37 ¹ Da Kong Ezekias hørte det, sønderrev han sine Klæder, hyllede sig i Sæk og gik ind i Herrens Hus. ² Og han sendte Paladsøversten Eljakim og Statsskriveren Sjebna og Præsternes Ældste, hyllet i Sæk, til Profeten Esajas, Amoz's Søn, ³ for at sige til ham: "Ezekias lader sige: En Nødens, Tugtelsens og Forsmædelsens Dag er denne Dag, thi Barnet er ved at fødes, men der er ikke Kraft til at bringe det til Verden! ⁴ Dog vil Herren din Gud måske høre, hvad Rabsjake har sagt, han, som er sendt af sin Herre, Assyrerkongen, for at håne den levende Gud, og måske vil han straffe ham for de Ord, som Herren din Gud har hørt gå derfor i Forbøn for den Rest, der endnu er tilbage!" ⁵ Da Kong Ezekias's Folk kom til Esajas, ⁶ sagde han til dem: "Således skal I svare eders Herre: Så siger Herren: Frygt ikke for de Ord, du har hørt, som Assyrerkongens Trælle har hånet mig med! ⁷ Se, jeg vil indgive ham en Ånd, og han skal få en Tidende at høre, så han vender tilbage til sit Land, og i hans eget Land vil jeg fælde ham med Sværdet!"

⁸ Rabsjake vendte så tilbage og traf Assyrerkongen i Færd med at belejre Libna, thi han havde hørt, at Kongen var brudt op fra Lakisj.

⁹ Så fik han Underretning: om, at Kong Tirhaka af Ætiopien var rykket ud for at angribe ham, og han sendte Sendebud til Ezekias og sagde: ¹⁰ "Således skal I sige til Kong Ezekias af Juda: Lad ikke din Gud, som du slår din Lid til, vildlede dig med at sige, at Jerusalem ikke skal gives i Assyrerkongens Hånd! ¹¹ Du har jo dog hørt, hvad Assyrerkongerne har gjort ved alle Lande, hvorledes de har lagt Band på dem og du skulde kunne undslippe! ¹² De Folk, mine Fædre tilintetgjorde, Gozan, Karan, Rezef og Folkene fra Eden i Telassar, har deres Guder kunnet frelse dem? ¹³ Hvor er Kongen af Hamat, Kongen af Arpad eller Kongen af La'ir, Sefarvajim, Hena og Ivva?"

¹⁴ Da Ezekias havde modtaget Brevet af Sendebudenes Hånd og læst det, gik han op i Herrens Hus og bredte det ud for Herrens Åsyn. ¹⁵ Derpå bad Ezekias den Bøn for Herrens Åsyn: ¹⁶ "Hærskarers Herre, Israels Gud, du, som troner over Keruberne, du alene er Gud over alle Jordens Riger; du har gjort Himmelen og Jorden! ¹⁷ Bøj nu dit Øre, Herre, og lyt, åbn dine Øjne, Herre, og se! Læg Mærke til alle de Ord, Sankerib har sendt hid for at spotte den levende Gud! ¹⁸ Det er sandt, Herre, at Assyrerkongerne har tilintetgjort alle de Folk og deres Lande ¹⁹ og kastet deres Guder i Ilden; men de er ikke Guder, kun Menneskehænders Værk af Træ eller Sten; derfor kunde de ødelægge dem. ²⁰ Men frels os nu, Herre vor Gud, af hans Hånd, så alle Jordens Riger kan kende, at du, Herre, alene er Gud!"

²¹ Så sendte Esajas, Amoz's Søn, Bud til Ezekias og lod sige: "Så siger Herren, Israels Gud: Din Bøn angående Assyrerkongen Sankerib har jeg hørt!" ²² Således lyder det Ord, Herren talede imod ham: Hun håner, hun spotter dig, Jomfruen, Zions Datter, Jerusalems Datter ryster på Hovedet ad dig! ²³ Hvem har du hånet og smædet, mod hvem har du løftet din Røst? Til Israels Hellige løfted i Hovmod du Blikket! ²⁴ Ved dine Trælle håned du Herren og sagde: "Med mine talløse Vogne besteg jeg Bjergenes Højder, Libanons afsides Egne; jeg fælded dets Cedres Højskov, dets ædle Cypresser, trængte frem til dets øverste Raststed, dets Havers Skove. ²⁵ Fremmed Vand grov jeg ud, og jeg drak det, tørskoet skred jeg over Ægyptens Strømme!" ²⁶ Har du ej hørt det? For længst kom det op i min Tanke, jeg lagde det fordum til Rette, nu lod jeg det ske, og du Gjorde murstærke Byer til øde Stenhobe ²⁷ mens Folkene grebes i Afmagt af Skræk og Skam, blev som Græsset på Marken, det spirende Grønne, som Græs på Tage, som Mark for Østenvinden. ²⁸ Jeg ser, når du rejser og sætter dig, ved, når du går og kommer. ²⁹ Fordi du raser imod mig, din Trods bar nået mit Øre, lægger jeg Ring i din Næse og Bidsel i Munden og fører dig bort ad Vejen, du kom!

