71 Herre, jeg lider på dig, lad mig aldrig i evighed skuffes. ² Frels mig og udfri mig i din Retfærdighed, du bøjede dit Øre til mig; ³ red mig og vær mig en Tilflugtsklippe, en Klippeborg til min Frelse; thi du er min Klippe og Borg! ⁴ Min Gud, fri mig ud af gudløses Hånd, af Niddings og Voldsmands Kløer; ⁵ thi du er mit Håb, o Herre! Fra min Ungdom var Herren min Tillid; ⁶ fra Moders Skød har jeg støttet mig til dig, min Forsørger var du fra Moders Liv, dig gælder altid min Lovsang. ⁷ For mange står jeg som mærket af Gud, men du er min stærke Tilflugt; ⁸ min Mund er fuld af din Lovsang, af din Ære Dagen lang.

⁹ Forkast mig ikke i Alderdommens Tid og svigt mig ikke, nu Kraften svinder; ¹⁰ thi mine Fjender taler om mig, de der lurer på min Sjæl, holder Råd: ¹¹ "Gud har svigtet ham! Efter ham! Grib ham, thi ingen frelser!" ¹² Gud, hold dig ikke borte fra mig, il mig til Hjælp, min Gud; ¹³ lad dem blive til Skam og Skændsel, dem, der står mig imod, lad dem hylles i Spot og Spe, dem, der vil mig ondt! ¹⁴ Men jeg, jeg vil altid håbe, blive ved at istemme din Pris; ¹⁵ min Mund skal vidne om din Retfærd, om din Frelse Dagen lang; thi jeg kender ej Ende derpå. ¹⁶ Jeg vil minde om den Herre Herrens Vælde, lovsynge din Retfærd, kun den alene. ¹⁷ Gud, du har vejledt mig fra min Ungdom af, dine Undere har jeg forkyndt til nu; ¹⁸ indtil Alderdommens Tid og de grånende Hår svigte du mig ikke, o Gud. End skal jeg prise din Arm for alle kommende Slægter. ¹⁹ Din Vælde og din Retfærdighed når til Himlen, o Gud; du, som øvede store Ting, hvo er din Lige, Gud? ²⁰ Du, som lod os skue mange fold Trængsel og Nød, du kalder os atter til Live og drager os atter af Jordens Dyb; ²¹ du vil øge min Storhed og atter trøste mig. ²² Til Gengæld vil jeg til Harpespil prise din Trofasthed, min Gud, lege på Citer for dig, du Israels Hellige; ²³ juble skal mine Læber - ja, jeg vil lovsynge dig og min Sjæl, som du udløste; ²⁴ også min Tunge skal Dagen igennem forkynde din Retfærd, thi Skam og Skændsel får de, som vil mig ilde.