Add parallel Print Page Options

120 Jeg råbte til Herren i Nød, og han svarede mig. Herre, udfri min Sjæl fra Løgnelæber, fra den falske Tunge! Der ramme dig dette og hint, du falske Tunge! Den stærkes Pile er hvæsset ved glødende Gyvel. Ve mig, at jeg må leve som fremmed i Mesjek, bo iblandt Kedars Telte! Min Sjæl har længe nok boet blandt Folk, som hader Fred. Jeg vil Fred; men taler jeg, vil de Krig!

121 Jeg løfter mine Øjne til Bjergene: Hvorfra kommer min Hjælp? Fra Herren kommer min Hjælp, fra Himlens og Jordens Skaber. Din fod vil han ej lade vakle, ej blunder han, som bevarer dig; nej, han blunder og sover ikke, han, som bevarer Israel. Herren er den, som bevarer dig, Herren er din Skygge ved din højre; Solen stikker dig ikke om Dagen, og Månen ikke om Natten; Herren bevarer dig mod alt ondt, han bevarer din Sjæl; Herren bevarer din Udgang og Indgang fra nu og til evig Tid!

122 Jeg frydede mig, da de sagde til mig: "Vi drager til Herrens Hus!" Så står vore Fødder da i dine Porte, Jerusalem, Jerusalem bygget som Staden, hvor Folket samles; thi did op drager Stammerne, Herrens Stammer en Vedtægt for Israel om at prise Herrens Navn. Thi der står Dommersæder, Sæder for Davids Hus.

Bed om Jerusalems Fred! Ro finde de, der elsker dig! Der råde Fred på din Mur, Tryghed i dine Borge! For Brødres og Frænders Skyld vil jeg ønske dig Fred, for Herren vor Guds hus's skyld vil jeg søge dit bedste.