1 Det Syn, Esajas, Amoz's Søn, skuede om Juda og Jerusalem, i de dage da Uzzija, Jotam, Akaz og Ezekias var Konger i Juda.

² Hør, I Himle, lyt, du Jord, thi Herren taler: Børn har jeg opfødt og fostret, men de forbrød sig imod mig. ³ En Okse kender sin Ejer, et Æsel sin Herres Krybbe; men Israel kender intet, mit Folk kan intet fatte.

⁴ Ve det syndefulde Folk, en brødetynget Slægt, Ugerningsmænds Æt, vanartede Børn! De svigtede Herren, lod hånt om Israels Hellige, vendte ham Ryg. ⁵ Kan I tåle flere Hug, siden I stadig falder fra? Kun Sår er Hovedet, sygt hele Hjertet; ⁶ fra Fodsål til isse er intet helt kun Flænger, Strimer og friske Sår; de er ej trykket ud, ej heller forbundet og ikke lindret med Olie. ⁷ Eders Land er øde, eders Byer brændt, fremmede æder eders Jord for eders Øjne så øde som ved Sodomas Undergang. ⁸ Zions Datter er levnet som en Hytte i en Vingård, et Vagtskur i en Græskarmark en omringet By. ⁹ Havde ikke Hærskarers Herre levnet os en Rest, da var vi som Sodoma, ligned Gomorra.

¹⁰ Lån Øre til Herrens Ord i Sodomadommere, lyt til vor Guds Åbenbaring, du Gomorrafolk! ¹¹ Hvad skal jeg med alle eders Slagtofre? siger Herren;jeg er mæt af Væderbrændofre, af Fedekalves Fedt, har ej Lyst til Blod af Okser og Lam og Bukke. ¹² Når I kommer at stedes for mit Åsyn, hvo kræver da af jer, at min Forgård trampes ned? ¹³ Bring ej flere tomme Afgrødeofre, vederstyggelig Offerrøg er de mig! Nymånefest, Sabbat og festligt Stævne jeg afskyr Uret og festlig Samling. ¹⁴ Eders Nymånefester og Højtider hader min, Sjæl de er mig en Byrde, jeg er træt af at bære. ¹⁵ Breder I Hænderne ud, skjuler jeg Øjnene for jer. Hvor meget I så end beder, jeg hører det ikke. Eders Hænder er fulde af Blod; ¹⁶ tvæt jer, rens jer, bort med de onde Gerninger fra mine Øjne! Hør op med det onde, ¹⁷ lær det gode, læg Vind på, hvad Ret er; hjælp fortrykte, skaf faderløse Ret, før Enkens Sag!

¹⁸ Kom, lad os gå i Rette med hinanden, siger Herren. Er eders Synder som Skarlagen, de skal blive hvide som Sne; er de end røde som Purpur, de skal dog blive som Uld. ¹⁹ Lyder I villigt, skal I æde Landets Goder; ²⁰ står I genstridigt imod, skal I ædes af Sværd. Thi Herrens Mund har talt.

²¹ At den skulde ende som Skøge, den trofaste By, Zion, så fuld af Ret, Retfærdigheds Hjem, men nu er der Mordere. ²² Dit Sølv er blevet til Slagger, din Vin er spædet med Vand. ²³ Tøjlesløse er dine Førere, Venner med Tyve; Gaver elsker de alle, jager efter Stikpenge, skaffer ej faderløse Ret og tager sig ikke af Enkens Sag. ²⁴ Derfor lyder det fra Herren, Hærskarers Herre, Israels Vældige: "Min Gengælds Ve over Avindsmænd, min Hævn over Fjender! ²⁵ Jeg vender min Hånd imod dig, renser ud dine Slagger i Ovnen og udskiller alt dit Bly. ²⁶ Jeg giver dig Dommere som fordum, Rådsherrer som før; så kaldes du Retfærdigheds By, den trofaste Stad. ²⁷ Zion genløses ved Ret, de omvendte der ved Retfærd. ²⁸ Men Overtrædere og Syndere knuses til Hobe; hvo Herren svigter, forgår.

²⁹ Thi Skam vil I få af de Ege, I elsker, Skuffelse af Lundene, I sætter så højt; ³⁰ thi I bliver som en Eg med visnende Løv, som en Lund, hvor der ikke er Vand. 31 Den stærke bliver til Blår, hans Værk til en Gnist; begge brænder med hinanden, og ingen slukker.

2 Dette er, hvad Esajas, Amoz's Søn, skuede om Jerusalem:

² Det skal ske i de sidste Dage, at Herrens Huses Bjerg, grundfæstet på Bjergenes Top, skal løfte sig op over Højene. Did skal Folkene strømme ³ og talrige Folkeslag vandre: "Kom, lad os drage til Herrens Bjerg, til Jakobs Guds Hus; han skal lære os sine Veje, så vi kan gå på hans Stier; thi fra Zion udgår Åbenbaring, fra Jerusalem, Herrens Ord:" ⁴ Da dømmer han Folk imellem, skifter Ret mellem talrige Folkeslag; deres Sværd skal de smede til Plovjern, deres Spyd til Vingårdsknive; Folk skal ej løfte Sværd mod Folk, ej øve sig i Våbenfærd mer. ⁵ Kom, Jakobs Hus, lad os vandre i Herrens Lys!

