Jesus udsender 70 disciple

10 Jesus udvalgte nu 70^[a] andre disciple, som han ville sende i forvejen, to og to, til de landsbyer, han selv senere ville besøge. ² Han gav dem følgende instrukser: „Høsten er stor, men arbejderne er få. Bed derfor høstens herre sende flere arbejdere ud til sin høst. ³ Tag af sted nu. Jeg sender jer som lam blandt ulve. ⁴ Tag hverken penge eller oppakning med og heller ikke ekstra sko. Spild ikke tiden ved at falde i snak med dem, I møder undervejs. ⁵ Når I kommer ind i et hus, skal I straks velsigne det ved at sige: ‚Fred være med hjemmet her!’ ⁶ Hvis der bor nogen, som vil tage imod jeres fredshilsen, vil de nyde godt af velsignelsen. Hvis ikke, vil velsignelsen vende tilbage til jer selv.

^7-8 Når I kommer ind i en landsby, hvor de tager imod jer, skal I ikke flytte rundt fra hus til hus. Bliv på ét sted og spis og drik det, som sættes frem for jer. En arbejder er sin løn værd. ⁹ Helbred de syge i byen og sig til dem: ‚Nu er Guds rige kommet til jer.’ ¹⁰ Men hvis en by ikke tager imod jer, så gå gennem dens gader og råb: ¹¹ ‚Vi ryster støvet fra jeres by af vores fødder for at advare jer om Guds dom. Vi har sagt jer det: Guds rige er kommet nær!’ ¹² Jeg siger jer, at det gudløse Sodoma vil stå sig bedre på dommens dag end sådan en by.”

Dommen over de byer, der har forkastet Jesus^(A)

¹³ Jesus fortsatte: „Ve dig, Horazin! Ve dig, Betsajda! Hvis de undere, som jeg udførte i jeres gader, var sket i Tyrus og Sidon, så ville de for længe siden have angret deres ondskab. ¹⁴ Ja, Tyrus og Sidon vil slippe billigere på dommens dag end jer. ¹⁵ Og du, Kapernaum, mon du skal ophøjes til Himlen? Nej, du skal sendes ned i Dødsriget!”

¹⁶ Derefter sagde han til disciplene: „De, der lytter til jer, lytter til mig, og de, der forkaster jer, forkaster mig, og dermed forkaster de også ham, der sendte mig.”

Den rette grund til glæde

¹⁷ Da de 70 disciple vendte tilbage, fortalte de glædestrålende: „Herre, selv de onde ånder adlyder os, når vi bruger den autoritet, vi har fået fra dig.”

¹⁸ Jesus svarede: „Jeg så Satan falde ned fra himlen som et lyn. ¹⁹ Jeg har givet jer magt til at træde på ‚slanger’ og ‚skorpioner’—ja, magt over hele fjendens hær—og han vil ikke kunne skade jer. ²⁰ Men det afgørende er ikke, at de onde ånder adlyder jer. Nej, glæd jer hellere over, at jeres navne er indskrevet i Himlen.”

De, der ser Jesus som Guds Søn, er velsignede^(B)

²¹ I det samme blev Jesus fyldt af glæde ved Helligånden, og han udbrød: „Jeg priser dig, Far, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult det her for de overlegne og selvkloge. I stedet har du åbenbaret det for de ydmyge. Ja, Far, det var din vilje, at det skulle være sådan.”

²² Så fortsatte han: „Alt, hvad jeg har, det har jeg fået fra min himmelske Far. Han alene kender mig fuldt ud, og jeg alene kender ham fuldt ud. Men den, som jeg åbenbarer Faderen for, får også lov at kende ham.”

²³ Derpå sagde han til sine disciple: „Velsignede er de, som ser det, I ser! ²⁴ Mange profeter og konger har længtes efter at se det, I ser, og høre det, I hører, men de opnåede det ikke.”

Den barmhjertige samaritaner

²⁵ En dag kom en jødisk skriftlærd for at sætte Jesus på prøve. „Mester, hvad skal jeg gøre for at få del i det kommende liv?” spurgte han.

²⁶ „Hvad siger Toraen?” var Jesu svar.

²⁷ „Den siger: ‚Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, med liv og sjæl, med al din styrke og med alle dine tanker,’ ” svarede den skriftlærde. „Og den siger også: ‚Du skal elske din næste som dig selv.’ ”

²⁸ „Rigtigt svaret,” sagde Jesus. „Gør det, så skal du få del i livet.”

²⁹ Men manden ville retfærdiggøre sig selv, og derfor spurgte han: „Jamen, hvem er så min næste?”

