Add parallel Print Page Options

I Ahasverus's Dage - den Ahasverus, der herskede over Landene fra Indien til Ætiopien, 127 Lande - i hine Dage, da Kong Ahasverus sad på sin Kongetrone i Borgen Susan, tildrog der sig følgende. I sit tredje Regeringsår gjorde han et Gæstebud for alle sine Fyrster og sine Folk; Persiens og Mediens ypperste Hærførere og Landsdelenes Fyrster var hans Gæster, og han udfoldede sin kongelige Herligheds Rigdom og sin Magts Glans og Pragt for dem i mange Dage, 180 Dage. Og da disse Dage var omme, gjorde Kongen for hele Folket i Borgen Susan, fra den højeste til den laveste, et syv Dages Gæstebud på den åbne Plads foran Parken ved Kongeborgen. Hvidt Linned og violet Purpur var med Snore af fint Linned og rødt Purpur hængt op på Sølvstænger og Marmorsøjler, og Guld- og Sølvdivaner stod på et Gulv, der var indlagt med broget og hvidt Marmor, Perlemor og sorte Sten. Drikkene skænkedes i Guldbægre, alle forskellige, og der var kongelig Vin i store Måder på ægte Fyrstevis; og ved Drikkelaget gjaldt den Regel, at man ikke nødte nogen; thi Kongen havde pålagt alle sine Hovmestre at lade enhver om, hvor meget han vilde have. Også Dronning Vasjti gjorde et Gæstebud for Kvinderne i Kong Ahasverus's Kongeborg.

10 Da Kongen den syvende Dag var oprømt af Vinen, bød han Mehuman, Bizta, Harbona, Bigta, Abagta, Zetar og Karkas, de syv Hofmænd, som stod i Kong Ahasverus's Tjeneste, 11 at føre Dronning Vasjti, prydet med det kongelige Diadem, frem for Kongen, for at han kunde vise Folkene og Fyrsterne hendes Dejlighed. Thi hun var meget smuk. 12 Men bronning Vasjti vægrede sig ved at komme på Kongens Bud, som Hofmændene overbragte. Da blev Kongen harmfuld, og Vreden blussede op i ham. 13 Og Kongen spurgte de vise, som kendte til Tidernes Tydning - thi Kongens Ord blev efter Skik og Brug forelagt alle de lov- og retskyndige, 14 og de, der stod ham nærmest, var Karsjena, Sjetar, Admata, Tarsjisj, Meres, Marsena og Memukan, de syv persiske og mediske Fyrster, som så Kongens Åsyn og havde den øverste Magt i Riget: 15 Hvad skal der efter Loven gøres ved Dronning Vasjti, fordi hun ikke adlød den Befaling, Kong Ahasverus gav hende ved Hofmændene? 16 Da sagde Memukan i Kongens og Fyrsternes Påhør: "Dronning Vasjti har ikke alene forbrudt sig imod Kongen, men også imod alle Fyrster og alle Folk i alle Kong Ahasverus's Lande; 17 thi Dronningens Opførsel vil rygtes blandt alle Kvinderne, og Følgen bliver, at de viser deres Mænd Ringeagt, når det hedder sig: Kong Ahasverus bød, at man skulde føre Dronning Vasjti til ham, men hun kom ikke! 18 Og så snart de hører om Dronningens Adfærd, lader Persiens og Mediens Fyrstinder alle Kongens Fyrster det høre; deraf kan der kun komme Ringeagt og Vrede. 19 Hvis Kongen synes, så lade han udgå et kongeligt Bud, som skal optegnes i Persiens og Mediens Love og være uigenkaldeligt, om at Vasjti aldrig mere må vise sig for Kong Ahasverus; og Kongen skal give hendes kongelige Værdighed til en anden, som er bedre end hun. 20 Når så den Forordning, kongen lader udgå, bliver kendt i hele hans Rige - thi det er stort - da vil alle Kvinderne, både høje og lave, vise deres Mænd Agtelse. 21 Det Forslag var godt i Kongens og Fyrsternes Øjne, og Kongen fulgte Memukans Forslag. 22 Han sendte Skrivelser til alle Kongens Lande, til hver Landsdel med dens egen Skrift og til hvert Folk på dets eget Sprog, om at hver Mand skulde være Herre i sit eget Hus og tale sit Folks Sprog.

