Job 22-25

Bibelen på hverdagsdansk

² „Hvad gavn har Gud af et menneske?
    Hvad kan de kloge gøre for ham?
³ Hvad ville det gavne den Almægtige,
    hvis du var uskyldig og fejlfri?

⁴ Straffer han dig måske for din fromhed?
    Ville han dømme dig, hvis du var uskyldig?
⁵ Nej, det må være på grund af din ondskab.
    Du må have begået utallige synder.
⁶ Måske du udnyttede en ven, som lånte penge af dig?
    Måske tog du alle hans ejendele i pant?
⁷ Måske du nægtede den tørstende vand
    eller undlod at give den sultende mad?
⁸ Selv om du var umådelig rig
    og havde stor magt og indflydelse,
⁹ afslog du måske at hjælpe enker i nød
    og tog håbet fra forældreløse børn?
¹⁰ Det må være derfor, du er fanget i en fælde
    og nu må svede angstens sved.
¹¹ Derfor er du fange i et mørkt hul
    og sidder i problemer til halsen.

¹² Bor Gud ikke i den højeste himmel?
    Se på stjernerne og erkend hans storhed.
¹³ Alligevel siger du: ‚Hvad ved Gud?
    Han kan ikke se gennem de tætte skyer.
¹⁴ Når han vandrer rundt på himmelbuen,
    skjuler skyerne os for hans blik.’
¹⁵ Er du på vej tilbage til de gamle traditioner,
    som nogle af vores ugudelige forfædre fulgte?
¹⁶ Husk på, at de blev revet bort i utide,
    og deres livsgrundlag smuldrede under dem.
¹⁷ De sagde til den almægtige Gud:
    ‚Lad os være i fred! Hvad kan du gøre for os!’
¹⁸ Og dog var det ham, der gav dem velstand!

Men sådan vil jeg ikke tænke.

¹⁹ De retskafne glæder sig, når de onde bliver straffet,
    de uskyldige jubler og siger:
²⁰ ‚Nu er det ude med vores fjender!
    Alt, hvad de ejede, gik op i røg!’

²¹ Slut nu fred med Gud,
    lad dig forsone med ham,
        så du igen kan blive lykkelig.
²² Hør på ham, når han vejleder dig,
    og ret dig efter, hvad han siger.
²³ Vend dog om til Gud og ydmyg dig,
    gør op med enhver synd i dit liv.
²⁴ Opgiv din pengegriskhed,
    skaf dig af med dit dyrebare guld,
²⁵ så den Almægtige selv bliver dit guld,
    så du værdsætter ham mere end alt dit sølv.
²⁶ Så vil du kunne glæde dig over ham
    og se ham frimodigt i øjnene.
²⁷ Så hører han dig, når du beder,
    og du kan takke ham for, at svaret kommer.
²⁸ Hvad end du tager dig for, vil lykkes for dig,
    og du kan se frem til lysere tider.
²⁹ De stolte og hovmodige piller han ned,
    men de ydmyge giver han oprejsning.
³⁰ Gud redder den uskyldige.
    Rens dig selv, så du kan blive reddet.”^[a]

² „Jeg må stadig klage i min håbløshed,
    for Guds hårde straf får mig til at stønne.

³ Kunne jeg dog bare få Gud i tale,
    træde frem for hans trone,
⁴ forklare ham mit syn på sagen,
    og fremlægge mine argumenter,
⁵ så kunne jeg få at vide, hvad han mener,
    og prøve at forstå hans svar.
⁶ Ville den almægtige Gud bare tromle mig ned?
    Nej, han ville høre efter, hvad jeg havde at sige.
⁷ Med ham som dommer får man en fair behandling,
    og jeg tror bestemt, han ville frifinde mig.

⁸ Men går jeg mod øst, finder jeg ham ikke.
    Går jeg mod vest, er han heller ikke der.
⁹ Mod nord kan jeg ikke få øje på ham,
    mod syd kan jeg ikke finde hans spor.

¹⁰ Men han kender mit liv og mine gerninger,
    jeg ville bestå hans prøve med glans.
¹¹ Trofast har jeg fulgt i hans fodspor,
    vandret den vej, han har anvist.
¹² Jeg har ikke overtrådt hans befalinger,
    men bevaret hans ord i mit hjerte.