⁶ Thi du forskød dit Folk, Jakobs Hus; de er fulde af Østens Væsen og spår, som var de Filistre, giver Folk fra Udlandet Håndslag. ⁷ Deres Land er fuldt af Sølv og Guld, talløse er deres Skatte; deres Land er fuldt af Heste, talløse er deres vogne; ⁸ deres Land er fuldt af Afguder, de tilbeder Værk af deres Hænder, Ting, deres Fingre har lavet.

⁹ Men bøjes skal Mennesket, Manden ydmyges, tilgiv dem ikke! 10 Gå ind i Klippen, skjul dig, i Støvet for Herrens Rædsel, hans Højheds Herlighed! ¹¹ Sine stolte Øjne skal Mennesket slå ned, Mændenes Hovmod skal bøjes, og Herren alene være høj på hin Dag. ¹² Thi en Dag har Hærskarers Herre mod alt det høje og knejsende, mod alt ophøjet og stolt, ¹³ med alle Libanons Cedre, de knejsende høje, og alle Basans Ege, ¹⁴ mod alle knejsende Bjerge og alle høje Fjelde, ¹⁵ mod alle stolte Tårne og alle stejle Mure, ¹⁶ mod alle Tarsisskibe og hver en kostelig Ladning. ¹⁷ Da skal Menneskets Stolthed bøjes, Mændenes Hovmod ydmyges. og Herren alene være høj på hin Dag. ¹⁸ Afguderne skal helt forsvinde. ¹⁹ Og man skal gå ind i Klippehuler og Jordhuller for Herrens Rædsel, hans Højheds Herlighed når han står op for at forfærde Jorden. ²⁰ På hin Dag skal Mennesket slænge sine Guder af Sølv og Guld, som han lavede sig for at tilbede dem, hen til Muldvarpe og Flagermus ²¹ for at gå ind i Klipperevner og Fjeldkløfter for Herrens Rædsel, hans Højheds Herlighed, når han står op for at forfærde Jorden. ²² Slå ikke mer eders Lid til Mennesker, i hvis Næse der kun er flygtig Ånde, thi hvad er de at regne for?

5 Til Friheden har Kristus frigjort os. Så står nu fast, og lader eder ikke atter holde under Trældoms Åg! ² Se, jeg, Paulus, siger eder, at dersom I lade eder omskære, vil Kristus intet gavne eder. ³ Men jeg vidner atter for hvert Menneske, som lader sig omskære, at han er skyldig at opfylde hele Loven. ⁴ I ere tabte for Kristus, I, som retfærdiggøres ved Loven; I ere faldne ud af Nåden. ⁵ Vi vente jo ved Ånden af Tro Retfærdigheds Håb. ⁶ Thi i Kristus Jesus gælder hverken Omskærelse eller Forhud noget, men Tro, som er virksom ved Kærlighed.

⁷ I vare godt på Vej; hvem har hindret eder i at adlyde Sandhed? ⁸ Den Overtalelse kom ikke fra ham, som kaldte eder. ⁹ En liden Surdejg syrer hele Dejgen. ¹⁰ Jeg har den Tillid til eder i Herren, at I ikke ville mene noget andet; men den, som forvirrer eder, skal bære sin Dom, hvem han end er. ¹¹ Men jeg, Brødre! dersom jeg endnu prædiker Omskærelse, hvor for forfølges jeg da endnu? Så er jo Korsets Forargelse gjort til intet. ¹² Gid de endog måtte lemlæste sig selv, de, som forstyrre eder!

¹³ I bleve jo kaldede til Frihed, Brødre! kun at I ikke bruge Friheden til en Anledning for Kødet, men værer ved Kærligheden hverandres Tjenere! ¹⁴ Thi hele Loven er opfyldt i eet Ord, i det: "Du skal elske din Næste som dig selv." ¹⁵ Men når I bide og æde hverandre, da ser til, at I ikke fortæres af hverandre!

¹⁶ Men jeg siger: Vandrer efter Ånden, så fuldbyrde I ingenlunde Kødets Begæring. ¹⁷ Thi Kødet begærer imod Ånden, og Ånden imod Kødet; disse stå nemlig hinanden imod,for at I ikke skulle gøre, hvad I have Lyst til. ¹⁸ Men når I drives af Ånden, ere I ikke under Loven. ¹⁹ Men Kødets Gerninger ere åbenbare, såsom: Utugt, Urenhed, Uterlighed, ²⁰ Afgudsdyrkelse,Trolddom,Fjendskaber, Kiv, Nid, Hidsighed, Rænker, Tvedragt, Partier, ²¹ Avind, Drukkenskab, Svir og deslige; hvorom jeg forud siger eder, ligesom jeg også før har sagt, at de, som øve sådanne Ting, skulle ikke arve Guds Rige. ²² Men Åndens Frugt er Kærlighed, Glæde, Fred, Langmodighed, Mildhed, Godhed, Trofasthed, ²³ Sagtmodighed, Afholdenhed Imod sådanne er Loven ikke, ²⁴ men de, som høre Kristus Jesus til, have korsfæstet Kødet med dets Lidenskaber og Begæringer. ²⁵ Når vi leve ved Ånden, da lader os også vandre efter Ånden! ²⁶ Lader os ikke have Lyst til tom Ære, så at vi udæske hverandre og bære Avind imod hverandre.