Apostlenes-gjerninge 13
En Levende Bok
13 I menigheten i Antiokia var det profeter som bar fram budskap fra Gud, og andre som underviste. Det var: Barnabas, Simeon, som også ble kalt ”den svarte”[a], Lukius fra Kyréne, Manaen, som var pleiebror til fyrst Herodes, og Saulus. 2 En gang da disse mennene tilba Herren og fastet, sa Guds Hellige Ånd: ”Velg ut Barnabas og Saulus til en spesiell oppgave som jeg har valgt dem ut for.” 3 Da de hadde fastet og bedt ytterligere en gang, la de hendene på de to og sendte dem ut på oppdraget.
Saulus blir Paulus. Paulus på Kypros
4 Etter at Barnabas og Saulus var blitt sendt ut av Guds Hellige Ånd, reiste de ned til Seleukia og seilte over til Kypros. 5 Den første byen de kom til, het Salamis. Der fant de fram til de jødiske synagogene[b] og talte til folket om Jesus. Johannes Markus fulgte med som medarbeider.
6 De reiste fra by til by på hele øya og talte. Til slutt kom de til Pafos. Der møtte de en jødisk trollmann som het Barjesus. Han påsto at han kunne bringe budskap fra Gud. 7 Han brukte ofte å besøke den romerske landshøvdingen Sergius Paulus, som var en svært klok og forstandig mann.
Landshøvdingen ba nå Barnabas og Saulus hjem til seg, etter som han ville høre budskapet om Jesus. 8 Men trollmannen, som også ble kalt Elymas[c], motarbeidet dette og forsøkte å hindre landshøvdingen fra å tro.
9 Da ble Saulus, som også ble kalt Paulus, fylt av Guds Hellige Ånd. Han satte øynene i trollmannen og sa: 10 ”Du djevelens sønn, full av bedrageri og falskhet, en fiende til alt som er godt, vil du aldri slutte med å forvrenge budskapet om Herren Jesus? 11 Men nå har Herren bestemt at du skal bli straffet. Du skal bli totalt blind en tid.”
I samme øyeblikk senket det seg tåke og mørke over trollmannen. Hjelpeløs begynte han å gå omkring og lete etter noen som kunne holde ham i hånden og føre ham fram. 12 Da landshøvdingen så det som skjedde, begynte han å tro. Han var helt forundret over det han hadde fått lære om Herren Jesus.
Paulus taler i Antiokia
13 Paulus og følget hans reiste fra Pafos og seilte til Perge i provinsen Pamfylia[d]. Der forlot de Johannes Markus og reiste tilbake til Jerusalem. 14 Barnabas og Paulus fortsatte til Antiokia, en by i provinsen Pisidia[e].
Da det ble hviledag[f], gikk de til synagogen[g] for å være med på gudstjenesten. 15 Etter den vanlige opplesningen av Moseloven og profetene[h], snudde forstanderne for synagogen seg mot Paulus og Barnabas og sa: ”Brødre, om dere har noe å bidra med som kan være oss til hjelp, så kom fram og si det!”
16 Da reiste Paulus seg, ga tegn til alle om å være stille og sa: ”Israelitter[i], og alle andre her som tilber Gud! Hør på meg!
17 Israels Gud valgte seg ut forfedrene våre til å være hans eget folk. Han lot dem bli et stort folk mens de bodde som fremmede i Egypt. I sin tid førte han folket ut derfra på en mektig måte og reddet dem fra slaveriet. 18 I 40 år hadde Gud tålmodighet mens de gikk i ørkenen. 19 Han utryddet sju folk i Kanaan og ga landet deres til israelittene. 20 Alt dette tok omkring 450 år. Etter det lot han forskjellige dommere herske over folket, fram til den tiden da profeten Samuel styrte Israel.
21 Folket tigget om å få en konge, og Gud ga dem Saul, som var sønn av Kis, en mann av Benjamins stamme. Han regjerte i 40 år. 22 Men Gud avsatte ham og lot David bli konge i stedet. Gud sa om ham: ’Jeg har funnet David, Isais sønn, en mann som følger min vilje. Han vil gjøre alt det jeg sier til ham.’[j] 23 Gud lovet kong David at en av etterkommerne hans skulle bli en frelser for Israels folk. Det er dette som nå har blitt virkelighet. Jesus er den som frelser oss.