¹³ Men hvem kan standse Gud?
    Han fører det igennem, han har sat sig for.
¹⁴ Han handler med mig efter sin plan,
    og hvem ved, hvad han mere har i sinde?
¹⁵ Er det så sært, at jeg frygter ham,
    at jeg gruer ved tanken om, hvad han kan gøre?
¹⁶ Gud har taget alt modet fra mig,
    den Almægtige gør mig bange.
¹⁷ Men jeg kan ikke bare holde min mund,
    fordi jeg sidder i et mørkt fangehul.

24 Hvorfor dømmer Gud ikke de skyldige?
    Hvorfor redder han ikke de uskyldige?
² De onde flytter markskel
    og har stjålne fåreflokke på græs.
³ De fører forældreløses æsler bort
    og tager enkens eneste trækdyr i pant.
⁴ De tramper på de svages rettigheder
    og tvinger dem bort fra deres ejendom.
⁵ De stakkels mennesker må vandre rundt
    som vildæsler i ørkenen,
altid på jagt efter lidt mad,
    så deres børn kan få noget at spise.
⁶ De samler det spildte korn på de riges marker
    og leder efter nedfaldne druer i vingårdene.
⁷ Om natten ligger de og ryster af kulde,
    fordi de hverken har tøj eller tæpper.
⁸ Gennemblødt af byger i bjergene
    søger de ly mellem klipperne.
⁹ Faderløse børn rives fra moderens bryst,
    den fattiges børn kræves i pant for hans gæld.
¹⁰ De går halvnøgne omkring, mens de arbejder
    de bærer neg for andre, men er altid sultne.
¹¹ De må presse oliven og druer,
    men får ikke lov til at slukke deres tørst.
¹² Inde fra byen høres de døendes skrig,
    de sårede råber om hjælp,
        men Gud straffer ikke de skyldige.

¹³ De onde er fjender af lyset,
    de kender ikke Gud
        og adlyder ikke hans bud.
¹⁴ Mordere står op inden daggry,
    slår hjælpeløse mennesker ihjel.
        De arbejder i ly af mørket.

¹⁵ Ægteskabsbrydere venter, til det er mørkt,
    for så kan de undgå at blive set.
        De skjuler deres ansigt bag en maske.
¹⁶ Tyve begår indbrud om natten,
    men om dagen holder de sig inden døre.
        De bryder sig ikke om at være i lyset.
¹⁷ For dem alle er natten deres arbejdsdag
    og mørket deres forbundsfælle.

¹⁸ Men til sidst forsvinder de som skummet i brændingen,
    deres vingårde og marker ligger øde hen.
¹⁹ Som varmen får sneen til at smelte,
    og tørken får vandet til at fordampe,
        sådan opsluges de onde af døden.
²⁰ De glemmes af alle, selv deres egen mor,
    de ædes op af orme og forsvinder.
Som et træ til sidst falder om,
    vil ondskaben til sidst brydes ned.
²¹ De mishandler enker og barnløse kvinder,
    der hverken har mænd eller sønner til at forsvare sig.
²² Gud vil straffe dem på trods af deres magt,
    selv om de har succes, har de ingen sikkerhed i livet.
²³ Gud lader dem leve en tid i fred,
    men han holder øje med dem.
²⁴ Det går dem godt et stykke tid, men så er de færdige,
    som alle andre må de ned med nakken til sidst.
De skæres ned som kornet
    og visner som græsset.

²⁵ Vil I påstå, at jeg ikke taler sandt?
    Er der nogen, der vil modsige mig?”

² „Gud har al magt og autoritet.
    I himlen hersker der fred.
³ Hvem kan tælle himlens hære?
    Hvem står udenfor hans rækkevidde?
⁴ Hvordan kan nogen hævde sin uskyld overfor Gud?
    Hvordan kan et menneske påstå at være uden synd?
⁵ Selv månen er ikke pletfri,
    og stjernerne er ikke uden fejl.
⁶ Hvad så med et ubetydeligt menneske som dig?
    Hvordan kan du hævde at være uden skyld?”