119 Salige de, hvis Vandel er fulde, som vandrer i Herrens Lov. ² Salige de, der agter på hans Vidnesbyrd, søger ham af hele deres Hjerte. ³ de, som ikke gør Uret, men vandrer på hans Veje. ⁴ Du har givet dine Befalinger, for at de nøje skal holdes. ⁵ O, måtte jeg vandre med faste Skridt, så jeg holder dine Vedtægter! ⁶ Da skulde jeg ikke blive til - Skamme, thi jeg så hen til alle dine Bud. ⁷ Jeg vil takke dig af oprigtigt Hjerte, når jeg lærer din Retfærds Lovbud. ⁸ Jeg vil holde dine Vedtægter, svigt mig dog ikke helt!

⁹ Hvorledes holder en ung sin Vej ren? Ved at bolde sig efter dit Ord. ¹⁰ Af hele mit Hjerte søger jeg dig, lad mig ikke fare vild fra dine Bud! ¹¹ Jeg gemmer dit Ord i mit Hjerte for ikke at synde imod dig. ¹² Lovet være du, Herre, lær mig dine Vedtægter! ¹³ Jeg kundgør med mine Læber alle din Munds Lovbud. ¹⁴ Jeg glæder mig over dine Vidnesbyrds Vej, som var det al Verdens Rigdom. ¹⁵ Jeg vil grunde på dine Befalinger og se til dine Stier. ¹⁶ I dine Vedtægter har jeg min Lyst, jeg glemmer ikke dit Ord.

¹⁷ Und din Tjener at leve, at jeg kan holde dit Ord. ¹⁸ Oplad mine Øjne, at jeg må skue de underfulde Ting i din Lov. ¹⁹ Fremmed er jeg på Jorden, skjul ikke dine Bud for mig! ²⁰ Altid hentæres min Sjæl af Længsel efter dine Lovbud. ²¹ Du truer de frække; forbandede er de, der viger fra dine Bud. ²² Vælt Hån og Ringeagt fra mig, thi jeg agter på dine Vidnesbyrd. ²³ Om Fyrster oplægger Råd imod mig, grunder din Tjener på dine Vedtægter. ²⁴ Ja, dine Vidnesbyrd er min Lyst, det er dem, der giver mig Råd.

²⁵ I Støvet ligger min Sjæl, hold mig i Live efter dit Ord! ²⁶ Mine Veje lagde jeg frem, og du bønhørte mig, dine Vedtægter lære du mig. ²⁷ Lad mig fatte dine Befalingers Vej og grunde på dine Undere. ²⁸ Af Kummer græder. min Sjæl, oprejs mig efter dit Ord! ²⁹ Lad Løgnens Vej være langt fra mig og skænk mig i Nåde din Lov! ³⁰ Troskabs Vej har jeg valgt, dine Lovbud attrår jeg. ³¹ Jeg hænger ved dine Vidnesbyrd, lad mig ikke beskæmmes, Herre! ³² Jeg vil løbe dine Buds Vej, thi du giver mit Hjerte at ånde frit.

³³ Lær mig, Herre, dine Vedtægters Vej, så jeg agter derpå til Enden. ³⁴ Giv mig Kløgt, så jeg agter på din Lov og holder den af hele mit Hjerte. ³⁵ Før mig ad dine Buds Sti, thi jeg har Lyst til dem. ³⁶ Bøj mit Hjerte til dine Vidnesbyrd og ej til uredelig Vinding. ³⁷ Vend mine Øjne bort fra Tant, hold mig i Live ved dit Ord! ³⁸ Stadfæst for din Tjener dit Ord, så jeg lærer at frygte dig. ³⁹ Hold borte fra mig den Skændsel, jeg frygter, thi dine Lovbud er gode. ⁴⁰ Se, dine Befalinger længes jeg efter, hold mig i Live ved din Retfærd!

