Add parallel Print Page Options

Billedet med jordbunden(A)

13 Senere samme dag forlod Jesus huset, hvor han holdt til, og gik ned til søen for at undervise. Men så mange mennesker stimlede sammen, at han gik om bord i en båd. Der sad han så og underviste, mens folk stod inde på bredden og lyttede. Han illustrerede gerne sin undervisning med billeder fra hverdagslivet.

„En landmand gik en dag ud for at så korn på sin mark,” begyndte han. „Da han strøede sædekornet ud, faldt noget på vejen, og fuglene kom og spiste det. Noget af kornet faldt på stengrund, hvor der kun var et tyndt lag jord. Det spirede hurtigt og voksede op, men eftersom rødderne ikke kunne udvikles i det tynde jordlag, tørrede planterne ud under den brændende sol. Noget af kornet faldt på steder, hvor der var tidselrødder i jorden, og tidslerne voksede op og kvalte de små kornplanter. Men noget af kornet faldt i god jord og gav 30, 60 eller 100 gange så meget, som der var sået.

Lad dem høre, som har øre.”

Guds riges mysterier forklares kun for disciplene(B)

10 Disciplene kom bagefter hen til Jesus og spurgte: „Hvorfor bruger du billedsprog, når du underviser folk?”

11 Han svarede: „For jer, som følger mig, vil Guds riges mysterier blive forklaret, men det gælder ikke de andre. 12 De, der gør brug af det, de har fået betroet, vil få mere, så de har overflod. Men de, der ikke gør brug af det, de fik betroet, vil miste det hele. 13 Grunden til, at jeg taler til dem i billeder, er, at selv om de har øjne, ser de dog ikke. De har ører, men hører dog ikke og forstår ikke. 14 På dem opfyldes profeten Esajas’ ord, for Gud talte på følgende måde gennem ham:

‚I hører, men forstår dog intet.
    I ser, men fatter dog intet.
15 For dette folk går rundt med lukkede øjne,
    så de intet ser.
De har ørerne tilstoppede,
    så de intet hører.
Deres hjerter er tillukkede,
    så de ikke føler anger eller skyld.
Derfor kommer de ikke til mig,
    så jeg kan helbrede dem.’[a]

16 Men I er velsignede, for I er i stand til både at se og høre. 17 Det siger jeg jer: Mange profeter og gudfrygtige mennesker har i tidens løb længtes efter at se det, I ser, og høre det, I hører, men de opnåede det ikke.

Jesus forklarer billedet med jordbunden(C)

18 Nu får I så forklaringen på billedet med landmanden, der såede korn på sin mark: 19 Nogle mennesker er som vejen. De hører budskabet om Guds rige, men tager ikke imod det. Så kommer den Onde og piller de ord væk, som blev sået i deres sind. 20 Nogle er som den tynde jord på stengrund. Når de hører budskabet, tager de straks imod det med glæde. 21 Men de lader ikke ordet slå rod, så det varer kun en tid. Når der kommer problemer eller forfølgelser på grund af ordet, giver de op og falder fra. 22 Nogle er som jorden med tidsler i. De hører godt nok ordet, men de daglige bekymringer og den forførende materialisme kvæler ordet, så det ikke kan bære frugt. 23 Men nogle er som den gode jord. De hører ordet og tager det til sig. Det bærer frugt i deres liv: 30, 60 eller 100 gange så meget, som der var sået.”

Satan modarbejder Guds rige

24 Her er et andet billede, Jesus brugte for at forklare, hvad der sker i Guds rige: „En landmand såede god hvede i sin mark. 25 Men en nat, da folkene lå og sov, kom hans fjende og såede ukrudt oven i hveden. Derefter forsvandt han. 26 Da hveden voksede op og begyndte at sætte aks, kunne man se ukrudt over det hele. 27 Landmandens medhjælpere kom hen til ham og spurgte: ‚Du såede jo god hvede i din mark, men nu er den fuld af ukrudt! Hvordan kan det gå til?’

