1 HerrenS ord, som kom til Zefanias, en Søn af Kusji, en Søn af Gedalja, en Søn af Amarja, en Søn af Ezekias, i de Dage da Josias, Amons Søn, var Konge i Juda.

² Jeg bortriver, bortriver alt fra Jorden, lyder det fra Herren; ³ jeg bortriver Folk og Fæ, jeg bortriver Himlens Fugle og Havets Fisk. Gudløse bringer jeg til Fald, og Syndere rydder jeg, bort fra Jorden, lyder det fra Herren. ⁴ JegudrækkerHåndenmodJuda og alle Jerusalems Borgere. Jeg fjerner den sidste Ba'al fra dette Sted og Afgudspræsternes Navn med Præsterne ⁵ og dem, som på Tagene tilbeder Himlens Hær, og dem, som tilbeder Herren og sværger til bam, men også sværger ved Milkom, ⁶ og dem, som veg bort fra Herren, ej søger, ej rådspørger Herren.

⁷ Stille for den Herre Herren! Thi hans Dag er nær; thi Herren har et Offer rede, han har helliget de budne. ⁸ Og på Herrens Offerdag skal det ske: Da vil jeg hjemsøge Fyrsterne og Kongens Sønner og alle dem, som er klædt i udenlandsk Dragt. ⁹ Den Dag hjemsøget jeg alle, som hopper over Tærsklen, som fylder deresHerresHus med Vold og Svig.

¹⁰ Den Dag skal det ske, så lyder det fra Herren: Hør Skrig fra Fiskeporten og Jamren fra den nye Bydel. fra Højene et vældigt Brag! ¹¹ Beboerne i Morteren jamrer, thi slettet er alt Kræmmerfolket, udryddet enhver, som vejer Sølv.

¹² Til den Tid skal det ske: Jeg ransager Jerusalem med Lygter og hjemsøger Mændene der, som ligger i Ro på deres Bærme, som siger i deres Hjerte: "Herren gør hverken godt eller ondt." ¹³ Deres Gods skal gøres til Bytte, deres Huse skal ødelægges. De skal vel bygge Huse, men ej bo deri, vel plante Vingårde, men Vinen skal de ikke drikke.

¹⁴ Nær er Herrens Dag, den store, den er nær og kommer hastigt. Hør, Herrens Dag, den bitre! Da udstøder Helten Skrig. ¹⁵ Den Dag er en Vredens Dag, en Trængselens og Nødens Dag, en Ødelæggelsens og Ødets Dag, en Mørkets og Mulmets Dag, en Skyernes og Tågens Dag, ¹⁶ en Hornets og Krigsskrigets Dag imod de faste Stæder og imod de knejsende Tinder. ¹⁷ Over Menneskene bringer jeg Trængsel; som blinde vanker de om, fordi de synded mod Herren. Deres Blod øses ud som Støv, deres Livssaft ligesom Skarn. ¹⁸ Hverken deres Sølv eller Guld evner at frelse dem på Herrens Vredes Dag, når hele Jorden fortæres af hans Nidkærheds Ild; thi Undergang, ja brat Tilintetgørelse bringer jeg over alle, som bor på Jorden.

2 Saml jer,saml jer, I Folk, som ej kender Skam, ² før l endnu er blevet som flyvende Avner, før Herrens glødende Harme kommer over eder, før Herrens Vredes Dag kommer over eder. ³ Søg Herren, alle l ydmyge i Landet, som holder hans Bud, søg Retfærd, søg Ydmyghed! Måske kan l skjule jer på Herrens Vredes Dag.

⁴ Thi Gaza skal ligge forladt og Askalon øde, Asdod drives bort ved Middag, Ekron udryddes. ⁵ Ve dem, som bor ved Stranden, Kreternes Folk; Herrens Ord over dig, Kana'an, Filisternes Land! Jeg gør dig til intet, så ingen bor der. ⁶ Du skal blive til Græsmark for Hyrder, til Folde for Småkvæg. ⁷ Og Stranden skal tilfalde Resten af Judas Hus; de skal græsse derpå. Lejr skal de slå ved Kvæld i Askalons Huse. Thi Herren deres Gud ser til dem og vender deres Skæbne.

