17 Hans Søn Josafat blev Konge i hans Sted. Han styrkede sin Stilling over for Israel ² ved at lægge Besætning i alle Judas befæstede Byer og indsætte Fogeder i Judas Land og de efraimitiske Byer, hans Fader Asa havde indtaget. ³ Og Herren var med Josafat, thi han vandrede de Veje, hans Fader David til at begynde med havde vandret, og søgte ikke hen til Ba'alerne, ⁴ men til sin Faders Gud og fulgte hans Bud og gjorde ikke som Israel. ⁵ Derfor grundfæstede Herren Kongedømmet i hans Hånd; og hele Juda bragte Josafat Gaver, så han vandt stor Rigdom og Ære. ⁶ Da voksede hans Mod til at vandre på Herrens Veje, så han også udryddede Offerhøjene og Asjerastøtterne i Juda.

⁷ I sit tredje Regeringsår sendte han sine Øverster Benhajil, Obadja, Zekarja, Netan'el og Mika ud for at undevise i Judas Byer, ⁸ ledsaget af Leviterne Sjemaja, Netanja, Zebadja, Asa'el, Sjemiramot, Jonatan, Adonija, Tobija og Tob-Adonija, Leviterne, og præsterne Elisjama og Joram. ⁹ De havde Herrens Lovbog med sig og undeviste i Juda, og de drog rundt i alle Judas Byer og underviste Folket.

¹⁰ En Herrens Rædsel kom over alle Lande og Riger rundt om Juda, så de ikke indlod sig i Krig med Josafat. ¹¹ Fra Filisterne kom der Folk, som bragte Josafat Gaver og svarede Sølv i Skat; også Araberne bragte ham Småkvæg, 7700 Vædre og 7700 Bukke. ¹² Således gik det stadig fremad for Josafat, så han til sidst fik meget stor Magt; og han byggede Borge og Forrådsbyer i Juda, ¹³ og han havde store Forråd i Judas Byer og Krigsfolk, dygtige Krigere i Jerusalem. ¹⁴ Her følger en Fortegnelse over dem efter deres Fædrenehuse. Til Juda hørte følgende Tusindførere: Øversten Adna med 300.000 dygtige Krigere; ¹⁵ ved Siden af ham Øversten Johanan med 280.000 Mand; ¹⁶ ved Siden af ham Amasja, Zikris Søn, der frivilligt gav sig i Herrens Tjeneste, med 200.000 dygtige Krigere; ¹⁷ fra Benjamin var Eljada, en dygtig Koger, med 200.000 Mand, væbnet med Bue og Skjold; ¹⁸ ved Siden af ham Jozabad med 80.000 vel rustede Mand. ¹⁹ Disse stod i Kongens Tjeneste, og dertil kom de, som Kongen havde lagt i de befæstede Byer hele Juda over.

18 Da Josafat havde vundet stor Rigdom og Hæder, besvogrede han sig med Akab. ² Efter nogle Års Forløb drog han ned til Akab i Samaria, og Akab lod slagte en Mængde Småkvæg og Hornkvæg til ham og Folkene, han havde med sig; og så overtalte han ham til at drage op mod Ramot i Gilead. ³ Kong Akab af Israel sagde nemlig til Kong Josafat af Juda: "Vil du drage med mig mod Ramot i Gilead?" Han svarede ham: "Jeg som du, mit Folk som dit, jeg går med i Krigen." ⁴ Josafat sagde fremdeles til Israels Konge: "Spørg dog først om, hvad Herren siger!" ⁵ Da lod Israels Konge Profeterne kalde sammen, 400 Mand, og spurgte dem: "Skal jeg drage i Krig mod Ramot i Gilead, eller skal jeg lade være?" De svarede: "Drag derop, så vil Gud give det i Kongens Hånd!" ⁶ Men Josafat spurgte: "Er her ikke endnu en af Herrens Profeter, vi kan spørge?" ⁷ Israels Konge svarede: "Her er endnu en Mand, ved hvem vi kan rådspørge Herren; men jeg hader ham, fordi han aldrig spår mig godt, men altid ondt; det er Mika, Jimlas Søn." Men Josafat sagde: "Således må Kongen ikke tale!" ⁸ Da kaldte Israels Konge på en Hofmand og sagde: "Hent hurtigt Mika, Jimlas Søn!"

