Add parallel Print Page Options

Kong Hizkija af Juda adlyder Herren

18 I kong Hosea af Israels tredje regeringsår blev Hizkija, søn af Ahaz, konge i Juda. Han var 25 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 29 år. Hans mor hed Abi og var en datter af Zekarja.

Hizkija gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, akkurat som sin forfar kong David. Han nedbrød offerstederne rundt omkring i landet, knuste stenstøtterne og væltede frugtbarhedspælene. Han slog tilmed den kobberslange i småstykker, som Moses i sin tid havde lavet, for Israels folk var begyndt at bringe ofre til den. De gav den navnet Nehushtan som en anden afgud. Hizkija havde en usædvanlig stor tillid til Herren, Israels Gud, ja, hverken før eller efter ham har der i Juda været en konge, som i den henseende kan måle sig med ham. Hizkija adlød Herren i alle ting, og han overholdt omhyggeligt de bud, som Herren havde givet Moses. Derfor var Herren med ham, og alt, hvad han gjorde, lykkedes for ham. Han gjorde oprør imod den assyriske konge ved at nægte at betale skat. Han besejrede også filistrene helt til Gaza og indtog mange svært befæstede byer undervejs.

Det var i Hizkijas fjerde regeringsår, og i kong Hoseas syvende regeringsår i Israel, at kong Shalmanesar af Assyrien angreb Israel og påbegyndte belejringen af Samaria. 10 To år senere, i kong Hizkijas sjette regeringsår og kong Hoseas niende regeringsår, faldt Samaria. 11 Det var ved den lejlighed, at assyrerkongen deporterede israelitterne til Assyrien og anbragte dem i kolonierne i Halach og langs Haborfloden i Gozan og i de forskellige mediske byer. 12 De havde nemlig nægtet at lytte til Herren, deres Gud, og gøre, hvad han havde befalet dem. De havde brudt hans pagt med dem og overtrådt de befalinger, som Herren havde givet dem gennem sin tjener Moses.

Kong Sankerib invaderer Juda

13 I kong Hizkijas 14. regeringsår[a] angreb assyrerkongen Sankerib alle Judas befæstede byer og indtog dem. 14 Kong Hizkija sendte da en fredsdelegation fra Jerusalem med følgende budskab til assyrerkongen, der opholdt sig i Lakish: „Jeg indrømmer, at det var forkert af mig at gøre oprør. Jeg indvilliger i at betale den skat, du måtte forlange, hvis du til gengæld lover at trække dig tilbage.” Assyrerkongen forlangte 10 tons sølv og et ton guld, 15 og kong Hizkija var tvunget til at tømme paladsets skatkammer og ribbe templet for sølv. 16 Han skrællede endog det guld af templets døre og dørkarme, som han selv havde fået lagt på, hvorefter han gav det hele til assyrerkongen.

17 Alligevel sendte assyrerkongen en stor hær af sted fra Lakish mod kong Hizkija i Jerusalem. Styrken blev anført af hærchefen, kongens næstkommanderende og chefen for livvagten. Da de nåede frem, tog de opstilling ved vejen til vaskepladsen, hvor vandledningen kommer ned fra Øvredammen. 18 De forlangte, at kong Hizkija skulle komme ud og tale med dem, men han foretrak at sende en delegation, der bestod af tre mænd: hofmarskalen Eljakim, statssekretæren Shebna og rigsarkivaren Joa.

19 „Assyrerkongen har sendt mig med følgende budskab, som I skal bringe videre til Hizkija,” sagde Sankeribs næstkommanderende. „Det lyder sådan: Hvad har du at bygge din selvtillid på? 20 Tror du, man kan føre krig med ord? Hvem, tror du, vil hjælpe dig i oprøret mod mig? 21 Er det Egypten, du støtter dig til, så pas på! For Egypten er som et knækket siv, der stikker hul i hånden på den, der støtter sig til det. Det er den hjælp, man kan forvente af Farao. 22 Eller vil du sige, at det er Herren, jeres Gud, I stoler på? Er det ikke den Gud, som du hånede ved at nedrive hans templer og altre på offerhøjene og tvinge alle i Juda til kun at bringe ofre ved alteret i Jerusalem? 23 Assyrerkongen vil gerne indgå et væddemål med jer: Han vil stille 2000 heste til rådighed, hvis I kan finde ryttere til dem. 24 Jeres hær er så lille, at I ikke engang kan modstå et angreb fra en af mine ringeste officerer. Tror I virkelig, at egypterne vil sende deres heste og vogne for at kæmpe for jer? 25 For øvrigt er det efter Herrens vilje, at jeg er kommet, for han har selv sagt, at jeg skal angribe jer og ødelægge jeres land!”

