Judas beslutter at forråde Jesus^(A)

¹⁴ Derpå gik Judas Iskariot, en af de Tolv, hen til ypperstepræsterne. ¹⁵ „Hvad vil I give mig for at forråde Jesus til jer?” spurgte han. De lovede ham 30 sølvmønter for det. ¹⁶ Fra det øjeblik søgte Judas en passende anledning til at forråde Jesus.

Forberedelsen til påskemåltidet^(B)

¹⁷ På den første af påskefestens^[a] dage kom disciplene til Jesus og spurgte: „Hvor ønsker du, at vi skal forberede påskemåltidet for dig?” ¹⁸ Han svarede: „Gå ind i byen, find frem til en bestemt mand og sig til ham: ‚Mesteren siger: Øjeblikket er kommet. Jeg vil gerne spise påskemåltidet i dit hus sammen med mine disciple.’ ”

¹⁹ Disciplene gjorde, som Jesus havde sagt, og forberedte påskemåltidet.

Jesus forudsiger Judas’ forræderi^(C)

²⁰ Ved mørkets frembrud gik Jesus derhen sammen med de Tolv, og de lagde sig ned ved bordet og begyndte måltidet. ²¹ Mens de spiste, udbrød han: „Det siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.” ²² Disciplene blev meget bedrøvede, og den ene efter den anden spurgte ham: „Det er vel ikke mig, Herre?”

²³ Jesus svarede: „Ham, der har sin hånd i skålen sammen med mig, vil forråde mig. ²⁴ Selv om Menneskesønnen nødvendigvis må dø, sådan som Skrifterne har sagt, så må jeg sige: Ve det menneske, som forråder mig. Det havde været bedre for ham, om han aldrig havde levet.”

²⁵ „Det er vel ikke mig, Herre?” spurgte Judas, forræderen.

„Jo, det er!” svarede Jesus.

Jesus indstifter den nye pagt^(D)

²⁶ Under måltidet tog Jesus et brød, takkede Gud, brækkede det i stykker og delte det ud til disciplene, idet han sagde: „Tag imod dette brød og spis det. Det er mit legeme.” ²⁷ Så tog han et bæger med vin, takkede Gud, sendte det rundt og sagde til dem: „Drik alle heraf, ²⁸ for det er mit blod, som besegler den nye^[b] pagt, og som udgydes for mange, for at de kan få tilgivelse for deres synder. ²⁹ Jeg siger jer: Jeg skal ikke drikke vin mere før den dag, da jeg drikker den ny vin sammen med jer i min Fars rige.”

Jesus forudser, at disciplene vil tage afstand fra ham^(E)

³⁰ Da Jesus og hans disciple havde sunget lovsangen,^[c] gik de ud mod Olivenbjerget.

³¹ Mens de gik op ad stien, sagde Jesus til dem: „I nat vil I alle tage afstand fra mig, men så bliver det skriftord opfyldt, som siger: ‚Jeg vil slå hyrden ned, og fårene vil blive spredt.’^{[d] 32} Men efter at jeg er genopstået fra de døde, vil jeg gå i forvejen til Galilæa, så vi kan mødes dér.”

³³ „Selv om alle de andre tager afstand fra dig, så vil jeg aldrig svigte dig!” forsikrede Peter.

³⁴ Jesus svarede ham: „Det siger jeg dig: Inden natten er forbi, og hanen galer, har du tre gange nægtet at kendes ved mig.”

³⁵ „Aldrig i livet!” udbrød Peter. „Så vil jeg hellere dø sammen med dig!” Det samme sagde alle de andre disciple.

Jesus kæmper i bøn i Getsemane^(F)

³⁶ Jesus og disciplene kom nu til et sted, der hedder Getsemane. „Sæt jer her, mens jeg går hen og beder,” sagde Jesus. ³⁷ Dog tog han Peter og de to sønner af Zebedæus med sig lidt længere frem. Han var sørgmodig og urolig. ³⁸ „Jeg er dybt bedrøvet her op til min død,” udbrød han. „Bliv her og hold jer vågne, mens jeg beder!”