³⁰ Og dette skal være dig Tegnet: I År skal man spise, hvad der såed sig selv, og Året derpå, hvad der skyder af Rode, tredje År skal man så og høste, plante Vin og nyde dens Frugt. ³¹ Den, bjærgede Rest af Judas Hus slår atter Rødder forneden og bærer sin Frugt foroven; ³² thi fra Jerusalem udgår en Rest, en Levning fra Zions Bjerg. Hærskarers Herres Nidkærhed virker dette.

³³ Derfor, så siger Herren om Assyrerkongen: I Byen her skal han ej komme ind, ej sende en Pil herind, ej nærme sig den med Skjolde eller opkaste Vold imod den; ³⁴ ad Vejen, han kom, skal han gå igen, i Byen her skal han ej komme ind så lyder det fra Herren. ³⁵ Jeg værner og frelser denne By for min og min Tjener Davids Skyld!

³⁶ Så gik Herrens Engel ud og ihjelslog i Assyrernes Lejr 185000 Mand; og se, næste Morgen tidlig lå de alle døde. ³⁷ Da brød Assyrerkongen Sankerib op, vendte hjem og blev siden i Nineve. ³⁸ Men da han engang tilbad i sin Gud Nisroks Hus, slog hans Sønner Adrammelek og Sar'ezer ham ihjel med deres Sværd, hvorefter de flygtede til Ararats Land: og hans Søn Asarhaddon blev Konge i hans Sted.

38 Ved den Tid blev Ezekias dødssyg. Da kom Profeten Esajas, Amoz's Søn, til ham og sagde: "Så siger Herren: Beskik dit Hus, thi du skal dø og ikke leve!" ² Da vendte han Ansigtet om mod Væggen og bad således til Herren: ³ "Ak, Herre, kom dog i Hu, hvorledes jeg har vandret for dit Åsyn i Oprigtighed og med helt Hjerte og gjort, hvad der er godt i dine Øjne!" Og Ezekias græd højt. ⁴ Da kom Herrens Ord til Esajas således: ⁵ "Gå hen og sig til Ezekias: Så siger Herren, din Fader Davids Gud: Jeg har hørt din Bøn, jeg har set dine Tårer! Se, jeg vil lægge femten År til dit Liv ⁶ og udfri dig og denne By af Assyrerkongens Hånd og værne om denne By! ⁷ Og Tegnet fra Herren på, at Herren vil udføre, hvad han har sagt, skal være dig dette: ⁸ Se, jeg vil lade Skyggen gå de Streger tilbage, som den har flyttet sig med Solen på Akaz's Solur, ti Streger!" Da gik Solen de ti Streger, som den havde flyttet sig, tilbage på Soluret.

