146 Halleluja! Min sjel, lov Herren!

² Jeg vil love Herren så lenge jeg lever; jeg vil lovsynge min Gud så lenge jeg er til.

³ Sett ikke eders lit til fyrster, til et menneskebarn, hos hvem det ikke er frelse!

⁴ Farer hans ånd ut, så vender han tilbake til sin jord; på den samme dag er det forbi med hans tankes råd.

⁵ Salig er den hvis hjelp er Jakobs Gud, hvis håp står til Herren, hans Gud,

⁶ som gjorde himmel og jord, havet og alt hvad i dem er, som er trofast til evig tid,

⁷ som hjelper de undertrykte til deres rett, som gir de hungrige brød. Herren løser de bundne,

⁸ Herren åpner de blindes øine, Herren opreiser de nedbøiede, Herren elsker de rettferdige,

⁹ Herren bevarer de fremmede; farløse og enker holder han oppe, men de ugudeliges vei gjør han kroket.

¹⁰ Herren skal være konge evindelig, din Gud, Sion, fra slekt til slekt. Halleluja!

147 Lov Herren! For det er godt å lovsynge vår Gud, det er liflig, lovsang sømmer sig.

² Herren bygger Jerusalem, de bortdrevne av Israel samler han.

³ Han helbreder dem som har et sønderknust hjerte, og forbinder deres smertefulle sår.

⁴ Han fastsetter stjernenes tall, han gir dem alle navn.

⁵ Vår Herre er stor og rik på kraft; på hans forstand er det intet mål.

⁶ Herren holder de saktmodige oppe, bøier de ugudelige ned til jorden.

⁷ Svar Herren med takksigelse, lovsyng vår Gud til citar,

⁸ ham som dekker himmelen med skyer, som lager regn for jorden, som lar gress spire frem på fjellene!

⁹ Han gir feet dets føde, ravneungene som roper.

¹⁰ Han har ikke lyst til hestens styrke, han har ikke behag i mannens ben.

¹¹ Herren har behag i dem som frykter ham, som venter på hans miskunnhet.

¹² Pris Herren, Jerusalem, lov din Gud, Sion!

¹³ For han har gjort dine portstenger faste, han har velsignet dine barn i dig.

¹⁴ Han er den som gir dine grenser fred, metter dig med den beste hvete.

¹⁵ Han er den som sender sin tale til jorden; såre hastig løper hans ord.

¹⁶ Han er den som gir sne som ull, strør ut rim som aske.

¹⁷ Han kaster sin is ut som småstykker; hvem kan stå for hans kulde?

¹⁸ Han sender sitt ord og smelter dem; han lar sin vind blåse, da rinner vannene.

¹⁹ Han kunngjorde Jakob sitt ord, Israel sine bud og sine lover;

²⁰ så har han ikke gjort mot noget hedningefolk, og lover^[a] kjenner de ikke. Halleluja!

15 Jeg kunngjør eder, brødre, det evangelium som jeg forkynte eder, som I og tok imot, som I og står fast i,

² som I og blir frelst ved dersom I holder fast ved det ord hvormed jeg forkynte eder det, såfremt I ikke forgjeves er kommet til troen.

³ For jeg overgav eder blandt de første ting det som jeg selv mottok, at Kristus døde for våre synder efter skriftene,

⁴ og at han blev begravet,

⁵ og at han opstod på den tredje dag efter skriftene,

⁶ og at han blev sett av Kefas, derefter av de tolv.

⁷ Derefter blev han sett av mere enn fem hundre brødre på én gang - av dem er de fleste ennu i live, men nogen er hensovet.

⁸ Derefter blev han sett av Jakob, derefter av alle apostlene.

⁹ Men sist av alle blev han og sett av mig som det ufullbårne foster; for jeg er den ringeste av apostlene og er ikke verd å kalles apostel, fordi jeg har forfulgt Guds menighet;

¹⁰ men av Guds nåde er jeg det jeg er, og hans nåde mot mig har ikke vært forgjeves, men jeg har arbeidet mere enn de alle, dog ikke jeg, men Guds nåde som er med mig.

¹¹ Hvad enten det da er jeg eller de andre, så forkynner vi således, og således kom I til troen.

¹² Men forkynnes det om Kristus at han er opstanden fra de døde, hvorledes kan da nogen iblandt eder si at det ikke er nogen opstandelse av døde?

¹³ Men er det ikke nogen opstandelse av døde, da er heller ikke Kristus opstanden;

¹⁴ men er Kristus ikke opstanden, da er vår forkynnelse intet, da er også eders tro intet;

¹⁵ da finnes vi og å være falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet mot Gud at han har opvakt Kristus, som han dog ikke har opvakt såfremt altså de døde ikke opstår.

¹⁶ For dersom de døde ikke opstår, da er heller ikke Kristus opstanden;

¹⁷ men er Kristus ikke opstanden, da er eders tro unyttig, da er I ennu i eders synder,

¹⁸ da er altså også de fortapt som er hensovet i Kristus.

¹⁹ Har vi bare i dette liv satt vårt håp til Kristus, da er vi de ynkverdigste av alle mennesker.

²⁰ Men nu er Kristus opstanden fra de døde og er blitt førstegrøden av de hensovede.

²¹ For eftersom døden er kommet ved et menneske, så er og de dødes opstandelse kommet ved et menneske;

²² for likesom alle dør i Adam, så skal og alle levendegjøres i Kristus.

²³ Men hver i sin egen avdeling: Kristus er førstegrøden; derefter skal de som hører Kristus til, levendegjøres ved hans komme;

²⁴ derefter kommer enden, når han overgir riket til Gud og Faderen, efterat han har tilintetgjort all makt og all myndighet og velde.

²⁵ For han skal være konge inntil han får lagt alle sine fiender under sine føtter.

²⁶ Den siste fiende som tilintetgjøres, er døden;

²⁷ for han har lagt alt under hans føtter. Men når han sier at alt er ham underlagt, så er det klart at han er undtatt som har underlagt ham alt;

²⁸ men når alt er ham underlagt, da skal og Sønnen selv underlegge sig ham som la alt under ham, forat Gud skal være alt i alle.