³⁹ Han gik lidt længere frem, faldt på knæ med ansigtet mod jorden og bad: „Far, hvis det er muligt, så tag det her lidelsens bæger fra mig. Dog ikke som jeg vil, men som du vil.”

⁴⁰ Så gik han tilbage til de tre disciple og så, at de var faldet i søvn. Han vækkede dem og sagde til Peter: „Kunne I ikke holde jer vågne bare én time for min skyld? ⁴¹ Viljen er god nok, men i egen kraft kan I ikke. Hvis I ikke skal bukke under for fristelsen, må I være vågne og bede.”

⁴² Jesus gik igen lidt væk fra dem og bad for anden gang: „Far, hvis det her lidelsens bæger ikke kan tages fra mig, men jeg er nødt til at tømme det, så lad din vilje ske.”

⁴³ Da han kom tilbage til de tre disciple, sov de igen, for deres øjenlåg føltes tunge som bly. ⁴⁴ Så lod han dem være og gik for tredje gang alene tilbage for at bede den samme bøn igen.

⁴⁵ Da han derefter kom tilbage til disciplene, sagde han til dem: „Nå, I sover stadig og hviler jer! Tiden er kommet, hvor Menneskesønnen skal gives i onde menneskers vold. ⁴⁶ Rejs jer og lad os gå! Forræderen er på vej.”

Jesus pågribes og afslår at forsvare sig^(G)

⁴⁷ Ordene hang endnu i luften, da Judas dukkede frem af mørket—han, som var en af de Tolv. Han kom med en stor flok mænd, der var bevæbnet med sværd og knipler og udsendt af ypperstepræsterne og de øvrige jødiske ledere. ⁴⁸ Forræderen havde i forvejen sagt til dem: „Den mand, jeg hilser med et kys på kinden, ham skal I gribe!”

⁴⁹ Derfor gik Judas lige hen til Jesus og sagde: „God aften, Mester!” og han kyssede ham på kinden.

⁵⁰ „Min ven,” svarede Jesus, „er det for at vise din hengivenhed, du er kommet?”^[e]

I samme øjeblik omringede mændene Jesus og holdt ham fast. ⁵¹ Pludselig trak en af disciplene sit sværd, slog efter ypperstepræstens tjener og huggede hans ene øre af. ⁵² „Stik dit sværd i skeden!” beordrede Jesus. „De, der griber til vold, vil selv blive ofre for vold. ⁵³ Er du ikke klar over, at jeg kunne råbe til min Far om hjælp, og han ville straks sende mig mere end 12 legioner engle? ⁵⁴ Men hvordan skulle Guds plan, som er omtalt i Skriften, så blive opfyldt?”

⁵⁵ Så vendte Jesus sig til dem, der var kommet for at fange ham: „Man skulle tro, det var en farlig forbryder, I var ude efter, sådan som I er bevæbnede. Hvorfor arresterede I mig ikke i templet? Den ene dag efter den anden underviste jeg i templet, uden at I pågreb mig. ⁵⁶ Men alt, hvad der sker her, er blot en opfyldelse af, hvad profeterne har sagt!”

Da flygtede alle disciplene.

Jesus i forhør hos de jødiske ledere^(H)

⁵⁷ De, der havde pågrebet Jesus, førte ham til ypperstepræsten Kajfas’ hus, hvor de skriftlærde og de øvrige jødiske ledere var forsamlede. ⁵⁸ Peter fulgte efter på afstand og vovede sig helt ind i gården til ypperstepræstens hus. Her satte han sig blandt vagterne for at se, hvad det ville ende med.

⁵⁹ Inde i huset prøvede det øverste jødiske råd, anført af ypperstepræsterne, at finde noget, de kunne anklage Jesus for. De ville have ham dømt til døden, men manglede beviser. ⁶⁰ Selv om mange falske vidner blev ført frem, fandt de ingen holdbare anklager. Til sidst trådte to mænd frem og erklærede: ⁶¹ „Den mand har sagt, at han er i stand til at ødelægge Guds tempel og bygge det op igen inden tre dage!”

