Israels utroskab samt et løfte om genoprettelse

1 ^1-2 Hoseas, Be’eris søn, modtog følgende profetiske budskaber fra Herren, mens henholdsvis Uzzija, Jotam, Ahaz og Hizkija var konge i Juda. Herren begyndte at tale til Hoseas, mens Jeroboam II, søn af Joash, var konge i Israel. Han sagde: „Gå hen og gift dig med en prostitueret, som har uægte børn. Det er et billede på Israels folk, som er mig utro, idet de har forladt mig for at tilbede fremmede guder.”

³ Så giftede Hoseas sig med Gomer, en datter af Diblajim. Hun blev gravid og fødte ham en søn. ⁴ Da sagde Herren til Hoseas: „Kald din søn Jizre’el, for jeg vil snart straffe Jehus efterkommere for massakren ved byen Jizre’el og gøre ende på Israels rige. ⁵ På Jizre’els slette vil de lide nederlag.”

⁶ Snart fik Gomer endnu et barn, og denne gang var det en datter. Herren sagde til Hoseas: „Kald hende Nådesløs, for jeg vil ikke længere vise nåde over for Israel. Jeg kan ikke blive ved med at se igennem fingre med deres utroskab. ⁷ Derimod vil jeg vise nåde over for Judas folk og redde dem fra deres fjender. Det er ikke på grund af deres militære styrke, jeg giver dem sejr, men fordi jeg er deres Gud.”

⁸ Efter at Gomer havde vænnet Nådesløs fra, blev hun gravid igen og fødte endnu en søn. ⁹ Og Herren sagde: „Kald ham Ikke-Mit-Folk, for Israel er ikke mit folk, og jeg er ikke deres Gud.

2 Men engang vil israelitterne igen blive et folk så talrigt som sandet på stranden. Og på det sted, hvor der blev sagt til dem: ‚I er ikke mit folk’, skal der siges til dem: ‚I er den levende Guds børn’. ² Da skal Juda og Israel igen forenes og have fælles leder, og de skal vokse til en stærk nation. Jizre’el-dagen^[a] bliver en stor dag! ³ Da skal de kalde hinanden: ‚Guds folk’ og ‚De benådede.’ ”

Straf og genoprettelse

⁴ Herren siger: „Åh, mine børn,^[b] prøv at overtale jeres mor, for hun er ikke længere min hustru, og jeg er ikke hendes mand. Bønfald hende om at vende ansigtet bort fra sine elskere og skubbe dem væk fra sit bryst. ⁵ Hvis hun ikke holder op med sin afgudsdyrkelse, flår jeg tøjet af hende, så hun står lige så nøgen som den dag, hun blev født. Jeg gør hende til en ødemark, et udtørret land, så hun dør af tørst. ⁶ Jeg vil ikke være barmhjertig mod hendes børn, for det er uægte børn. ⁷ Hun har været mig utro med afguderne og opført sig skændigt, for hun sagde: ‚Jeg holder mig til mine elskere, for de giver mig regn og korn, uld og hør, olie og vin.’

⁸ Derfor laver jeg afspærringer af tjørnekrat og mure, så hun ikke kan finde vej. ⁹ Hun vil prøve at nå frem til sine elskere, men det kan hun ikke. Hun vil lede efter dem, men kan ikke finde dem. Så vil hun sige: ‚Jeg kan lige så godt vende tilbage til min mand. Hos ham havde jeg det bedre, end jeg har det her.’

¹⁰ Hun forstod ikke, at det var mig, der gav hende korn, vin og olie, ja, endog det guld og sølv, som hun brugte til sin afgudsdyrkelse. ¹¹ Men nu tilbageholder jeg mit korn og min vin og giver hende ikke længere uld og hør til at væve tøj af. ¹² Jeg klæder hende af for øjnene af hendes elskere, og ingen kan redde hende fra min straf. ¹³ Jeg gør ende på alle hendes fester, både de ugentlige, månedlige og årlige højtider. ¹⁴ Jeg ødelægger hendes vingårde og frugthaver, som hun mente var en gave fra hendes elskere. Jeg lader det hele vokse vildt, så de vilde dyr kommer der for at finde føde. ¹⁵ Jeg straffer hende for alle de gange, hun pyntede sig med guldringe og smykker, opsøgte sine elskere, holdt fest for ba’alerne og ofrede røgelse til dem. Hun glemte, at jeg var hendes mand!

