21 Og Herren sagde til Moses: Tal til Præsterne, Arons Sønner, og sig til dem: Præsten må ikke gøre sig uren ved Lig blandt sin Slægt, ² medmindre det er hans nærmeste kødelige Slægtninge, hans Moder eller Fader, hans Søn eller Datter, hans Broder ³ eller Søster, for så vidt hun var Jomfru og endnu hørte til hans Familie og ikke var gift; i så Fald må han gøre sig uren ved hende; ⁴ men han må ikke gøre sig uren ved hende, når hun var gift med en Mand af hans Slægt, og således pådrage sig Vanhelligelse. ⁵ De må ikke klippe sig en skaldet Plet på deres Hoved, ikke studse deres Skæg eller gøre Indsnit i deres Legeme. ⁶ Hellige skal de være for deres Gud og må ikke vanhellige deres Guds Navn, thi de frembærer Herrens Ildofre, deres Guds Spise; derfor skal de være hellige. ⁷ En Horkvinde og en skændet Kvinde må de ikke ægte; heller ikke en Kvinde, der er forstødt af sin Mand, må de ægte; thi han er helliget sin Gud. ⁸ Du skal regne ham for hellig, thi han frembærer din Guds Spise; han skal være dig hellig, thi hellig er jeg Herren, som helliger dem. ⁹ Når en Præstedatter vanhelliger sig ved at bedrive Hor, da vanhelliger hun sin Fader; hun skal brændes på Bål,

¹⁰ Den Præst, der er den ypperste blandt sine Brødre, han, over hvis Hoved Salveolien udgydes, og som indsættes ved at iføres Klæderne, må hverken lade sit Hovedhår vokse frit eller sønderrive sine Klæder. ¹¹ Han må ikke gå hen til noget som helst Lig, end ikke ved sin Fader eller Moder må han gøre sig uren. ¹² Han må ikke forlade Helligdommen for ikke at vanhellige sin Guds Helligdom, thi hans Guds Salveolies Vielse er på ham; jeg er Herren! ¹³ Han skal ægte en Kvinde, der er Jomfru; ¹⁴ en Enke, en forstødt, en skændet, en Horkvinde må han ikke ægte, kun en Jomfru af sin Slægt må han tage til Hustru, ¹⁵ for at han ikke skal vanhellige sit Afkom blandt sin Slægt; thi jeg er Herren, som helliger ham.

¹⁶ Herren talede fremdeles til Moses og sagde: ¹⁷ Tal til Aron og sig: Ingen af dit Afkom i de kommende Slægter, som har en Legemsfejl, må træde frem for at frembære sin Guds Spise, ¹⁸ det må ingen, som har en Legemsfejl, hverken en blind eller en halt eller en med vansiret Ansigt eller for lang en Legemsdel ¹⁹ eller med Brud på Ben eller Arm ²⁰ eller en pukkelrygget eller en med Tæring eller en, der har Pletter i Øjnene eller lider af Skab eller Ringorm eller har svulne Testikler. ²¹ Af Præsten Arons Efterkommere må ingen, som har en Legemsfejl, nærme sig for at frembære Herrens Ildofre; han har en Legemsfejl, han må ikke nærme sig for at frembære sin Guds Spise. ²² Han må vel spise sin Guds Spise, både det, som er højhelligt, og det, som er helligt, ²³ men til Forhænget må han ikke komme, og Alteret må han ikke nærme sig, thi han har en Legemsfejl og må ikke vanhellige mine hellige Ting; thi jeg er Herren, som helliger dem. ²⁴ Og Moses talte således til Aron og hans Sønner og alle Israeliterne.