26 „Vær venlig at tale til os på det aramæiske sprog,[b] for det forstår vi godt,” bad Eljakim, Shebna og Joa. „Tal ikke hebraisk, så længe alle vores folk kan høre jer.”

27 „Tror I, kong Sankeribs budskab kun gælder jer og jeres konge?” svarede den assyriske næstkommanderende. „Gælder det ikke lige så meget byens indbyggere? Når vi belejrer byen, er det jo dem, der kommer til at æde deres egne ekskrementer og drikke deres egen urin.”

28 Så hævede han stemmen og råbte til folkene på murene—på hebraisk: „Hør, hvad den mægtige assyriske konge har at sige til jer: 29 Lad jer ikke narre af kong Hizkija! Han kan ikke frelse jer fra assyrerkongen. 30 Lad ham ikke overtale jer til at stole på Herren. Hizkija siger, at Herren vil redde jer og ikke lade assyrerkongen indtage Jerusalem. 31 Men det skal I ikke tro på! Hør, hvad kongen af Assyrien tilbyder jer: Overgiv jer—så skal I få lov til at bo trygt her i jeres eget land, spise jeres egne vindruer og figner og drikke vand fra jeres egne vandreservoirer, 32 indtil jeg kommer og tager jer med til et sted, der ligner jeres land med masser af korn- og vinmarker og rigeligt med brød og vin, oliventræer og honning. I kan vælge mellem den mulighed og døden. Hør ikke på Hizkija, for han tager fejl, når han påstår, at Herren kan frelse jer. 33 Tænk på de andre folkeslag, som assyrerkongen har besejret. Har deres guder måske kunnet redde dem? 34 Hvor blev Hamats, Arpads, Sefarvajims, Henas og Ivvas guder af? Hvor var Samarias guder, da vi indtog Samaria? 35 Nævn bare én gud, som har været i stand til at frelse sit folk fra assyrerkongen. Hvad får jer så til at tro, at jeres gud kan frelse Jerusalem?”

36 Da assyreren havde talt færdig, var der dødstille på murene, for kongen havde forbudt dem at tage til genmæle. 37 Så flængede Eljakim, Shebna og Joa deres tøj i fortvivlelse og vendte tilbage til kong Hizkija for at fortælle ham, hvad den næstkommanderende havde sagt.

Footnotes

  1. 18,13 Ca. 701 f.Kr. i Sankeribs fjerde regeringsår.
  2. 18,26 På grund af Arams og senere Assyriens storrige, blev deres aramæiske sprog stærkt udbredt i hele dette område. Det er beslægtet med israelitternes sprog, hebraisk, som her kaldes judæisk, fordi det drejer sig om indbyggerne i Judas land.

Hezekiah of Judah

18 1-4 In the third year of Hoshea son of Elah king of Israel, Hezekiah son of Ahaz began his rule over Judah. He was twenty-five years old when he became king and he ruled for twenty-nine years in Jerusalem. His mother’s name was Abijah daughter of Zechariah. In God’s opinion he was a good king; he kept to the standards of his ancestor David. He got rid of the local fertility shrines, smashed the phallic stone monuments, and cut down the sex-and-religion Asherah groves. As a final stroke he pulverized the ancient bronze serpent that Moses had made; at that time the Israelites had taken up the practice of sacrificing to it—they had even dignified it with a name, Nehushtan (The Old Serpent).

5-6 Hezekiah put his whole trust in the God of Israel. There was no king quite like him, either before or after. He held fast to God—never loosened his grip—and obeyed to the letter everything God had commanded Moses. And God, for his part, held fast to him through all his adventures.

7-8 He revolted against the king of Assyria; he refused to serve him one more day. And he drove back the Philistines, whether in sentry outposts or fortress cities, all the way to Gaza and its borders.

9-11 In the fourth year of Hezekiah and the seventh year of Hoshea son of Elah king of Israel, Shalmaneser king of Assyria attacked Samaria. He threw a siege around it and after three years captured it. It was in the sixth year of Hezekiah and the ninth year of Hoshea that Samaria fell to Assyria. The king of Assyria took Israel into exile and relocated them in Halah, in Gozan on the Habor River, and in towns of the Medes.

