Job 35-37
Dette er Biblen på dansk
35 Og Elihu tog til Orde og sagde: 2 "Holder du det for Ret, og kalder du det din Ret for Gud, 3 at du siger: "Hvad båder det mig, hvad hjælper det mig, at jeg ikke synder?"
4 Jeg vil give dig Svar og tillige med dig dine Venner: 5 Løft dit Blik imod Himlen og se, læg Mærke til Skyerne, hvor højt de, er over dig! 6 Hvis du synder, hvad skader du ham? Er din Brøde svar, hvad gør det da ham? 7 Er du retfærdig, hvad gavner du ham, hvad mon han får af din Hånd? 8 Du Menneske, dig vedkommer din Gudløshed, dig, et Menneskebarn, din Retfærd!
9 Man skriger over den megen Vold, råber om Hjælp mod de mægtiges Arm, 10 men siger ej: "Hvor er Gud, vor Skaber, som giver Lovsang om Natten, 11 lærer os mer end Jordens Dyr, gør os vise fremfor Himlens Fugle?" 12 Der råber man, uden at han giver Svar, over de ondes Hovmod; 13 til visse, Gud hører ej tomme Ord, den Almægtige ænser dem ikke, 14 endsige din Påstand om ikke at se ham! Vær stille for hans Åsyn og bi på ham! 15 Men nu, da hans Vrede ej bringer Straf og han ikke bekymrer sig stort om Synd, 16 så oplader Job sin Mund med Tant, uden Indsigt taler han store Ord.
36 Og videre sagde Elihu: 2 Bi nu lidt, jeg har noget at sige dig, thi end har jeg Ord til Forsvar for Gud. 3 Jeg vil hente min Viden langvejsfra og skaffe min Skaber Ret; 4 thi for vist, mine Ord er ikke Opspind, en Mand med fuldkommen Indsigt har du for dig.
5 Se, Gud forkaster det stive Sind, 6 den gudløse holder han ikke i Live; de arme lader han få deres Ret, 7 fra retfærdige vender han ikke sit Blik, men giver dem Plads for stedse hos Konger på Tronen i Højhed. 8 Og hvis de bindes i Lænker, fanges i Nødens Bånd, 9 så viser han dem deres Gerning, deres Synder, at de hovmodede sig, 10 åbner deres Øre for Tugt og byder dem vende sig bort fra det onde. 11 Hvis de så hører og bøjer sig, da ender de deres Dage i Lykke, i liflig Fryd deres År. 12 Men hører de ikke, falder de for Sværd og opgiver Ånden i Uforstand. 13 Men vanhellige Hjerter forbitres; når han binder dem, råber de ikke om Hjælp; 14 i Ungdommen dør deres Sjæl, deres Liv får Mandsskøgers Lod. 15 Den elendige frelser han ved hans Elende og åbner hans Øre ved Trængsel.
16 Men dig har Medgangen lokket, du var i Fred for Ulykkens Gab; ingen Trængsel indjog dig Skræk, fuldt var dit Bord af fede Retter. 17 Den gudløses som kom til fulde over dig, hans retfærdige Dom greb dig fat. 18 Lad dig ikke lokke af Vrede til Spot eller Bødens Storhed lede dig vild! 19 Kan vel dit Skrig gøre Ende på Nøden, eller det at du opbyder al din Kraft? 20 Ej må du længes efter Natten, som. opskræmmer Folkeslag der, hvor de er; 21 var dig og vend dig ikke til Uret, så du foretrækker ondt for at lide.
22 Se, ophøjet er Gud i sin Vælde, hvo er en Lærer som han? 23 Hvo foreskrev ham hans Vej, og hvo turde sige: "Du gjorde Uret!" 24 Se til at ophøje hans Værk, som Mennesker priser i Sang! 25 Alle Mennesker ser det med Fryd, skønt dødelige skuer det kun fra det fjerne. 26 Se, Gud er ophøjet, kan ikke ransages, Tal på hans År kan ikke fides. 27 Thi Dråber drager han ud af Havet, i hans Tåge siver de ned som Regn, 28 og Skyerne lader den strømme og dryppe på mange Folk. 29 Hvo fatter mon Skyernes Vidder eller hans Boligs Bulder? 30 Se, han breder sin Tåge om sig og skjuler Havets Rødder; 31 Thi dermed nærer han Folkene, giver dem Brød i Overflod; 32 han hyller sine Hænder i Lys og sender det ud imod Målet; 33 hans Torden melder hans Komme, selv Kvæget melder hans Optræk.
37 Ja, derover skælver mit Hjerte, bævende skifter det Sted! 2 Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der går fra hans Mund! 3 Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til Jordens Ender; 4 efter det brøler hans Røst, med Højhed brager hans Torden; han sparer ikke på Lyn, imedens hans Stemme høres. 5 Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter det ej. 6 Thi han siger til Sneen: "Fald ned på Jorden!" til Byger og Regnskyl: "Bliv stærke!" For alle Mennesker sætter han Segl, at de dødelige alle må kende hans Gerning. 8 De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler: 9 Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner Kulde. 10 Ved Guds Ånde bliver der Is, Vandfladen lægges i Fængsel. 11 Så fylder han Skyen med Væde, Skylaget spreder hans Lys; 12 det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke og udfører alt, hvad han byder, på hele den vide Jord, 13 hvad enten han slynger det ud som Svøbe, eller han sender det for at velsigne. 14 Job du må lytte hertil, træd frem og mærk dig Guds Underværker! 15 Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys stråle frem fra sin Sky? 16 Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker? 17 Du, hvis Klæder ophedes, når Jorden døser ved Søndenvind? 18 Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som det støbte Spejl? 19 Lær mig, hvad vi skal sige ham! Intet kan vi få frem for Mørke. 20 Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at han er fra Samling? 21 Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr farer hen og renser Himlen, 22 fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed, 23 og den Almægtige finder vi ikke. Almægtig og rig på Retfærd bøjer han ikke Retten; 24 derfor frygter Mennesker ham, men af selv kloge ænser han ingen.