28 ‚Det er min fjende, der har gjort det,’ svarede han. ‚Skal vi rive ukrudtet op?’ spurgte de så. 29 ‚Nej,’ sagde han, ‚så river I bare hveden med op. 30 Lad begge dele gro side om side indtil høsten. Så vil jeg give høstfolkene besked på at sortere ukrudtet fra, så det kan blive brændt, og vi kan bringe hveden i hus.’ ”

Guds rige vokser fra småt til stort(D)

31 Jesus fortsatte med et andet billede på Guds rige: „Det er som med et sennepsfrø, der bliver sået i en mark. 32 Det er det allermindste frø, men når det vokser, breder det sig mere end de andre urter, ja, det bliver en stor busk, hvor fuglene kan bygge rede i grenene.”

33 Jesus brugte endnu et billede: „Guds rige er som den lille klump surdej, som en kvinde ælter i melet, når hun skal bage brød. Surdejen gennemsyrer efterhånden det hele.”

Om brugen af billedtale(E)

34 Jesus brugte altid billeder, når han talte til folkeskaren. 35 Sådan opfyldtes det profetiske ord:

„Jeg vil tale i billeder,
    fortælle om det, der har været ukendt fra verdens begyndelse.”[b]

Jesus forklarer billedet med hveden og ukrudtet

36 Så forlod Jesus folkemængden og gik hjem sammen med disciplene. Da de var kommet indenfor, bad disciplene ham forklare, hvad han mente med det, han lige havde fortalt om hveden og ukrudtet.

37 „Den, der såede den gode hvede, er Menneskesønnen,” sagde Jesus. 38 „Marken er verden, og hveden er de mennesker, der er med i Guds rige. Ukrudtet er de mennesker, der følger den Onde, 39 og fjenden, der såede ukrudtet oven i hveden, er Djævelen. Høsten er verdens ende, og høstfolkene er Guds engle.

40 Ligesom ukrudtet bliver sorteret fra og brændt, sådan kommer det til at gå ved verdens ende. 41 Menneskesønnen vil sende sine engle ud for at fjerne alt det, som fører mennesker til frafald, og dem, som handler ondt. Det hele bliver samlet sammen 42 og kastet i ovnen for at blive brændt. Når det sker, vil mange ærgre sig frygteligt og græde højlydt. 43 Men de, som hører Gud til, vil stråle som solen i deres Fars rige. Lad dem høre, som har øre!”

Skatten og perlen

44 Jesus fortsatte: „Med Guds rige er det som med en skat, der lå skjult i en mark. En mand fandt skatten og blev så glad, at han straks dækkede den til igen og solgte alt, hvad han ejede, for at kunne købe den mark.

45 Med Guds rige er det som med en opkøber, der søgte efter ægte perler. 46 En dag stod han over for en uhyre kostbar perle, og han solgte alt, hvad han ejede, for at købe den.”

Sorteringen ved verdens ende

47 Jesus kom med endnu et billede på Guds rige. „Når et vod bliver lagt ud i søen og trukket gennem vandet, kommer der alle slags fisk i nettet. 48 Efter at nettet er trukket op på stranden, fyldt med fisk, sætter fiskerne sig ned for at sortere fiskene. De gode samler de sammen i kurve, men de dårlige smider de væk. 49 Sådan vil det gå ved verdens ende: Englene vil komme og adskille de onde fra dem, som Gud kan acceptere. 50 De onde bliver kastet i ildovnen, hvor der er gråd og stor fortvivlelse.”

Nyt og gammelt

51 „Forstår I nu billederne?” spurgte Jesus. „Ja,” svarede disciplene, „det gør vi.” 52 Så tilføjede han: „Hvis en skriftlærd lader sig oplære i Guds riges principper, kan han sammenlignes med en mand, som har både nyt og gammelt at tage frem fra sit forråd.”

Messias bliver mødt med vantro i sin hjemby(F)

53 Da Jesus havde afsluttet sin billedtale, fortsatte han vandringen sammen med disciplene 54 og kom snart til sin hjemby, Nazaret. Her underviste han en sabbatsdag i synagogen, og folk blev slået af forundring og udbrød: „Hvor har han fået den visdom fra? Hvordan har han kunnet udføre de undere, vi hører om? 55 Hans far er jo en ganske almindelig håndværker! Vi kender både hans mor, Maria, og hans brødre, Jakob, Josef, Simon og Judas. 56 Alle hans søstre bor lige heromkring. Hvem har han så lært alt det her af?” 57 Og fordi de kendte ham, ville de ikke acceptere, at han kunne være Messias. Da sagde Jesus til dem: „Ingen steder bliver der set så meget ned på en profet som i hans egen by og i hans eget hjem.”