12 All this happened because they wouldn’t listen to the voice of their God and treated his covenant with careless contempt. They refused either to listen or do a word of what Moses, the servant of God, commanded.

13-14 In the fourteenth year of King Hezekiah, Sennacherib king of Assyria attacked all the outlying fortress cities of Judah and captured them. King Hezekiah sent a message to the king of Assyria at his headquarters in Lachish: “I’ve done wrong; I admit it. Pull back your army; I’ll pay whatever tribute you set.”

14-16 The king of Assyria demanded tribute from Hezekiah king of Judah—eleven tons of silver and a ton of gold. Hezekiah turned over all the silver he could find in The Temple of God and in the palace treasuries. Hezekiah even took down the doors of The Temple of God and the doorposts that he had overlaid with gold and gave them to the king of Assyria.

17 So the king of Assyria sent his top three military chiefs (the Tartan, the Rabsaris, and the Rabshakeh) from Lachish with a strong military force to King Hezekiah in Jerusalem. When they arrived at Jerusalem, they stopped at the aqueduct of the Upper Pool on the road to the laundry commons.

18 They called loudly for the king. Eliakim son of Hilkiah who was in charge of the palace, Shebna the royal secretary, and Joah son of Asaph the court historian went out to meet them.

19-22 The third officer, the Rabshakeh, was spokesman. He said, “Tell Hezekiah: A message from the Great King, the king of Assyria: You’re living in a world of make-believe, of pious fantasy. Do you think that mere words are any substitute for military strategy and troops? Now that you’ve revolted against me, who can you expect to help you? You thought Egypt would, but Egypt’s nothing but a paper tiger—one puff of wind and she collapses; Pharaoh king of Egypt is nothing but bluff and bluster. Or are you going to tell me, ‘We rely on God’? But Hezekiah has just eliminated most of the people’s access to God by getting rid of all the local God-shrines, ordering everyone in Judah and Jerusalem, ‘You must worship at the Jerusalem altar only.’

23-24 “So be reasonable. Make a deal with my master, the king of Assyria. I’ll give you two thousand horses if you think you can provide riders for them. You can’t do it? Well, then, how do you think you’re going to turn back even one raw buck private from my master’s troops? How long are you going to hold on to that figment of your imagination, these hoped-for Egyptian chariots and horses?

25 “Do you think I’ve come up here to destroy this country without the express approval of God? The fact is that God expressly ordered me, ‘Attack and destroy this country!’”

26 Eliakim son of Hilkiah and Shebna and Joah said to the Rabshakeh, “Please, speak to us in the Aramaic language. We understand Aramaic. Don’t speak in Hebrew—everyone crowded on the city wall can hear you.”

27 But the Rabshakeh said, “We weren’t sent with a private message to your master and you; this is public—a message to everyone within earshot. After all, they’re involved in this as well as you; if you don’t come to terms, they’ll be eating their own turds and drinking their own pee right along with you.”

28-32 Then he stepped forward and spoke in Hebrew loud enough for everyone to hear, “Listen carefully to the words of The Great King, the king of Assyria: Don’t let Hezekiah fool you; he can’t save you. And don’t let Hezekiah give you that line about trusting in God, telling you, ‘God will save us—this city will never be abandoned to the king of Assyria.’ Don’t listen to Hezekiah—he doesn’t know what he’s talking about. Listen to the king of Assyria—deal with me and live the good life; I’ll guarantee everyone your own plot of ground—a garden and a well! I’ll take you to a land sweeter by far than this one, a land of grain and wine, bread and vineyards, olive orchards and honey. You only live once—so live, really live!

32-35 “No. Don’t listen to Hezekiah. Don’t listen to his lies, telling you ‘God will save us.’ Has there ever been a god anywhere who delivered anyone from the king of Assyria? Where are the gods of Hamath and Arpad? Where are the gods of Sepharvaim, Hena, and Ivvah? And Samaria—did their gods save them? Can you name a god who saved anyone anywhere from me, the king of Assyria? So what makes you think that God can save Jerusalem from me?”

36 The people were silent. No one spoke a word for the king had ordered, “Don’t anyone say a word—not one word!”

37 Then Eliakim son of Hilkiah, the palace administrator, and Shebna the royal secretary, and Joah son of Asaph the court historian went back to Hezekiah. They had ripped their robes in despair; they reported to Hezekiah the speech of the Rabshakeh.