57 Til Sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En Miktam, da han flygtede ind i Hulen for Saul. ² Vær mig nådig, Gud, vær mig nådig, thi hos dig har min Sjæl søgt Ly; i dine Vingers Skygge søger jeg Ly, til Ulykken er drevet over. ³ Gud, den Højeste, påkalder jeg, den Gud, der gør vel imod mig; ⁴ han sender mig Hjælp fra Himlen og frelser min Sjæl fra dem, som vil mig til Livs. Gud sender sin Nåde og Trofasthed. ⁵ Jeg må ligge midt iblandt Løver, bo mellem Folk, der spyr Ild, hvis Tænder er Spyd og Pile, hvis Tunge er hvas som et Sværd. ⁶ Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden! ⁷ Et Net har de udspændt for mine Skridt, deres egen Fod skal hildes deri; en Grav har de gravet foran mig, selv skal de falde deri. - Sela.

⁸ Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit Hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lovprise dig, ⁹ vågn op, min Ære! Harpe og Citer vågn op, jeg vil vække Morgenrøden. ¹⁰ Jeg vil takke dig, Herre, blandt Folkeslag, prise dig blandt Folkefærd; ¹¹ thi din Miskundhed når til Himlen, din Sandhed til Skyerne. ¹² Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!

58 Til Sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En Miktam.

² Er det virkelig Ret, I taler, I Guder, dømmer I Menneskenes Børn retfærdigt? ³ Nej, alle øver I Uret på Jord, eders Hænder udvejer Vold. ⁴ Fra Moders Liv vanslægted de gudløse, fra Moders Skød for Løgnerne vild. ⁵ Gift har de i sig som Slangen, den stumme Øgle, der døver sit Øre ⁶ og ikke vil høre på Tæmmerens Røst, på den kyndige Slangebesværger. ⁷ Gud, bryd Tænderne i deres Mund, Ungløvernes Kindtænder knuse du, Herre; ⁸ lad dem svinde som Vand, der synker, visne som nedtrampet Græs. ⁹ Lad dem blive som Sneglen, opløst i Slim som et ufuldbårent Foster, der aldrig så Sol. ¹⁰ Før eders Gryder mærker til Tjørnen, ja, midt i deres Livskraft river han dem bort i sin Vrede

¹¹ Den retfærdige glæder sig, når han ser Hævn, hans Fødder skal vade i gudløses Blod; ¹² Og Folk skal sige: "Den retfærdige får dog sin Løn, der er dog Guder, som dømmer på Jord!"

59 Til Sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En Miktam, da Saul udsendte Folk, som skulle vogte Huset for at dræbe ham.

² Fri mig fra mine Fjender, min Gud bjærg mig fra dem, der rejser sig mod mig; ³ fri mig fra Udådsmænd, frels mig fra blodstænkte Mænd! ⁴ Thi se, de lurer efter min Sjæl, stærke Mænd stimler sammen imod mig, uden at jeg har Skyld eller Brøde. ⁵ Uden at jeg har forbrudt mig, Herre, stormer de frem og stiller sig op. Vågn op og kom mig i Møde, se til! ⁶ Du er jo Herren, Hærskarers Gud, Israels Gud. Vågn op og hjemsøg alle Folkene, skån ej een af de troløse Niddinger! - Sela. ⁷ Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen! ⁸ Se, deres Mund løber over, på deres Læber er Sværd, thi: "Hvem skulde høre det?"

⁹ Men du, o Herre, du ler ad dem, du spotter alle Folk, ¹⁰ dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn; ¹¹ med Nåde kommer min Gud mig i Møde, Gud lader mig se mine Fjender med Fryd! ¹² Slå dem ikke ihjel, at ikke mit Folk skal glemme, gør dem hjemløse med din Vælde og styrt dem, ¹³ giv dem hen, o Herre, i Mundens Synd, i Læbernes Ord, og lad dem hildes i deres Hovmod for de Eder og Løgne, de siger; ¹⁴ udryd dem i Vrede, gør Ende på dem, så man kan kende til Jordens Ender, at Gud er Hersker i Jakob! - Sela. ¹⁵ Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen, ¹⁶ vanker rundt efter Føde og knurrer, når de ikke mættes.

