Folket ankommer til Guds bjerg

19 Nøjagtigt to måneder efter at israelitterne havde forladt Egypten, ankom de til Sinaiørkenen. ² De havde flyttet lejren fra Refidim og var nu kommet til Sinaiørkenen, hvor de slog lejr ved foden af bjerget.^{[a] 3} Moses gik op ad bjerget for at mødes med Gud, og Herren råbte til Moses fra bjergets top:

„Sig til israelitterne, Jakobs efterkommere: ⁴ ‚I har set, hvad jeg gjorde mod egypterne, og hvordan jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer hertil. ⁵ Hvis I vil adlyde mig og overholde jeres del af pagten, vil jeg udvælge jer blandt alle folkeslagene til at være mit eget folk, for hele jorden tilhører mig. ⁶ I skal være et indviet folk, et folk, der adlyder mig som jeres konge og tilbeder mig som jeres Gud.’ Sådan skal du sige til israelitterne.”

⁷ Da Moses kom ned fra bjerget, kaldte han folkets ledere sammen og fortalte dem, hvad Herren havde sagt. ⁸ Alle som én svarede de: „Vi vil nøje følge Herrens befalinger og gøre alt, hvad han siger.” Moses gik så tilbage til Herren med deres svar. ⁹ Da sagde Herren: „Jeg vil komme til dig i en tæt sky, så folket kan høre mig tale til dig, og så de for fremtiden vil have fuld tillid til dig.” Da Moses fortalte Herren, hvad folket havde sagt, sagde Herren: ¹⁰ „Gå ned til folket og lad dem hellige sig i dag og i morgen og vaske deres tøj. ¹¹ De skal holde sig parat til i overmorgen, for da vil jeg stige ned på Sinaibjerget for øjnene af dem. ¹² Du skal også lave afspærringer omkring bjerget og advare dem om, at de ikke må gå op ad bjerget. De må ikke engang røre ved foden af bjerget. Enhver, der rører bjerget, er dødsens. ¹³ Hvad enten det drejer sig om mennesker eller dyr, så skal de straks stenes eller skydes med pile, for ingen må røre ved dem. Folket må holde sig på afstand af bjerget, indtil de hører en langtrukken lyd som fra et vædderhorn. Derefter skal de samles ved foden af bjerget.”

¹⁴ Så gik Moses tilbage til folket og fortalte dem, at de skulle vaske både sig selv og deres tøj. ¹⁵ „Gør jer parat!” sagde han, „for om to dage vil Herren åbenbare sin herlighed. Indtil da må I også give afkald på seksuelt samvær.”

¹⁶ Om morgenen på den tredje dag^[b] kom et voldsomt uvejr med lyn og torden. En tæt sky sænkede sig over bjerget, og der hørtes en høj og langtrukken lyd som fra et vædderhorn, så alle i lejren skælvede. ¹⁷ Da førte Moses folket ud af lejren for at møde Gud, og de stillede sig op ved bjergets fod. ¹⁸ Sinaibjerget var indhyllet i røg, fordi Herren var ved at stige ned på bjerget som en flammende ild, og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget rystedes af voldsomme jordskælv, ¹⁹ mens lyden fra vædderhornet voksede i styrke. Så talte Moses, og Gud tordnede sit svar tilbage, så alle kunne høre det. ²⁰ Da Herren var nået ned til toppen af Sinaibjerget, kaldte han Moses op til sig. Og Moses gik op til Gud.

²¹ Herren sagde til Moses: „Gå ned og advar folket, så de ikke bryder igennem afspærringen. De må ikke komme herop for at se mig, og hvis nogen gør det, vil de dø. ²² Selv præsterne, som er vant til at komme i min nærhed, skal jo gennemgå renselsesritualerne og hellige sig, for at jeg ikke skal tilintetgøre dem.”

²³ „Jamen, folket vil ikke komme op på bjerget,” indvendte Moses. „Du har jo sagt, de ikke må! Du befalede mig at afspærre bjerget som forbudt område.”

²⁴ Men Herren sagde: „Gå nu ned og tag Aron med herop. Advar dem om, at hverken præsterne eller folket må overskride grænsen og forsøge at komme herop, for så vil jeg tilintetgøre dem.”

²⁵ Så gik Moses ned til folket og fortalte, hvad Gud havde sagt.