Men da der var gået nogen Tid, og Kong Ahasverus's Vrede havde lagt sig, kom han til at tænke på Vasjti, og hvad hun havde gjort, og hvad der var besluttet om hende. Da sagde Kongens Folk, der gik ham til Hånde: Man bør søge efter unge, smukke Jomfruer til Kongen; og Kongen bør overdrage Folk i alle sit Riges Dele det Hverv at samle alle unge, smukke Jomfruer og sende dem til Fruerstuen i Borgen Susan og der lade dem stille under Opsyn af Kongens Hofmand Hegaj, som vogter Kvinderne; lad dem så gennemgå Skønhedsplejen, og den unge Pige, Kongen synes om, skal være Dronning i Vasjtis Sted. Det Forslag var godt i Hongens Øjne, og han gjorde derefter.

Nu var der i Borgen Susao en jødisk Mand ved Navn Mordokaj, en Søn af Ja'ir, en Søn af Sjim'i, en Søn af Kisj, en Benjaminit, som var ført bort fra Jerusalem blandt de Fanger, Kong Nebukadnezar af Babel bortførte sammen med Kong Jekonja af Juda. Han var Plejefader for Hadassa - det er Ester - hans Farbroders Datter; thi hun havde hverken Fader eller Moder. Den unge Pige havde en smuk Skikkelse og så godt ud; og efter hendes Forældres Død havde Mordokaj taget hende til sig i Datters Sted. Da nu Kongens Befaling og Bud blev kendt, og mange unge Piger samledes i Borgen Susan, hvor de stilledes under Opsyn af Hegaj, blev også Ester bragt til Kongens Hus og stillet under Opsyn af Hegaj, som vogtede Kvinderne. Pigen tiltalte ham og vandt hans Yndest, og så hurtigt som muligt lod han Skønhedsplejen foretage på hende og gav hende den Kost, hun skulde have, og stillede tillige de syv dertil udsete Piger fra Kongens Hus til hendes Tjeneste; og han lod hende og Pigerne flytte til den bedste Del af Fruerstuen. 10 Ester røbede imidlertid ikke sit Folk og sin Slægt, thi det havde Mordokaj forbudt hende. 11 Og Mordokaj gik Dag efter Dag frem og tilbage foran Fruerstuens Gård for at få at vide, hvorledes Ester havde det, og hvorledes det gik hende.

12 Nu var det således, at når en af de unge Pigers Tid til at gå ind til Kong Ahasverus kom, efter at hun i tolv Måneder var behandlet efter Forskriften for Kvinderne sålang Tid tog nemlig Skønhedsplejen; seks Måneder blev de behandlet med Myrraolie og andre seks Måneder med vellugtende Stoffer og de andre Skønhedsmidler, som bruges af Kvinder 13 når så den unge Pige gik ind til Kongen, gav man hende alt, hvad hun bad om, med fra Fruerstuen til Kongens Hus. 14 Hun gik da derind om Aftenen, og næste Morgen vendte hun tilbage og kom så ind i den anden Fruerstue og blev stillet under Opsyn af Sja'asjgaz, den kongelige Hofmand, som vogtede Medhustruerne; så kom hun ikke mere til Kongen, medmindre Kongen havde syntes særlig godt om hende og hun udtrykkelig blev kaldt til ham.

15 Da nu Tiden kom til, at Ester, en Datter af Abihajil, der var Farbroder til Mordokaj, som havde taget hende til sig i Datters Sted, skulde gå ind til Kongen, krævede hun ikke andet, end hvad Hegaj, den kongelige Hofmand, som vogtede Kvinderne, rådede til. Og Ester vandt Yndest hos alle, som så hende. 16 Så blev Ester hentet til Kong Ahasverus i hans kongelige Palads i den tiende Måned, det er Tebet Måned, i hans syvende Regeringsår. 17 Og Kongen fik Ester kærere end alle de andre Kvinder, og hun vandt hans Yndest og Gunst mere end alle de andre Jomfruer. Og han satte et kongeligt Diadem på hendes Hoved og gjorde hende til Dronning i Vasjtis Sted.

