Job 20-21
Dette er Biblen på dansk
20 Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde 2 "Derfor bruser Tankerne i mig, og derfor stormer det i mig; 3 til min Skam må jeg høre på Tugt, får tankeløst Mundsvejr til Svar!
4 Ved du da ikke fra Arilds Tid, fra Tiden, da Mennesket sattes på Jorden, 5 at gudløses Jubel er kort og vanhelliges Glæde stakket? 6 Steg end hans Hovmod til Himlen, raged hans Hoved i Sky, 7 som sit Skarn forgår han for evigt, de, der så ham, siger: "Hvor er han?" 8 Han flyr som en Drøm, man finder ham ikke, som et Nattesyn jages han bort; 9 Øjet, der så ham, ser ham ej mer, hans Sted får ham aldrig at se igen. 10 Hans Sønner bejler til ringes Yndest, hans Hænder må give hans Gods tilbage. 11 Hans Ben var fulde af Ungdomskraft, men den lægger sig med ham i Støvet. 12 Er det onde end sødt i hans Mund, når han gemmer det under sin Tunge, 13 sparer på det og slipper det ikke, holder det fast til sin Gane, 14 så bliver dog Maden i hans Indre til Slangegift inden i ham; 15 Godset, han slugte, må han spy ud, Gud driver det ud af hans Bug, 16 han indsuger Slangernes Gift, og Øgleungen slår ham ihjel; 17 han skuer ej Strømme af Olie, Bække af Honning og Fløde; 18 han må af med sin Vinding, svælger den ej, får ingen Glæde af tilbyttet Gods. 19 Thi han knuste de ringe og lod dem ligge, ranede Huse, han ej havde bygget. 20 Thi han har ingen Hjælp af sin Rigdom, trods sine Skatte reddes han ikke; 21 ingen gik fri for hans Glubskhed, derfor varer hans Lykke ikke; 22 midt i sin Overflod har han det trangt, al Slags Nød kommer over ham. 23 For at fylde hans Bug sender Gud sin Vredes Glød imod ham, lader sin Harme regne på ham. 24 Flyr han for Brynje af Jern, så gennemborer ham Kobberbuen; 25 en Kni kommer ud af hans Ryg, et lynende Stål af hans Galde; over ham falder Rædsler, 26 idel Mørke er opsparet til ham; Ild, der ej blæses op, fortærer ham, æder Levningen i hans Telt. 27 Himlen bringer hans Brøde for Lyset, og Jorden rejser sig mod ham. 28 Hans Huses Vinding må bort, rives bort på Guds Vredes Dag. 29 Slig er den gudløses Lod fra Gud og Lønnen fra Gud for hans Brøde!
21 Så tog Job til Orde og svarede: 2 "Hør dog, hør mine Ord, lad det være Trøsten, I giver! 3 Find jer nu i, at jeg taler, siden kan I jo håne! 4 Gælder min Klage Mennesker? Hvi skulde jeg ej være utålmodig? 5 Vend jer til mig og stivn af Rædsel, læg Hånd på Mund! 6 Jeg gruer, når jeg tænker derpå, mit Legeme gribes af Skælven: 7 De gudløse, hvorfor lever de, bliver gamle, ja vokser i Kraft? 8 Deres Æt har de blivende hos sig, deres Afkom for deres Øjne; 9 deres Huse er sikre mod Rædsler, Guds Svøbe rammer dem ikke; 10 ej springer deres Tyr forgæves, Koen kælver, den kaster ikke; 11 de slipper deres Drenge ud som Får, deres Børneflok boltrer sig ret; 12 de synger til Pauke og Citer, er glade til Fløjtens Toner; 13 de lever deres Dage i Lykke og synker med Fred i Dødsriget, 14 skønt de siger til Gud: "Gå fra os, at kende dine Veje er ikke vor Lyst! 15 Den Almægtige? Hvad han? Skal vi tjene ham? Hvad Gavn at banke på hos ham?" 16 Er ej deres Lykke i deres Hånd og gudløses Råd ham fjernt? 17 Når går de gudløses Lampe ud og når kommer Ulykken over dem? Når deler han Loddet ud i sin Vrede, 18 så de bliver som Strå for Vinden, som Avner, Storm fører bort? 19 Gemmer Gud hans Ulykkeslod til hans Børn? Ham selv gengælde han, så han mærker det, 20 lad ham selv få sit Vanheld at se, den Almægtiges Vrede at drikke! 21 Thi hvad bryder han sig siden om sit Hus, når hans Måneders Tal er udrundet? 22 Kan man vel tage Gud i Skole, ham, som dømmer de højeste Væsner? 23 En dør jo på Lykkens Tinde, helt tryg og så helt uden Sorger: 24 hans Spande er fulde af Mælk, hans Knogler af saftig Marv; 25 med bitter Sjæl dør en anden og har aldrig nydt nogen Lykke; 26 de lægger sig begge i Jorden, og begge dækkes af Orme! 27 Se, jeg kender så vel eders Tanker og de Rænker, I spinder imod mig, 28 når I siger: "Hvor er Stormandens Hus og det Telt, hvor de gudløse bor?" 29 Har I aldrig spurgt de berejste og godkendt deres Beviser: 30 Den onde skånes på Ulykkens Dag og frelses på Vredens Dag. 31 Hvem foreholder ham vel hans Færd, gengælder ham, hvad han gør? 32 Til Graven bæres han hen, ved hans Gravhøj holdes der Vagt; 33 i Dalbunden hviler han sødt, Alverden følger så efter, en Flok uden Tal gik forud for ham. 34 Hvor tom er den Trøst, som I giver! Eders Svar - kun Svig er tilbage!