Añadir traducción en paralelo Imprimir Opciones de la página

19 Kong Josafat af Juda derimod vendte uskadt hjem igen til sit Palads i Jerusalem. Da trådte Seeren Jehu, Hananis Søn, frem for ham, og han sagde til Kong Josafat: "Skal man hjælpe de ugudelige? Elsker du dem, der hader Herren? For den Sags Skyld er Herrens Vrede over dig! Noget godt er der dog hos dig, thi du har udryddet Asjererne af Landet, og du har vendt dit Hjerte til at søge Gud." Josafat blev nu i Jerusalem, Så drog han atter ud blandt Folket fra Be'ersjeba til Efraims Bjerge og førte dem tilbage til Herren, deres Fædres Gud. Og han indsatte Dommere i Landet i hver enkelt af de befæsfede Byer i Juda. Og han sagde til Dommerne: "Se til, hvad I gør, thi det er ikke for Mennesker, men for Herren, I fælder Dom, og han er hos eder, når I afsiger Hendelser. Derfor være Herrens Frygt over eder! Vær varsomme med, hvad I foretager eder, thi hos Herren vor Gud er der hverken Uret eller Personsanseelse, ej heller tager han imod Bestikkelse!" Også i Jerusalem indsatte Josafat nogle af Leviterne, Præsterne og Overhovederne for Israels Fædrenehuse til at dømme i Herrens Sager og i Stridigheder mellem Jerusalems Indbyggere. Og han bød dem: "Således skal I gøre i Herrens Frygt, i Sanddruhed og med redeligt Hjerte: 10 Hver Gang der forelægges eder en Retssag af eders Brødre, der bor i deres Byer, hvad enten det drejer sig om Blodskyld eller om Love, Anordninger og Lovbud, skal I hjælpe dem til Rette, at de ikke skal pådrage sig Skyld forHerren, så der kommer Vrede over eder og eders Brødre; gør således for ikke at pådrage eder Skyld. 11 I alle Herrens Sager skal Ypperstepræsten Amarja være eders foresatte, i alle Kongens Sager Zebadja, Jisjmaels Søn, Fyrsten i Judas Hus; og Leviterne står eder til Tjeneste som Retsskrivere. Gå nu frimodigt til Værket, Herren vil være med enhver, der gør sin Pligt."

20 Siden hændte det sig, at Moabiterne og ammoniterne sammen med Folk fra Maon drog i Krig mod Josafat. Og man kom og bragte Josafat den Efterretning: "En vældig Menneskemængde rykker frem imod dig fra Egnene binsides Havet), fra Edom, og de står allerede i Hazazon-Tamar (det er En-Gedi)!" Da grebes Josafat af Frygt, og han vendte sig til Herren og søgte ham og lod en Faste udråbe i bele Juda. Så samledes Judæerne for at søge Hjælp hos Herren; også fra alle Judas Byer kom de for at søge Herren. Men Josafat trådte frem i Judas og Jerusalems Forsamling i Herrens Hus foran den nye Forgård og sagde: "Herre, vore Fædres Gud! Er du ikke Gud i Himmelen, er det ikke dig, der hersker over alle Hedningerigerne? I din Hånd er Kraft og Styrke, og mod dig kan ingen holde Stand! Var det ikke dig, vor Gud, der drev dette Lands Indbyggere bort foran dit Folk Israel og gav din Ven Abrahams Efterkommere det for evigt? Og de bosatte sig der og byggede dig der en Helligdom for dit Navn, idet de sagde: Hvis Ulykke rammer os, Sværd, Straffedom, Pest eller Hungersnød, vil vi træde frem foran dette Hus og for dit Åsyn, thi dit Navn bor i dette Hus, og råbe til dig om Hjælp i vor Nød, og du vil høre det og frelse os! 10 Se nu, hvorledes Ammoniterne og Moabiterne og de fra Se'irs Bjerge, hvem du ikke tillod Israeliterne at angribe, da de kom fra Ægypten, tværtimod holdt de sig tilbage fra dem og tilintetgjorde dem ikke, 11 se nu, hvorledes de gengælder os det med at komme for at drive os bort fra din Ejendom, som du gav os i Eje! 12 Vor Gud, vil du ikke holde Dom over dem? Thi vi er afmægtige over for denne vældige Menneskemængde, som kommer over os; vi ved ikke, hvad vi skal gøre, men vore Øjne er vendt til dig!"

