1 Mosebog 48-50
Dette er Biblen på dansk
48 Efter disse Begivenheder fik Josef Melding om, at hans Fader var syg. Da tog han sine Sønner, Manasse og Efraim, med sig 2 Da det nu meldtes Jakob, at hans Søn Josef var kommet, tog Israel sig sammen og satte sig oprejst på Lejet 3 Jakob sagde til Josef: "Gud den Almægtige åbenbarede sig for mig i Luz i Kana'ans Land og velsignede mig; 4 og han sagde til mig: Jeg vil gøre dig frugtbar og give dig et talrigt Afkom og gøre dig til en Mængde Stammer, og jeg vil give dit Afkom efter dig Land til evigt Eje! 5 Nu skal dine to Sønner, der er født dig i Ægypten før mit komme til dig her i Ægypten, være mine, Efraim og Manasse skal være mine så godt som Ruben og Simeon; 6 derimod skal de Børn, du har fået efter dem, være dine; men de skal nævnes efter deres Brødres Navne i deres Arvelod 7 Da jeg kom fra Paddan, døde Rakel for mig, medens jeg var undervejs i Kana'an, da vi endnu var et stykke Vej fra Efrat, og jeg jordede hende der på vejen til Efrat, det er Betlehem".
8 Da Israel så Josefs Sønner, sagde han: "Hvem bringer du der?" 9 Josef svarede sin Fader: "Det er mine Sønner, som Gud har skænket mig her." Da sagde han:"Bring dem hen til mig, at jeg kan velsignedem!" 10 Men Israels Øjne var svækkede af Alderdom, så at han ikke kunde se. Da førte han dem hen til ham. og han kyssede og omfavnede dem. 11 Og Israel sagde til Josef: "Jeg: havde ikke turdet håbe at få dit Ansigt at se, og nu har Gud endog: ladet mig se dit Afkom!" 12 Derpå tog Josef dem bort fra hans Knæ og kastede sig til Jorden. på sit Ansigt. 13 Josef tog så dem begge, Efraim i sin højre Hånd til venstre for Israel og Manasse i sin venstre Hånd til højre for Israel, og førte dem hen til ham; 14 men Israel udrakte sin højre Hånd og lagde den på Efraims Hoved, uagtet han var den yngste.. og sin venstre Hånd lagde han på Manasses Hoved, så at han lagde Hænderne over Kors; thi Manasse var den førstefødte. 15 Derpå velsignede han Josef og sagde: "Den Gud, for hvis Åsyn mine Fædre Abraham og Isak vandrede, den Gud, der har vogtet mig: fra min første Færd og til nu, 16 den Engel, der har udløst mig fra alt ondt, velsigne Drengene, så at mit Navn og mine Fædre Abrahams og Isaks Navn må blive nævnet ved dem, og de må vokse i Mængde i Landet!"
17 Men da Josef så, at hans Fader lagde sin højre Hånd på Efraims Hoved, var det ham imod,. og han greb sin Faders Hånd for at tage den bort fra Efraims Hoved og lægge den på Manasses; 18 og Josef sagde til sin Fader: "Nej, ikke således, Fader, thi denne er den førstefødte; læg din højre Hånd på hans Hoved!" 19 Men hans Fader vægrede sig og sagde: "Jeg ved det, min Søn, jeg ved det! Også han skal blive til et Folk, også han skal blive stor; men hans yngre Broder skal blive større end han, og hans Afkom skal blive en Mangfoldighed af Folkeslag!" 20 Således velsignede han dem på den Dag og sagde: "Med eder skal Israel velsigne og sige: Gud gøre dig som Efraim og Manasse!" Og han stillede Efraim foran Manasse.
21 Da sagde Israel til Josef: "Jeg skal snart dø, men Gud skal være med eder og føre eder tilbage til eders Fædres Land. 22 Dig giver jeg ud over dine Brødre en Højderyg, som jeg har fravristet Amonterne med mit Sværd og min Bue!"