¹⁶ Men jeg vil prøve at vinde hende tilbage. Jeg vil føre hende afsides og tale kærligt til hende. ¹⁷ Jeg vil give hende vingårdene tilbage og forvandle hendes katastrofe til nyt håb. Da vil hun igen blive lige så hengiven overfor mig, som hun var i sin ungdomstid, da jeg førte hende ud af Egyptens land. ¹⁸ Til den tid vil hun give sig selv til mig, hendes mand, og ikke til Ba’al. ¹⁹ Jeg vil sørge for, at hun aldrig mere vil nævne afgudernes navne.

²⁰ Til den tid slutter jeg en pagt med de vilde dyr, fuglene og jordens kryb, så de ikke gør Israels folk noget ondt. Jeg tilintetgør alle våben i landet, så mit folk kan bo i tryghed. ²¹ Jeg lover dig troskab for evigt, mit folk. Jeg vil altid behandle dig retfærdigt og vise dig omsorg og kærlighed. ²² Jeg lover dig ubrydeligt troskab. Du skal tilhøre mig alene og lære mig at kende som din herre og Gud.

²³ Til den tid vil jeg befale himlen at bønhøre jorden og give den regn. ²⁴ Og jorden vil producere korn, vindruer og oliven. Da begynder Jizre’el-dagen, ²⁵ for jeg vil plante israelitterne i landet, og de skal tilhøre mig. Da vil jeg vise nåde mod Nådesløs, og sige til Ikke-Mit-Folk: ‚Du er mit folk!’ Og folket vil svare: ‚Du er vores Gud!’ ”

Israels fangenskab samt et løfte om genoprettelse

3 Så sagde Herren til mig: „Gå igen hen og forelsk dig i en kvinde, som har en elsker og er utro over for sin mand. For på samme måde viser jeg min kærlighed til Israel, selvom de har været mig utro og givet sig hen til afguderne, som de elsker at give rosinkager.”

² Så købte jeg hende for 15 sølvstykker og halvanden tønde byg.^{[c] 3} Derpå sagde jeg til hende: „Du skal vente på mig i lang tid, og du må ikke være mig utro med andre mænd eller drive prostitution. Så vil jeg også være tro over for dig.” ⁴ På samme måde skal Israel i lang tid være uden konge eller fyrste, uden ofringer til Herren eller til afguderne, uden præstetjeneste eller afgudsdyrkelse. ⁵ Senere vil de igen søge Herren, deres Gud, og ønske sig en konge som David. Til den tid vil de komme til Herren med ærefrygt og modtage hans velsignelse.

Herren anklager Israel

4 Israelitter, hør, hvad Herren har at sige. Han fører sag imod jer, for der er hverken sandhed, troskab eller kendskab til Gud i jeres land. ² I sværger og lyver, myrder, stjæler og er utro. Overalt er der vold, det ene mord følger det andet. ³ Landet lider, og livet sygner hen. Dyr, fugle og fisk går til grunde.

Anklagen mod præsteskabet

⁴ „Det er præsterne, der bærer den største skyld,” siger Herren. „Lad være med at skyde skylden på alle andre, for hvordan kan folket være bedre end deres præster? ⁵ I svigter både dag og nat, og det samme gør profeterne. I har ødelagt jeres eget folk. ⁶ Mit folk går til grunde, fordi de ikke anerkender mig som deres Gud, og det er jeres skyld, præster! I nægter at anerkende mig, derfor nægter jeg også at anerkende jer som mine præster. Og fordi I har glemt at følge mine befalinger, vil jeg også glemme at velsigne jeres efterkommere. ⁷ Jo flere præster der er, desto mere gør I oprør imod mig. I foretrækker de afskyelige afguder frem for min herlighed. ⁸ I lever af mit folks syndofre og håber derfor, at de vil synde noget mere. ⁹ Derfor må jeg straffe både præsterne og folket for deres onde handlinger. ¹⁰ Selv om I spiser af syndofrene, vil I aldrig blive mætte. I dyrker frugtbarhedsgudinderne, men får ikke flere børn af den grund. Mit folk har forladt mig og vendt sig til afguderne.

