73 En salme av Asaf. Ja, Gud er god mot Israel, mot de rene av hjertet.

² Men jeg - nær hadde mine føtter snublet, på lite nær var mine trin glidd ut.

³ For jeg harmedes over de overmodige da jeg så at det gikk de ugudelige vel.

⁴ For de er fri for lidelser inntil sin død, og deres styrke er vel ved makt.

⁵ De kjenner ikke til nød som andre folk, og de blir ikke plaget som andre mennesker.

⁶ Derfor er overmot deres halssmykke, vold omhyller dem som et klædebon.

⁷ Deres øine står ut av fedme, hjertets tanker bryter frem.

⁸ De håner og taler i ondskap om undertrykkelse; fra det høie taler de.

⁹ De løfter sin munn op til himmelen, og deres tunge farer frem på jorden.

¹⁰ Derfor får de sitt folk til å vende sig om til dem, og vann i overflod suger de i sig^[a].

¹¹ Og de sier: Hvorledes skulde Gud vite noget? Er det vel kunnskap hos den Høieste?

¹² Se, dette er de ugudelige, og evig trygge vokser de i velmakt.

¹³ Ja, forgjeves har jeg renset mitt hjerte og tvettet mine hender i uskyld;

¹⁴ jeg blev dog plaget hele dagen, og hver morgen kom til mig med tukt.

¹⁵ Dersom jeg hadde sagt: Jeg vil tale således^[b], se, da hadde jeg vært troløs mot dine barns slekt.

¹⁶ Og jeg tenkte efter for å forstå dette^[c]; det var en plage i mine øine

¹⁷ - inntil jeg gikk inn i Guds helligdommer og gav akt på deres endelikt.

¹⁸ Ja, på glatte steder setter du dem; du lot dem falle, så de gikk til grunne.

¹⁹ Hvor de blev ødelagt i et øieblikk! De gikk under og tok ende med forferdelse.

²⁰ Likesom en akter for intet en drøm når en har våknet op, således akter du, Herre, deres skyggebillede for intet når du våkner op.

²¹ Når mitt hjerte var bittert, og det stakk mig i mine nyrer,

²² da var jeg ufornuftig og forstod intet; som et dyr var jeg imot dig.

²³ Men jeg blir alltid hos dig, du har grepet min høire hånd.

²⁴ Du leder mig ved ditt råd, og derefter optar du mig i herlighet.

²⁵ Hvem har jeg ellers i himmelen? Og når jeg har dig, har jeg ikke lyst til noget på jorden.

²⁶ Vansmekter enn mitt kjød og mitt hjerte, så er dog Gud mitt hjertes klippe og min del evindelig.

²⁷ For se, de som holder sig borte fra dig, går til grunne; du utrydder hver den som faller fra dig i hor^[d].

²⁸ Men for mig er det godt å holde mig nær til Gud; jeg setter min lit til Herren, Israels Gud, for å fortelle alle dine gjerninger.

3 Og Herrens ord kom annen gang til Jonas, og det lød så:

² Stå op, gå til Ninive, den store stad, og rop ut i den de ord som jeg vil tale til dig!

³ Og Jonas stod op og gikk til Ninive efter Herrens ord. Men Ninive var en stor stad for Gud, tre dagsreiser lang.

⁴ Og Jonas gikk en dagsreise inn i byen og ropte: Om firti dager skal Ninive bli omstyrtet.

⁵ Da trodde mennene i Ninive på Gud, og de ropte ut en faste og klædde sig i sekk, både store og små.

⁶ Da saken kom for Ninives konge, stod han op fra sin trone og la sin kappe av sig og svøpte sekk om sig og satte sig i asken.

⁷ Og han lot rope ut i Ninive: Efter kongens og hans stormenns påbud må hverken mennesker eller dyr, storfe eller småfe, smake nogen ting, ikke nyte føde og ikke drikke vann!

⁸ Men de skal svøpe sig i sekk, både mennesker og dyr, og de skal rope til Gud med kraft og vende om, hver fra sin onde vei og fra den urett som henger ved deres hender.

⁹ Hvem vet? Gud kunde da vende om og angre det, vende om fra sin brennende vrede, så vi ikke forgår.

¹⁰ Da nu Gud så det de gjorde, at de vendte om fra sin onde vei, angret han det onde han hadde sagt han vilde gjøre mot dem, og han gjorde det ikke.

⁸ Men dette ene må I ikke være blinde for, I elskede, at én dag er i Herrens øine som tusen år, og tusen år som én dag.

⁹ Herren er ikke sen med løftet, således som nogen akter det for senhet, men han har langmodighet med eder, da han ikke vil at nogen skal fortapes, men at alle skal komme til omvendelse.

¹⁰ Men Herrens dag skal komme som en tyv, og da skal himlene forgå med stort brak, og himmellegemene skal komme i brand og opløses, og jorden og tingene på den skal opbrennes.

¹¹ Da nu alt dette opløses, hvor må I da strebe efter hellig ferd og gudsfrykt,

¹² idet I venter på og fremskynder Guds dags komme, hvorved himlene skal opløses i ild og himmellegemene smelte i brand!

¹³ Men vi venter efter hans løfte nye himler og en ny jord, hvor rettferdighet bor.