Dronning Vashtis ulydighed

Kong Xerxes[a] af Persien regerede over et mægtigt rige, der strakte sig fra Indien mod øst til Nubien mod vest. Det var opdelt i 127 provinser.

2-4 Engang, da kongen opholdt sig i et af sine paladser i byen Susa, besluttede han at indkalde alle sine provinsguvernører, embedsmænd og militære ledere fra hele det medisk-persiske rige til en konference, der varede i seks måneder. Det var i hans tredje regeringsår.[b] Under konferencen beværtede kongen dem godt, og han demonstrerede med stolthed sin utrolige magt og rigdom.

Da konferencen var forbi, holdt kongen en fest for sine hoffolk, embedsmænd og alle med tilknytning til paladset uanset deres stilling. Festen varede en uge og blev holdt i paladsets parkområde, der til anledningen var udsmykket med grønne, hvide og blå bannere af kostbart linned, fastgjort med purpurfarvede bånd til sølvringe på søjler af hvidt marmor. Fornemme divaner belagt med guld og sølv var stillet frem på mosaikgulve af porfyr, marmor, perlemor og andre sjældne stenarter. Der blev serveret drinks i guldbægre af forskelligt design, og der var et overdådigt udvalg af udsøgte vine, som det passer sig for en mægtig monark. Der var ingen grænser for, hvor meget man måtte drikke, for kongen havde givet sine tjenere ordre til, at alle måtte drikke lige så lidt eller lige så meget, de ville.

Imens holdt dronning Vashti en tilsvarende fest for kvinderne inde i paladset.

10 På festens sidste dag, da kongen var i højt humør på grund af vinen, bad han de syv eunukker, der var hans personlige tjenere—Mehuman, Bizta, Harbona, Bigta, Abagta, Zetar og Karkas— 11 om at føre Vashti frem med dronningekronen på hovedet, så alle mændene kunne beundre hendes skønhed. Hun var nemlig usædvanlig smuk. 12 Men da hofmændene forelagde kongens ønske for dronningen, nægtede hun at adlyde. Kongen blev rasende 13 og spurgte sine rådgivere til råds, som han havde for vane, når der opstod et problem, der krævede kendskab til landets love. 14 Kongens nærmeste rådgivere var Karshena, Shetar, Admata, Tarshish, Meres, Marsena og Memukan—syv højt betroede embedsmænd i det medisk-persiske rige. De syv rådgivere havde deres daglige gang hos kongen.

15 „Hvad skal vi stille op med hende?” spurgte han dem. „Hvilken straf fastsætter loven for en dronning, der nægter at adlyde kongens officielle ordre?”

16 Memukan svarede: „Det er ikke kun kongen, hun har vanæret, men samtlige mænd i hele det persiske rige! 17 Når alle kvinderne i riget hører, at dronningen har nægtet at adlyde kongen, vil de også nægte at adlyde deres mænd, for de vil sige: ‚Kong Xerxes befalede dronning Vashti at komme til ham, men det nægtede hun.’ 18 Allerede nu har de fornemme persiske og mediske kvinder hørt, hvad hun gjorde, og de vil fra nu af behandle dine betroede embedsmænd på samme måde. Det vil resultere i opsætsighed og skænderier uden lige! 19 Hvis det behager kongen, foreslår vi, at De udsteder et dekret, som siger, at dronning Vashti aldrig mere må nærme sig kongen. Lad det blive en kongelig lov, som efter medisk-persisk retspraksis ikke kan omstødes, når først den er sat i kraft. Desuden foreslår vi, at De vælger en ny dronning, som er mere værdig til opgaven, end Vashti var. 20 Når kongens befaling bliver læst op i hele det persiske rige, vil det betyde, at alle kvinderne uanset stand fremover vil vise deres mænd respekt!”

21 Kongen og hans andre rådgivere syntes godt om Memukans forslag, som derefter blev til lov. 22 Kongen sendte en meddelelse ud til alle provinserne, som på de lokale sprog bekendtgjorde, at enhver mand er herre i sit eget hus, og at det er hans sprog, der skal tales i hjemmet.