49 Derpå kaldte Jakob sine Sønner til sig og sagde: "Saml eder, så vil jeg forkynde eder, hvad der skal hændes eder i de sidste Dage: 2 Kom hid og hør, Jakobs Sønner, lyt til eders Fader Israel! 3 Ruben, du er min førstefødte, min Styrke og min Mandskrafts første, ypperst i Højhed, ypperst i Kraft! 4 Du skummer over som Vandet, men du mister din Forret; thi du besteg din Faders Leje.Skændigt handled du da han besteg mit Leje!
5 Simeon og Levi, det Broder Par, Voldsredskaber er deres Våben. 6 I deres Råd giver min Sjæl ej Møde, i deres Forsamling tager min Ære ej Del; thi i Vrede dræbte de Mænd, egenrådigt lamslog de Okser. 7 Forbandet være deres Vrede, så vild den er, deres Hidsighed, så voldsom den er! Jeg spreder dem i Jakob, splitter dem ad i Israel!
8 Juda, dig skal dine Brødre prise, din Hånd skal gribe dine Fjender i Nakken, din Faders Sønner skal bøje sig for dig. 9 En Løveunge er Juda. Fra Rov stiger du op, min Søn! Han ligger og strækker sig som en Løve, ja, som en Løvinde, hvo tør vække ham! 10 Ikke viger Kongespir fra Juda, ej Herskerstav fra hans Fødder, til han, hvem den tilhører; kommer, ham skal Folkene lyde. 11 Han binder sit Æsel ved Vinstokken, ved Ranken Asenindens Fole, tvætter i Vin sin Kjortel, sin Kappe i Drueblod, 12 med Øjnene dunkle af Vin og Tænderne hvide af Mælk!
13 Zebulon har hjemme ved Havets Byst, han bor ved Skibenes Kyst, hans Side er vendt mod Zidon.
14 Issakar, det knoglede Æsel, der strækker sig mellem Foldene, 15 fandt Hvilen sød og Landet lifligt; derfor bøjed han Ryg under Byrden og blev en ufri Træl.
16 Dan dømmer sit Folk så godt som nogen Israels Stamme. 17 Dan blive en Slange ved Vejen, en Giftsnog ved Stien, som bider Hesten i Hælen,så Rytteren styrter bagover! 18 På din Frelse bier jeg, Herre!
19 Gad, på ham gør Krigerskarer Indhug, men han gør Indhug i Hælene på dem.
20 Aser, hans Føde er fed, Lækkerier for Konger har han at give.
21 Naftali er en løssluppen Hind, han fremfører yndig Tale.
22 Et yppigt Vintræ er Josef, et yppigt Vintræ ved Kilden, Ranker slynger sig over Muren. 23 Bueskytter fejder imod ham, strides med ham, gør Angreb på ham, 24 men hans Bue er stærk, hans Hænders Arme rappe; det kommer fra Jakobs Vældige, fra Hyrden, Israels Klippe, 25 fra din Faders Gud han hjælpe dig!Og Gud den Almægtige, han velsigne dig med Himmelens Velsignelser oventil og Dybets Velsignelser nedentil, med Brysters og Moderlivs Velsignelser! 26 Din Faders Velsignelser overgår de ældgamle Bjerges Velsignelser, de evige Højes Herlighed. Måtte de komme over Josefs Hoved, over Issen på Fyrsten blandt Brødre!
27 Benjamin, den rovlystne Ulv, om Morgenen æder han Rov, om Aftenen deler han Bytte!"
28 Alle disse er Israels Stammer, tolv i Tal, og det var, hvad deres Fader talte til dem, og han velsignede dem, hver især af dem gav han sin særlige Velsignelse.
29 Og han sagde til dem som sin sidste Vilje: "Nu samles jeg til mit Folk; jord mig da hos mine Fædre i Hulen på Hetiten Efrons Mark. 30 i Hulen på Makpelas Mark over for Mamre i Kana'ans Land. den Mark, som Abraham købte af Hetiten Efron til Gravsted, 31 hvor de jordede Abraham og hans Hustru Sara, hvor de jordede Isak og hans Hustru Rebekka, og hvor jeg jordede Lea. 32 Marken og Hulen derpå blev købt af Hetiterne." 33 Dermed havde Jakob givet sine Sønner sin Vilje til Kende, og han strakte sine Fødder ud på Lejet. udåndede og samledes til sin Slægt.
