8 Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde: ² "Hvor længe taler du så, hvor længe skal Mundens Uvejr rase? ³ Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd? ⁴ Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold, ⁵ så søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Nåde! ⁶ Såfremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han våge over dig, genrejse din Retfærds Bolig; ⁷ din fordums Lykke vil synes ringe, såre stor skal din Fremtid blive.

⁸ Thi spørg dog den befarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning! ⁹ Vi er fra i Går, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage på Jord. ¹⁰ Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet: ¹¹ Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand? ¹² Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs. ¹³ Så går det enhver, der glemmer Gud, en vanhelliges Håb slår fejl: ¹⁴ som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv; 15 han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej står det fast. ¹⁶ I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over, ¹⁷ i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten; ¹⁸ men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: "Jeg har ikke set dig!" ¹⁹ Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!

²⁰ Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Hånd. ²¹ End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel; ²² dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!

9 Så tog Job til Orde og svarede: ² "Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud? ³ Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind! ⁴ Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra? ⁵ Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede, ⁶ ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver; ⁷ han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl, ⁸ han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme, ⁹ han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre, ¹⁰ han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal! ¹¹ Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke; ¹² røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: "Hvad gør du?"

¹³ Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham; ¹⁴ hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham! ¹⁵ Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde! ¹⁶ Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst, ¹⁷ han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden Grund, ¹⁸ ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing. ¹⁹ Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da! ²⁰ Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!

²¹ Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet! ²² Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet! ²³ Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval; ²⁴ Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han? ²⁵ Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke, ²⁶ gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte. ²⁷ Dersom jeg siger: "Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad," ²⁸ må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.

²⁹ Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte? ³⁰ Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder, ³¹ du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig. ³² Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen; ³³ vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge! ³⁴ Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke, ³⁵ da talte jeg uden at frygte ham,, thi min Dom om mig selv er en anden!

10 Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale, ² sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig! ³ Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Råd? ⁴ Har du da kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser, ⁵ er dine Dage som Menneskets Dage, er dine År som Mandens Dage, ⁶ siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd, ⁷ endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning!

⁸ Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet! ⁹ Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig! ¹⁰ Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost, ¹¹ iklædte mig Hud og kød og fletted mig sammen med Ben og Sener? ¹² Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd ¹³ og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var: ¹⁴ Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde. ¹⁵ Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød. ¹⁶ Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig; ¹⁷ nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig! ¹⁸ Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle; ¹⁹ jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.

²⁰ Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt, 21 før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land, ²² Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket."

²⁶ Men en Herrens Engel talte til Filip og sagde: "Stå op og gå mod Syd på den Vej, som går ned fra Jerusalem til Gaza; den er øde." ²⁷ Og han stod op og gik. Og se, der var en Æthioper, en Hofmand, en mægtig Mand hos Kandake, Æthiopernes Dronning, som var sat over alle hendes Skatte; han var kommen til Jerusalem for at tilbede. ²⁸ Og han var på Hjemvejen og sad på sin Vogn og læste Profeten Esajas. ²⁹ Men Ånden sagde til Filip:"Gå hen og hold dig til denne Vogn!" ³⁰ Og Filip løb derhen og hørte ham læse Profeten Esajas; og han sagde: "Forstår du også det, som du læser?" ³¹ Men han sagde: "Hvorledes skulde jeg kunne det, uden nogen vejleder mig?" Og han bad Filip stige op og sætte sig hos ham. ³² Men det Stykke af Skriften, som han læste, var dette: "Som et Får blev han ført til Slagtning, og som et Lam er stumt imod den, der klipper det, således oplader han ej sin Mund. ³³ I Fornedrelsen blev hans Dom taget bort; hvem kan fortælle om hans Slægt, efterdi hans Liv borttages fra Jorden?" ³⁴ Men Hofmanden talte til Filip og sagde: "Jeg beder dig, om hvem siger Profeten dette? om sig selv eller om en anden?" ³⁵ Da oplod Filip sin Mund, og idet han begyndte fra dette Skriftsted, forkyndte han ham Evangeliet om Jesus. ³⁶ Men som de droge frem ad Vejen, kom de til noget Vand; og Hofmanden siger: "Se, her er Vand, hvad hindrer mig fra at blive døbt?" (37 Men Filip sagde: "Dersom du tror, af hele dit Hjerte, kan det ske." Men han svarede og sagde: "Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds Søn.") ³⁸ Og han bød, at Vognen skulde holde, og de stege begge ned i Vandet, både Filip og Hofmanden; og han døbte ham ³⁹ Men da de stege op af Vandet, bortrykkede Herrens Ånd Filip, og Hofmanden så ham ikke mere; thi han drog sin Vej med Glæde. ⁴⁰ Men Filip blev funden i Asdod, og han drog omkring og forkyndte Evangeliet i alle Byerne, indtil han kom fil Kæsarea.