Add parallel Print Page Options

Godt Navn er bedre end ypperlig Salve, Dødsdag bedre end Fødselsdag; bedre at gå til et Sørgehus end at gå til et Gildehus; thi hist er alle Menneskers Ende, og de levende bør tage det til Hjerte Bedre Græmmelse end Latter, thi er Minerne mørke, har Hjertet det godt. De vises Hjerte er i Sørgehuset. Tåbernes Hjerte i Glædeshuset. Bedre at høre på Vismands Skænd end at høre på Tåbers Sang. Som Tjørnekvistes Knitren under Gryden er Tåbers Latter; også det er Tomhed.

Thi uredelig Vinding gør Vismand til Dåre, og Stikpenge ødelægger Hjertet. En Sags Udgang er bedre end dens Indgang, Tålmod er bedre end Hovmod. Vær ikke hastig i dit Sind til at græmmes, thi Græmmelse bor i Tåbers Bryst.

10 Spørg ikke: "Hvoraf kommer det, at de gamle Dage var bedre end vore?" Thi således spørger du ikke med Visdom. 11 Bedre er Visdom end Arv, en Fordel for dem, som skuer Solen; 12 thi Visdom skygger, som Penge skygger, men Kundskabs Fortrin er dette, at Visdom holder sin Mand i Live. 13 Se på Guds Værk! Hvo kan rette, hvad han har gjort kroget? 14 Vær ved godt Mod på den gode Dag og indse på den onde Dag, at Gud skabte denne såvel som hin, for at Mennesket ikke skal finde noget efter sig.

15 Begge Dele så jeg i mine tomme Dage: Der er retfærdige, som omkommer i deres Retfærdighed, og der er gudløse, som lever længe i deres Ondskab. 16 Vær ikke alt for retfærdig og te dig ikke overvættes viis; hvorfor vil du ødelægge dig selv? 17 Vær ikke alt for gudløs og vær ingen Dåre; hvorfor vil du dø i Utide? 18 Det bedste er, at du fastholder det ene og ikke slipper det andet; thi den, der frygter Gud, vil undgå begge Farer. 19 Visdom gør Vismand stærkere end ti Magthavere i Byen. 20 Thi intet Menneske er så retfærdigt på Jorden, at han kun gør gode Gerninger og aldrig synder.

21 Giv ikke Agt på alle de Ord, Folk siger, at du ikke skal høre din Træl forbande dig; 22 thi du ved med dig selv, at også du mange Gange har forbandet andre.

23 Alt dette ransagede jeg med Visdom; jeg tænkte: "Jeg vil vorde viis." Men Visdom holdt sig langt fra mig; 24 Tingenes Grund er langt borte, så dyb, så dyb; hvem kan finde den? 25 Jeg tog mig for at vende min Hu til Kundskab og Granskning og til at søge efter Visdom og sikker Viden og til at kende, at Gudløshed er Tåbelighed, Dårskab Vanvid. 26 Og beskere end Døden fandt jeg Kvinden, thi hun er et Fangegarn; hendes Hjerfe er et Net og hendes Arme Lænker. Den, som er Gud kær, undslipper hende, men Synderen bliver hendes Fange. 27 Se, det fandt jeg ud, sagde Prædikeren, ved at lægge det ene til det andet for at drage min Slutning. 28 Hvad min Sjæl stadig søgte, men ikke fandt, er dette: Een Mand fandt jeg blandt tusind, men en Kvinde fandt jeg ikke i hele Flokken. 29 Dog se, det fandt jeg, at Gud har skabt Menneskene, som de bør være; men de har så mange sære Ting for.

Hvo er som den vise, og hvo ved at tyde en Ting? Visdom får et Menneskes Åsyn til at lyse, og Åsynets Hårdhed mildnes. Hold en Konges Bud! Men drejer det sig om en Gudsed, så forhast dig ikke. Gå bort fra hans Åsyn og bliv ikke stående, når Sagen står slet; thi han kan gøre alt, hvad han vil. Thi en Konges Ord er Magtsprog, og hvo kan sige til ham: "Hvad gør du?" Den, som holder Budet, skal ikke mærke til noget ondt, og Dommens Tid skal den vises Hjerte kende.

Thi enhver Ting har sin Tid og sin Dom, men det er et tyngende Onde for Mennesket, at han ikke ved, hvad der vil ske; thi hvo kan sige ham hvorledes Fremtiden bliver? Som intet Menneske er Herre over Vinden, så han kan spærre den inde, er ingen Herre over Dødens Dag; Krig kan man ikke unddrage sig, og Gudløshed frier ikke sin Mand.