50 Da kastede Josef sig over sin Faders Ansigt, græd og kyssede ham; 2 og Josef befalede de lægekyndige blandt sine Tjenere at balsamere hans Fader, og Lægerne balsamerede Israel. 3 Dermed gik fyrretyve Dage, thi så lang Tid tager Balsameringen: og Ægypterne begræd ham i halvfjerdsindstyve Dage. 4 Da Grædetiden var omme, sagde Josef til Faraos Husfolk: "Hvis I har Godhed for mig, så sig på mine Vegne til Farao: 5 Min Fader tog mig i Ed, idet han sagde: Når jeg er død, så jord mig i den Grav, jeg lod mig grave i Kana'ans Land! Lad mig derfor drage op og jorde min Fader og så vende tilbage hertil!" 6 Da sagde Farao: "Drag kun op og jord din Fader, som han har ladet dig sværge." 7 Så drog Josef op for at jorde sin Fader, og med ham drog alle Faraos Tjenere, de ypperste i hans Hus og de ypperste i Ægypten, 8 hele Josefs Hus og hans Brødre og hans Faders Hus, kun deres Kvinder og Børn, Småkvæg og Hornkvæg lod de blive tilbage i Gosen; 9 og med ham fulgte både Stridsvogne og Ryttere, så det blev en overmåde stor Karavane. 10 Da de kom til Gorenhåtad hinsides Jordan, holdt de der en overmåde stor og højtidelig Dødeklage, og han fejrede Sørgefest for sin Fader i syv Dage. 11 Men da Landets Indbyggere, Kana'anæerne, så denne Sørgefest i Gorenhåtad, sagde de: "Ægypterne holder en højtidelig Sørgefest." Derfor gav man det Navnet Abel Mizrajim; det ligger hinsides Jordan.
12 Og hans Sønner gjorde, som han havde pålagt dem; 13 hans Sønner førte ham til Kana'ans Land og jordede ham i Hulen på Makpelas Mark, den Mark, som Abraham havde købt til Gravsted af Hetiten Efron over for Mamre. 14 Efter at have jordet sin Fader vendte Josef tilbage til Ægypten med sine Brødre og alle dem, der var draget op med ham til hans Faders Jordefærd.
15 Da Josefs Brødre så, at deres Fader var død, sagde de: "Blot nu ikke Josef vil vise sig fjendsk mod os og gengælde os alt det onde, vi har gjort ham!" 16 Derfor sendte de Bud til Josef og sagde: "Din Fader pålagde os før sin Død 17 at sige til Josef: Tilgiv dog dine Brødres Brøde og Synd, thi de har gjort ondt imod dig! Så tilgiv nu din Faders Guds Tjenere deres Brøde!" Da græd Josef over deres Ord til ham. 18 Siden kom hans Brødre selv og faldt ham til Fode og sagde: "Se, vi vil være dine Trælle!" 19 Da sagde Josef til dem: "Frygt ikke, er jeg vel i Guds Sted? 20 I tænkte ondt mod mig, men Gud tænkte at vende det til det gode for at gøre, hvad nu er sket, og holde mange Folk i Live; 21 frygt ikke, jeg vil sørge for eder og eders Kvinder og Børn!" Således trøstede han dem og satte Mod i dem.
22 Josef blev nu i Ægypten, både han og hans Faders Hus, og Josef blev 110 År gammel. 23 Josef så Børn i tredje Led af Efraim; også Børn af Manasses Søn Makir fødtes på Josefs Knæ. 24 Derpå sagde Josef til sine Brødre: "Jeg dør snart, men Gud vil se til eder og føre eder fra Landet her til det Land, han tilsvor Abraham, Isak og Jakob." 25 Og Josef tog Israels Sønner i Ed og sagde: "Når Gud ser til eder, skal I føre mine Ben bort herfra!" 26 Josef døde 110 År gammel, og man balsamerede ham og lagde ham i Kiste i Ægypten.
