Markus 6-7
Dette er Biblen på dansk
6 Og han gik bort derfra Og han kommer til sin Fædreneby, og hans Disciple følge ham. 2 Og da det blev Sabbat, begyndte han at lære i Synagogen, og de mange, som hørte ham, bleve slagne af Forundring og sagde: "Hvorfra har han dog dette, og hvad er det for en Visdom, som er given ham,og hvilke kraftige Gerninger der dog sker ved hans Hænder! 3 Er denne ikke Tømmermanden, Marias Søn og Jakobs og Joses's og Judas's og Simons Broder? Og ere ikke hans Søstre her hos os?" Og de forargedes på ham. 4 Og Jesus sagde til dem: "En Profet er ikke foragtet uden i sit eget Fædreland og iblandt sine Slægtninge og i sit Hus." 5 Og han kunde ikke gøre nogen kraftig Gerning der; kun lagde han Hænderne på nogle få syge og helbredte dem 6 Og han forundrede sig over deres Vantro. Og han gik om i Landsbyerne der omkring og lærte.
7 Og han hidkalder de tolv, og han begyndte at udsende dem, to og to, og gav dem Magt over de urene Ånder. 8 Og han bød dem, at de skulde intet tage med på Vejen uden en Stav alene, ikke Brød, ikke Taske, ikke Kobber i Bæltet, 9 men have Sko på og: "Ifører eder ikke to Kjortler!" 10 Og han sagde til dem: "Hvor I komme ind i et Hus, der skulle I blive, indtil I drage bort fra Stedet. 11 Og hvor man ikke vil modtage eder og ikke vil høre eder, der skulle I gå bort fra og afryste Støvet under eders Fødder til Vidnesbyrd imod dem." 12 Og de gik ud og prædikede, at man skulde omvende sig. 13 Og de dreve onde Ånder ud og salvede mange syge med Olie og helbredte dem.
14 Og Kong Herodes hørte det (thi hans Navn var blevet bekendt), og han sagde: "Johannes Døberen er oprejst fra de døde, og derfor virke Kræfterne i ham." 15 Andre sagde: "Det er Elias; " men andre sagde: "Det er en Profet ligesom en af Profeterne." 16 Men da Herodes hørte det, sagde han: "Johannes, som jeg har ladet halshugge, han er oprejst." 17 Thi Herodes havde selv sendt Bud og ladet Johannes gribe og kaste i Fængsel for sin Broder Filips Hustru, Herodias's Skyld; thi han havde taget hende til Ægte. 18 Johannes sagde nemlig til Herodes: "Det er dig ikke tilladt at have din Broders Hustru." 19 Men Herodias bar Nag til ham og vilde gerne slå ham ihjel, og hun kunde det ikke. 20 Thi Herodes frygtede for Johannes, fordi han vidste, at han var en retfærdig og hellig Mand, og han holdt sin Hånd over ham; og når han hørte ham, var han tvivlrådig om mange Ting, og han hørte ham gerne. 21 Og da der kom en belejlig Dag, da Herodes på sin Fødselsdag gjorde et Gæstebud for sine Stormænd og Krigsøversterne og de ypperste i Galilæa, 22 og da selve Herodias's Datter kom ind og dansede, behagede hun Herodes og Gæsterne. Og Kongen sagde til Pigen: "Bed mig, om hvad som helst du vil, så vil jeg give dig det." 23 Og han svor hende til og sagde: "Hvad som helst du beder om, vil jeg give dig, indtil Halvdelen af mit Rige." 24 Og hun gik ud og sagde til sin Moder: "Hvad skal jeg bede om?" Men hun sagde: "Om Johannes Døberens Hoved." 25 Og hun gik straks skyndsomt ind til Kongen, bad og sagde: "Jeg vil, at du straks giver mig Johannes Døberens Hoved på et Fad." 26 Om end Kongen blev meget bedrøvet, vilde han dog for Edernes og Gæsternes Skyld ikke afvise hende: 27 Og Kongen sendte straks en at Vagten og befalede at bringe hans Hoved 28 Og denne gik hen og halshuggede ham i Fængselet; og han bragte hans Hoved på et Fad og gav det til Pigen, og Pigen gav det til sin Moder. 29 Og da hans Disciple hørte det, kom de og toge hans Lig og lagde det i en Grav.
