Add parallel Print Page Options

11 Men Jesus blev stillet for Landshøvdingen, og Landshøvdingen spurgte ham og sagde: "Er du Jødernes Konge?" Men Jesus sagde til ham: "Du siger det." 12 Og da han blev anklaget af Ypperstepræsterne og de Ældste, svarede han intet. 13 Da siger Pilatus til ham: "Hører du ikke, hvor meget de vidne imod dig?" 14 Og han svarede ham end ikke på et eneste Ord, så at Landshøvdingen undrede sig såre. 15 Men på Højtiden plejede Landshøvdingen at løslade Mængden een Fange, hvilken de vilde. 16 Og de havde dengang en berygtet Fange, som hed Barabbas. 17 Da de vare forsamlede, sagde Pilatus derfor til dem: "Hvem ville I, at jeg skal løslade eder: Barabbas eller Jesus, som kaldes Kristus?" 18 Thi han vidste, at det var af Avind, de havde overgivet ham. 19 Men medens han sad på Dommersædet, sendte hans Hustru Bud til ham og sagde: "Befat dig ikke med denne retfærdige; thi jeg har lidt meget i Dag i en Drøm før hans Skyld." 20 Men Ypperstepræsterne og de Ældste overtalte Skarerne til, at de skulde begære Barabbas, men ihjelslå Jesus. 21 Og Landshøvdingen svarede og sagde til dem: "Hvilken af de to ville I, at jeg skal løslade eder?" Men de sagde: "Barabas." 22 Pilatus siger til dem: "Hvad skal jeg da gøre med Jesus, som kaldes Kristus?" De sige alle: "Lad ham blive korsfæstet!" 23 Men Landshøvdingen sagde: "Hvad ondt har han da gjort?" Men de råbte end mere og sagde: "Lad ham blive korsfæstet!" 24 Men da Pilatus så, at han intet udrettede, men at der blev større Larm, tog han Vand og toede sine Hænder i Mængdens Påsyn og sagde: "Jeg er uskyldig i denne retfærdiges Blod; ser I dertil!" 25 Og hele Folket svarede og sagde: "Hans Blod komme over os og over vore Børn!" 26 Da løslod han dem Barabbas; men Jesus lod han hudstryge og gav ham hen til at korsfæstes.

27 Da toge Landshøvdingens Stridsmænd Jesus med sig ind i Borgen og samlede hele Vagtafdelingen omkring ham. 28 Og de afklædte ham og kastede en Skarlagens Kappe om ham. 29 Og de flettede en Krone af Torne og satte den på hans Hoved og gave ham et Rør i hans højre Hånd; og de faldt på Knæ for ham og spottede ham og sagde: "Hil være dig, du Jødernes Konge!" 30 Og de spyttede på ham og toge Røret og sloge ham på Hovedet. 31 Og da de havde spottet ham, toge de Kappen af ham og iførte ham hans egne Klæder og førte ham hen for at korsfæste ham.