1 Mosebog 48-50
Bibelen på hverdagsdansk
Jakob velsigner Josefs sønner
48 Kort efter fik Josef meddelelse om, at det gik hurtigt ned ad bakke med hans fars helbred. Han tog derfor straks af sted for at besøge ham sammen med sine to sønner Manasse og Efraim. 2 Da Jakob hørte, at Josef var kommet, satte han sig med en kraftanstrengelse op og svingede benene ud over sengekanten. 3 Derpå sagde han til Josef: „Gud den almægtige viste sig for mig i Luz i Kana’an og velsignede mig. 4 Han sagde: ‚Jeg vil gøre dig til et stort folk og give Kana’ans land til dig og dine efterkommere, og det skal for altid være jeres ejendom.’ ”
5 „Nu vil jeg adoptere dine to sønner, Efraim og Manasse, som blev født her i Egypten, før jeg kom hertil,” fortsatte Jakob. „De skal være mine egne sønner og arve på lige fod med Ruben og Simeon og mine andre sønner. 6 Men de sønner, du får i fremtiden, bliver dine egne, og det land de skal arve, bliver indenfor Efraims og Manasses område. 7 Da vi kom tilbage fra Paddan-Aram døde Rakel i Kana’an, inden vi ankom til Efrat—og jeg begravede hende der ved siden af vejen til Efrat.” (Efrat hedder nu Betlehem.) 8 Så kiggede Jakob over på de to drenge. „Er det dine sønner?” spurgte han.
9 „Ja,” svarede Josef, „det er de sønner, Gud har givet mig her i Egypten.”
„Bring dem herhen til mig,” sagde Jakob, „så jeg kan velsigne dem.” 10 Jakob kunne ikke se særlig godt, for han var gammel og halvblind. Så førte Josef drengene hen til ham, og Jakob kyssede dem på kinden og omfavnede dem, 11 og han sagde til Josef: „Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle få dig at se igen. Men nu har Gud tilmed ladet mig se dine børn.”
12 Så førte Josef drengene væk fra deres bedstefars knæ og bøjede sig dybt til jorden for ham. 13 Derefter førte han med sin højre hånd Efraim hen til Jakobs venstre side og med sin venstre hånd Manasse hen til Jakobs højre side. 14 Jakob lagde dog sin højre hånd på Efraims hoved, selvom han var den yngste, og sin venstre hånd på Manasses hoved, selvom han var den ældste, så han sad med armene over kors. 15 Derpå velsignede han Josef og hans to sønner med følgende ord: „Må den Gud, som min bedstefar Abraham og min far Isak vandrede med, den Gud, som har været min hyrde livet igennem, 16 den engel, som har bevaret mig fra alt ondt—må han velsigne de to drenge her! Må de føre min slægt videre, som jo udgår fra Abraham og Isak, og må de blive til et mægtigt folk.”
17 Da Josef så, at hans far havde lagt sin højre hånd på Efraims hoved, kunne han ikke lide det, og han greb sin fars hånd for at lægge den på Manasses hoved. 18 „Far,” sagde han. „Det er ham her, der er den ældste. Læg din højre hånd på hans hoved.”
19 Men det nægtede hans far. „Jeg ved, hvad jeg gør, min søn,” svarede han. „Manasse vil blive stamfar til et mægtigt folk, men hans yngre bror vil blive endnu mægtigere. Hans efterkommere vil blive til mange folkeslag.” 20 Den dag velsignede Jakob drengene med følgende velsignelse:
„Israelitterne vil bruge jeres navne til at velsigne hinanden. De vil sige: ‚Må Gud velsigne jer, som han velsignede Efraim og Manasse!’ ” På den måde satte han Efraim over Manasse.
21 Derefter sagde Jakob til Josef: „Jeg skal snart dø, men Gud vil være med jer og føre jer til Kana’an, det land, han lovede jeres forfædre. 22 Og da du har en højere position end dine brødre, overdrager jeg dig højlandet omkring Sikem, som vi tog fra amoritterne med sværd og bue.”