13 Medens nu alle Judæerne stod for Herrens Åsyn med deres Familier, Kvinder og Børn, 14 kom Herrens Ånd midt i Forsamlingen over Leviten Jahaziel, en Søn af Zekarja, en Søn af Benaja, en Søn af Je'iel, en Søn af Mattanja, af Asafs Sønner, 15 og han sagde: "Lyt til, alle I Judæere, Jerusalems Indbyggere og Kong Josafat! Så siger Herren til eder: Frygt ikke og forfærdes ikke for denne vældige Menneskemængde, thi Kampen er ikke eders, men Guds! 16 Drag i Morgen ned imod dem; se, de er ved at stige op ad Vejen ved Hazziz, og l vil træffe dem ved Enden af Dalen østen for Jeruels Ørken. 17 Det er ikke eder, der skal kæmpe her; stil eder op og bliv stående, så skal I se, hvorledes Herren frelser eder, I Judæere og Jerusalems Indbyggere! Frygt ikke og forfærdes ikke, men drag i Morgen imod dem, og Herren vil være med eder!" 18 Da bøjede Josafat sig med Ansigtet til Jorden, og alle Judæerne og Jerusalems Indbyggere faldt ned for Herren og tilbad ham; 19 men Leviterne af Keh'atiternes og Koraiternes Sønner stod op for at lovprise Herren, Israels Gud, med vældig Røst.

20 Tidligt næste Morgen drog de ud til Tekoas Ørken; og medens de drog ud, stod Josafat og sagde: "Hør mig, I Judæere og Jerusalems Indbyggere! Tro på Herren eders Gud, og l skal blive boende, tro på hans Profeter, og Lykken skal følge eder!" 21 Og efter at have rådført sig med Folket opstillede han Sangere til med Ordene "lov Herren, thi hans Miskundhed varer evindelig!" at lovprise Herren i helligt Skrud, medens de drog frem foran de væbnede. 22 Og i samme Stund de begyndte med Jubelråb og Lovsang, lod Herren et Baghold komme over Ammoniterne, Moabiterne og dem fra Se'irs Bjerge, der rykkede frem mod Juda, så de blev slået. 23 Ammoniterne og Moabiterne angreb dem, der boede i Se'irs Bjerge, og lagde Band på dem og tilintetgjorde dem, og da de var færdige med dem fra Se'ir, gav de sig til at udrydde hverandre.

24 Da så Judæerne kom op på Varden, hvorfra man ser ud over Ørkenen, og vendte Blikket mod Menneskemængden, se, da lå deres døde Kroppe på Jorden, ingen var undsluppet. 25 Så kom Josafat og hans Folk hen for at udplyndre dem, og de fandt en Mængde Kvæg, Gods, Klæder og kostbare Ting. De røvede så meget, at de ikke kunde slæbe det bort, og brugte tre Dage til at plyndre; så meget var der. 26 Den fjerde Dag samledes de i Berakadalen, thi der lovpriste de Herren, og derfor kaldte man Stedet Berakadalen, som det hedder den Dag i Dag. 27 Derpå vendte alle Folkene fra Juda og Jerusalem med Josafat i Spidsen om og drog tilbage til Jerusalem med Glæde, thi Herren havde bragt dem Glæde over deres Fjender; 28 og med Harper, Citre og Trompeter kom de lil Jerusalem, til Herrens Hus. 29 Men en Guds Rædsel kom over alle Lande og Riger, da de hørte, at Herren havde kæmpet mod Israels Fjender. 30 Således fik Josafats Rige Fred, og hans Gud skaffede ham Ro til alle Sider.

31 Josafat var fem og tredive År gammel, da han blev Konge over Juda, og han herskede fem og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Azuba og var Datter af Sjilhi. 32 Han vandrede i sin Fader Asas Spor og veg ikke derfra, idet han gjorde, hvad der var ret i Herrens Øjne. 33 Kun blev Offerhøjene ikke fjernet, og Folket vendte endnu ikke Hjertet til deres Fædres Gud.