⁸ Jeg hørte Moabs Spot, Atnmoniternes hånende Ord, med hvilke de spotted mit Folk, hovmoded sig over deres Land. ⁹ Derfor, så sandt jeg lever, lyder det fra Hærskarers Herre, Israels Gud: Moab skal blive som Sodoma, Ammoniterne som Gomorra, Jord for Nælder, et Salthul, Ørken til evig Tid. Resten af mit Folk skal plyndre dem; hvad der levnes af mit Folk skal eje dem. ¹⁰ Dette skal times dem for deres Hovmod, fordi de hånede Hærskarers Herres Folk og gjorde sig store over for det. ¹¹ Frygtelig er Herren for dem; thi han udrydder alle Jordens Guder, og alle Hedningemes fjerne Strande skal tilbede ham, hver på sit Sted.

¹² 0gså I Ætiopere skal falde for Herrens Sværd, ¹³ og han udrækker Hånden mod Nord og tilintetgør Assur, Nineve gør han til Ødemark, tørt som en Ørk; ¹⁴ Hjorde skal lejre sig deri, hvert Slettens Dyr; på dets Søjlehoveder sover Pelikan og Rørdrum, i Vinduet skriger Uglen, Ravnen på Tærsklen. ¹⁵ Det er den jublende By, som lå så trygt, som sagde i sit Hjerte: "Jeg og ellers ingen." Hvor er den dog blevet øde, et Raststed for Dyr! Enhver, som kommer forbi den håner med Fløjt og Hånd.

3 Ve den genstridige, urene, grumme By! ² Den hører ej Herrens Røst, tager ikke mod Tugt. På Herren stoler den ej, holder sig ej til Gud. ³ Fyrsterne i dens Midte er brølende Løver, dens dommere som Ulve ved Kvæld, der ej levner til Morgen; ⁴ Skrydere er dens Profeter, troløse Mænd, dens Præster vanærer det hellige, øver Vold mod Loven. ⁵ Herren er retfærdig i dens Midte, gør ikke Uret; hver Morgen gør han Ret, ej svigte Lyset, til Uret kender han ikke. ⁶ I Stridslarm udrydded jeg Folk, deres Tinder er øde, deres Gader lagde jeg øde, så ingen går der, deres Byer er hærget, mennesketomme, ingen bor der. ⁷ Jeg tænkte: "Den må dog frygte mig, tage mod Tugt; intet af alt, hvad jeg bød, vil gå den ad Glemme." Men des tidligere var de i Gang med al deres Ondskab.

⁸ Bi derfor på mig, så lyder det fra Herren, på Dagen, jeg fremstår som Vidne! Thi min Ret er at sanke Folkene, samle Rigerne og udøse over dem min Vrede, al min Harmglød; thi af min Nidkærheds Ild skal al Jorden fortæres. ⁹ Thi da vil jeg give Folkene rene Læber, så de alle påkalder Herren og tjener ham endrægtigt. ¹⁰ Fra Landet hinsides Floden bringer de mig Bukke, fra Patros kommer de med Afgrødeoffer til mig. ¹¹ Hin bag skal du ikke beskæmmes i al din tid, med hvilken du synded mod mig; thi da vil jeg fjerne fra dig de jublende stolte, du skal ikke hovmode dig mer på mit hellige Bjerg. ¹² Jeg levner i din Midte et Folk, som er ydmygt og ringe, og Israels Rest skal lide på Herrens Navn. ¹³ Uret øver de ikke og taler ej Løgn, der findes ej i deres Mund en svigefuld Tunge; thi de skal græsse og raste uden at skræmmes.