Jakobs sidste ord til sine 12 sønner
49 Derefter tilkaldte Jakob alle sine sønner, og de samlede sig omkring ham: „Nu skal jeg fortælle jer, hvordan det vil gå jer fremover.
2 Kom og hør, I Jakobs sønner,
lyt til Israel, jeres far!
3 Ruben, du min ældste søn,
det første skud på stammen,
ypperlig i rang og styrke,
4 men uregerlig som havets bølger.
Du mistede din forret som førstefødt,
for du gik i seng med din fars kone.
Hvilken skændig handling
at vanære sin far sådan.
5 Simeon og Levi, to alen af ét stykke,
mænd af vold og vrede ord.
6 Jeres planer og motiver kan jeg ikke acceptere,
i galskab myrdede I mennesker og lemlæstede okser for sjov.
7 Forbandet være jeres hidsighed,
forbandet jeres vrede og vold.
I bliver adskilt i Israel,
spredt ud over landet.
8 Juda, dine brødre vil juble,
når du tilintetgør dine fjender.
Ja, dine brødre skal bøje sig for dig.
9 Juda er en løve, der vogter over sit bytte.
Når han hviler sig, hvem tør da vække ham?
10 Scepteret skal tilhøre Juda,
og han skal herske,
indtil den rette hersker kommer,[a]
han, som alle folkeslag skal lyde.
11 Han binder sit æsel til en vinstok
og vasker sit tøj i druesaft.
12 Hans øjne er mørkere end rødvin,
hans tænder hvidere end mælk.
13 Zebulon vil havne ved havet,
hans land bliver hjemsted for skibe,
det strækker sig helt til Sidon.
14 Issakar er stærk som et æsel,
han hviler sig mellem kvægfoldene.
15 Når han opdager, hvor godt et sted, han har fundet
og hvor frugtbart landet er,
tager han villigt åget på skuldrene
og arbejder hårdt for føden.
16 Dan skaffer sit folk deres ret
så godt som nogen af Israels stammer.
17 Han er som en slange på stien,
hugger i hestens hæl, så rytteren styrter.
18 Åh Gud, du er vores redning!
19 Gad bliver angrebet af omstrejfende bander,
men han forfølger og udplyndrer dem.
20 Asher får en overflod af afgrøder
og kan levere til kongens hof.
21 Naftali løber frit omkring,
kommer gerne med smukke ord.[b]
22 Josef er som en vinstok, plantet ved kilden,
hvis ranker spreder sig over muren.
23 Han blev beskudt med bitterheds pile,
hans modstandere behandlede ham hårdt,
24 men han holdt sin bue med fasthed,
hans stærke arme rystede ikke.
Han blev hjulpet af Jakobs mægtige Gud,
og igennem det blev han en hyrde,
en frelser for Israels folk.
25 Din fars Gud er din hjælper,
og den Almægtige velsigner dig
med himlens velsignelser ovenfra
og jordens velsignelser nedenfra,
med ægteskabelige glæder
og med mange børn.
26 Den velsignelse, du får fra din far,
overgår de ældgamle bjerges velsignelser
og det, de evige høje kan tilbyde.
Må disse velsignelser hvile på Josefs hoved,
på issen af fyrsten blandt brødre.
27 Benjamin er som en ulv på rov.
Han æder af sit bytte om morgenen
og deler ud af sit overskud om aftenen.”
28 Det var, hvad Jakob sagde til Israels 12 stammeoverhoveder. Hver især fik de deres særlige ord med på vejen.
Jakobs død og begravelse
29 Til sidst sagde Jakob til sine sønner: „Nu skal jeg dø. Begrav mig hos mine forfædre i Kana’ans land i hulen på Makpela-marken øst for Mamre, den mark, som Abraham købte af hittitten Efron. 30-32 I den gravhule ligger Abraham og Sara begravet. Der ligger også Isak og Rebekka, og der har jeg selv begravet Lea.” 33 Med disse ord til sine sønner udtrykte Jakob sin sidste vilje. Så lagde han sig til rette i sengen og drog sit sidste åndedrag.
