104 Min sjæl, pris Herren.
    Min Gud, du er vidunderlig stor.
Du udstråler kongelig værdighed,
²     du er omgivet af et strålende lys.
Du udspændte himlen som en teltdug
³     og byggede din bolig på hvælvingens bue.
Du bruger en tordensky som stridsvogn
    og farer af sted på vindens vinger.
⁴ Du bruger stormvinde som dine sendebud
    og gør lynene til dine tjenere.
⁵ Du grundfæstede jorden,
    den står urokkeligt fast.
⁶ Havets vandmasser dækkede den som en klædning
    og gik hen over bjergenes tinder.
⁷ Ved din befaling kom vandene i bevægelse,
    de styrtede væk ved din tordenrøst,
⁸ de strømmede over bjerge og gennem dale,
    for at komme til det sted, du havde beredt for dem.
⁹ Havene fik en grænse at holde sig bagved,
    så de aldrig skulle dække hele jorden igen.
¹⁰ Du lod kilder risle frem i dalene
    og bække bane sig vej mellem bjergene,
¹¹ så dyrene kan få vand at drikke,
    vildæslerne slukke deres tørst.
¹² Ved bredden bygger fuglene rede,
    fra trækronerne høres deres sang.
¹³ Fra himlen sender du regn over bjergene,
    du velsigner jorden med væde.
¹⁴ Du får græs til at spire frem som føde for kvæget,
    du gør det muligt for mennesker at dyrke deres afgrøder.
¹⁵ Vin, som giver os glæde,
    olivenolie, som får vore ansigter til at stråle,
        brød, som giver os styrke og helse.
¹⁶ Herren passer de træer, han har plantet,
    Libanons cedre får rigeligt med regn.
¹⁷ Fuglene bygger rede i træernes grene,
    storkene bor i fyrretræernes toppe.
¹⁸ Højt på bjerget holder stenbukken til,
    mellem klipper er grævlingens skjul.
¹⁹ Du skabte månen til at markere årets gang,
    solen står op og går ned på den fastsatte tid.
²⁰ Du skabte nattens mørke,
    hvor de vilde dyr kommer frem.
²¹ De unge løver brøler efter bytte,
    fanger de dyr, Gud har givet dem til føde.
²² De trækker sig tilbage, når solen står op,
    går hjem til deres huler og lægger sig.
²³ Da begynder mennesket sin daglige dont,
    bliver ved med at arbejde, til dagen er forbi.