⁹ En Bøn af Kong Ezekias af Juda, da han var syg og kom sig af sin Sygdom: ¹⁰ Jeg tænkte: Bort må jeg gå i min bedste Alder, hensættes i Dødsrigets Porte mine sidste År. ¹¹ Jeg tænkte: Ej skuer jeg Herren i de levendes Land, ser ingen Mennesker mer blandt Skyggerigets Folk; ¹² min Bolig er nedbrudt, ført fra mig som Hyrdernes Telt, som en Væver sammenrulled du mit Liv og skar det fra Tråden. Du ofrer mig fra Dag til Nat, 13 jeg skriger til daggry; som en Løve knuser han alle Benene i mig; du giver mig ben fra Dag til Nat. ¹⁴ Jeg klynker som klagende Svale, sukker som Duen, jeg skuer med Tårer mod Himlen: Herre, jeg trænges, vær mig Borgen! ¹⁵ Hvad skal jeg,sige? Han talede til mig og selv greb han ind. For Bitterhedens Skyld i min Sjæl vil jeg vandre sagtelig alle mine År. ¹⁶ Herre, man skal bære Bud derom til alle kommende Slægter. Opliv min Ånd, helbred mig og gør mig karsk! ¹⁷ Se, Bitterhed, Bitterhed blev mig til Fred. Og du skåned min Sjæl for Undergangens Grav; thi alle mine Synder kasted du bag din Ryg. ¹⁸ Thi Dødsriget takker dig ikke, dig lover ej Døden, på din Miskundbed håber ej de, der synker i Graven. ¹⁹ Men den levende, den levende takker dig som jeg i Dag. Om din Trofasthed taler Fædre til deres Børn. ²⁰ Herre, frels os! Så vil vi røre Strengene alle vore Levedage ved Herrens Hus.

²¹ Da bød Esajas, at man skulde tage en Figenkage og lægge den som Plaster på det syge Sted, for at han kunde blive rask. ²² Og Ezekias sagde: "Hvad er Tegnet på, at jeg skal gå op til Herrens Hus?"

3 Når I altså, ere blevne oprejste med Kristus, da søger det, som er oventil, hvor Kristus sidder ved Guds højre Hånd. ² Tragter efter det, som er oventil, ikke efter det, som er på Jorden. ³ Thi I ere døde, og eders Liv er skjult med Kristus i Gud. ⁴ Når Kristus, vort Liv, åbenbares, da skulle også I åbenbares med ham i Herlighed.

⁵ Så døder da de jordiske Lemmer, Utugt Urenhed, Brynde, ondt Begær og Havesygen, som jo er Afgudsdyrkelse; ⁶ for disse Tings Skyld kommer Guds Vrede. ⁷ I dem vandrede også I fordum, da I levede deri. ⁸ Men nu skulle også I aflægge det alt sammen, Vrede, Hidsighed, Ondskab, Forhånelse, slem Snak af eders Mund. ⁹ Lyver ikke for hverandre, da I have afført eder det gamle Menneske med dets Gerninger ¹⁰ og iført eder det nye, som fornyes til Erkendelse efter hans Billede, der skabte det; ¹¹ hvor der ikke er Græker og Jøde, Omskærelse og Forhud, Barbar, Skyther, Træl, fri, men Kristus er alt og i alle.

¹² Så ifører eder da som Guds udvalgte, hellige og elskede inderlig Barmhjertighed, Godhed, Ydmyghed, Sagtmodighed, Langmodighed, ¹³ så I bære over med hverandre og tilgive hverandre,dersom nogen har Klagemål imod nogen; ligesom Kristus tilgav eder, således også I! ¹⁴ Men over alt dette skulle I iføre eder Kærligheden, hvilket er Fuldkommenhedens Bånd. ¹⁵ Og Kristi Fred råde i eders Hjerter, til hvilken I også bleve kaldede i eet Legeme; og vorder taknemmelige! ¹⁶ Lad Kristi Ord bo rigeligt iblandt eder, så I med al Visdom lære og påminde hverandre med Salmer, Lovsange og åndelige Viser, idet I synge med Ynde i eders Hjerter for Gud. ¹⁷ Og alt, hvad I gøre i Ord eller i Handling, det gører alt i den Herres Jesu Navn, takkende Gud Fader ved ham.

¹⁸ I Hustruer! underordner eder under eders Mænd, som det sømmer sig i Herren. ¹⁹ I Mænd! elsker eders Hustruer, og værer ikke bitre imod dem! ²⁰ I Børn! adlyder i alle Ting eders Forældre, thi dette er velbehageligt i Herren. ²¹ I Fædre! opirrer ikke eders Børn, for at de ikke skulle tabe Modet. ²² I Trælle! adlyder i alle Ting eders Herrer efter Kødet, ikke med Øjentjeneste som de, der ville tækkes Mennesker, men i Hjertets Enfold, frygtende Herren. ²³ Hvad I end foretage eder, så gører det af Hjertet, som for Herren og ikke for Mennesker, ²⁴ da I vide, at I af Herren skulle få Arven til Vederlag; det er den Herre Kristus, I tjene. ²⁵ Thi den, som gør Uret, skal få igen, hvad Uret han gjorde, og der er ikke Persons Anseelse.