⁴¹ Lad din Miskundhed komme over mig, Herre, din Frelse efter dit Ord, ⁴² så jeg har Svar til dem, der spotter mig, thi jeg stoler på dit Ord. ⁴³ Tag ikke ganske Sandheds Ord fra min Mund, thi jeg bier på dine Lovbud. ⁴⁴ Jeg vil stadig holde din Lov, ja evigt og altid; ⁴⁵ jeg vil vandre i åbent Land, thi dine Befalinger ligger mig på Sinde. ⁴⁶ Jeg vil tale om dine Vidnesbyrd for Konger uden at blues; ⁴⁷ jeg vil fryde mig over dine Bud, som jeg højlige elsker; ⁴⁸ jeg vil udrække Hænderne mod dine Bud og grunde på dine Vedtægter.

⁴⁹ Kom Ordet til din Tjener i Hu, fordi du har ladet mig håbe. ⁵⁰ Det er min Trøst i Nød, at dit Ord har holdt mig i Live. ⁵¹ De frække hånede mig såre, dog veg jeg ej fra din Lov. ⁵² Dine Lovbud fra fordum, Herre, kom jeg i Hu og fandt Trøst. ⁵³ Harme greb mig over de gudløse, dem, der slipper din Lov. ⁵⁴ Dine vedtægter blev mig til Sange i min Udlændigheds Hus. ⁵⁵ Om Natten kom jeg dit Navn i Hu, Herre, jeg holdt din Lov. ⁵⁶ Det blev min lykkelige Lod: at agte på dine Befalinger.

⁵⁷ Min Del er Herren, jeg satte mig for at holde dine Ord. ⁵⁸ Jeg bønfaldt dig af hele mit Hjerte, vær mig nådig efter dit Ord! ⁵⁹ Jeg overtænkte mine Veje og styred min Fod tilbage til dine Vidnesbyrd. ⁶⁰ Jeg hasted og tøved ikke med at holde dine Bud. ⁶¹ De gudløses Snarer omgav mig, men jeg glemte ikke din Lov. ⁶² Jeg, står op ved Midnat og takker dig for dine retfærdige Lovbud. ⁶³ Jeg er Fælle med alle, der frygter dig og holder dine Befalinger. ⁶⁴ Jorden er fuld af din Miskundhed, Herre, lær mig dine Vedtægter!

⁶⁵ Du gjorde vel mod din Tjener, Herre, efter dit Ord. ⁶⁶ Giv mig Forstand og indsigt, thi jeg tror på dine Bud. ⁶⁷ For jeg blev ydmyget, for jeg vild, nu holder jeg dit Ord. ⁶⁸ God er du og gør godt, lær mig dine Vedtægter! ⁶⁹ De frække tilsøler mig med Løgn, men på dine Bud tager jeg hjerteligt Vare. ⁷⁰ Deres Hjerte er dorskt som Fedt, jeg har min Lyst i din Lov. ⁷¹ Det var godt, at jeg blev ydmyget, så jeg kunde lære dine Vedtægter. ⁷² Din Munds Lov er mig mere værd end Guld og Sølv i Dynger.

⁷³ Dine Hænder skabte og dannede mig, giv mig Indsigt; så jeg kan lære dine Bud! ⁷⁴ De, der frygter dig, ser mig og glædes, thi jeg bier på dit Ord. ⁷⁵ Herre, jeg ved, at dine Bud er retfærdige, i Trofasthed har du ydmyget mig. ⁷⁶ Lad din Miskundhed være min Trøst efter dit Ord til din Tjener! ⁷⁷ Din Barmhjertighed finde mig, at jeg må leve, thi din Lov er min Lyst. ⁷⁸ Lad de frække beskæmmes, thi de gør mig skammelig Uret, jeg grunder på dine Befalinger. ⁷⁹ Lad dem, der frygter dig, vende sig til mig, de, der kender dine Vidnesbyrd. ⁸⁰ Lad mit Hjerte være fuldkomment i dine Vedtægter, at jeg ikke skal blive til Skamme.