⁶² Så rejste ypperstepræsten sig. „Du har hørt anklagerne imod dig,” sagde han til Jesus. „Hvad har du at sige til dit forsvar?” ⁶³ Men Jesus forholdt sig tavs. Så sagde ypperstepræsten til ham: „Jeg tager dig i ed for den levende Guds ansigt. Sig os, om du er Messias, Guds Søn!”

⁶⁴ „Ja, det er jeg,” svarede Jesus. „Og det siger jeg jer: Engang skal I se Menneskesønnen sidde ved Den almægtige Guds højre side, og I skal se ham komme igen på himlens skyer.”

⁶⁵ Da rev ypperstepræsten sin kjortel i stykker og råbte: „Han har hånet Gud! Hvad skal vi med flere vidner? I hørte selv, hvad han sagde. ⁶⁶ Hvad mener I andre?”

„Han er skyldig!” råbte de. „Han skal dø!”

^67-68 Så spyttede de ham i ansigtet og slog løs på ham med knyttede næver. Nogle slog ham med stokke og råbte: „Lad os se dine evner som profet, Messias! Hvem var det, der slog dig nu?”

Peter nægter at kendes ved Jesus^(I)

⁶⁹ Mens det her foregik inde i huset, sad Peter nede i gården. På et tidspunkt kom en pige hen til ham. „Du var også sammen med Jesus fra Galilæa,” sagde hun.

⁷⁰ Peter benægtede det højlydt: „Jeg aner ikke, hvad du taler om!”

⁷¹ Derefter gik han ud i portrummet. Men her fik en anden pige øje på ham. „Den mand var sammen med Jesus fra Nazaret,” sagde hun til dem, der stod rundt omkring.

⁷² „Nej, jeg sværger på, at jeg ikke kender den mand!” svarede Peter.

⁷³ Folk begyndte nu at stimle sammen om ham: „Jo, du er bestemt en af dem!” sagde de. „Din dialekt afslører, hvor du kommer fra.”

⁷⁴ Peter benægtede endnu en gang og sagde: „Jeg sværger på, at jeg overhovedet ikke kender den mand!” I det samme galede en hane.

⁷⁵ Da huskede Peter, at Jesus havde sagt: „Inden hanen galer, vil du tre gange nægte at kendes ved mig.” Straks gik han udenfor og brast i en fortvivlet gråd.

Jesus sendes til Pilatus^(J)

27 Så snart det blev lyst,^[f] afsagde ypperstepræsterne og de øvrige ledere deres officielle dom, som lød på dødsstraf. ² Derefter blev Jesus bundet og ført til den romerske guvernør, der hed Pilatus.

Judas begår selvmord

³ Da forræderen, Judas, så, at Jesus blev dømt til døden, fortrød han, hvad han havde gjort. Han returnerede de 30 sølvmønter til ypperstepræsterne og de øvrige ledere. ⁴ „Jeg har begået en fejl,” sagde han. „Jeg er skyld i, at en uskyldig mand er blevet dømt til døden.”

„Hvad kommer det os ved?” svarede de. „Det bliver din sag.” ⁵ Så smed Judas pengene ind i templet og gik ud og hængte sig.

⁶ Ypperstepræsterne samlede pengene op. „Vi kan ikke lægge dem i templets indsamlingsbøsse,” sagde de til hinanden. „Der klæber blod ved de penge, så de kan ikke bruges til arbejdet i templet.” ⁷ Sagen blev drøftet, og man besluttede at købe den mark, hvor pottemagerne hentede deres ler. Den kunne bruges som begravelsesplads for de fremmede, der døde i Jerusalem. ⁸ Det er forklaringen på, at det sted stadig kaldes for „Blodmarken”. ⁹ Sådan opfyldtes det, som profeten Jeremias havde talt om: „De tog 30 sølvmønter—det var alt, hvad Israels folk vurderede ham til— ¹⁰ og de brugte dem til at købe pottemagermarken, som Herren havde sagt til mig.”^[g]

Jesus i forhør hos Pilatus^(K)

¹¹ Jesus blev nu ført frem for den romerske guvernør. „Er du jødernes konge?” spurgte han.