24 Før Jesus trådte fram, forberedte døperen Johannes Israels folk ved å oppfordre alle til å forlate synden, vende om til Gud og la seg døpe. 25 Da oppgaven til Johannes nærmet seg slutten, sa han: ’Jeg er ikke den personen som Gud har lovet for å frelse dere. Han kommer etter meg, og han er så mektig at jeg ikke en gang er verdig til å knytte opp remmene på sandalene hans.[k]’
26 Hør etter det jeg sier, dere som er etterkommere av Abraham, og alle andre som tilber Gud! Denne frelse gjelder oss alle. 27 Folket i Jerusalem og lederne deres forsto ikke hvem Jesus var. De skjønte ikke at han var den som Gud talte om ved profetene, til tross for at de hadde hørt profetene sitt budskap[l] bli lest hver uke på hviledagen. Derfor dømte de ham til døden, og gjennom det som skjedde, ble det til virkelighet som Gud hadde forutsagt. 28 Ja, til tross for at de ikke kunne finne noen gyldig grunn til å henrette ham, ba de Pilatus om å drepe ham. 29 Da de hadde sluttført alt som står i Skriften[m] når det gjelder Jesu død, tok de ham ned fra korset og la ham i en grav.
30 Men Gud vakte ham opp fra de døde. 31 Jesus viste seg mange ganger i de følgende dagene for dem som hadde fulgt ham fra Galilea til Jerusalem. Det er disse som nå forteller om ham for Israels folk.
32-33 Nå har turen kommet til dere. Vi er her for å fortelle de glade nyhetene om at Gud, nettopp i våre dager, har innfridd løftet sitt til forfedrene ved å vekke Jesus opp fra de døde. Det er om ham den andre salmen i Salmenes bok forteller, når den sier:
’Du er min sønn.
I dag har jeg blitt din Far.’[n]
34 For Gud hadde lovet at Jesus skulle stå opp fra de døde og aldri mer behøve å dø. Det forklarte han med ordene:
’Jeg skal innfri mitt Hellige og pålitelige løfte og gi dere alt det gode jeg lovet David.’[o]
35 Det løfte han tenkte på, var dette:
’Du skal ikke la din Hellige tjener gå til grunne.’[p]
36 Dette løfte handler ikke om David, for da David hadde tjent folket i trå med Guds vilje, døde han, ble begravd, og kroppen hans gikk til grunne. 37 Nei, det handler om en annen, en som Gud vakte opp fra de døde, der kroppen ikke gikk til grunne.
38 Mine venner, hør etter på det jeg har å si! Det er ved denne mannen, Jesus, som dere kan få tilgivelse for syndene deres. 39 Alle som tror på ham, blir skyldfri innfor Gud, noe dere aldri kunne oppnå gjennom det å følge Moseloven[q]. 40 Derfor må dere passe nøye på. Ikke la dere bli rammet av det Gud advarer dere mot ved profetene[r]:
41 ’Pass nøye på, dere som håner sannheten.
Dere vil undre dere og bli til intet.
Jeg vil gjøre noe stort i deres tid,
noe som dere ikke kommer til å tro
den dagen de forteller det for dere.[s]’ ”
42 Da gudstjenesten var over og Paulus og Barnabas dro fra synagogen, ba folket at de måtte komme tilbake neste uke på hviledagen, slik at de kunne få høre mer. 43 Mange jøder, og andre som tilba Israels Gud, passet på å holde seg nær Paulus og Barnabas som talte til dem og oppfordret: ”Fortsett å leve fast forankret i Guds godhet og tilgivelse.”
Paulus sprer budskapet om Jesus til andre enn jødene
44 På hviledagen[t] en uke seinere, kom nesten hele byen for å høre budskapet om Herren Jesus. 45 Da de religiøse lederne så alt folket, ble de misunnelse og begynte å håne Paulus og latterliggjøre alt han sa.
46 Paulus og Barnabas svarte uten å nøle: ”Dere jøder skulle være de første som fikk sjansen til å høre budskapet om Herren Jesus, men etter som dere avviser tilbudet og gjør dere selv uverdige til det evige livet, så vender vi oss nå til andre folk. 47 Det er også det Herren har gitt oss befaling om, for det står i Skriften[u]:
’Jeg har gjort deg til et lys for alle folk,
for at du skal frelse alle på hele jorden.[v]’ ”
48 Da de som ikke var jøder, hørte dette, ble de svært glade og hyllet budskapet om Herren Jesus. Alle som var utsett til evig liv, begynte å tro. 49 De glade nyhetene om Herren spredde seg i hele området.
50 Men de religiøse lederne hisset opp de høytstående kvinnene som tilba Israels Gud. De ledende mennene i byen satte i gang en forfølgelse mot Paulus og Barnabas og drev dem bort fra området. 51 Begge ristet da støvet fra byens gater av føttene sine[w] og bekymret seg ikke mer for innbyggerne, men fortsatte til byen Ikonium. 52 Disiplene ble fylt av glede og Guds Hellige Ånd.
Footnotes
- 13:1 På gresk: Niger.
- 13:5 Synagogen er jødenes bygg for gudstjenester eller den menighet som møtes der.
- 13:8 Elymas betyr ”trollmann” eller ”vis mann”.
