35 Og Elihu tog til Orde og sagde: ² "Holder du det for Ret, og kalder du det din Ret for Gud, ³ at du siger: "Hvad båder det mig, hvad hjælper det mig, at jeg ikke synder?"

⁴ Jeg vil give dig Svar og tillige med dig dine Venner: ⁵ Løft dit Blik imod Himlen og se, læg Mærke til Skyerne, hvor højt de, er over dig! ⁶ Hvis du synder, hvad skader du ham? Er din Brøde svar, hvad gør det da ham? ⁷ Er du retfærdig, hvad gavner du ham, hvad mon han får af din Hånd? ⁸ Du Menneske, dig vedkommer din Gudløshed, dig, et Menneskebarn, din Retfærd!

⁹ Man skriger over den megen Vold, råber om Hjælp mod de mægtiges Arm, ¹⁰ men siger ej: "Hvor er Gud, vor Skaber, som giver Lovsang om Natten, ¹¹ lærer os mer end Jordens Dyr, gør os vise fremfor Himlens Fugle?" ¹² Der råber man, uden at han giver Svar, over de ondes Hovmod; ¹³ til visse, Gud hører ej tomme Ord, den Almægtige ænser dem ikke, ¹⁴ endsige din Påstand om ikke at se ham! Vær stille for hans Åsyn og bi på ham! ¹⁵ Men nu, da hans Vrede ej bringer Straf og han ikke bekymrer sig stort om Synd, ¹⁶ så oplader Job sin Mund med Tant, uden Indsigt taler han store Ord.

36 Og videre sagde Elihu: ² Bi nu lidt, jeg har noget at sige dig, thi end har jeg Ord til Forsvar for Gud. ³ Jeg vil hente min Viden langvejsfra og skaffe min Skaber Ret; ⁴ thi for vist, mine Ord er ikke Opspind, en Mand med fuldkommen Indsigt har du for dig.

⁵ Se, Gud forkaster det stive Sind, ⁶ den gudløse holder han ikke i Live; de arme lader han få deres Ret, ⁷ fra retfærdige vender han ikke sit Blik, men giver dem Plads for stedse hos Konger på Tronen i Højhed. ⁸ Og hvis de bindes i Lænker, fanges i Nødens Bånd, ⁹ så viser han dem deres Gerning, deres Synder, at de hovmodede sig, ¹⁰ åbner deres Øre for Tugt og byder dem vende sig bort fra det onde. ¹¹ Hvis de så hører og bøjer sig, da ender de deres Dage i Lykke, i liflig Fryd deres År. ¹² Men hører de ikke, falder de for Sværd og opgiver Ånden i Uforstand. ¹³ Men vanhellige Hjerter forbitres; når han binder dem, råber de ikke om Hjælp; ¹⁴ i Ungdommen dør deres Sjæl, deres Liv får Mandsskøgers Lod. ¹⁵ Den elendige frelser han ved hans Elende og åbner hans Øre ved Trængsel.

¹⁶ Men dig har Medgangen lokket, du var i Fred for Ulykkens Gab; ingen Trængsel indjog dig Skræk, fuldt var dit Bord af fede Retter. ¹⁷ Den gudløses som kom til fulde over dig, hans retfærdige Dom greb dig fat. ¹⁸ Lad dig ikke lokke af Vrede til Spot eller Bødens Storhed lede dig vild! ¹⁹ Kan vel dit Skrig gøre Ende på Nøden, eller det at du opbyder al din Kraft? ²⁰ Ej må du længes efter Natten, som. opskræmmer Folkeslag der, hvor de er; ²¹ var dig og vend dig ikke til Uret, så du foretrækker ondt for at lide.

²² Se, ophøjet er Gud i sin Vælde, hvo er en Lærer som han? ²³ Hvo foreskrev ham hans Vej, og hvo turde sige: "Du gjorde Uret!" ²⁴ Se til at ophøje hans Værk, som Mennesker priser i Sang! ²⁵ Alle Mennesker ser det med Fryd, skønt dødelige skuer det kun fra det fjerne. ²⁶ Se, Gud er ophøjet, kan ikke ransages, Tal på hans År kan ikke fides. ²⁷ Thi Dråber drager han ud af Havet, i hans Tåge siver de ned som Regn, ²⁸ og Skyerne lader den strømme og dryppe på mange Folk. ²⁹ Hvo fatter mon Skyernes Vidder eller hans Boligs Bulder? ³⁰ Se, han breder sin Tåge om sig og skjuler Havets Rødder; ³¹ Thi dermed nærer han Folkene, giver dem Brød i Overflod; ³² han hyller sine Hænder i Lys og sender det ud imod Målet; ³³ hans Torden melder hans Komme, selv Kvæget melder hans Optræk.

37 Ja, derover skælver mit Hjerte, bævende skifter det Sted! ² Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der går fra hans Mund! ³ Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til Jordens Ender; ⁴ efter det brøler hans Røst, med Højhed brager hans Torden; han sparer ikke på Lyn, imedens hans Stemme høres. ⁵ Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter det ej. ⁶ Thi han siger til Sneen: "Fald ned på Jorden!" til Byger og Regnskyl: "Bliv stærke!" For alle Mennesker sætter han Segl, at de dødelige alle må kende hans Gerning. ⁸ De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler: ⁹ Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner Kulde. ¹⁰ Ved Guds Ånde bliver der Is, Vandfladen lægges i Fængsel. ¹¹ Så fylder han Skyen med Væde, Skylaget spreder hans Lys; ¹² det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke og udfører alt, hvad han byder, på hele den vide Jord, ¹³ hvad enten han slynger det ud som Svøbe, eller han sender det for at velsigne. ¹⁴ Job du må lytte hertil, træd frem og mærk dig Guds Underværker! ¹⁵ Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys stråle frem fra sin Sky? ¹⁶ Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker? ¹⁷ Du, hvis Klæder ophedes, når Jorden døser ved Søndenvind? ¹⁸ Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som det støbte Spejl? ¹⁹ Lær mig, hvad vi skal sige ham! Intet kan vi få frem for Mørke. ²⁰ Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at han er fra Samling? ²¹ Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr farer hen og renser Himlen, ²² fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed, ²³ og den Almægtige finder vi ikke. Almægtig og rig på Retfærd bøjer han ikke Retten; ²⁴ derfor frygter Mennesker ham, men af selv kloge ænser han ingen.