⁸¹ Efter din Frelse længes min Sjæl, jeg bier på dit Ord. ⁸² Mine Øjne længes efter dit Ord og siger: "Hvornår mon du trøster mig?" ⁸³ Thi jeg er som en Lædersæk i Røg, men dine Vedtægter glemte jeg ikke. ⁸⁴ Hvor langt er vel din Tjeners Liv? Når vil du dømme dem, der forfølger mig? ⁸⁵ De frække grov mig Grave, de, som ej følger din Lov. ⁸⁶ Alle dine Bud er trofaste, med Løgn forfølger man mig, o hjælp mig! ⁸⁷ De har næsten tilintetgjort mig på Jorden, men dine Befalinger slipper jeg ikke. ⁸⁸ Hold mig i Live efter din Miskundhed, at jeg kan holde din Munds Vidnesbyrd.

²⁰ Hver blive i den Stand, hvori han blev kaldet! ²¹ Blev du kaldet som Træl, da lad det ikke bekymre dig, men om du også kan blive fri, da gør hellere Brug deraf! ²² Thi den, der er kaldet i Herren som Træl, er Herrens frigivne; ligeså er den, der er kaldet som fri, Kristi Træl. ²³ Dyrt bleve I købte, vorde ikke Menneskers Trælle! ²⁴ I den Stand, hvori enhver blev kaldet, Brødre, deri blive han for Gud!

²⁵ Men om Jomfruerne har jeg ikke nogen Befaling fra Herren, men giver min Mening til Hende som den, hvem Herren barmhjertigt har forundt at være troværdig. ²⁶ Jeg mener altså dette, at det på Grund af den forhåndenværende Nød er godt for et Menneske at være således, som han er. ²⁷ Er du bunden til en Kvinde, da søg ikke at blive løst; er du ikke bunden, da søg ikke en Hustru! ²⁸ Men om du også gifter dig, synder du ikke; og om en Jomfru gifter sig, synder hun ikke; dog ville sådanne få Trængsel i Kødet. Men jeg skåner eder. ²⁹ Men dette siger jeg eder, Brødre! at Tiden er kort, for at herefter både de, der have Hustruer, skulle være, som om de ingen have, ³⁰ og de, der græde, som om de ikke græde, og de, der glæde sig, som om de ikke glæde sig, og de, der købe, som om de ikke besidde, ³¹ og de, der bruge denne Verden, som om de ikke gøre Brug af den; thi denne Verdens Skikkelse forgår. ³² Men jeg ønsker, at I må være uden Bekymring. Den ugifte er bekymret for de Ting, som høre Herren til, hvorledes han kan behage Herren; ³³ men den gifte er bekymret for de Ting, som høre Verden til, hvorledes han kan behage Hustruen. ³⁴ Og der er også Forskel imellem Hustruen og Jomfruen. Den ugifte er bekymret for de Ting, som høre Herren til, for at hun kan være hellig både på Legeme og Ånd; men den gifte er bekymret for det, som hører Verden til, hvor ledes hun kan behage Manden. ³⁵ Men dette siger jeg til eders eget Gavn, ikke for at kaste en Snare om eder, men for at bevare Sømmelighed og en urokkelig Vedhængen ved Herren. ³⁶ Men dersom nogen mener at volde sin ugifte Datter Skam, om hun sidder over Tiden, og det må så være, han gøre, hvad han vil, han synder ikke; lad dem gifte sig! ³⁷ Men den, som står fast i sit Hjerte og ikke er tvungen, men har Rådighed over sin Villie og har besluttet dette i sit Hjerte at holde sin Datter ugift, han gør vel. ³⁸ Altså, både den, som bortgifter sin Datter, gør vel, og den, som ikke bortgifter hende, gør bedre.

³⁹ En Hustru er bunden, så længe hendes Mand lever; men dersom Manden sover hen, er hun fri til at gifte sig med hvem hun vil, kun at det sker i Herren. ⁴⁰ Men lykkeligere er hun, om hun forbliver således, som hun er, efter min Mening; men også jeg mener at have Guds Ånd.