34 Hvad der ellers er at fortælle om Josafaf fra først til sidst, står jo optegnet i Jehus, Hananis Søns, Krønike, som er optaget i Bogen om Israels Konger.

35 Senere slog Kong Josafat af Juda sig sammen med Kong Ahazja af Israel, der var ugudelig i al sin Færd; 36 han slog sig sammen med ham om at bygge Skibe, der skulde sejle til Tarsis. De byggede Skibe i Ezjongeber. 37 Men Eliezer, Dodavahus Søn, fra Maresja profeterede mod Josafat og sagde: "Fordi du har slået dig sammen med Ahazja, vil Herren gøre dit Værk til intet!" Og Skibene gik under og nåede ikke Tarsis.

21 Så lagde Josafat sig nu til Hvile hos sine Fædre og blev jordet hos sine Fædre i Davidsbyen; og hans Søn Joram blev Konge i hans Sted. Han havde nogle Brødre, Sønner af Josafat: Azarja, Jehiel, Zekarja, Azarjahu, Mikael og Sjefatja, alle Sønner af Kong Josatat af Juda. Deres Fader havde givet dem store Gaver, Sølv, Guld og Kostbarheder tillige med betæstede Byer i Juda, men Joram havde han givet Kongedømmet, fordi han var den førstefødte. Men da Joram havde overtaget sin Faders Rige og styrket sin Magt, lod han alle sine Brødre dræbe med Sværd tillige med nogle af Israels Øverster.

Joram var fo og tredive År gammel, da han blev Konge, og han herskede otte År i Jerusalem. Han vandrede i Israels Kongers Spor ligesom Akabs Hus, thi han havde en Datter af Akab til Hustru, og han gjorde, hvad der var ondt i Herrens Øjne. Dog vilde Herren ikke tilintetgøre Davids Slægt for den Pagts Skyld, han havde sluttet med David, og efter det Løfte, han havde givet, at han altid skulde have en Lampe for hans Åsyn.

I hans Dage rev Edomiterne sig løs fra Judas Overherredømme og valgte sig en Konge. Da drog Joram over til Za'ir med alle sine Stridsvogne. Og han stod op om Natten, og sammen med Vognstyrerne slog han sig igennem Edoms Rækker, der havde omringet ham. 10 Således rev Edom sig løs fra Judas Overherredømme, og således er det den Dag i Dag. På samme Tid rev også Libna sig løs fra hans Overherredømme, fordi han forlod Herren, sine Fædres Gud. 11 Også han rejste Offerhøje i Judas Byer og forledte Jerusalems Indbyggere til at bole og Juda til at falde fra.

12 Da kom der et Brev fra Profeten Elias til ham, og deri stod: "Så siger Herren, din Fader Davids Gud: Fordi du ikke har vandret i din Fader Josafats og Kong Asa af Judas Spor, 13 men i Israels Kongers Spor og forledt Juda og Jerusalems Indbyggere til at bole, ligesom Akabs Hus gjorde, og tilmed dræbt dine Brødre, din Faders Hus, der var bedre end du selv, 14 se, derfor vil Herren nu ramme dit Folk, dine Sønner, dine Hustruer og alt, hvad du ejer, med et tungt Slag. 15 Og selv skal du falde i en hård Sygdom og blive syg i dine Indvolde, så at Indvoldene nogen Tid efter skal træde ud som Følge af Sygdommen!"

16 Så æggede Herren Filisterne og Araberne, der var Naboer til Kusjiterne, imod Joram, 17 og de drog opmod Juda trængte ind og røvede alle Kongens Ejendele, som fandtes i hans Palads, også hans Sønner og Hustruer, så der ikke levnedes ham nogen Søn undtagen Joahaz, den yngste af hans Sønner. 18 Og efter alt dette slog Herren ham med en uhelbredelig Sygdom i hans Indvolde. 19 Nogen Tid efter, da to År var gået, trådte Indvoldene ud som Følge af Sygdommen, og han døde under hårde Lidelser. Hans Folk tændte intet Bål til Ære for ham som for hans Fædre. 20 Han var to og tredive År gammel, da han blev Konge, og han herskede otte År i Jerusalem. Han gik bort uden at savnes. Man jordede ham i Davidsbyen, dog ikke i Kongegravene.