⁹ Imidlertid sad Israels Konge og Kong Josafat af Juda, iført deres Skrud, hver på sin Trone i Samarias Portåbning, og alle Profeterne spåede foran dem. ¹⁰ Da lavede Zidkija, Kena'anas Søn, sig Horn af Jern og sagde: "Så siger Herren: Med sådanne skal du støde Aramæerne ned, til de er tilintetgjot!" ¹¹ Og alle Profeterne spåede det samme og sagde: "Drag op mod Ramot i Gilead, så skal Lykken følge dig, og Herren vil give det i Kongens Hånd!" ¹² Men Budet der var gået efter Mika, sagde til ham: "Se, Profeterne har alle som een givet Kongen gunstigt Svar. Tal du nu som de og giv gunstigt Svar!" ¹³ Men Mika svarede: "Så sandt Herren lever: Hvad min Gud siger, det vil jeg tale!" ¹⁴ Da han kom til Kongen, spurgte denne ham: "Mika, skal vi drage i Krig mod Ramot i Gilead, eller skal vi lade være?" Da svarede han: "Drag derop, så skal Lykken følge eder, og de skal gives i eders Hånd!" ¹⁵ Men Kongen sagde til ham: "Hvor mange Gange skal jeg besværge dig, at du ikke siger mig andet end Sandheden i Herrens Navn?" ¹⁶ Da sagde han: "Jeg så hele Israel spredt på Bjergene som en Hjord uden Hyrde; og Herren sagde: De Folk har ingen Herre, lad dem vende tilbage i Fred, hver til sit!" ¹⁷ Israels Konge sagde da til Josafat: "Sagde jeg dig ikke, at han aldrig spår mig godt, men kun ondt!"

¹⁸ Da sagde Mika: "Så hør da Herrens Ord! Jeg så Herren sidde på sin Trone og hele Himmelens Hær stå til højre og venstre for ham; ¹⁹ og Herren sagde: Hvem vil dåre Kong Akab af Israel, så han drager op og falder ved Ramot i Gilead? En sagde nu et, en anden et andet; ²⁰ men så trådte en Ånd frem og stillede sig foran Herren og Sagde: Jeg vil dåre ham! Herren spurgte ham: Hvorledes? ²¹ Han svarede: Jeg vil gå hen og blive en Løgnens Ånd i alle hans Profeters Mund! Da sagde Herren: Ja, du kan dåre ham; gå hen og gør det! ²² Se, således har Herren lagt en Løgnens Ånd i disse dine Profeters Mund, thi Herren har ondt i Sinde imod dig!"

²³ Da trådte Zidkija, Kena'anas Søn, frem og slog Mika på Kinden og sagde: "Ad hvilken Vej skulde Herrens Ånd have forladt mig for at tale til dig?" ²⁴ Men Mika sagde: "Det skal du få at see, den Dag du flygter fra Kammer til Kammer for at skjule dig!" ²⁵ Så sagde Israels Konge: "Tag Mika og bring ham til Amon, Byens Øverste, og Kongesønnen Joasj ²⁶ og sig: Således siger Kongen: Kast denne Mand i Fængsel og sæt ham på Trængselsbrød og Trængselsvand, indtil jeg kommer uskadt tilbage!" ²⁷ Men Mika sagde: "Kommer du uskadt tilbage, så har Herren ikke talet ved mig!" Og han sagde: "Hør, alle I Folkeslag"l!"