¹⁷ Men jeg, jeg vil synge om din Styrke, juble hver Morgen over din Nåde; thi du blev mig et Værn, en Tilflugt på Nødens Dag. ¹⁸ Dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn, min nådige Gud.

4 Hvad skulle vi da sige, at vor Stamfader Abraham har vundet efter Kødet? ² Thi dersom Abraham blev retfærdiggjort af Gerninger, har han Ros, men ikke for Gud. ³ Thi hvad siger Skriften?"Og Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed." ⁴ Men den, som gør Gerninger, tilregnes Lønnen ikke som Nåde, men som Skyldighed; ⁵ den derimod, som ikke gør Gerninger, men tror på ham, som retfærdiggør den ugudelige, regnes hans Tro til Retfærdighed; ⁶ ligesom også David priser det Menneske saligt, hvem Gud tilregner Retfærdighed uden Gerninger: ⁷ "Salige de, hvis Overtrædelser ere forladte, og hvis Synder ere skjulte; ⁸ salig den Mand, hvem Herren ikke vil tilregne Synd."

⁹ Gælder da denne Saligprisning de omskårne eller tillige de uomskårne? Vi sige jo: Troen blev regnet Abraham til Retfærdighed. ¹⁰ Hvorledes blev den ham da tilregnet? da han var omskåren, eller da han havde Forhud? Ikke da han var omskåren, men da han havde Forhud. ¹¹ Og han fik Omskærelsens Tegn som et Segl på den Troens Retfærdighed, som han havde som uomskåren, for at han skulde være Fader til alle dem, som tro uden at være omskårne, for at Retfærdighed kan blive dem tilregnet, ¹² og Fader til omskårne,til dem, som ikke alene have Omskærelse, men også vandre i den Tros Spor, hvilken vor Fader Abraham havde som uomskåren.

¹³ Thi ikke ved Lov fik Abraham eller hans Sæd den Forjættelse, at han skulde være Arving til Verden, men ved Tros-Retfærdighed. ¹⁴ Thi dersom de, der ere af Loven, ere Arvinger, da er Troen bleven tom, og Forjættelsen gjort til intet. ¹⁵ Thi Loven virker Vrede; men hvor der ikke er Lov, er der heller ikke Overtrædelse. ¹⁶ Derfor er det af Tro, for at det skal være som Nåde, for at Forjættelsen må stå fast for den hele Sæd, ikke alene for den af Loven, men også for den af Abrahams Tro, han, som er Fader til os alle ¹⁷ (som der er skrevet: "Jeg har sat dig til mange Folkeslags Fader"), over for Gud, hvem han troede, ham, som levendegør de døde og kalder det, der ikke er, som om det var. ¹⁸ Og han troede imod Håb med Håb på, at, han skulde blive mange Folkeslags Fader, efter det, som var sagt: "Således skal din Sæd være;" ¹⁹ og uden at blive svag i Troen så han på sit eget allerede udlevede Legeme (han var nær hundrede År) og på, at Saras Moderliv var udlevet; ²⁰ men om Guds Forjættelse tvivlede han ikke i Vantro, derimod blev han styrket i Troen, idet han gav Gud Ære ²¹ og var overbevist om, at hvad han har forjættet, er han mægtig til også at gøre. ²² Derfor blev det også regnet ham til Retfærdighed. ²³ Men det blev, ikke skrevet for hans Skyld alene, at det blev ham tilregnet, ²⁴ men også for vor Skyld, hvem det skal tilregnes, os, som tro på ham, der oprejste Jesus, vor Herre, fra de døde, ²⁵ ham, som blev hengiven for vore Overtrædelsers Skyld og oprejst for vor Retfærdiggørelses Skyld.