¹⁴ Jubl, du Zions Datter, Israel, råb højt, glæd dig og fryd dig af hele dit Hjerte, Jerusalems Datter! ¹⁵ Herren har slettet din Dom, bortdrevet dine Fjender. I din Midte er Israels Konge, Herren, ej mere skuer du ondt. ¹⁶ På hin Dag skal der siges til Jerusalem: Frygt ikke, Zion, lad ikke Hænderne synke! ¹⁷ I dig er Herren din Gud, en Helt, som frelser. Han glæder sig over dig med Fryd, han tier i sin Kærlighed, han fryder sig over dig med Jubel som på Festens Dag; ¹⁸ den Tid er omme, da du bærer på Skam over ham. ¹⁹ Se, på hin Tid gør jeg Ende på alle, som kuede dig, og jeg frelser, hvad der halter, og sanker det spredte og giver dem Ære og Ry på hele Jorden. ²⁰ På hin Tid bringer jeg eder hjem, og på hin Tid samler jeg eder; thi jeg giver eder Ry og Ære blandt alle Jordens Folkeslag, når jeg vender eders Skæbne for eders Øjne, siger Herren.

1 I Kong Dariun's andet Regeringsår på den første Dag i den sjette Måned kom Herrens Ord ved Profeten Haggaj således: Sig til Judas Statholder Zerubbabel, Sjealtiels Søn, og til Ypperstepræsten Josua, Jozadaks Søn: ² Så siger Hærskarers Herre: Dette Folk siger: "Endnu er det ikke Tid at bygge Herrens Hus." ³ Og Herrens Ord kom ved Profeten Haggaj således: ⁴ Er det da Tid for eder at bo i Huse med træklædte Vægge, når dette Hus ligger øde? ⁵ Derfor, så siger Hærskarers Herre: Læg Mærke til, hvorledes det går eder! ⁶ I sår meget, men bringer lidet i Hus; I spiser, men mættes ikke; I drikker, men får ikke Tørsten slukket; I klæder eder på, men bliver ikke varme; og Daglejerens Løn går i en hullet Pung. ⁷ Så siger Hærskarers Herre: Læg Mærke til, hvorledes det går eder! ⁸ Gå op i Bjergene, hent Tømmer og byg Templet, så jeg kan have Glæde deraf og blive æret, siger Herren. ⁹ I venter rig Høst, men det bliver kun til lidt; og når I bringer det i Hus, blæser jeg derpå. Hvorfor? lyder det fra Hærskarers Herre. Fordi mit Hus ligger øde, medens enhver af eder har travlt med sit eget Hus. ¹⁰ Derfor holder Himmelen sin Dug og Jorden sin Afgrøde tilbage; ¹¹ og jeg har kaldt Tørke hid over Land og Bjerge, over Korn, Most og Olie, over alt, hvad Jorden frembringer, over Folk og Fæ, over alt, hvad Hænder virker.

¹² Og Zerubbabel, Sjaltiels Søn, og Ypperstepræsten Josua, Jozadaks Søn, og hele Resten af Folket adlød Herren deres Guds Røst og Profeten Haggajs Ord, eftersom Herren havde sendt ham til dem, og Folket frygtede Herren. ¹³ Da sagde Haggaj, Herrens Sendebud, i Herrens Ærinde til Folket: Jeg er med eder, lyder det fra Herren. ¹⁴ Og Herren vakte Ånden i Judas Statholder Zerubbabel, Sjaltiels Søn, og i Ypperstepræsten Josua, Jozadaks Søn, og i hele Resten at Folkef, så de kom og tog fat på Arbejdet med deres Guds, Hærskarers Herres, Hus ¹⁵ på den fire og tyvende Dag i den sjette Måned i Kong Darius's andet Regeringsår.