30 Og Apostlene samle sig om Jesus, og de forkyndte ham alt, hvad de havde gjort, og hvad de havde lært. 31 Og han siger til dem: "Kommer nu I med afsides til et øde Sted og hviler eder lidt;" thi der var mange, som gik til og fra, og de havde ikke engang Ro til at spise. 32 Og de droge bort i Skibet til et øde Sted afsides. 33 Og man så dem drage bort, og mange kendte dem, og til Fods strømmede de sammen derhen fra alle Byerne og kom før end de. 34 Og da han gik i Land, så han en stor Skare, og han ynkedes inderligt over dem; thi de vare som Får, der ikke have Hyrde; og han begyndte at lære dem meget. 35 Og da Tiden allerede var fremrykket, kom hans Disciple til ham og sagde: "Stedet er øde, og Tiden er allerede fremrykket. 36 Lad dem gå bort, for at de kunne gå hen i de omliggende Gårde og Landsbyer og købe sig noget at spise." 37 Men han svarede og sagde til dem: "Giver I dem at spise!" Og de sige til ham: "Skulle vi gå hen og købe Brød for to Hundrede Denarer og give dem at spise?" 38 Men han siger til dem: "Hvor mange Brød have I? Går hen og ser efter!" Og da de havde fået det at vide, sige de: "Fem, og to Fisk." 39 Og han bød dem at lade dem alle sætte sig ned i små Flokke i det grønne Græs. 40 Og de satte sig ned, Hob ved Hob, somme på hundrede og somme på halvtredsindstyve. 41 Og han tog de fem Brød og de to Fisk, så op til Himmelen og velsignede; og han brød Brødene og gav sine Disciple dem at lægge for dem, og han delte de to Fisk til dem alle. 42 Og de spiste alle og bleve mætte. 43 Og de optoge tolv Kurve fulde af Stykker, også af Fiskene. 44 Og de, som spiste Brødene, vare fem Tusinde Mænd.
45 Og straks nødte han sine Disciple til at gå om Bord i Skibet og i Forvejen sætte over til hin Side, til Bethsajda, medens han selv lod Skaren gå bort. 46 Og da han havde taget Afsked med dem, gik han op på Bjerget for at bede. 47 Og da det var blevet silde, var Skibet midt på Søen og han alene på Landjorden. 48 Og da han så, at de havde deres Nød med at ro (thi Vinden var dem imod); kommer han ved den fjerde Nattevagt til dem vandrende på Søen. Og han vilde gå dem forbi. 49 Men da de så ham vandre på Søen, mente de, at det var et Spøgelse, og de skrege. 50 Thi de så ham alle og bleve forfærdede. Men han talte straks med dem og sagde til dem: "Værer frimodige, det er mig, frygter ikke!" 51 Og han steg op i Skibet til dem, og Vinden lagde sig, og de forfærdedes over al Måde ved sig selv. 52 Thi de havde ikke fået Forstand af det, som var sket med Brødene; men deres Hjerte var forhærdet
53 Og da de vare farne over til Landet, kom de til Genezareth og lagde til der. 54 Og da de trådte ud af Skibet, kendte man ham straks. 55 Og de løb om i hele den Egn og begyndte at bringe de syge på deres Senge omkring, hvor de hørte, at han var. 56 Og hvor som helst han gik ind i Landsbyer eller Byer eller Gårde, lagde de de syge på Torvene og bade ham om, at de måtte røre blot ved Fligen af hans Klædebon; og alle de, som rørte ved ham, bleve helbredte.