Anklagen mod afgudsdyrkelse og religiøs prostitution

¹¹ Vin fordrejer folks forstand. ¹² Tænk, de rådspørger en afgud af træ! De søger svar fra en kæp! Afgudsdyrkelsens ånd har ført dem på afveje. De er utro over for deres Gud. ¹³ De ofrer til afguder på hver en høj og brænder røgelse i den behagelige skygge fra store træer. Jeres døtre deltager i den religiøse prostitution, og jeres svigerdøtre begår ægteskabsbrud. ¹⁴ Men skal jeg straffe dem? Det er jo mændene, der forlanger prostitution i forbindelse med deres afgudsofre. Ja, et folk uden forstand ender i forfald.

Advarsel til Juda om ikke at blive revet med

¹⁵ Det er slemt nok, at I er mig utro, israelitter. Lad være at drage Juda med ind i det. Gå ikke til Gilgal eller til Betel, Ondskabens Hus.^[d] Lad være med at sværge ved den levende Gud. ¹⁶ Israel er oprørsk som en egenrådig kvie, men snart sender jeg den på græs som et lam på en vidtstrakt mark.^{[e] 17} Israels folk har knyttet sig til afguderne. Hold jer fra dem! ¹⁸ De drikker sig fulde og finder en skøge. De elsker deres skamløshed. ¹⁹ De er fanget ind af en forførende ånd, og deres afgudsofre bringer dem kun skam.

Landets ledere har ført folket på afveje

5 Lyt til mig, I præster! Hør godt efter, israelitter! Mærk jer mine ord, I, som har magten! I er dømt, for I lagde en fælde på Mitzpas høj og spredte et net ud på Tabors bjerg. ² I har dækket landet med et tykt lag synd,^[f] og det vil jeg straffe jer for.

³ Jeg ved, hvad der sker i Efraims^[g] land, for Israel er ikke skjult for mig. Efraim har været mig utro, ja, hele Israel er fyldt med synd.”

Utroskab leder til fald

⁴ Folkets handlinger hindrer dem i at vende om til Gud, for de er styret af utroskabens ånd, og de anerkender ikke Herren som deres Gud. ⁵ Israels selvsikre hovmod vidner imod dem. De styrter under vægten af deres skyld, og Juda rives med i faldet.

⁶ Når de så ofrer deres får og kvæg til Herren for at søge hjælp hos ham, finder de ham ikke, for han har trukket sig væk. ⁷ De har været troløse mod Herren, og deres børn er ikke hans. Deres afguderi vil snart styrte både dem selv og deres land i ulykke.

⁸ Lad vædderhornet lyde i Gibea og trompeten kalde til kamp i Rama! Lad krigsråbene gjalde fra Ondskabens Hus! Ryst af skræk, benjaminitter!^{[h] 9} Efraim bliver ødelagt på straffens dag. Dommen over Israel står fast.

¹⁰ Herren siger: „Judas ledere er upålidelige som folk, der flytter grænseskel. Min vrede vil ramme dem som et vandfald. ¹¹ Efraim vil blive knust, fordi de søgte hjælp hos afguderne. ¹² Efraim og Juda skal ødelægges som af møl og råddenskab.

¹³ Da Efraim opdagede sin sygdom og Juda sine sår, sendte Efraim bud til Assyrien for at bede den magtfulde konge om hjælp. Men han kan hverken helbrede din sygdom eller læge dine sår. ¹⁴ For jeg ødelægger Efraim og Juda, som en løve sønderriver sit bytte. Jeg slæber dem bort, og ingen kan redde dem. ¹⁵ Derefter holder jeg mig i min hule, indtil de har fået nok af deres straf. Drevet af deres trængsler vil de igen søge hjælp hos mig.”