Alt dette så jeg, idet jeg rettede min Tanke på hver en Idræt, som øves under Solen: Der er Tider, da det ene Menneske hersker over det andet til hans Ulykke. 10 Ligeledes så jeg gudløse stedes til Hvile, medens de, som gjorde det rette, måtte gå bort fra det hellige Sted og glemtes i Byen. Også det er Tomhed. 11 Fordi den onde Gerning ikke i Hast rammes af Dommen får Menneskenes Hjerte Mod til at gøre det onde, 12 eftersom Synderen gør det onde fra første Færd og dog lever længe; men også ved jeg, at det skal gå dem godt, som frygter Gud, fordi de frygter for hans Åsyn, 13 og at det ikke skal gå de gudløse godt, og at deres Levetid ikke skal længes som Skyggen, fordi de ikke frygter for Guds Åsyn. 14 Der er en Tomhed, som forekommer på Jorden: at der findes retfærdige, hvem det går, som om de havde gjort de gudløses Gerninger, og gudløse, hvem det går som om de havde gjort de retfærdiges Gerninger. Jeg sagde: Også det er Tomhed. 15 Og jeg priste Glæden, fordi Mennesket ikke har andet Gode under Solen end at spise og drikke og være glad, og at dette ledsager ham under hans Flid i de Levedage, Gud giver ham under Solen.

16 Hver Gang jeg vendte min Hu til at nemme Visdom og granske det Slid, som går for sig på Jorden - thi hverken Dag eller Nat får man Søvn i Øjnene - 17 da indså jeg, at det er således med alt Guds Værk, at Mennesket ikke kan udgrunde det, som sker under Solen; thi trods al den Flid, et Menneske gør sig med at søge, kan han ikke udgrunde det; og selv om den vise mener at kende det, kan han ikke udgrunde det.

Ja, alt dette lagde jeg mig på Sinde, og mit hjerte indså det alt sammen: at de retfærdige og de vise og deres Gerninger er i Guds Hånd. Hverken om Kærlighed eller Had kan Menneskene vide noget; alt, hvad der er dem for Øje, er Tomhed. Thi alle får en og samme Skæbne, retfærdig og gudløs, god og ond, ren og uren, den, som ofrer, og den, som ikke ofrer; det går den gode som Synderen, den sværgende som den, der skyr at sværge. Det er det, der er Fejlen ved alt, hvad der sker under Solen, at alle får en og samme Skæbne; derfor er også Menneskebørnenes Hjerte fuldt af ondt, og der er Dårskab i deres Hjerte Livet igennem, og tilsidst må de ned til de døde. Kun for den, der hører til de levendes Flok, er der Håb; thi levende Hund er bedre faren end død Løve. Thi de levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting, og Løn har de ikke mere i Vente; thi Mindet om dem slettes ud. Både deres Kærlighed og deres Had og deres Misundelse er forlængst borte, og de får ingen Sinde mere Lod og Del i noget af det, som sker under Solen.

Så spis da dit Brød med Glæde, drik vel til Mode din Vin; thi din Id har Gud for længst kendt god. Dine Klæder være altid hvide, lad Olie ikke savnes på dit Hoved! Nyd Livet med den Kvinde, du elsker, alle dine tomme Levedage, som gives dig under Solen; thi det er din Lod og Del af Livet og af den Flid, du gør dig under Solen. 10 Gør efter Evne alt, hvad din Hånd finder Styrke til; thi der er hverken Virke eller Tanke eller Kundskab eller Visdom i Dødsriget, hvor du stævner hen.

11 Og atter så jeg under Solen, at Hurtigløberen ikke er Herre over Løbet eller Heltene over Kampen, ej heller de vise over Brødet, ej heller de kløgtige over Rigdom, ej heller de kloge over Yndest, men alle er de bundet af Tid og Tilfælde. 12 Thi et Menneske kender lige så lidt sin Tid som Fisk, der fanges i det slemme Garn, eller Fugle, der hildes i Snaren; ligesom disse fanges Menneskens Børn i Ulykkens Stund, når den brat falder over dem.

13 Også dette Tilfælde af Visdom så jeg under Solen, og det gjorde dybt Indtryk på mig: 14 Der var en lille By med få Indbyggere, og mod den kom en stor Konge; han omringede den og byggede høje Volde imod den; 15 men der fandtes i Byen en fattig Mand, som var viis, og han frelste den ved sin Visdom. Men ingen mindedes den fattige Mand. 16 Da sagde jeg: "Visdom er bedre end Styrke, men den fattiges Visdom agtes ringe, og hans Ord høres ikke."

17 Vismænds Ord, der høres i Ro, er bedre end en Herskers Råb iblandt Dårer. 18 Visdom er bedre end Våben, men en eneste Synder kan ødelægge meget godt.