32 Men medens de gik derud, traf de en Mand fra Kyrene, ved Navn Simon; ham tvang de til at bære hans Kors. 33 Og da de kom til et Sted, som kaldes Golgatha, det er udlagt: "Hovedskalsted", 34 gave de ham Eddike at drikke blandet med Galde og da han smagte det, vilde han ikke drikke. 35 Men da de havde korsfæstet ham, delte de hans Klæder imellem sig ved Lodkastning, for at det skulde opfyldes, som er sagt af Profeten: "De delte mine Klæder imellem sig og kastede Lod om mit Klædebon." 36 Og de sade der og holdt Vagt over ham. 37 Og oven over hans Hoved satte de Beskyldningen imod ham skreven således: "Dette er Jesus, Jødernes Konge." 38 Da bliver der korsfæstet to Røvere sammen med ham, en ved den højre og en ved den venstre Side, 39 Og de, som gik forbi, spottede ham, idet de rystede på deres Hoveder og sagde: 40 "Du, som nedbryder Templet og bygger det op i tre Dage, frels dig selv; er du Guds Søn, da stig ned af Korset!" 41 "Ligeså spottede Ypperstepræsterne tillige med de skriftkloge og de Ældste og sagde: 42 "Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse; er han Israels Konge, så lad ham nu stige ned af Korset, så ville vi tro på ham. 43 Han har sat sin Lid til Gud;han fri ham nu, om han har Behag i ham; thi han har sagt: Jeg er Guds Søn." 44 Og på samme Måde hånede også Røverne ham, som vare korsfæstede med ham. 45 Men fra den sjette Time blev der Mørke over hele Landet indtil den niende Time. 46 Og ved den niende Time råbte Jesus med høj Røst og sagde: "Eli! Eli! Lama Sabaktani?" det er: "Min Gud! min Gud! hvorfor har du forladt mig?" 47 Men nogle af dem, som stode der og hørte det, sagde: "Han kalder på Elias." 48 Og straks løb en af dem hen og tog en Svamp og fyldte den med Eddike og stak den på et Rør og gav ham at drikke. 49 Men de andre sagde: "Holdt! lader os se, om Elias kommer for at frelse ham." 50 Men Jesus råbte atter med høj Røst og opgav Ånden. 51 Og se, Forhænget i Templet splittedes i to Stykker, fra øverst til nederst; og Jorden skjalv, og Klipperne revnede, 52 og Gravene åbnedes; og mange af de hensovede helliges legemer bleve oprejste, 53 og de gik ud af Gravene efter hans Opstandelse og kom ind i den hellige Stad og viste sig for mange. 54 Men da Høvedsmanden og de, som tillige med, ham holdt Vagt over Jesus, så Jordskælvet, og hvad der skete, frygtede de såre og sagde: "Sandelig, denne var Guds Søn."

Read full chapter

Jesus i forhør hos Pilatus(A)

11 Jesus blev nu ført frem for den romerske guvernør. „Er du jødernes konge?” spurgte han.

„Det kan man godt sige,” svarede Jesus. 12 Men da ypperstepræsterne og de øvrige jødiske ledere fremførte deres anklager, tav han.

13 „Hører du ikke, hvad de beskylder dig for?” spurgte Pilatus. 14 Men Jesus tav stadig, og det undrede guvernøren sig meget over.

Pilatus bliver presset til at lade Jesus korsfæste(B)

15 Der var tradition for, at guvernøren hvert år i anledning af påsken løslod en jødisk fange. Folket måtte selv vælge, hvem det skulle være. 16 På det tidspunkt sad der en berygtet forbryder i fængsel. Han hed Barabbas. 17 Da folket nu stimlede sammen, spurgte Pilatus dem: „Hvem vil I helst have, at jeg skal løslade: Barabbas eller Jesus, som kaldes Messias?” 18 Han var nemlig godt klar over, at det var af ren og skær misundelse, de havde slæbt Jesus for retten. 19 Desuden havde Pilatus, mens han sad dér på dommersædet, modtaget følgende besked fra sin kone: „Lad den uskyldige mand være i fred. Jeg har i nat haft en forfærdelig drøm på grund af ham.”

20 Men ypperstepræsterne og de øvrige ledere fik menneskemængden overtalt til at kræve Barabbas løsladt og Jesus henrettet. 21 Da guvernøren gentog spørgsmålet: „Hvem af de to skal jeg løslade?” råbte mængden derfor: „Barabbas!”

22 „Hvad skal jeg så gøre med Jesus, som kaldes Messias?”

„Han skal korsfæstes!” råbte mængden.

23 „Hvorfor det? Hvad ondt har han gjort?”

Men de råbte blot endnu højere: „Han skal korsfæstes!”

24 Da Pilatus så, at han ikke kom nogen vegne, og at det var ved at udvikle sig til gadeoptøjer, sendte han bud efter et fad med vand. Mens han vaskede sine hænder foran den store folkemængde, sagde han: „Jeg er uskyldig i denne mands død. Det bliver jeres ansvar.” 25 Hele mængden råbte tilbage: „Ja, vi påtager os skylden for hans død, vi og vores efterkommere!”