50 Josef kastede sig over sin døde far og græd og kyssede ham. 2 Derefter gav han sine bedemænd ordre til at balsamere liget. 3 Balsameringen tog 40 dage, og der var landesorg i Egypten i 10 uger.
4 Da sørgetiden var forbi, henvendte Josef sig til Faraos rådgivere og bad dem tale hans sag. 5 „Sig til Farao, at min far lod mig sværge på, at jeg ville opfylde hans sidste ønske,” forklarede Josef. „Min far sagde til mig, at når han var død, skulle jeg bringe hans lig tilbage til Kana’an og begrave ham i den hule, hvor hans forfædre ligger begravet. Derfor er jeg nødt til at tage af sted og begrave min far. Når det er gjort, vil jeg straks vende tilbage hertil.”
6 Farao gav Josef lov til at rejse. „Tag du bare af sted og begrav din far, som du har lovet,” sagde han.
7 Så tog Josef af sted med et større følge af Faraos rådgivere og højtstående embedsmænd. 8 Han tog også sine brødre og deres familier med. Men de lod deres mindre børn og fåre- og kvægflokke blive tilbage i Goshens land. 9 Det var således et større følge af vogne og ryttere, som ledsagede Josef.
10 Da de kom til tærskepladsen ved Atad nær ved Jordanfloden, holdt de en højtidelig sørgeceremoni, hvor de begræd Josefs far i syv dage. 11 Senere kaldte de lokale indbyggere, kana’anæerne, det sted Abel-Mitzrajim,[c] for de sagde: „På dette sted holdt egypterne dyb sorg!” 12 Således gjorde Jakobs sønner, som deres far havde befalet dem: 13 De bragte hans lig ind i Kana’ans land og begravede ham i hulen ved Makpela, som Abraham havde købt for at bruge den til familiegravsted. 14 Derefter vendte Josef tilbage til Egypten sammen med sine brødre og alle dem, som var fulgt med ham til hans fars begravelse.
Fuld forsoning mellem Josef og hans brødre
15 Efter at deres far var død, blev Josefs brødre ængstelige. „Måske bærer Josef nag og vil hævne sig på os for alt det onde, vi har gjort imod ham,” sagde de til hinanden. 16-17 Derfor sendte de følgende budskab til Josef: „Før sin død pålagde din far os at give dig følgende besked fra ham: ‚Tilgiv dine brødre for alt det onde, de har gjort imod dig.’ Derfor beder vi, som er din fars Guds tjenere, om du vil tilgive os!” Da Josef hørte de ord, brød han sammen og græd.
18 Derefter kom hans brødre personligt til ham og bøjede sig for ham. „Vi er dine slaver,” sagde de.
19 Men Josef svarede: „I skal ikke være bange for mig. Er jeg måske Gud, så jeg skulle dømme og straffe jer? 20 Selvom jeres hensigter var onde, ved jeg, at Guds hensigt var at vende det til noget godt, for han gav mig den position, jeg har i dag, så jeg kunne redde mange menneskers liv. 21 Nej, I må ikke være bange. Jeg vil personligt tage mig af jer og jeres familier.” Han forsøgte på alle måder at berolige og opmuntre dem med venlige ord.
Josefs død
22 Josef og hans brødre og deres familier blev boende i Egypten. Josef var efterhånden blevet 110 år gammel, 23 og han nåede at se sin søn Efraims børnebørn og Manasses søn Makirs børn. Han betragtede sine børnebørn som sine egne.
24 „Jeg skal snart dø,” sagde Josef til sine brødre, „men Gud vil helt sikkert føre jer ud af Egypten og bringe jer tilbage til det land, han lovede Abraham, Isak og Jakob.” 25 Så fik Josef sine brødre til at sværge på, at de ville opfylde hans sidste ønske: „Når Gud leder jer tilbage til Kana’an, så skal I tage mit lig med.”
26 Derefter døde Josef i en alder af 110 år. Han blev balsameret og lagt i en kiste.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.