10 Døde Fluer gør Salveblanderens Olie stinkende, lidt Dårskab ødelægger Visdommens Værd. Den vise har sin Forstand tilhøjre, Tåben har sin til venstre, Hvor Dåren end færdes, svigter hans Forstand, og han røber for alle, at han er en Dåre. Når en Herskers Vrede rejser sig mod dig, forlad ikke derfor din Plads; thi Sagtmodighed hindrer store Synder. Der er et Onde, jeg så under Solen; det ser ud som et Misgreb af ham, som har Magten: Dårskab sættes i Højsædet, nederst sidder de rige. Trælle så jeg højt til Hest og Høvdinger til Fods som Trælle. Den, som graver en Grav, falder selv deri; den, som nedbryder en Mur, ham bider en Slange; den, som bryder Sten, kan såre sig på dem; den, som kløver Træ, er i Fare. 10 Når Øksen er sløv og dens Æg ej hvæsses, må Kraft lægges i; men den dygtiges Fortrin er Visdom. 11 Bider en Slange, før den besværges, har Besværgeren ingen Gavn af sin Kunst. 12 Ord fra Vismands Mund vinder Yndest, en Dåres Læber bringer ham Våde; 13 hans Tale begynder med Dårskab og ender med den værste Galskab. 14 Tåben bruger mange Ord. Ej ved Mennesket, hvad der skal ske; hvad der efter hans Død skal ske, hvo siger ham det? 15 Dårens Flid gør ham træt, thi end ikke til Bys ved han Vej. 16 Ve dig, du Land, hvis Konge er en Dreng og hvis Fyrster holder Gilde ved Gry. 17 Held dig; du Land, hvis Konge er ædelbåren, hvis Fyrster holder Gilde til sømmelig Tid som Mænd og ikke som drankere. 18 Ved Ladhed synker Bjælkelaget; når Hænderne slappes, drypper det i Huset. 19 Til Morskab holder man Gæstebud, og Vin gør de levende glade; men Penge skaffer alt til Veje. 20 End ikke i din Tanke må du bande en Konge, end ikke i dit Sovekammer en, som er rig; thi Himlens Fugle kan udsprede Ordet, de vingede røbe, hvad du siger.

11 Kast dit Brød på Vandet, Thi du får det igen, går end lang Tid hen. Del dit Gods i syv otte Dele, thi du ved ej, hvad ondt der kanske på Jorden. Er Skyerne fulde af Regn, så gyder de den ud over Jorden; og falder et Træ mod Syd eller Nord; så bliver det liggende der, hvor det falder. Man får aldrig sået, når man kigger efter Vinden, og aldrig høstet, når man ser efter Skyerne. Som du ikke kender Vindens Vej eller Fostret i Moders Liv, så kender du ej heller Guds Virke, han, som virker alt. Så din Sæd ved Gry og lad Hånden ej hvile ved Kvæld; thi du ved ej, om dette eller hint vil lykkes, eller begge Dele er lige gode. Lyset er lifligt, at skue Solen er godt for Øjnene; ja, lever et Menneske mange År, skal han glæde sig over dem alle og komme Mørkets Dage i Hu, thi af dem er der mange i Vente; alt, hvad der kommer, er Tomhed.

Glæd dig, Yngling, i din Ungdom, vær vel til Mode i Livets Vår; gå, hvor dit Hjerte lyster, og nyd, hvad dit Øje skuer; men vid, at for alle disse Ting skal du kræves til Regnskab af Gud. 10 Slå Mismod ud af dit Sind, hold Sygdom fjernt fra din Krop; thi Ungdom og Livsgry er Tomhed!

12 Tænk På ding Skaber i Ungdommens Dage, førend de onde Dage kommer og Årene nærmer sig, om hvilke du vil sige: "I dem har jeg ikke Behag!" før Sol og Lys og Måne og Stjerner hylles i Mørke og der atter kommer Skyer efter Regn, Tiden, da Husets Vogtere bæver, de stærke Mænd bliver krumme, da Møllepigerne svigter, fordi de er få, og de bliver mørke, som kigger ved Gluggerne, da begge Gadedørene lukkes, mens Møllen går med dæmpet Lyd, da man står op ved Spurvenes Kvidder og alle Sangens Døtre hvisker, da man også ængstes for Bakker, og Rædsler lurer på Vejen, da Mandeltræet blomstrer; Græshoppen slappes og Kapersbærret svigter, nu Mennesket går til sin evige Bolig og Sørgetoget går gennem Gaden, førend Sølvsnoren brister og Guldskålen brydes itu, før Krukken slås i Stykker ved Kilden og det søndrede Hjul falder ned i Brønden og Støvet vender tilbage til Jorden som før og Ånden til Gud, som gav den. Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, alt er Tomhed.

Endnu skal siges, at Prædikeren var viis; han gav også Folket Kundskab; han granskede og ransagede og formede mange Ordsprog. 10 Prædikeren søgte at finde Fyndord og optegnede sanddru Lære, Sandhedsord. 11 Som Pigkæppe er de vises Ord, som inddrevne Søm, der sidder tæt; de er givet af en og samme Hyrde. 12 Endnu skal siges: Min Søn, var dig! Der er ingen Ende på, som der skrives Bøger, og megen Gransken trætter Legemet. 13 Enden på Sagen, når alt er hørt, er: Frygt Gud og hold hans Bud! Thi det bør hvert Menneske gøre. 14 Thi hver en Gerning bringer Gud for Retten, når han dømmer alt, hvad der er skjult, være sig godt eller ondt.