22 Herren talede fremdeles til Moses og sagde: ² Sig til Aron og hans Sønner, at de skal behandle Israeliternes Helliggaver, som de helliger mig, med Erefrygt, for at de ikke skal vanhellige mit hellige Navn. Jeg er Herren! ³ Sig til dem: Enhver af alle eders Efterkommere, som i de kommende Slægter i uren Tilstand kommer de Helliggaver nær, Israeliterne helliger Herren, det Menneske skal udryddes fra mit Åsyn. Jeg er Herren! ⁴ Ingen af Arons Efterkommere, der er spedalsk eller lider af Flåd, må spise noget af Helliggaverne, før han bliver ren; den, der rører ved en, som er uren ved Lig, eller den, fra hvem der går Sæd, ⁵ eller den, der rører ved noget Slags Kryb, ved hvilket man bliver uren, eller ved et Menneske, ved hvem man bliver uren, af hvad Art hans Urenhed være kan, ⁶ enhver, der rører ved noget sådant, skal være uren til Aften og må ikke spise af Helliggaverne, før han har badet sit Legeme i Vand. ⁷ Når Solen går ned, er han ren, og derefter må han spise af Helliggaverne, thi de er hans Mad. ⁸ Selvdøde og sønderrevne Dyr må han ikke spise for ikke at gøre sig uren derved. Jeg er Herren! ⁹ De skal overholde mine Forskrifter, at de ikke skal pådrage sig Synd og dø derfor, fordi de vanhelliger det. Jeg er Herren, som helliger dem. ¹⁰ Ingen Lægmand må spise af det hellige; hverken den indvandrede hos Præsten eller hans Daglejer må spise af det hellige. ¹¹ Men når en Præst for sine Penge køber sig en Træl, da må denne spise deraf, og ligeledes må hans hjemmefødte Trælle spise af hans Mad. ¹² Når en Præstedatter ægter en Lægmand, må hun ikke spise af de ydede Helliggaver; ¹³ men når en Præstedatter bliver Enke eller forstødes uden at have Børn og vender tilbage til sin Faders Hus og er der som i sine unge År, da må hun spise af sin Faders Mad. Men ingen Lægmand må spise deraf. ¹⁴ Når nogen af Vanvare kommer til at spise af det hellige, skal han erstatte Præsten det hellige med Tillæg af en Femtedel. ¹⁵ Præsterne må ikke vanhellige de Helliggaver, Israeliterne yder Herren, ¹⁶ og således bringe Brøde og Skyld over dem, når de spiser deres Helliggaver; thi jeg er Herren, som helliger dem.

¹⁷ Herren talede fremdeles til Moses og sagde: ¹⁸ Tal til Aron og hans Sønner og alle Israeliterne og sig til dem: Om nogen af Israels Hus eller af de fremmede i Israel bringer sin Offergave, hvad enten det er deres Løfteoffer eller Frivilligoffer, de bringer Herren som Brændoffer, ¹⁹ så skal I bringe dem således, at I kan vinde Guds Velbehag, et lydefrit Handyr af Hornkvæget, Fårene eller Gederne; ²⁰ I må ikke ofre noget Dyr, der har en Legemsfejl, thi derved vinder I ikke eders Guds Velbehag. ²¹ Når nogen bringer Herren et Takoffer af Hornkvæget eller Småkvæget enten for at indfri et Løfte eller som Frivilligoffer, da skal det være et lydefrit Dyr, for at det kan vinde Guds Velbehag; det må ingen som helst Legemsfejl have; ²² et blindt Dyr eller et Dyr med Brud på Lemmerne eller et såret Dyr eller et Dyr, der lider af Bylder, Skab eller Ringorm, sådanne Dyr må I ikke bringe Herren, og I må ikke lægge noget Ildoffer af den Slags på Alteret for Herren. ²³ Et Stykke Hornkvæg eller Småkvæg med en for lang eller forkrøblet Legemsdel kan du bruge som Frivillig offer, men som Løfteoffer vinder det ikke Guds Velbehag. ²⁴ Dyr med udklemte, knuste, afrevne eller bortskårne Testikler må I ikke bringe Herren; således må I ikke bære eder ad i eders Land. ²⁵ Heller ikke må I af en Udlænding købe den Slags Dyr og ofre dem som eders Guds Spise, thi de har en Lyde, de har en Legemsfejl; ved dem vinder I ikke Guds Velbehag.