²⁸ Så drog Israels Konge og Kong Josafat af Juda op mod Ramot i Gilead. ²⁹ Og Israels Konge sagde til Josafat: "Jeg vil forklæde mig, før jeg drager i Kampen; men tag du dine egne Klæder på!" Og Israels Konge forklædte sig, og så drog de i Kampen. ³⁰ Men Arams Konge havde ffivet sine Vognstyrere den Befaling: "I må ikke angribe nogen, være sig høj eller lav, uden Israels Konge alene." ³¹ Da nu Vognstyrerne fik Øje på Josafat, tænkte de: "Det er sikkert Israels Konge!" Og de rettede deres Angreb mod ham fra alle Sider. Da gav Josafat sig til at, råbe, og Herren frelste ham, idet Gud lokkede dem bort fra ham; ³² og da Vognstyrerne opdagede, at det ikke var Israels Konge, trak de sig bort fra ham.

³³ Men en Mand, der skød en Pil af på Lykke og Fromme, ramte Israels Konge mellem Remmene og Brynjen. Da sagde han til sin Vognstyrer: "Vend og før mig ud af Slaget, thi jeg er såret!" ³⁴ Men kampen blev hårdere og hårdere den Dag, og Israels Konge holdt sig oprejst i sin Vogn over for Aramæerne til Aften; men da Solen gik ned, døde han.

13 Men før Påskehøjtiden, da Jesus vidste, at hans Time var kommen, til at han skulde gå bort fra denne Verden til Faderen, da, ligesom han havde elsket sine egne, som vare i Verden, så elskede han dem indtil Enden. ² Og medens der holdtes Aftensmåltid, da Djævelen allerede havde indskudt i Judas's, Simons Søns, Iskariots Hjerte, at han skulde forråde ham; ³ da Jesus vidste, at Faderen havde givet ham alle Ting i Hænde, og at han var udgået fra Gud og gik hen til Gud: ⁴ så rejser han sig fra Måltidet og lægger sine Klæder fra sig, og han tog et Linklæde og bandt det om sig. ⁵ Derefter hælder han Vand i Vaskefadet og begyndte at to Disciplenes Fødder og at tørre dem med Linklædet, som han var ombunden med. ⁶ Han kommer da til Simon Peter; og denne siger til ham: "Herre! tor du mine Fødder?" ⁷ Jesus svarede og sagde til ham: "Hvad jeg gør, ved du ikke nu, men du skal forstå det siden efter." ⁸ Peter siger til ham: "Du skal i al Evighed ikke to mine Fødder." Jesus svarede ham: "Dersom jeg ikke tor dig, har du ikke Lod sammen med mig." ⁹ Simon Peter siger til ham: "Herre! ikke mine Fødder alene, men også Hænderne og Hovedet." ¹⁰ Jesus siger til ham: "Den, som er tvættet, har ikke nødig at to andet end Fødderne, men er ren over det hele; og I ere rene, men ikke alle." ¹¹ Thi han kendte den, som forrådte ham; derfor sagde han: "I ere ikke alle rene." ¹² Da han nu havde toet deres Fødder og havde taget sine Klæder og atter sat sig til Bords, sagde han til dem: "Vide I, hvad jeg har gjort ved eder? ¹³ I kalde mig Mester og Herre, og I tale ret, thi jeg er det. ¹⁴ Når da jeg, Herren og Mesteren, har toet eders Fødder, så ere også I skyldige at to hverandres Fødder. ¹⁵ Thi jeg har givet eder et Eksempel, for at, ligesom jeg gjorde ved eder, skulle også I gøre. ¹⁶ Sandelig, sandelig, siger jeg eder, en Tjener er ikke større end sin Herre, ikke heller et Sendebud større end den, som har sendt ham. ¹⁷ Når I vide dette, ere I salige, om I gøre det. ¹⁸ Jeg taler ikke om eder alle; jeg ved, hvilke jeg har udvalgt; men Skriften måtte opfyldes: Den, som æder Brødet med mig, har opløftet sin Hæl imod mig. ¹⁹ Fra nu af siger jeg eder det, førend det sker, for at I, når det er sket, skulle tro, at det er mig. ²⁰ Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som modtager, hvem jeg sender, modtager mig; men den, som modtager mig, modtager ham, som har sendt mig."