Add parallel Print Page Options

26 Skaf mig ret o Herre, thi jeg vandrer i Uskyld, stoler på Herren uden at vakle. Ransag mig, Herre, og prøv mig, gransk mine Nyrer og mit Hjerte; thi din Miskundhed står mig for Øje, jeg vandrer i din Sandhed. Jeg tager ej Sæde blandt Løgnere, blandt falske kommer jeg ikke. Jeg hader de ondes Forsamling, hos gudløse sidder jeg ej. Jeg tvætter mine Hænder i Renhed, at jeg kan vandre omkring dit Alter, Herre, for at istemme Takkesang, fortælle om alle dine Undere. Herre, jeg elsker dit Hus, det Sted, hvor din Herlighed bor.

Bortriv ikke min Sjæl med Syndere, mit Liv med blodstænkte Mænd, 10 i hvis Hænder er Skændselsdåd, hvis højre er fuld af Bestikkelse. 11 Jeg har jo vandret i Uskyld, forløs mig og vær mig nådig! 12 Min Fod står på den jævne Grund, i Forsamlinger vil jeg love Herren.

27 Herren er mit Lys og min Frelse, hvem skal jeg frygte? Herren er Værn for mit Liv, for hvem skal jeg ræddes? Når onde kommer imod mig for at æde mit Kød, så snubler og falder de, Uvenner og Fjender! Om en Hær end lejrer sig mod mig, er mit Hjerte uden Frygt; om Krig bryder løs imod mig, dog er jeg tryg. Om eet har jeg bedet Herren, det attrår jeg: alle mine Dage at bo i Herrens Hus for at skue Herrens Livsalighed og grunde i hans Tempel. Thi han gemmer mig i sin Hytte på Ulykkens Dag, skjuler mig i sit Telt og løfter mig op på en Klippe. Derfor løfter mit Hoved sig over mine Fjender omkring mig. I hans Telt vil jeg ofre Jubelofre, med Sang og med Spil vil jeg prise Herren.

Herre, hør mit Råb, vær nådig og svar mig! Jeg mindes, du sagde: "Søg mit Åsyn!" Dit Åsyn søger jeg, Herre; skjul ikke dit Åsyn for mig! Bortstød ikke din Tjener i Vrede, du er min Hjælp, opgiv og slip mig ikke, min Frelses Gud! 10 Thi Fader og Moder forlod mig, men Herren tager mig til sig. 11 Vis mig, Herre, din Vej og led mig ad jævne Stier for Fjendernes Skyld; 12 giv mig ikke i glubske Uvenners Magt! Thi falske Vidner, der udånder Vold, står frem imod mig. 13 Havde jeg ikke troet, at jeg skulde skue Herrens Godhed i de levendes Land - 14 Bi på Herren, fat Mod, dit Hjerte være stærkt, ja bi på Herren!

28 Jeg råber til dig, o Herre, min Klippe, vær ikke tavs imod mig, at jeg ej, når du tier, skal blive som de, der synker i Graven. Hør min tryglende Røst, når jeg råber til dig, løfter Hænderne op mod dit hellige Tempel. Riv mig ej bort med gudløse, Udådsmænd, som har ondt i Sinde mod Næsten trods venlige Ord. Løn dem for deres Idræt og onde Gerninger; løn dem for deres Hænders Værk, gengæld dem efter Fortjeneste! Thi Herrens Gerning ænser de ikke, ej heller hans Hænders Værk. Han nedbryde dem og opbygge dem ej!

Lovet være Herren, thi han har hørt min tryglende Røst; min Styrke, mit Skjold er Herren, mit Hjerte stoler på ham. Jeg fik Hjælp, mit Hjerte jubler, jeg takker ham med min Sang.

Herren er Værn for sit Folk, sin Salvedes Tilflugt og Frelse. Frels dit Folk og velsign din Arv, røgt dem og bær dem til evig Tid!