58 På grund af deres mangel på tro kunne han ikke udføre ret mange undere der.

Footnotes

  1. 13,15 Es. 6,9-10 citeret fra LXX oversættelsen. Den hebraiske kiasme (omvendt parallelisme) er omstillet til en almindelig parallelisme for at klargøre meningen.
  2. 13,35 Sl. 78,2.

13 På hin dag gik Jesus ud af Huset og satte sig ved Søen. Og store Skarer samlede sig om ham, så han gik om Bord i et Skib og satte sig; og hele Skaren stod på Strandbredden. Og han talte meget til dem i Lignelser og sagde: "Se, en Sædemand gik ud at så. Og idet han såede, faldt noget ved Vejen; og Fuglene kom og åde det op. Og noget faldt på Stengrund, hvor det ikke havde megen Jord; og det voksede straks op, fordi det ikke havde dyb Jord. Men da Solen kom op, blev det svedet af, og fordi det ikke havde Rod, visnede det. Og noget faldt iblandt Torne; og Tornene voksede op og kvalte det. Og noget faldt i god Jord og bar Frugt, noget hundrede, noget tresindstyve, noget tredive Fold. Den, som har Øren, han høre!"

10 Og Disciplene gik hen og sagde til ham: "Hvorfor taler du til dem i Lignelser?" 11 Men han svarede og sagde til dem: "Fordi det er eder givet at kende Himmeriges Riges Hemmeligheder; men dem er det ikke givet. 12 Thi den, som har, ham skal der gives, og han skal få Overflod; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har. 13 Derfor taler jeg til dem i Lignelser, fordi de skønt seende dog ikke se, og hørende dog ikke høre og forstå ikke heller. 14 Og på dem opfyldes Esajas's Profeti, som siger: Med eders Øren skulle I høre og dog ikke forstå og se med eders Øjne og dog ikke se. 15 Thi dette Folks Hjerte er blevet sløvet, og med Ørene høre de tungt, og deres Øjne have de tillukket, for at de ikke skulle se med Øjnene og høre med Ørene og forstå med Hjertet og omvende sig, på jeg kunde helbrede dem. 16 Men salige ere eders Øjne, fordi de se, og eders Øren, fordi de høre. 17 Thi sandelig, siger jeg eder, mange Profeter og retfærdige attråede at se, hvad I se, og så det ikke; og at høre, hvad I høre, og hørte det ikke.

18 Så hører nu I Lignelsen om Sædemanden! 19 Når nogen hører Rigets Ord og ikke forstår det, da kommer den Onde og river det bort, som er sået i hans Hjerte; denne er det, som blev sået ved Vejen. 20 Men det, som blev sået på Stengrund, er den, som hører Ordet og straks modtager det med Glæde. 21 Men han har ikke Rod i sig og holder kun ud til en Tid; men når der kommer Trængsel eller Forfølgelse for Ordets Skyld, forarges han straks. 22 Men det, som blev sået iblandt Torne, er den, som hører Ordet, og Verdens Bekymring og Rigdommens Forførelse kvæler Ordet, og det bliver uden Frugt. 23 Men det, som blev sået i god Jord, er den, som hører Ordet og forstår det, og som så bærer Frugt, en hundrede, en tresindstyve, en tredive Fold."

24 En anden Lignelse fremsatte han for dem og sagde: "Himmeriges Rige lignes ved et Menneske, som såede god Sæd i sin Mark. 25 Men medens Folkene sov, kom hans Fjende og såede Ugræs iblandt Hveden og gik bort. 26 Men da Sæden spirede frem og bar Frugt, da kom også Ugræsset til Syne. 27 Og Husbondens Tjenere kom til ham og sagde: Herre, såede du ikke god Sæd i din Mark? Hvor har den da fået Ugræsset fra? 28 Men han sagde til dem: Det har et fjendsk Menneske gjort. Da sige Tjenerne til ham: Vil du da, at vi skulle gå hen og sanke det sammen? 29 Men han siger: Nej, for at I ikke, når I sanke Ugræsset sammen, skulle rykke Hveden op tillige med det. 30 Lader dem begge vokse tilsammen indtil Høsten; og i Høstens Tid vil jeg sige til Høstfolkene: Sanker først Ugræsset sammen og binder det i Knipper for at brænde det, men samler Hveden i min Lade!"

