² „Den slags har jeg hørt så tit.
    I er nogle kønne trøstere!
³ Er der ingen ende på din elendige tale?
    Kunne du ikke finde på noget bedre at sige?
⁴ Hvis I var i mit sted, og jeg var i jeres,
    ville jeg være fristet til at tale på samme måde.
Jeg kunne have holdt en prædiken for jer
    og rystet på hovedet af jer.
⁵ Men jeg vil hellere være andre til opmuntring,
    prøve at trøste folk i deres sorg.

⁶ Jeg kan ikke trøste mig selv ved at tale,
    men at tie giver mig heller ingen lindring.
⁷ Gud har mast mig ned i jorden,
    han har udryddet hele min familie.
⁸ Min elendige tilstand ses som hans straf,
    det, han har gjort, som bevis på min skyld.
⁹ Hans vrede river og rusker i mig.
    Han skærer tænder imod mig af raseri.
        Hans anklagende øjne gennemborer mig.
¹⁰ Folk ser på mig med foragtende blikke,
    spottende slår de mig i ansigtet,
        alle rotter sig sammen imod mig.
¹¹ Gud har givet mig i gudløses vold,
    kastet mig i kløerne på onde mennesker.

¹² Jeg levede i fred, indtil han knuste mig.
    Han greb mig i nakken og slog mig fordærvet.
Han stillede mig op som en skydeskive,
¹³     og hans pile kom imod mig fra alle sider.
De gennemborede mine nyrer,^[a]
    min galde flød ud på jorden.
¹⁴ Han huggede mig sønder og sammen,
    han slog mig som en kriger, der er gået amok.
¹⁵ Jeg sidder klædt i sæk og aske.
    Min stolthed ligger knust i støvet.
¹⁶ Mit ansigt er rødt af gråd,
    jeg har sørgerande under øjnene.
¹⁷ Men jeg ved, at jeg er uskyldig,
    og at min bøn er oprigtig.
¹⁸ Mit blod skal råbe fra jorden,
    min bøn om retfærdighed blive ved at runge.
¹⁹ Allerede nu har jeg et vidne i Himlen,
    en forsvarer, der taler min sag i det høje.
²⁰ Han er min ven og går i forbøn for mig,
    for jeg kommer til Gud med tårer i øjnene.
²¹ Han bønfalder Gud på mine vegne,
    som et menneske forsvarer sin ven.
²² Jeg har ikke mange år igen,
    og når jeg først er gået bort,
        er der ingen vej tilbage.