Overfladisk anger hjælper ikke

6 „Kom!” siger de. „Vi må hellere vende os til Herren! Når han har sønderrevet os, kan han vel også helbrede os. Når han har slået os, må det være ham, der skal forbinde vores sår. ² Det kan ikke vare længe, før han genopretter os, så vi kan leve i hans nærhed. ³ Vi må hellere lære ham bedre at kende, for han er trods alt vores Gud. Han vil hjælpe os lige så sikkert, som solen står op hver dag. Hans komme er lige så sikkert som vinterens og forårets komme.”

⁴ „Hør, Efraim og Juda,” siger Herren. „Hvad skal jeg dog stille op med jer? Jeres hengivenhed er som morgentågen, der forsvinder som dug for solen. ⁵ Jeg har pisket jer med profeternes ord, truet jer med død og undergang. Min straf vil ramme jer lige så sikkert, som solen står op hver dag.

⁶ Jeg ønsker barmhjertighed^[i] frem for slagtofre. Det er vigtigere, at I kender og adlyder mig, end at I kommer med brændofre.

⁷ Men I har brudt min pagt, som Adam gjorde. Hvorfor har I dog været så troløse? ⁸ Gilead er blevet hjemsted for forbrydere, fyldt med blodige spor. ⁹ Selv præsterne danner røverbander. De ligger på lur og myrder folk på vejen til Sikem, og de begår alle mulige forfærdelige handlinger. ¹⁰ Ja, jeg har været vidne til grufulde ting i Israel. Efraim var mig utro, og hele Israel blev fordærvet. ¹¹ Juda, også for dig kommer regnskabets time, for jeg vil befri mit folk fra syndens lænker.

Et fordærvet samfund

7 Når jeg prøver at kurere Israel, kommer Efraims ondskab klart til syne, og Samarias synder kommer frem i lyset, for de er fulde af løgn og bedrag. Der begås indbrud i husene, og man bliver overfaldet på gaden. ² De tænker ikke på, at jeg ser dem. Deres syndige handlinger tårner sig op omkring dem og stirrer mig i øjnene. ³ Kongen støtter dem i deres ondskab, og lederne opmuntrer dem til at lyve. ⁴ De brænder alle for deres utroskab. De er som en ophedet bageovn, hvor bageren ikke behøver at rode op i ilden eller komme mere brænde på, fra han lægger dej til brødet og indtil dejen er hævet.

⁵ På kongens festdag drikker lederne sig fulde. De bliver øre af vinen som af feber, og kongen tager del i deres tåbeligheder. ⁶ De er opslugt af intriger som en ovn, der ulmer natten lang og blusser op næste morgen. ⁷ I deres brændende lidenskab myrder de den ene konge efter den anden, men ingen af kongerne råber til mig om hjælp.

⁸ Efraim er blandet op med gudløse folkeslag. Mit folk er som en brændt pandekage, der ikke blev vendt på panden. ⁹ De fremmede folkeslag tapper mit folks styrke, uden at mit folk lægger mærke til det. Israels folk er udbrændt som en gammel, gråhåret mand, men de ved det ikke. ¹⁰ Deres selvsikre hovmod vidner imod dem. Men alligevel vender de sig ikke til mig, deres Gud, for at få hjælp.

¹¹ Israel er som en due uden forstand, der først kalder på Egypten for at få hjælp og siden sender bud til Assyrien. ¹² Men jeg kaster mit net over den i flugten og fanger den, for jeg vil straffe mit folk for deres onde handlinger.

¹³ Stakkels mit folk, som har vendt mig ryggen. De styrer mod afgrunden, for de har gjort oprør imod mig. Jeg vil gerne redde dem, men de er fulde af falskhed og løgn. ¹⁴ De søger mig ikke af et oprigtigt hjerte, men ligger og jamrer på deres senge. De skærer sig selv til blods for at få afguderne til at give dem korn og vin. ¹⁵ Jeg underviste dem og gjorde dem stærke, men de vendte sig imod mig. ¹⁶ De søger hjælp alle vegne, bare ikke hos mig.^[j] De er som en slap bue, der ikke kan bruges til noget. Landets ledere vil falde for sværdet på grund af deres oprør mod mig, og egypterne vil godte sig over deres skæbne.”