³⁰ „Lad mig fortælle dig en historie,” svarede Jesus. „En mand var på vej fra Jerusalem til Jeriko. Pludselig blev han overfaldet af røvere. De rev tøjet af ham, slog ham til jorden og lod ham ligge halvdød i vejkanten. ³¹ Tilfældigvis kom en præst gående ned ad den samme vej. Da han så manden ligge der, gik han over i den modsatte side af vejen og fortsatte. ³² Senere kom en tempeltjener til det samme sted. Da han fik øje på manden, gik også han forbi i den modsatte side af vejen. ³³ Til sidst kom der en samaritaner^[b] forbi, ridende på sit æsel, for han var på en lang rejse. Da han så manden ligge der, fik han medlidenhed med ham, ³⁴ så han stod af sit æsel og gik derhen. Han rensede og behandlede mandens sår med olivenolie og vin og forbandt dem. Derefter anbragte han manden på sit æsel og bragte ham til en landevejskro, hvor han fortsat selv plejede ham. ³⁵ Dagen efter gav han kroværten to denarer og bad ham tage sig af manden. ‚Kommer det til at koste mere, skal jeg nok betale det på tilbagevejen,’ sagde han.

³⁶ Hvem af de tre, synes du, har handlet som den overfaldnes næste?”

³⁷ „Ham, der viste barmhjertighed,” svarede den skriftlærde.

„Så gør du, som han gjorde!” sagde Jesus.

Jesus besøger Marta og Maria

³⁸ Jesus og hans disciple fortsatte nu deres vandring mod Jerusalem. Undervejs kom de til en landsby, hvor en kvinde, der hed Marta, tog imod dem i sit hjem. ³⁹ Hendes søster Maria satte sig ved Jesu fødder og blev siddende der for at høre, hvad han fortalte. ⁴⁰ Marta var travlt optaget af at sørge for gæsterne, og hun sagde til Jesus: „Herre, er du ligeglad med, at min søster har overladt alt arbejdet til mig? Sig dog til hende, at hun skal komme og hjælpe mig.”

⁴¹ „Kære Marta,” sagde Jesus, „du er rastløs og gør dig en masse bekymringer! ⁴² Men noget er vigtigere end andet, og Maria har valgt det væsentlige. Det skal ikke tages fra hende.”

Jesus underviser om bøn^(C)

11 En dag opholdt Jesus og disciplene sig på et øde sted, og Jesus var i bøn. Da han var færdig, sagde en af disciplene til ham: „Herre, lær os at bede, ligesom Johannes lærte sine disciple det.”

² Jesus svarede: „Når I beder, så sig:

⁵ Jesus fortsatte: „Forestil dig, at du midt om natten går hen til en af dine venner og råber til ham: ‚Kære ven, vær rar og lån mig tre brød, ⁶ for jeg har fået uventet besøg, og jeg har ikke brød i huset.’ ⁷ Så kan det være, at din ven svarer inde fra huset: ‚Lad mig være i fred! Døren er låst, og både jeg og mine børn er gået i seng. Jeg kan ikke stå op for at give dig noget på den her tid af natten!’ ⁸ Det siger jeg jer: Måske vil manden i huset ikke stå op og give dig det, du står og mangler, bare fordi I er venner, men han vil gøre det på grund af din påtrængenhed.”

⁹ Jesus fortsatte: „Bed, så skal I få. Søg, så skal I finde. Bank på, så vil døren blive lukket op for jer. ¹⁰ Enhver, som beder, får; den, der søger, finder; og døren lukkes op for den, der banker på.

¹¹ Kunne nogen af jer, som er forældre, finde på at give jeres børn en slange at spise, hvis de bad om en fisk? ¹² Ville I servere en skorpion for dem, hvis de bad om et æg? ¹³ Når altså selv I, som er onde, kan finde ud af at give jeres børn det, som er godt, hvor meget mere skulle så ikke jeres himmelske Far give Helligåndens kraft til dem, der beder ham om det?”

Jesus under falsk anklage^(D)

¹⁴ Engang uddrev Jesus en ond ånd, som havde gjort en mand stum. Efter at være befriet fra den onde ånd kunne den stumme mand tale, og folkeskaren var forbløffet. ¹⁵ Men mange var skeptiske. Nogle sagde: „Det må være med hjælp fra Satan,^[d] de onde ånders fyrste, at han driver dæmonerne ud.” ¹⁶ Andre ville sætte ham på prøve ved at bede ham gøre et mirakel, som helt klart var fra Gud.