2 På den een og tyvende Dag i den syvende Måned kom Herrens Ord ved Profeten Haggaj således: ² Sig til Judas Statholder Zerubbabel, Sjaltiels Søn, til Ypperstepræsten Josua, Jozadaks Søn, og til Resten af Folket således: ³ Er der nogen tilbage iblandt eder af dem, der har set dette Hus i dets fordums Herlighed? Hvorledes tykkes det eder da nu? Er det ikke som intet i eders Øjne? ⁴ Dog vær kun trøstig, Zerubbabel, lyder det fra Herren, vær kun trøstig, du Ypperstepræst Josua, Jozadaks Søn, vær kun trøstigt, alt Folket i Landet, lyder det fra Herren. Arbejd kun, thi jeg er med eder, lyder det fra Hærskarers Herre, ⁵ og min Ånd bliver iblandt eder med den Pagt, jeg sluttede med eder, da I drog bort fra Ægypten; frygt ikke! ⁶ Thi så sigerHærskarers Herre: Endnu en Gang om en liden Stund vil jeg ryste Himmel og Jord, Hav og tørt Land, og jeg vil ryste alle Folkene, og da skal alle Folkenes Skatte komme hid, og jeg fylder dette Hus med Herlighed, siger Hærskarers Herre. ⁸ Mit er Sølvet, og mit er Guldet, lyder det fra Hærskarers Herre. ⁹ Dette Hus's kommende Herlighed bliver større end den tidligere, siger Hærskarers Herre, og på dette Sted vil jeg give Fred, lyder det fra Hærskarers Herre.

¹⁰ På den fire og tyvende Dag i den niende Måned i Darius's andet Regeringsår kom Herrens Ord ved Profeten Haggaj således: ¹¹ Så siger Hærskarers Herre: Bed Præsterne om Svar på følgende Spørgsmål: ¹² "Dersom en Mand bærer helligt Kød i sin kappeflig og med Fligen rører ved Brød eller noget, som er kogt, eller ved Vin eller Olie eller nogen Slags Mad, bliver disse Ting så hellige?" Præsterne svarede nej. ¹³ Haggaj spurgte da: "Hvis en, som er blevet uren ved Lig, rører ved nogen af disse Ting, bliver den så uren?" Præsterne svarede ja. ¹⁴ Så tog Haggaj til Orde og sagde: Således er det i mine Øjne med disse Mennesker, således med dette Folk, lyder det fra Herren, og således med alt deres Hænders Værk og med, hvad de ofrer der: det er urent. ¹⁵ Men læg nu Mærke til, hvorledes det går fra i Dag! Før Sten lagdes på Sten i Herrens Hus, ¹⁶ hvorledes gik det eder da? Når man kom til en Dynge Korn på tyve Mål, var der ti; og kom man til en Vinperse for at øse halvtresindstyve Mål af Kummen, var der tyve. ¹⁷ Jeg slog eder med Kornbrand, Rust og Hagl ved alt eders Arbejde, men I omvendte eder ikke til mig, lyder det fra Herren. ¹⁸ Læg Mærke til, hvorledes det går fra i Dag, fra den fire og tyvende Dag i den niende Måned, fra den Dag Grunden lagdes til Herrens Hus, læg Mærke dertil! ¹⁹ Er Sæden endnu i Laderne, står Vinstokken, Figentræet, Granatæbletræet og Oliventræet endnu uden Frugt? Fra i Dag velsigner jeg.

²⁰ Og Herrens Ord kom for anden Gang til Haggaj på den fire og tyvende bag i Måneden således: ²¹ Sig til Judas Statholder Zerubbabel: Jeg ryster Himmelen og Jorden ²² og omstyrter Kongernes Troner, tilintetgør Hedningerigernes Styrke og vælter Stridsvognene med deres Førere, og Heste og Ryttere skal styrte, og den ene skal falde for den andens Sværd. ²³ På hin Dag, lyder det fra Hærskarers Herre, tager jeg dig, min Tjener Zerubbabel, Sjealtiels Søn. lyder det fra Herren, og gør dig til en Seglring; thi dig har jeg udvalgt, lyder det fra Hærskarers Herre.