28 Sølvet har jo sit Leje, som renses, sit sted ² Jern hentes op af Jorden, og Sten smeltes om til Kobber. ³ På Mørket gør man en Ende og ransager indtil de dybeste Kroge Mørkets og Mulmets Sten; ⁴ man bryder en Skakt under Foden, og glemte, foruden Fodfæste, hænger de svævende fjernt fra Mennesker. ⁵ Af Jorden fremvokser Brød, imedens dens Indre omvæltes som af Ild; ⁶ i Stenen der sidder Safiren, og der er Guldstøv i den. ⁷ Stien derhen er Rovfuglen ukendt, Falkens Øje udspejder den ikke; ⁸ den trædes ikke af stolte Vilddyr, Løven skrider ej frem ad den. ⁹ På Flinten lægger man Hånd og omvælter Bjerge fra Roden; ¹⁰ i Klipperne hugger man Gange, alskens Klenodier skuer Øjet; ¹¹ man tilstopper Strømmenes Kilder og bringer det skjulte for Lyset.

¹² Men Visdommen - hvor mon den findes, og hvor er Indsigtens Sted? ¹³ Mennesket kender ikke dens Vej, den findes ej i de levendes Land; ¹⁴ Dybet siger: "I mig er den ikke!" Havet: "Ej heller hos mig!" ¹⁵ Man får den ej for det fineste Guld, for Sølv kan den ikke købes, ¹⁶ den opvejes ikke med Ofirguld, med kostelig Sjoham eller Safir; ¹⁷ Guld og Glar kan ej måle sig med den, den fås ej i Bytte for gyldne Kar, ¹⁸ Krystal og Koraller ikke at nævne. At eje Visdom er mere end Perler, ¹⁹ Ætiopiens Topas kan ej måle sig med den, den opvejes ej med det rene Guld.

²⁰ Men Visdommen - hvor mon den kommer fra, og hvor er Indsigtens Sted? ²¹ Den er dulgt for alt levendes Øje og skjult for Himmelens Fugle; ²² Afgrund og Død må sige: "Vi hørte kun tale derom." ²³ Gud er kendt med dens Vej, han ved, hvor den har sit Sted; ²⁴ thi han skuer til Jordens Ender, alt under Himmelen ser han. ²⁵ Dengang han fastsatte Vindens Vægt og målte Vandet med Mål, ²⁶ da han satte en Lov for Regnen, afmærked Tordenskyen dens Vej, ²⁷ da skued og mønstred han den, han stilled den op og ransaged den.

²⁸ Men til Mennesket sagde han: "Se, Herrens Frygt, det er Visdom, at sky det onde er Indsigt."

29 Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:

² Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig, ³ da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke, ⁴ som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt, ⁵ da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig, ⁶ da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod, ⁷ da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet. ⁸ Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod, ⁹ Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund, ¹⁰ Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen; ¹¹ Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære. ¹² Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper; ¹³ den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte; ¹⁴ jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind. ¹⁵ Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod; ¹⁶ jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag; ¹⁷ den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab. ¹⁸ Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen; ¹⁹ min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene; ²⁰ min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!" ²¹ Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd; ²² ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem; ²³ de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn. ²⁴ Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde. ²⁵ Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.

13 Men i Antiokia, i den derværende Menighed, var der Profeter og Lærere, nemlig Barnabas og Simeon, med Tilnavn Niger, og Kyrenæeren Lukius og Manaen, en Fosterbroder af Fjerdingsfyrsten Herodes, og Saulus. ² Medens de nu holdt Gudstjeneste og fastede, sagde den Helligånd: "Udtager mig Barnabas og Saulus til den Gerning, hvortil jeg har kaldet dem." ³ Da fastede de og bade og lagde Hænderne på dem og lode dem fare. ⁴ Da de nu således vare udsendte af den Helligånd, droge de ned til Seleukia og sejlede derfra til Kypern. ⁵ Og da de vare komne til Salamis, forkyndte de Guds Ord i Jødernes Synagoger; men de havde også Johannes til Medhjælper. ⁶ Og da de vare dragne igennem hele Øen indtil Pafus, fandt de en Troldkarl, en falsk Profet, en Jøde, hvis Navn var Barjesus. ⁷ Han var hos Statholderen Sergius Paulus, en forstandig Mand. Denne kaldte Barnabas og Saulus til sig og attråede at høre Guds Ord. ⁸ Men Elimas, Troldkarlen, (thi dette betyder hans Navn), stod dem imod og søgte at vende Statholderen bort fra Troen. ⁹ Men Saulus, som også kaldes Paulus, blev fyldt med den Helligånd, så fast på ham og sagde: ¹⁰ "O, du Djævelens Barn, fuld af al Svig og al Underfundighed, du Fjende af al Retfærdighed! vil du ikke holde op med at forvende Herrens de lige Veje? ¹¹ Og nu se, Herrens Hånd er over dig, og du skal blive blind og til en Tid ikke se Solen." Men straks faldt der Mulm og Mørke over ham, og han gik omkring og søgte efter nogen, som kunde lede ham. ¹² Da Statholderen så det, som var sket, troede han, slagen af Forundring over Herrens Lære.

¹³ Paulus og de, som vare med ham, sejlede da ud fra Pafus og kom til Perge i Pamfylien. Men Johannes skiltes fra dem og vendte tilbage til Jerusalem. ¹⁴ Men de droge videre fra Perge og kom til Antiokia i Pisidien og gik ind i Synagogen på Sabbatsdagen og satte sig. ¹⁵ Men efter Forelæsningen af Loven og Profeterne sendte Synagogeforstanderne Bud hen til dem og lode sige: "I Mænd, Brødre! have I noget Formaningsord til Folket, da siger frem!" ¹⁶ Men Paulus stod op og slog til Lyd med Hånden og sagde: "I israelitiske Mænd og I, som frygte Gud, hører til! 17. Dette Folks, Israels Gud udvalgte vore Fædre og ophøjede Folket i Udlændigheden i Ægyptens Land og førte dem derfra med løftet Arm. ¹⁸ Og omtrent fyrretyve År tålte han deres Færd i Ørkenen. ¹⁹ Og han udryddede syv Folk i Kanåns Land og fordelte disses Land iblandt dem, ²⁰ og derefter i omtrent fire Hundrede og halvtredsindstyve År gav han dem Dommere indtil Profeten Samuel. ²¹ Og derefter bade de om en Konge; og Gud gav dem Saul, Kis's Søn, en Mand af Benjamins Stamme, i fyrretyve År. ²² Og da han havde taget ham bort, oprejste han dem David til Konge, om hvem han også vidnede, og sagde: "Jeg har fundet David, Isajs Søn, en Mand efter mit Hjerte, som skal gøre al min Villie." ²³ Af dennes Sæd bragte Gud efter Forjættelsen Israel en Frelser, Jesus, ²⁴ efter at Johannes forud for hans Fremtræden havde prædiket Omvendelses-Dåb for hele Israels Folk. ²⁵ Men da Johannes var ved at fuldende sit Løb, sagde han: "Hvad anse I mig for at være? Mig er det ikke; men se, der kommer en efter mig, hvis Sko jeg ikke er værdig at løse."