7 Og Farisæerne og nogle af de skriftkloge, som vare komne fra Jerusalem, samle sig om ham. 2 Og da de så nogle af hans Disciple holde Måltid med vanhellige, det er utoede, Hænder 3 thi Farisæerne og alle Jøderne spise ikke uden at to Hænderne omhyggeligt, idet de fastholde de gamles Overlevering; 4 og når de komme fra Torvet, spise de ikke uden først at tvætte sig; og der er mange andre Ting, som de have vedtaget at holde, Tvætninger af Bægere og Krus og Kobberkar og Bænke, 5 så spurgte Farisæerne og de skriftkloge ham ad: "Hvorfor vandre dine Disciple ikke efter de gamles Overlevering, men holde Måltid med vanhellige Hænder?" 6 Men han sagde til dem: "Rettelig profeterede Esajas om eder, I Hyklere! som der er skrevet: "Dette Folk ærer mig med Læberne, men deres Hjerte er langt borte fra mig. 7 Men de dyrke mig forgæves, idet de lære Lærdomme, som ere Menneskers Bud." 8 I forlade Guds Bud og holde Menneskers Overlevering." 9 Og han sagde til dem: "Smukt ophæve I Guds Bud, for at I kunne holde eders Overlevering. 10 Thi Moses har sagt: "Ær din Fader og din Moder"; og:"Den, som hader Fader eller Moder, skal visselig dø". 11 Men I sige: Når en Mand siger til sin Fader eller sin Moder: "Det, hvormed du skulde være hjulpen af mig, skal være Korban (det er: Tempelgave)," 12 da tilstede I ham ikke mere at gøre noget for sin Fader eller Moder, 13 idet I ophæve Guds Ord ved eders Overlevering, som I have overleveret; og mange lignende Ting gøre I." 14 Og han kaldte atter Folkeskaren til sig og sagde til dem: "Hører mig alle, og forstår! 15 Der er intet uden for Mennesket, som, når det går ind i ham, kan gøre ham uren; men hvad der går ud af Mennesket, det er det, som gør Mennesket urent. 16 Dersom nogen har Øren at høre med, han høre!" 17 Og da han var gået ind i Huset og var borte fra Skaren, spurgte hans Disciple ham om Lignelsen. 18 Og han siger til dem: "Ere også I så uforstandige? Forstå I ikke, at intet, som udefra går ind i Mennesket, kan gøre ham uren? 19 Thi det går ikke ind i hans Hjerte men i hans Bug og går ud ad den naturlige Vej, og således renses al Maden." 20 Men han sagde: "Det, som går ud af Mennesket, dette gør Mennesket urent. 21 Thi indvortes fra, fra Menneskenes Hjerte, udgå de onde Tanker, Utugt, Tyveri, Mord, 22 Hor, Havesyge, Ondskab, Svig, Uterlighed, et ondt Øje, Forhånelse, Hovmod, Fremfusenhed; 23 alle disse onde Ting udgå indvortes fra og gøre Mennesket urent."
24 Og han stod op og gik bort derfra til Tyrus's og Sidons Egne. Og han gik ind i et Hus og vilde ikke, at nogen skulde vide det. Og han kunde dog ikke være skjult; 25 men en Kvinde, hvis lille Datter havde en uren Ånd, havde hørt om ham og kom straks ind og faldt ned for hans Fødder; 26 (men Kvinden var græsk, af Herkomst en Syrofønikerinde), og hun bad ham om, at han vilde uddrive den onde Ånd af hendes Datter. 27 Og han sagde til hende: "Lad først Børnene mættes; thi det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for de små Hunde." 28 Men hun svarede og siger til ham: "Jo, Herre! også de små Hunde æde under Bordet af Børnenes Smuler." 29 Og han sagde til hende: "For dette Ords Skyld gå bort; den onde Ånd er udfaren af din Datter" 30 Og hun gik bort til sit Hus og fandt Barnet liggende på Sengen og den onde Ånd udfaren.
31 Og da han gik bort igen fra Tyrus's Egne, kom han over Sidon midt igennem Dekapolis's Egne til Galilæas Sø. 32 Og de bringe ham en døv, som også vanskeligt kunde tale, og bede ham om, at han vilde lægge Hånden på ham. 33 Og han tog ham afsides fra Skaren og lagde sine Fingre i hans Øren og spyttede og rørte ved hans Tunge 34 og så op til Himmelen, sukkede og sagde til ham: "Effata!" det er: lad dig op! 35 Og hans Øren åbnedes, og straks løstes hans Tunges Bånd, og han talte ret. 36 Og han bød dem, at de ikke måtte sige det til nogen; men jo mere han bød dem, desto mere kundgjorde de det. 37 Og de bleve over al Måde slagne af Forundring og sagde: "Han har gjort alle Ting vel; både gør han, at de døve høre, og at målløse tale."