26 Derefter løslod han Barabbas og gav ordre til, at Jesus skulle piskes og derefter korsfæstes.

De romerske soldater gør nar af jødernes konge(C)

27 Guvernørens soldater tog Jesus med ind i kasernen og kaldte hele garnisonen sammen. 28-29 Så rev de tøjet af ham og klædte ham ud som konge med en skarlagenrød kappe og en krone flettet af tornede grene på hovedet. Som scepter gav de ham en kæp i højre hånd, og så kastede de sig på knæ foran ham. „Længe leve jødernes konge!” råbte de hånligt. 30 Så spyttede de på ham, rev kæppen ud af hånden på ham og slog ham i hovedet med den. 31 Da de til sidst blev trætte af at gøre nar af ham, trak de kappen af ham og gav ham hans eget tøj på. Derefter førte de ham af sted for at korsfæste ham.

Jesus bliver korsfæstet og derefter hånet af de jødiske ledere(D)

32 På vejen derud traf de på en mand fra Kyrene. Han hed Simon. Ham tvang de til at bære Jesu kors. 33 De gik hen til det sted, som kaldes Golgata (det betyder „Hovedskalsstedet”). 34 Her ville soldaterne give Jesus lidt vin med et bedøvelsesmiddel i, men da han havde smagt på det, ville han ikke drikke det.

35 De naglede ham til korset og gav sig derefter til at rafle om hans tøj.[a] 36 Nogle satte sig ned for at holde vagt, 37 mens andre anbragte et skilt på korset over hans hoved med anklagen imod ham. Der stod: „Det her er Jesus, jødernes konge”. 38 Derefter blev to forbrydere korsfæstet, og deres kors blev rejst på hver sin side af Jesus. 39 Folk, der kom forbi, rystede på hovedet og hånede ham: 40 „Det var dig, der ville rive templet ned og bygge det op igen inden tre dage. Red nu dig selv, hvis du er Guds Søn! Kom ned fra korset!”

41 Også ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige ledere hånede Jesus: 42 „Den er god med ham!” sagde de. „Andre har han reddet, men sig selv kan han ikke redde! Og han skulle være Israels konge? Lad ham nu tage og stige ned fra korset, så skal vi nok tro på ham! 43 Han siger, at han stoler på Gud, og at han er Guds Søn. Så burde Gud også komme og redde ham!”

44 Han blev også hånet af de to forbrydere, som var korsfæstet ved siden af ham.

Jesus dør(E)

45 Ved tolvtiden blev der mørkt over hele landet, og mørket varede til klokken tre. 46 Klokken tre råbte Jesus højt: „Eli, Eli! Lema sabaktani!” Det betyder: „Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”[b]

47 Soldaterne, som holdt vagt, forstod ikke, hvad han sagde, men nogle mente, han kaldte på Elias. 48 En af dem løb hurtigt hen for at hente en svamp og hældte billig, sur vin på den. Derefter anbragte han svampen på en stang og holdt den op til Jesus for at han kunne drikke. 49 De andre sagde: „Lad os se, om Elias kommer og redder ham.”

50 Da udstødte Jesus igen et højt råb og udåndede.

51 I det samme blev forhænget foran indgangen til det allerhelligste rum i templet flænget i to dele fra øverst til nederst. Der kom et jordskælv, så nogle klipper revnede, 52 og der blev åben adgang til adskillige gravkamre. Mange af de gudfrygtige menneskers døde legemer blev levende. 53 De kom ud af deres grave, og da Jesus senere var opstået fra de døde, gik de ind til Jerusalem, hvor de blev set af mange mennesker.

54 Da officeren og soldaterne, som holdt vagt ved Jesus, så jordskælvet og alt det andet, der skete, blev de skrækslagne og råbte: „Den mand var virkelig en gudesøn!”[c]

Read full chapter

Footnotes

  1. 27,35 Som en opfyldelse af profetien i Sl. 22,19.
  2. 27,46 Sl. 22,2.
  3. 27,54 Eller: „en søn af Gud” eller „Guds søn”.