¹⁷ Jesus var klar over, hvad de tænkte, og derfor sagde han: „Hvis et land ligger i krig med sig selv, går det sin undergang i møde. Det samme gælder et hjem og en familie. ¹⁸ Hvis nu Satan uddriver sine egne onde ånder, hvordan kan hans rige så bestå? I påstår, at jeg uddriver onde ånder ved hjælp af de onde ånders fyrste. ¹⁹ Påkalder jeres egne tilhængere så også Satans magt, når de vil drive onde ånder ud? Prøv engang at spørge dem! ²⁰ Men hvis det er ved Guds kraft, at jeg driver dæmoner ud, så er Guds rige jo kommet til jer!

²¹ Når en stærk og bevæbnet mand bevogter sit hus, kan han have sine ejendele i fred. ²² Først når en, som er stærkere end ham, angriber og besejrer ham, kan den stærkere afvæbne ham og fordele byttet.

²³ De, der ikke er med mig, er imod mig, og de, der ikke arbejder sammen med mig, modarbejder mig.

Fra det onde til det værre^(E)

²⁴ Når en ond ånd er drevet ud af et menneske, strejfer den omkring i ørkenen for at finde et sted, hvor den kan slå sig ned. Når den ikke finder noget, siger den til sig selv: ‚Jeg må hellere vende tilbage til det „hus”, jeg kom fra.’ ²⁵ Når den vender tilbage, finder den huset rengjort og sat fint i stand. ²⁶ Så går den ud og finder syv andre ånder, værre end den selv, og de flytter alle ind i det ledige hus. Da bliver det sidste værre end det første for det menneske.”

Velsignelsen ved at handle på Guds ord

²⁷ Mens Jesus talte, råbte en kvinde fra mængden: „Åh, velsignet er den kvinde, der bragte dig til verden og nærede dig ved sit bryst!” ²⁸ Jesus svarede: „Velsignede er de, der hører Guds ord og handler på det.”

De vantro vil blive dømt^(F)

²⁹ Da en masse mennesker var stimlet sammen, fortalte Jesus dem, hvad der ville ske med de vantro farisæere og deres lige:^[e] „Sådanne mennesker er onde. De forlanger at se tegn, men de får ikke andet tegn end Jonastegnet. ³⁰ Ligesom Jonas forkyndte Guds dom over Nineves indbyggere, sådan vil Menneskesønnen en dag forkynde Guds dom over den slags mennesker. ³¹ Dronningen af Saba vil på dommens dag rejse sig op og anklage sådanne vantro mennesker, for hun kom helt fra verdens ende for at lytte til Salomons visdom. Og her står en, der er større end Salomon. ³² Også Nineves ledere vil på dommens dag rejse sig og anklage sådanne mennesker, for da Jonas forkyndte dom over Nineve, angrede alle byens indbyggere deres ondskab og vendte sig til Gud. Og her står en, der er større end Jonas.

Jesus er lysets kilde^(G)

³³ Ingen kunne finde på at tænde en lampe og derefter gemme den væk eller stille den under en spand. Nej, den skal stå højt og frit, så de, der kommer ind i huset, kan få glæde af lyset.

Vær åben for at modtage lyset fra Jesus^(H)

³⁴ Dit øje er som en lampe, der bringer lys til dit indre. Hvis du har et åbent og oprigtigt sind, vil dit indre fyldes af mit lys. Men hvis du har et lukket og ondt sind, vil dit indre fyldes af mørke.^{[f] 35} Derfor skal du passe på, at det lys, du har i dig, ikke skal vise sig at være mørke. ³⁶ Hvis nu mit lys får adgang til hele dit indre, selv de mørkeste kroge, så bliver alting badet i lys, som når en kraftig lampe lyser for dig.”

Jesus advarer imod farisæisme^(I)

³⁷ Mens Jesus talte, kom en af farisæerne og indbød ham til spisning i sit hjem. Jesus gik med, og de begyndte måltidet. ³⁸ Farisæeren lagde med undren mærke til, at Jesus ikke først vaskede sine hænder efter det ritual, som jødisk tradition foreskrev. ³⁹ Da sagde Jesus til ham: „I farisæere har så travlt med at rense det ydre af bægre og fade, men jeres indre er fyldt med griskhed og ondskab. ⁴⁰ Hvor er det tåbeligt! Er det kun det ydre, Gud har skabt? Hvad med det indre? Har han ikke også skabt det? ⁴¹ Gør op med jeres egoisme og vær i stedet gavmilde og barmhjertige. Hvis I gør det, har I ikke længere så travlt med at fordømme andre.

Den trefoldige anklage mod farisæernes hykleri^(J)

⁴² Ve jer farisæere, for I er omhyggelige med at give tiende af alle jeres indtægter, men I går let hen over retfærdighed og kærlighed til Gud. Det er nødvendigt at gøre det ene, men I må ikke forsømme det andet.

⁴³ Ve jer farisæere, for I elsker at sidde på de fornemste pladser i synagogen, og I nyder, når man hilser ærbødigt på jer på gaden.