- 13:13 Pamfylia var en romersk provins i nåværende Tyrkia.
- 13:14 Pisidia var en romersk provins i nåværende Tyrkia.
- 13:14 I grunnteksten: Sabbat. Jødene sin hviledag er den sjuende dagen i deres uke, altså lørdagen.
- 13:14 Synagogen er jødenes bygg for gudstjenester eller den menighet som møtes der.
- 13:15 Moseloven og profetenes bok er to av delene i den jødiske Skriften, det vil si Bibelens første del, den som vi kaller Det gamle testamente. Den tredje delen er salmene.
- 13:16 Israelitter er et annet navn på jødene. Israelitt betyr etterkommere av Israel. Han hadde en sønn som het Juda, og som har gitt navn til jødene.
- 13:22 Se Første Samuelsbok 13:14.
- 13:25 Dette var en oppgave for slaver.
- 13:27 Profetenes budskap er en av delene i den jødiske Skriften, det vil si Bibelens første del, den som vi kaller Det gamle testamente. De to andre delene er Moseloven og salmene.
- 13:29 ”Skriften” for jødene er Bibelens første del, den som vi kaller Det gamle testamente.
- 13:32-33 Disse ordene er brukt i Midtøsten før i tiden da en konge begynte oppgaven sin, dersom han var lydig mot en annen og større konge. For at vise at den nye kongen representerte den kongen som styrte hele riket, ble de kalt ”far” og ”sønn”. Se Salmenes bok 2:7.
- 13:34 Se Jesaja 55:3.
- 13:35 Se Salmenes bok 16:10.
- 13:39 Moseloven, eller den jødiske loven, finnes skrevet ned i Første til Femte Mosebok.
- 13:40 Profetene sine budskap finnes skrevet ned i Bibelens første del, den som vi kaller Det gamle testamente.
- 13:41 Se Habakkuk 1:5.
- 13:44 I grunnteksten: Sabbaten. Jødene sin hviledag er den sjuende dagen i deres uke, altså lørdagen.
- 13:47 ”Skriften” for jødene er Bibelens første del, den som vi kaller Det gamle testamente.
- 13:47 Se Jesaja 49:6.
- 13:51 Å ”riste støvet av føttene” var en måte å vise at innbyggerne selv fikk ta ansvaret for det de gjorde.
Acts 13
Living Bible
13 Among the prophets and teachers of the church at Antioch were Barnabas and Symeon (also called “The Black Man”), Lucius (from Cyrene), Manaen (the foster-brother of King Herod), and Paul. 2 One day as these men were worshiping and fasting the Holy Spirit said, “Dedicate Barnabas and Paul for a special job I have for them.” 3 So after more fasting and prayer, the men laid their hands on them—and sent them on their way.
4 Directed by the Holy Spirit they went to Seleucia and then sailed for Cyprus. 5 There, in the town of Salamis, they went to the Jewish synagogue and preached. (John Mark went with them as their assistant.)
6-7 Afterwards they preached from town to town across the entire island until finally they reached Paphos where they met a Jewish sorcerer, a fake prophet named Bar-Jesus. He had attached himself to the governor, Sergius Paulus, a man of considerable insight and understanding. The governor invited Barnabas and Paul to visit him, for he wanted to hear their message from God. 8 But the sorcerer, Elymas (his name in Greek), interfered and urged the governor to pay no attention to what Paul and Barnabas said, trying to keep him from trusting the Lord.
9 Then Paul, filled with the Holy Spirit, glared angrily at the sorcerer and said, 10 “You son of the devil, full of every sort of trickery and villainy, enemy of all that is good, will you never end your opposition to the Lord? 11 And now God has laid his hand of punishment upon you, and you will be stricken awhile with blindness.”
Instantly mist and darkness fell upon him, and he began wandering around begging for someone to take his hand and lead him. 12 When the governor saw what happened, he believed and was astonished at the power of God’s message.
13 Now Paul and those with him left Paphos by ship for Turkey,[a] landing at the port town of Perga. There John Mark deserted them and returned to Jerusalem. 14 But Barnabas and Paul went on to Antioch, a city in the province of Pisidia.
On the Sabbath they went into the synagogue for the services. 15 After the usual readings from the Books of Moses and from the Prophets, those in charge of the service sent them this message: “Brothers, if you have any word of instruction for us come and give it!”
16 So Paul stood, waved a greeting to them[b] and began. “Men of Israel,” he said, “and all others here who reverence God, let me begin my remarks with a bit of history.
17 “The God of this nation Israel chose our ancestors and honored them in Egypt by gloriously leading them out of their slavery. 18 And he nursed them through forty years of wandering around in the wilderness. 19-20 Then he destroyed seven nations in Canaan and gave Israel their land as an inheritance. Judges ruled for about four hundred and fifty years and were followed by Samuel the prophet.