De ti bud

20 Derefter gav Gud sit folk følgende budskab:

² „Jeg er Herren, jeres Gud, som reddede jer fra slaveriet i Egypten.

³ Du må ikke tilbede andre end mig.

⁴ Du må ikke lave afgudsbilleder af nogen art ud fra det, du ser i himmelrummet, på jorden eller i vandet under jorden. ⁵ Du må ikke bøje dig for et afgudsbillede eller tilbede det, for jeg er Herren, din Gud, og jeg vil ikke dele din hengivenhed med nogen anden gud. Jeg undlader ikke at straffe dem, der hader mig, så det kan mærkes indtil tredje eller fjerde slægtled. ⁶ Men jeg er også den, der er trofast gennem tusind generationer. Jeg gør godt mod dem, der elsker mig og holder mine befalinger.

⁷ Du må ikke misbruge Herren, din Guds, navn. Jeg straffer den, der misbruger mit navn.

⁸ Du skal holde hviledagen hellig. ⁹ Du har seks dage om ugen til at udføre dit arbejde og dine daglige gøremål, ¹⁰ men den syvende dag er en hviledag, som er indviet til Herren, din Gud. Den dag må du ikke udføre nogen form for arbejde. Det gælder også dine sønner, dine døtre, dine slaver, dine husdyr og eventuelle fremmede, som bor hos dig. ¹¹ Jeg brugte seks dage til at skabe jorden, himlen, havet og alt hvad der findes i dem, men jeg hvilede på den syvende dag. Derfor velsignede jeg hviledagen og gjorde den hellig.

¹² Du skal ære din far og din mor, så du kan få et godt og langt liv i det land, Herren, din Gud, vil give dig.

¹³ Du må ikke begå drab.

¹⁴ Du må ikke bryde ægteskabet.

¹⁵ Du må ikke stjæle.

¹⁶ Du må ikke anklage nogen på falsk grundlag.

¹⁷ Du må ikke begære andre menneskers hus, ægtefælle, slaver, husdyr eller andet, der tilhører dem.”

¹⁸ Da folket hørte larmen af tordenen og den frygtindgydende lyd af vædderhornet og så lynglimtene og røgen, der bølgede til vejrs fra bjerget, rystede de af skræk og holdt sig på afstand. ¹⁹ Da sagde de til Moses: „Det er bedre, at du fortæller os, hvad Gud siger. Vi skal nok handle derefter! Men lad ikke Gud tale direkte til os mere, for så dør vi!”

²⁰ „I skal ikke være bange,” svarede Moses. „Når Gud kom til jer på denne frygtindgydende måde, var det, for at I skulle se hans vældige magt og lære at have ærefrygt for ham. Det skal hjælpe jer til ikke at synde imod ham.”

²¹ Mens folket stod på afstand og så til, gik Moses ind i den tykke mørke sky, hvor Gud var.

Afguder og altre

²² Herren sagde nu til Moses: „Du skal sige til folket: Nu har I selv hørt, at jeg har talt til jer fra himlen. ²³ Husk, at I ikke må lave eller tilbede afguder af sølv eller guld.

²⁴ De altre, I bygger for mig, må gerne være lavet af jord. På dem skal I ofre jeres får og geder og kvæg som brændofre og takofre. Hvor som helst I tilbeder og ærer mig, vil jeg selv komme til jer og velsigne jer. ²⁵ Hvis I bygger altre af sten, må I ikke bruge tilhuggede sten. For når I svinger værktøjet over dem, vanhelliger I dem. ²⁶ Og endnu en ting: Lav ikke trappetrin op til alteret, for at jeres nøgenhed under kjortlen ikke skal blottes, når I går op ad dem.

Hebræiske slaver

21 Giv Israels folk følgende forordninger:

² Hvis du køber dig en hebræisk slave, må du kun beholde ham i seks år. I det syvende år skal han frigives uden betaling. ³ Hvis han kom til dig som ugift, men i mellemtiden har giftet sig, er det kun ham selv, der skal frigives. Men hvis han i forvejen var gift, skal hans kone frigives sammen med ham. ⁴ Hvis du har givet ham en kone i hans slavetid, og han og konen har fået børn, tilhører konen og børnene dig, men han selv skal frigives. ⁵ Men hvis slaven erklærer: ‚Jeg elsker min herre, min kone og mine børn, så jeg ønsker ikke at blive frigivet,’ ⁶ så skal du overgive ham til Gud og stille ham op ad døren eller dørstolpen og gennembore hans øre med en syl, hvorefter han skal være din slave på livstid.