²⁶ Herren talede fremdeles til Moses og sagde: ²⁷ Når der fødes et Stykke Hornkvæg, et Får eller en Ged, skal de blive syv Dage hos Moderen; men fra den ottende Dag er de skikkede til at vinde Herrens Velbehag som Ildoffergave til Herren. ²⁸ I må ikke slagte et Stykke Hornkvæg eller Småkvæg samme Dag som dets Afkom. ²⁹ Når I ofrer et Lovprisningsoffer til Herren, skal I ofre det således, at det kan vinde eder Guds Velbehag. ³⁰ Det skal spises samme Dag, I må intet levne deraf til næste Morgen. Jeg er Herren! ³¹ I skal holde mine Bud og handle efter dem. Jeg er Herren! ³² I må ikke vanhellige mit hellige Navn, for at jeg må blive helliget blandt Israeliterne. Jeg er Herren, som helliger eder, ³³ som førte eder ud af Ægypten for at være eders Gud. Jeg er Herren!

28 Men efter Sabbaten, da det gryede ad den første Dag i Ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til Graven. ² Og se, der skete et stort Jordskælv; thi en Herrens Engel for ned fra Himmelen og trådte til og væltede Stenen bort og satte sig på den. ³ Men hans Udseende var ligesom et Lyn og hans Klædebon hvidt som Sne. ⁴ Men de, som holdt Vagt, skælvede af Frygt for ham og bleve som døde. ⁵ Men Engelen tog til Orde og sagde til Kvinderne: "I skulle ikke frygte! thi jeg ved, at I lede efter Jesus den korsfæstede. ⁶ Han er ikke her; thi han er opstanden, som han har sagt. Kommer hid, ser Stedet, hvor Herren lå! ⁷ Og går hastigt hen og siger hans Disciple, at han er opstanden fra de døde; og se, han går forud for eder til Galilæa; der skulle I se ham. Se, jeg har sagt eder det." ⁸ Og de gik hastig bort fra Graven med Frygt og stor Glæde og løb hen for at forkynde hans Disciple det. ⁹ Men medens de gik for at forkynde hans Disciple det, se, da mødte Jesus dem og sagde: "Hil være eder!" Men de trådte til og omfavnede hans Fødder og tilbade ham. ¹⁰ Da siger Jesus til dem: "Frygter ikke! går hen og forkynder mine Brødre, at de skulle gå bort til Galilæa, og der skulle de se mig."

¹¹ Men medens de gik derhen, se da kom nogle af Vagten ind i Staden og meldte Ypperstepræsterne alt det, som var sket. ¹² Og de samledes med de Ældste og holdt Råd og gave Stridsmændene rigelige Penge ¹³ og sagde: "Siger: Hans Disciple kom om Natten og stjal ham, medens vi sov. ¹⁴ Og dersom Landshøvdingen får det at høre, ville vi stille ham tilfreds og holde eder angerløse." ¹⁵ Men de toge Pengene og gjorde, som det var lært dem. Og dette Ord blev udspredt iblandt Jøderne indtil den Dag i Dag.

¹⁶ Men de elleve Disciple gik til Galilæa, til det Bjerg, hvor Jesus havde sat dem Stævne. ¹⁷ Og da de så ham tilbade de ham; men nogle tvivlede. ¹⁸ Og Jesus trådte frem, talte til dem og sagde: "Mig er given al Magt i Himmelen og på Jorden. ¹⁹ Går derfor hen og gører alle Folkeslagene til mine Disciple, idet I døbe dem til Faderens og Sønnens og den Helligånds Navn, ²⁰ og idet I lære dem at holde alt det, som jeg har befalet eder. Og se, jeg er med eder alle Dage indtil Verdens Ende."