21 “Then the people begged for a king, and God gave them Saul (son of Kish), a man of the tribe of Benjamin, who reigned for forty years. 22 But God removed him and replaced him with David as king, a man about whom God said, ‘David (son of Jesse) is a man after my own heart, for he will obey me.’ 23 And it is one of King David’s descendants, Jesus, who is God’s promised Savior of Israel!
24 “But before he came, John the Baptist preached the need for everyone in Israel to turn from sin to God. 25 As John was finishing his work he asked, ‘Do you think I am the Messiah? No! But he is coming soon—and in comparison with him, I am utterly worthless.’
26 “Brothers—you sons of Abraham, and also all of you Gentiles here who reverence God—this salvation is for all of us! 27 The Jews in Jerusalem and their leaders fulfilled prophecy by killing Jesus; for they didn’t recognize him or realize that he is the one the prophets had written about, though they heard the prophets’ words read every Sabbath. 28 They found no just cause to execute him, but asked Pilate to have him killed anyway. 29 When they had fulfilled all the prophecies concerning his death, he was taken from the cross and placed in a tomb.
30 “But God brought him back to life again! 31 And he was seen many times during the next few days by the men who had accompanied him to Jerusalem from Galilee—these men have constantly testified to this in public witness.
32-33 “And now Barnabas and I are here to bring you this Good News—that God’s promise to our ancestors has come true in our own time, in that God brought Jesus back to life again. This is what the second Psalm is talking about when it says concerning Jesus, ‘Today I have honored you as my Son.’[c]
34 “For God had promised to bring him back to life again, no more to die. This is stated in the Scripture that says, ‘I will do for you the wonderful thing I promised David.’ 35 In another Psalm he explained more fully, saying, ‘God will not let his Holy One decay.’ 36 This was not a reference to David, for after David had served his generation according to the will of God, he died and was buried, and his body decayed. 37 No, it was a reference to another[d]—someone God brought back to life, whose body was not touched at all by the ravages of death.
38 “Brothers! Listen! In this man Jesus there is forgiveness for your sins! 39 Everyone who trusts in him is freed from all guilt and declared righteous—something the Jewish law could never do. 40 Oh, be careful! Don’t let the prophets’ words apply to you. For they said, 41 ‘Look and perish, you despisers of the truth,[e] for I am doing something in your day—something that you won’t believe when you hear it announced.’”
42 As the people left the synagogue that day, they asked Paul to return and speak to them again the next week. 43 And many Jews and godly Gentiles who worshiped at the synagogue followed Paul and Barnabas down the street as the two men urged them to accept the mercies God was offering. 44 The following week almost the entire city turned out to hear them preach the Word of God.
45 But when the Jewish leaders[f] saw the crowds, they were jealous, and cursed and argued against whatever Paul said.
46 Then Paul and Barnabas spoke out boldly and declared, “It was necessary that this Good News from God should be given first to you Jews. But since you have rejected it and shown yourselves unworthy of eternal life—well, we will offer it to Gentiles. 47 For this is as the Lord commanded when he said, ‘I have made you a light to the Gentiles, to lead them from the farthest corners of the earth to my salvation.’”
48 When the Gentiles heard this, they were very glad and rejoiced in Paul’s message; and as many as wanted[g] eternal life, believed. 49 So God’s message spread all through that region.
50 Then the Jewish leaders stirred up both the godly women and the civic leaders of the city and incited a mob against Paul and Barnabas, and ran them out of town. 51 But they shook off the dust of their feet against the town and went on to the city of Iconium. 52 And their converts[h] were filled with joy and with the Holy Spirit.
Footnotes
- Acts 13:13 Turkey, literally, “Pamphylia.” deserted them, literally, “departed from them”; see 15:38.
- Acts 13:16 waved a greeting to them, literally, “beckoned with the hand.” let me begin my remarks with a bit of history, implied.
- Acts 13:32 Today I have honored you as my Son, literally, “This day have I begotten you.”
- Acts 13:37 No, it was a reference to another, implied. was not touched at all by the ravages of death, literally, “saw no corruption.”
- Acts 13:41 of the truth, implied.
- Acts 13:45 the Jewish leaders, literally, “the Jews.” cursed, or “blasphemed.”
- Acts 13:48 wanted, or “were disposed to,” or “were ordained to.”
- Acts 13:52 their converts, literally, “the disciples.”
En Levende Bok: Det Nye Testamentet Copyright © 1978, 1988 by Biblica, Inc.®
Used by permission. All rights reserved worldwide.
The Living Bible copyright © 1971 by Tyndale House Foundation. Used by permission of Tyndale House Publishers Inc., Carol Stream, Illinois 60188. All rights reserved.