden blev alligevel indsat som konge, og da han vendte tilbage, sendte han bud efter de tjenere, som han havde betroet sine penge. Han ville se, hvad hver enkelt havde fået ud af dem.

¹⁶ Den første kunne aflægge rapport om, at han nu havde ti gange så meget, som han oprindelig havde fået. ¹⁷ ‚Godt,’ sagde kongen. ‚Du er en god og pålidelig tjener. Du har trofast forvaltet den smule, du fik. Derfor giver jeg dig ansvar for ti byer.’

¹⁸ Den næste kunne fortælle, at hans penge var vokset til det femdobbelte. ¹⁹ ‚Godt,’ sagde hans herre. ‚Du får ansvaret for fem byer.’

²⁰ Den tredje mand afleverede følgende rapport: ‚Her har du dine penge. Jeg har haft dem liggende godt gemt i et tørklæde. ²¹ Jeg var nemlig bange for dig og turde ikke løbe nogen risiko. Jeg ved jo, at du er en streng herre. Du indkasserer udbyttet fra andres arbejde, og du høster, hvad du ikke selv har sået.’ ²² Kongen blev vred og sagde: ‚Du er en doven og dårlig arbejder! Jeg vil dømme dig ud fra dine egne ord: Du siger, jeg er en streng herre, og at jeg indkasserer udbyttet fra andres arbejde. ²³ Hvorfor satte du så ikke mine penge i banken? Så havde jeg i det mindste fået renter af dem.’

²⁴ Derpå vendte kongen sig til de mænd, der stod omkring ham. ‚Tag pengene fra ham,’ sagde han, ‚og giv dem til ham, der har fået det største udbytte.’

²⁵ ‚Jamen, herre,’ indvendte de, ‚han har da rigeligt allerede!’

²⁶ Kongen svarede: ‚Det siger jeg jer: Alle, der gør brug af det, de har fået betroet, vil få mere, men de, der ikke gør brug af det, de fik betroet, vil miste det, de fik. ²⁷ Lad nu mine fjender, dem, der ikke ville anerkende mig som konge, blive ført ind og henrettet for mine øjne.’ ”

Messias’ indtog i Jerusalem^(B)

²⁸ Efter opholdet hos Zakæus fortsatte Jesus og hans følge vandringen op mod Jerusalem. ²⁹ Da de var i nærheden af landsbyerne Betfage og Betania ved det bjerg, som hedder Olivenbjerget, kaldte han på to af sine disciple og sagde til dem: ³⁰ „Gå hen til den landsby, I ser foran jer. Når I kommer derhen, vil I finde et æselføl, der endnu ikke har været brugt som ridedyr. Det står bundet, men I skal løse det og bringe det herhen. ³¹ Hvis nogen spørger jer, hvorfor I gør det, skal I bare sige: ‚Herren har brug for det.’ ”

³² De gik så derhen og fandt æselføllet, nøjagtigt som Jesus havde sagt. ³³ Da de var ved at løse føllet, kom ejerne. „Hvorfor løser I føllet?” råbte de.

³⁴ „Herren har brug for det,” svarede disciplene.

³⁵ Så fik de lov at tage føllet, og de førte det til Jesus. De lagde deres kapper over ryggen på det og hjalp ham op.

³⁶ Mens de gik af sted, bredte folk deres kapper ud på vejen foran Jesus, ³⁷ og da de nærmede sig det sted, hvor vejen begynder at gå ned ad Olivenbjerget mod Jerusalem, begyndte hele følget af disciple at råbe højt af glæde og lovprise Gud for alle de undere, de havde set ham gøre. ³⁸ De råbte:

³⁹ Men nogle farisæere i folkemængden sagde til Jesus: „Mester, sig dog til dine disciple, at de ikke må sige sådan noget!”

⁴⁰ Jesus svarede: „Hvis de tier, vil stenene råbe!”

Jesus græder over Jerusalems vantro

⁴¹ Jesus var nu så tæt på Jerusalem, at han kunne se ud over hele byen. Da brast han i gråd og sagde: ⁴² „Gid du i dag kunne forstå, hvad der fører til fred. Men du kan ikke se det nu. ⁴³ Det varer ikke så længe, før dine fjender vil samle sig mod dig. De vil bygge en vold op omkring dig, omringe dig og presse imod dig fra alle sider. ⁴⁴ De vil jævne dig med jorden og knuse dine indbyggere, fordi du ikke greb chancen, da Gud kom til dig!”

Den sidste tempeludrensning^(C)

⁴⁵ Senere^[b] gik Jesus ind på tempelpladsen og begyndte at jage de handlende ud. ⁴⁶ Han råbte til dem: „Skriften siger: ‚Mit hus skal være et bønnens hus,’^[c] men I har gjort det til ‚et tilholdssted for røvere.’^[d]”

⁴⁷ Hver dag underviste Jesus i templet, men ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige jødiske ledere spekulerede på, hvordan de kunne få ham slået ihjel. ⁴⁸ Dog kunne de ikke finde nogen anledning til det, for folk stimlede sammen om ham og slugte hvert ord, han sagde.