„Det kan man godt sige,” svarede Jesus. ¹² Men da ypperstepræsterne og de øvrige jødiske ledere fremførte deres anklager, tav han.

¹³ „Hører du ikke, hvad de beskylder dig for?” spurgte Pilatus. ¹⁴ Men Jesus tav stadig, og det undrede guvernøren sig meget over.

Pilatus bliver presset til at lade Jesus korsfæste^(L)

¹⁵ Der var tradition for, at guvernøren hvert år i anledning af påsken løslod en jødisk fange. Folket måtte selv vælge, hvem det skulle være. ¹⁶ På det tidspunkt sad der en berygtet forbryder i fængsel. Han hed Barabbas. ¹⁷ Da folket nu stimlede sammen, spurgte Pilatus dem: „Hvem vil I helst have, at jeg skal løslade: Barabbas eller Jesus, som kaldes Messias?” ¹⁸ Han var nemlig godt klar over, at det var af ren og skær misundelse, de havde slæbt Jesus for retten. ¹⁹ Desuden havde Pilatus, mens han sad dér på dommersædet, modtaget følgende besked fra sin kone: „Lad den uskyldige mand være i fred. Jeg har i nat haft en forfærdelig drøm på grund af ham.”

²⁰ Men ypperstepræsterne og de øvrige ledere fik menneskemængden overtalt til at kræve Barabbas løsladt og Jesus henrettet. ²¹ Da guvernøren gentog spørgsmålet: „Hvem af de to skal jeg løslade?” råbte mængden derfor: „Barabbas!”

²² „Hvad skal jeg så gøre med Jesus, som kaldes Messias?”

„Han skal korsfæstes!” råbte mængden.

²³ „Hvorfor det? Hvad ondt har han gjort?”

Men de råbte blot endnu højere: „Han skal korsfæstes!”

²⁴ Da Pilatus så, at han ikke kom nogen vegne, og at det var ved at udvikle sig til gadeoptøjer, sendte han bud efter et fad med vand. Mens han vaskede sine hænder foran den store folkemængde, sagde han: „Jeg er uskyldig i denne mands død. Det bliver jeres ansvar.” ²⁵ Hele mængden råbte tilbage: „Ja, vi påtager os skylden for hans død, vi og vores efterkommere!”

²⁶ Derefter løslod han Barabbas og gav ordre til, at Jesus skulle piskes og derefter korsfæstes.

De romerske soldater gør nar af jødernes konge^(M)

²⁷ Guvernørens soldater tog Jesus med ind i kasernen og kaldte hele garnisonen sammen. ^28-29 Så rev de tøjet af ham og klædte ham ud som konge med en skarlagenrød kappe og en krone flettet af tornede grene på hovedet. Som scepter gav de ham en kæp i højre hånd, og så kastede de sig på knæ foran ham. „Længe leve jødernes konge!” råbte de hånligt. ³⁰ Så spyttede de på ham, rev kæppen ud af hånden på ham og slog ham i hovedet med den. ³¹ Da de til sidst blev trætte af at gøre nar af ham, trak de kappen af ham og gav ham hans eget tøj på. Derefter førte de ham af sted for at korsfæste ham.

Jesus bliver korsfæstet og derefter hånet af de jødiske ledere^(N)

³² På vejen derud traf de på en mand fra Kyrene. Han hed Simon. Ham tvang de til at bære Jesu kors. ³³ De gik hen til det sted, som kaldes Golgata (det betyder „Hovedskalsstedet”). ³⁴ Her ville soldaterne give Jesus lidt vin med et bedøvelsesmiddel i, men da han havde smagt på det, ville han ikke drikke det.

³⁵ De naglede ham til korset og gav sig derefter til at rafle om hans tøj.^{[h] 36} Nogle satte sig ned for at holde vagt, ³⁷ mens andre anbragte et skilt på korset over hans hoved med anklagen imod ham. Der stod: „Det her er Jesus, jødernes konge”. ³⁸ Derefter blev to forbrydere korsfæstet, og deres kors blev rejst på hver sin side af Jesus. ³⁹ Folk, der kom forbi, rystede på hovedet og hånede ham: ⁴⁰ „Det var dig, der ville rive templet ned og bygge det op igen inden tre dage. Red nu dig selv, hvis du er Guds Søn! Kom ned fra korset!”

