40 Til Sangmesteren. Af David. En Salme.

² Jeg biede troligt på Herren, han bøjede sig til mig, og hørte mit Skrig. ³ Han drog mig op af den brusende Grav, af det skidne Dynd, han satte min Fod på en Klippe, gav Skridtene Fasthed, ⁴ en ny Sang lagde han i min Mund, en Lovsang til vor Gud. Mange skal se det og frygte og stole på Herren. ⁵ Salig den Mand, der sætter sin Lid til Herren, ej vender sig til hovmodige eller dem, der hælder til Løgn. ⁶ Mange Undere gjorde du, Herre min Gud, og mange Tanker tænkte du for os; de kan ikke opregnes for dig; ellers forkyndte og fortalte jeg dem; til at tælles er de for mange.

⁷ Til Slagt- og Afgrødeoffer har du ej Lyst, du gav mig åbne Ører, Brænd- og Syndoffer kræver du ikke. ⁸ Da sagde jeg: "Se, jeg kommer, i Bogrullen er der givet mig Forskrift; ⁹ at gøre din Vilje, min Gud, er min Lyst, og din Lov er i mit Indre." ¹⁰ I en stor Forsamling forkyndte jeg Retfærd, se, mine Læber lukked jeg ikke; Herre, du ved det. ¹¹ Din Retfærd dulgte jeg ej i mit Hjerte, din Trofasthed og Frelse talte jeg Om, din Nåde og Sandhed fornægted jeg ej i en stor Forsamling. ¹² Du, Herre, vil ikke lukke dit Hjerte for mig, din Nåde og Sandhed skal altid være mit Værn.

¹³ Thi Ulykker lejrer sig om mig i talløs Mængde, mine Synder har indhentet mig, så jeg ikke kan se, de er flere end Hovedets Hår, og Modet har svigtet. ¹⁴ Du værdiges, Herre, at fri mig, Herre, il mig til Hjælp. ¹⁵ Lad dem beskæmmes og rødme, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem vige med Skændsel; ¹⁶ Lad dem stivne af Rædsel ved deres Skam, de, som siger: "Ha, ha!" til mig! ¹⁷ Lad alle, som søger dig, frydes og glædes i dig; lad dem, som elsker din Frelse, bestandig sige: "Herren er stor!" ¹⁸ Er jeg end arm og fattig, vil Herren dog tænke på mig. Du er min Hjælp og min Frelser; tøv ej, min Gud!