⁴⁴ Ve jer, for I er som uafmærkede grave, folk går hen over uden at ane hvilken råddenskab, der gemmer sig i dem.”

Den trefoldige anklage mod de skriftlærdes hykleri^(K)

⁴⁵ En af de skriftlærde protesterede: „Mester, det, du siger der, er også en fornærmelse mod os!”

⁴⁶ „Ja,” sagde Jesus, „ve jer skriftlærde, for I lægger tunge byrder på menneskers skuldre, men I rører ikke en finger for selv at bære byrderne.

⁴⁷ Ve jer, for I bygger flotte mindesmærker over profeterne, men I glemmer, at det var jeres egne forfædre, der slog dem ihjel. ⁴⁸ De mindesten, I har rejst, viser, at I fortsætter det arbejde, jeres forfædre begyndte på. De slog profeterne ihjel, og I bygger mindesmærker over dem. ⁴⁹ Derfor har Gud i sin visdom sagt: ‚Jeg vil sende profeter og apostle til dem. Nogle vil de slå ihjel, andre vil de jage bort.’ ⁵⁰ Men I og jeres lige vil blive krævet til regnskab for alle de Guds mænd, I har slået ihjel ned gennem tiden. ⁵¹ Det gælder lige fra ham, der slog Abel ihjel, til dem, der myrdede Zakarias midt mellem brændofferalteret og indgangen til templet. Det siger jeg jer: I og jeres lige skal stå til regnskab for alt det onde, I har gjort.

⁵² Ve jer skriftlærde, for I har bemægtiget jer kundskabens nøgle. Selv er I ikke gået ind i Guds rige, og I står i vejen for dem, der gerne vil ind.”

^53-54 De skriftlærde og farisæerne blev rasende, og da Jesus ville til at gå, udspurgte de ham på kryds og tværs for om muligt at få ham til at sige noget, de kunne anklage ham for.

De jødiske ledere forkaster Jesus som Messias

^22-23 Det blev vinter, og Jesus var igen på besøg i Jerusalem, denne gang under Hanukka^[a] festen. Han gik omkring i den del af templet, som kaldes Salomons søjlegang. ²⁴ De jødiske ledere omringede ham og spurgte: „Hvor længe vil du holde os hen i uvished? Er du Messias, så sig det ligeud!”

²⁵ Jesus svarede: „Det har jeg allerede gjort, men I ville ikke tro mig. De undere, jeg gør i min Fars navn, er bevis nok. ²⁶ Men I tror mig ikke, fordi I ikke hører til blandt mine får. ²⁷ Mine får adlyder min stemme. Jeg kender dem, og de følger mig. ²⁸ Jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig gå fortabt. Ingen kan rive dem ud af min hånd. ²⁹ Min Far, som har givet mig dem, har større magt end nogen anden, og ingen kan rive dem ud af min Fars hånd. ³⁰ Jeg og Faderen, vi er ét.”

³¹ Da begyndte de igen at samle sten op for at slå ham ihjel. ³² Men han sagde: „Jeg har udført mange gode gerninger, som min Far har bedt mig om at gøre. Hvilken af dem er det, I vil stene mig for?”

³³ „Du skal ikke stenes for nogen god gerning,” svarede de. „Men du skal dø, fordi du håner Gud. Du er kun et menneske, men du gør dig til ét med Gud!”

³⁴ „Står der ikke i Skriften: ‚Jeg har kaldt jer guder’?^[b]” spurgte Jesus. ³⁵ „Hvis altså Skriften, som ikke kan annulleres, kalder de mennesker ‚guder’, som Gud havde indsat til at gøre hans vilje, ³⁶ hvordan kan I så anklage mig, som Faderen har indsat og sendt til verden, og sige, at jeg håner Gud, fordi jeg siger, at jeg er Guds Søn? ³⁷ Hvis det ikke var min Fars gerninger, jeg gjorde, så skulle I ikke tro mig. ³⁸ Men når jeg nu gør hans gerninger, så tro i det mindste for gerningernes skyld, så I må kunne forstå og komme til den erkendelse, at Faderen er i mig og jeg er i ham.”

³⁹ De forsøgte derefter at fange ham, men han slap fra dem.

Mange almindelige mennesker kommer til tro på Jesus som Messias

⁴⁰ Jesus tog nu igen over til området øst for Jordanfloden, til det sted, hvor Johannes tidligere havde døbt. Der opholdt han sig et godt stykke tid, ⁴¹ og mange mennesker flokkedes om ham. De sagde til hinanden: „Johannes udførte ganske vist ingen undere, men alt, hvad han sagde om denne mand, var sandt.” ⁴² Og mange af dem kom til tro på Jesus.

Read full chapter