Ester bliver dronning og redder kongens liv

Nogen tid senere havde kongens vrede fortaget sig. Han tænkte over, hvad Vashti havde gjort, og fortrød den lov, han havde udstedt.

Da sagde kongens rådgivere: „Lad os finde nogle smukke unge piger til kongen. Vi foreslår, at kongen sender talentspejdere ud til rigets forskellige provinser og gennem dem udvælger de smukkeste kandidater til det kongelige harem i paladset i Susa. Eunukken Hegaj, der har opsyn med paladsets kvinder, skal sørge for at give dem skønhedspleje, hvorefter kongen kan vælge den pige, han synes bedst om, som dronning Vashtis efterfølger.”

Kongen syntes godt om rådgivernes forslag og gjorde, som de havde sagt.

Blandt de ansatte i paladset var der en jøde ved navn Mordokaj. Han var fra Benjamins stamme, søn af Jair, der var søn af Shimi, som var søn af Kish. Kish var en af de jøder, der efter Jerusalems ødelæggelse var blevet taget til fange af kong Nebukadnezar og ført i landflygtighed i Babylonien sammen med kong Jekonja af Juda og mange andre. Mordokaj havde en smuk, ung kusine ved navn Ester—med det jødiske navn Hadassa. Efter hendes forældres død havde Mordokaj adopteret hende og opdraget hende som sin egen datter. Da nu kongen søgte efter smukke piger, blev Ester sammen med mange andre ført til paladset i Susa. Hegaj blev så betaget af Ester, at han satte alt ind på at gøre hende så smuk som mulig. Han begyndte straks på hendes skønhedskur og gav hende bedre mad end nogen af de andre piger. Han stillede syv af de bedste hofdamer til hendes rådighed og gav hende det flotteste værelse i kvindernes fløj. 10 Ester fortalte ikke til nogen, at hun var jøde, for det havde hendes plejefar forbudt hende. 11 Hver dag lagde Mordokaj vejen forbi kvindernes fløj for at høre, hvordan det gik med Ester.

12 Pigernes skønhedspleje varede et helt år og bestod af seks måneders behandling med myrraolie og seks måneders behandling med forskellige salver og skønhedsmidler. Når en pige således havde gennemgået et års skønhedskur, blev hun sendt ind til kongen. 13 Den dag hun forlod kvindernes fløj og gik ind til kongen, måtte hun selv udvælge det tøj og de smykker, hun ønskede. 14 Pigen tilbragte så en nat hos kongen, hvorefter hun næste morgen blev ført til den fløj, hvor kongens medhustruer boede. Der blev hun overgivet i eunukken Sha’ashgaz’ varetægt. Her skulle hun så bo fremover og kom ikke ind til kongen igen—medmindre han sendte bud efter hende.

15 Da det blev Esters[c] tur til at komme ind til kongen, lyttede hun til Hegajs råd og klædte sig sådan, som han foreslog, og alle beundrede hendes skønhed. 16 Så blev Ester ført ind til kong Xerxes—det var i den tiende måned i kongens syvende regeringsår— 17 og han blev så forelsket i hende, at han satte dronningekronen på hendes hoved og udnævnte hende til dronning i stedet for Vashti.

Footnotes

  1. 1,1 Kong Xerxes regerede fra 486-465 f.Kr. og er også kendt under navnet Ahasverus. Hans storrige var opdelt i 20 satrapper og 127 provinser. Der var fire residensbyer (Susa, Ekbatana, Babylon og Persepolis), og Susa blev brugt som vinterresidens. Landet Nubien kaldes i det Gamle Testamente Kush, og det lå mellem Egypten og Etiopien, altså i det nuværende Sudan.
  2. 1,2-4 Kort tid efter indledte Xerxes et stort felttog mod Grækenland, som dog mislykkedes. Sandsynligvis var et af konferencens formål at forberede felttoget.
  3. 2,15 Teksten tilføjer en parentes: „den pige, som Mordokaj havde adopteret, en datter af hans onkel, Abihajil.”