⁷ Hvis en mand derimod sælger sin datter som slave, skal hun ikke frigives efter de seks år sådan som en mandlig slave. ⁸ Men hvis hendes herre gifter sig med hende og senere ikke er tilfreds med hende, skal han give hende mulighed for at blive købt fri af sin far. Han har ikke lov til at sælge hende videre til andre. ⁹ Hvis han lader sin søn gifte sig med hende, skal han respektere hende som sin egen datter. ¹⁰ Hvis han selv senere tager sig en kone nummer to, må han ikke nægte sin slavekone mad, tøj og ægteskabelige rettigheder. ¹¹ Opfylder han ikke disse krav, skal hun frigives uden betaling.

Personlig overlast

¹² Enhver, der begår drab, skal selv lide døden. ¹³ Men er det uagtsomt manddrab, vil jeg anvise steder, hvor en sådan person kan søge beskyttelse imod at blive dræbt som hævn. ¹⁴ Er det derimod overlagt mord, skal han lide døden, også selv om han søger beskyttelse ved Herrens alter.

¹⁵ Enhver, der angriber sin far eller mor, skal lide døden.

¹⁶ Enhver, der kidnapper en anden, skal dø, uanset om han har solgt sit offer eller beholdt ham.

¹⁷ Enhver, der forbander sin far eller mor, skal lide døden.

¹⁸ Hvis to mænd kommer op at slås, og den ene rammer den anden med en sten eller med en knytnæve og kvæster ham, så han må holde sengen, ¹⁹ og hvis det ikke er værre, end at han kan gå omkring, om nødvendigt støttet til sin stok, så skal gerningsmanden ikke straffes ud over at betale for offerets tabte arbejdsfortjeneste og i øvrigt afholde udgifterne til medicin og lægehjælp.

²⁰ Hvis en mand slår sin mandlige eller kvindelige slave så hårdt med en kæp, at vedkommende dør, skal han straffes. ²¹ Men hvis slaven kommer sig efter en dag eller to, skal slavens herre ikke straffes, for den tabte arbejdsfortjeneste er straf i sig selv.

²² Hvis to mænd under et slagsmål kommer til at støde til en gravid kvinde, så barnet bliver født, men der ellers ikke sker noget, skal den skyldige betale erstatning, efter hvad kvindens mand forlanger, og domstolene kan godkende.

²³ Hvis en person gør en anden fortræd, skal han straffes i forhold til den skade, han har forvoldt: liv for liv, ²⁴ øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod, ²⁵ brandsår for brandsår, læsion for læsion, skramme for skramme.

²⁶ Hvis en mand slår sin mandlige eller kvindelige slave i øjet, så øjet bliver ødelagt, skal han frigive slaven som erstatning for øjet. ²⁷ Hvis en mand slår en tand ud på sin mandlige eller kvindelige slave, skal han frigive slaven som erstatning for tanden.

²⁸ Hvis en tyr stanger en mand eller kvinde ihjel, skal den stenes, og dens kød må ikke spises, men tyrens ejer skal ikke straffes for ulykken. ²⁹ Men hvis den samme tyr tidligere har stanget nogen, og ejeren er blevet advaret, men ikke har taget nogen forholdsregler, og den så stanger nogen ihjel, skal den stenes og ejeren skal lide døden. ³⁰ Dog kan han beholde livet, hvis den dødes slægtninge vil gå med til at acceptere en løsesum som erstatning.

³¹ Samme lov gælder, hvis tyren stanger en dreng eller en pige, ³² men hvis den stanger en mandlig eller kvindelig slave, skal slavens herre have en erstatning på 30 sølvstykker, og tyren skal stenes.

³³ Hvis en mand tager dækslet af en cisterne eller graver en brønd og ikke dækker hullet til, og en ko eller et æsel falder i brønden, ³⁴ skal han betale fuld erstatning for det døde dyr, men så tilhører det også ham.

³⁵ Hvis en mands tyr stanger en anden mands tyr ihjel, skal de to ejere sælge den levende tyr og dele pengene imellem sig, og de skal også deles om den døde tyr. ³⁶ Men hvis det er kendt, at tyren før har villet stange, og ejeren ikke har taget nogen forholdsregler, skal han betale fuld erstatning for den døde tyr, som så bliver hans ejendom.