31 En anden Lignelse fremsatte han for dem og sagde: "Himmeriges Rige ligner et Sennepskorn, som en Mand tog og såede i sin Mark. 32 Dette er vel mindre end alt andet Frø; men når det er vokset op, er det støre end Urterne og bliver et Træ, så at Himmelens Fugle komme og bygge Rede i dets Grene."

33 En anden Lignelse talte han til dem: "Himmeriges Rige ligner en Surdejg, som en Kvinde tog og lagde ned i tre Mål Mel, indtil det blev syret alt sammen."

34 Alt dette talte Jesus til Skarerne i Lignelser, og uden Lignelse talte han intet til dem, 35 for at det skulde opfyldes, som er talt ved Profeten, der siger: "Jeg vil oplade min Mund i Lignelser; jeg vil udsige det, som har været skjult fra Verdens Grundlæggelse."

36 Da forlod han Skarerne og gik ind i Huset; og hans Disciple kom til ham og sagde: "Forklar os Lignelsen om Ugræsset på Marken!" 37 Men han svarede og sagde: "Den, som sår den gode Sæd, er Menneskesønnen, 38 og Marken er Verden, og den gode Sæd er Rigets Børn, men Ugræsset er den Ondes Børn, 39 og Fjenden, som såede det, er Djævelen; og Høsten er Verdens Ende; og Høstfolkene ere Engle. 40 Ligesom nu Ugræsset sankes sammen og opbrændes med Ild, således skal det ske ved Verdens Ende. 41 Menneskesønnen skal udsende sine Engle, og de skulle sanke ud af hans Rige alle Forargelserne og dem, som gøre Uret; 42 og de skulle kaste dem i Ildovnen; der skal være Gråd og Tænders Gnidsel. 43 Da skulle de retfærdige skinne som Solen i deres Faders Rige. Den. som har Øren, han høre!

44 Himmeriges Rige ligner en Skat. som er skjult i en Mark, og en Mand fandt og skjulte den, og af Glæde over den går han hen og sælger alt, hvad han har, og køber den Mark.

45 Atter ligner Himmeriges Rige en Købmand, som søgte efter skønne Perler; 46 og da han fandt een meget kostbar Perle, gik han hen og solgte alt, hvad han havde, og købte den.

47 Atter ligner Himmeriges Rige et Vod, som blev kastet i Havet og samlede Fisk af alle Slags. 48 Og da det var blevet fuldt, drog man det op på Strandbredden og satte sig og sankede de gode sammen i Kar, men kastede de rådne ud. 49 Således skal det gå til ved Verdens Ende. Englene skulle gå ud og skille de onde fra de retfærdige 50 og kaste dem i Ildovnen; der skal være Gråd og Tænders Gnidsel. 51 Have I forstået alt dette?" De sige til ham: "Ja." 52 Men han sagde til dem: "Derfor er hver skriftklog, som er oplært for Himmeriges Rige, ligesom en Husbond, der tager nyt og gammelt frem af sit Forråd."

53 Og det skete, da Jesus havde fuldendt disse Lignelser, drog han bort derfra. 54 Og han kom til sin Fædrene by og lærte dem i deres Synagoge, så at de bleve slagne af Forundring og sagde: "Hvorfra har han denne Visdom og de kraftige Gerninger? 55 Er denne ikke Tømmermandens Søn? Hedder ikke hans Moder Maria og hans Brødre Jakob og Josef og Simon og Judas? 56 Og hans Søstre, ere de ikke alle hos os? Hvorfra har han alt dette?" 57 Og de forargedes på ham. Men Jesus sagde til dem: "En Profet er ikke foragtet uden i sit eget Fædreland og i sit Hus," 58 Og han gjorde ikke mange kraftige Gerninger der for deres Vantros Skyld.