⁴¹ Også ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige ledere hånede Jesus: ⁴² „Den er god med ham!” sagde de. „Andre har han reddet, men sig selv kan han ikke redde! Og han skulle være Israels konge? Lad ham nu tage og stige ned fra korset, så skal vi nok tro på ham! ⁴³ Han siger, at han stoler på Gud, og at han er Guds Søn. Så burde Gud også komme og redde ham!”

⁴⁴ Han blev også hånet af de to forbrydere, som var korsfæstet ved siden af ham.

Jesus dør^(O)

⁴⁵ Ved tolvtiden blev der mørkt over hele landet, og mørket varede til klokken tre. ⁴⁶ Klokken tre råbte Jesus højt: „Eli, Eli! Lema sabaktani!” Det betyder: „Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”^[i]

⁴⁷ Soldaterne, som holdt vagt, forstod ikke, hvad han sagde, men nogle mente, han kaldte på Elias. ⁴⁸ En af dem løb hurtigt hen for at hente en svamp og hældte billig, sur vin på den. Derefter anbragte han svampen på en stang og holdt den op til Jesus for at han kunne drikke. ⁴⁹ De andre sagde: „Lad os se, om Elias kommer og redder ham.”

⁵⁰ Da udstødte Jesus igen et højt råb og udåndede.

⁵¹ I det samme blev forhænget foran indgangen til det allerhelligste rum i templet flænget i to dele fra øverst til nederst. Der kom et jordskælv, så nogle klipper revnede, ⁵² og der blev åben adgang til adskillige gravkamre. Mange af de gudfrygtige menneskers døde legemer blev levende. ⁵³ De kom ud af deres grave, og da Jesus senere var opstået fra de døde, gik de ind til Jerusalem, hvor de blev set af mange mennesker.

⁵⁴ Da officeren og soldaterne, som holdt vagt ved Jesus, så jordskælvet og alt det andet, der skete, blev de skrækslagne og råbte: „Den mand var virkelig en gudesøn!”^[j]

⁵⁵ Mange kvinder stod på afstand og iagttog det hele. Det var dem, der havde fulgt Jesus fra Galilæa for at sørge for hans fornødenheder. ⁵⁶ Blandt dem var Maria Magdalene og den Maria, som var mor til Jakob og Josef, samt Zebedæussønnernes mor.

Jesus lægges i graven^(P)

^57-58 Der var en velhavende mand ved navn Josef fra Arimatæa, som var en discipel af Jesus. Han gik sidst på eftermiddagen hen til Pilatus for at anmode om at få udleveret Jesu lig. Pilatus gav sin tilladelse. ⁵⁹ Josef fik så liget taget ned og svøbt ind i et helt nyt lagen. ⁶⁰ Derefter blev det lagt i en ny gravhule, som han havde ladet hugge ud i en klippe til sig selv. Efter at en stor sten var rullet for indgangen, gik han hjem. ⁶¹ Både Maria Magdalene og den anden Maria sad lige over for graven og iagttog det hele.

Der sættes vagt ved graven

^62-63 Den følgende dag var det sabbat. Ypperstepræsterne og farisæerne gik til Pilatus og sagde: „Herre, vi er kommet i tanke om, at den bedrager engang sagde: ‚På den tredje dag vil jeg genopstå.’ ⁶⁴ Vi beder dig derfor give ordre til, at graven forsegles indtil den tredje dag, for at hans disciple ikke skal stjæle hans lig og udsprede det rygte, at han er kommet til live igen. Det ville være et endnu større bedrag end det første.”

⁶⁵ Pilatus svarede: „Her har I vagtmandskab. Gå hen og bevogt graven, så godt I kan.”

⁶⁶ Så gik de hen og forseglede stenen og lod vagtmandskabet bevogte graven.