1 Ord af Prædikeren, Davids Søn, Konge i Jerusalem.

² Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, endeløs Tomhed, alt er Tomhed! ³ Hvad Vinding har Mennesket af al den Flid, han gør sig under Solen? ⁴ Slægt går, og Slægt kommer, men Jorden står til evig Tid. ⁵ Sol står op, og Sol går ned og haster igen til sin Opgangs Sted. ⁶ Vinden går mod Syd og drejer mod Nord, den drejer atter og atter og vender tilbage til samme Kredsløb. ⁷ Alle Bække løber i Havet, men Havet bliver ikke fuldt; det Sted, til hvilket Bækkene løber, did bliver de ved at løbe. ⁸ Alting slider sig træt; Mand hører ikke op med at tale, Øjet bliver ikke mæt af at se, Øret ej fuldt af at høre. ⁹ Det, der kommer, er det, der var, det, der sker, er det, der skete; der er slet intet nyt under Solen. ¹⁰ Kommer der noget, om hvilket man siger: "Se, her er da noget nyt!"det har dog for længst været til i Tiderne forud for os ¹¹ Ej mindes de svundne Slægter, og de ny, som kommer engang, skal ej heller mindes af dem, som kommer senere hen.

¹² Jeg, Prædikeren, var Konge over Israel i Jerusalem. ¹³ Jeg vendte min Hu til at ransage og med Visdom udgranske alt, hvad der sker under Himmelen; det er et ondt Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med. ¹⁴ Jeg så alt, hvad der sker under Solen, og se, det er alt sammen Tomhed og Jag efter Vind. ¹⁵ Kroget kan ej blive lige, og halvt kan ej blive helt. ¹⁶ Jeg tænkte ved mig selv: "Se, jeg har vundet større og rigere Visdom end alle de, der før mig var over Jerusalem, og mit Hjerte har skuet Visdom og Kundskab i Fylde." ¹⁷ Jeg vendte min Hu til at fatte, hvad der er Visdom og Kundskab, og hvad der er Dårskab og Tåbelighed; jeg skønnede, at også det er Jag efter Vind. ¹⁸ Thi megen Visdom megen Græmmelse, øget Kundskab øget Smerte.

2 Jeg sagde ved mig selv: "Vel,jeg vil prøve med Glæde; så nyd da det gode!" Men se, også det var Tomhed. ² Om Latteren sagde jeg: "Dårskab!" og om Glæden: "Hvad gavner den?" ³ Jeg kom på den Tanke at kvæge mit Legeme med Vin, medens mit Hjerte dog rådede med Visdom, og at slå mig på Dårskab, indtil jeg så, hvad det båder Menneskens Børn at gøre under Himmelen, det Dagetal de lever. ⁴ Jeg fuldbyrdede store Værker, byggede mig Huse, plantede mig Vingårde, ⁵ anlagde mig Haver og Lunde og plantede alle Hånde Frugttræer deri, ⁶ anlagde mig Damme til at vande en Skov i Opvækst; ⁷ jeg købte Trælle og Trælkvinder, og jeg havde hjemmefødte Trælle; også Kvæg, Hornkvæg og Småkvæg, havde jeg i større Måder end nogen af dem, der før mig havde været i Jerusalem; ⁸ jeg samlede mig også Sølv og Guld, Skatte fra Konger og Lande; jeg tog mig Sangere og Sangerinder og Menneskens Børns Lyst: Hustru og Hustruer. ⁹ Og jeg blev stor, større end nogen af dem, der før mig havde været i Jerusalem; desuden blev min Visdom hos mig. ¹⁰ Intet, som mine Øjne attråede, unddrog jeg dem; jeg nægtede ikke mit Hjerte nogen Glæde thi mit Hjerte havde Glæde af al min Flid, og deri lå Lønnen for al min Flid. ¹¹ Men da jeg overskuede alt, hvad mine Hænder havde virket, og den Flid, det havde kostet mig, se, da var det alt sammen Tomhed og Jag efter Vind, og der er ingen Vinding under Solen.

¹² Thi hvad gør det Menneske, som kommer efter Kongen? Det samme, som tilforn er gjort? Jeg gav mig da til at sammenligne Visdom med Dårskab og Tåbelighed. ¹³ Jeg så, at Visdom har samme Fortrin for Tåbelighed som Lys for Mørke: ¹⁴ Den vise har Øjne i Hovedet, men Tåben vandrer i Mørke. Men jeg skønnede også, at en og samme Skæbne rammer begge. ¹⁵ Da sagde jeg ved mig selv: "Tåbens Skæbne rammer også mig; hvad har jeg da for, at jeg er blevet overvættes viis?" Og jeg sagde ved mig selv, at også det er Tomhed; ¹⁶ thi den vises Minde er lige sålidt evigt som Tåbens, fordi nu engang alt glemmes i kommende Dage; ak! den vise må dø så godt som Tåben.

¹⁷ Da blev jeg led ved Livet, thi ilde tyktes mig det, som sker under Solen; thi det er alt sammen Tomhed og Jag efter Vind. ¹⁸ Og jeg blev led ved al den Flid, jeg, har gjort mig under Solen, fordi jeg må efterlade mit Værk til den, som kommer efter mig. ¹⁹ Hvo ved, om det bliver en Vismand eller en Tåbe? Og dog skal han råde over alt, hvad jeg med Flid og Visdom vandt under Solen. Også det er Tomhed. ²⁰ Og jeg var ved at fortvivle over al den Flid, jeg har gjort mig under Solen; ²¹ thi der har et Menneske gjort sig. Flid med Visdom, Kundskab og Dygtighed, og så må han overlade sit Eje til et Menneske, som ikke har lagt Flid derpå. Også det er Tomhed og et stort Onde. ²² Thi hvad får et Menneske for al sin Flid og sit Hjertes Higen, som han gør sig Flid med under Solen? ²³ Alle hans Dage er jo Lidelse, og hans Slid er Græmmelse; end ikke om Natten finder hans Hjerte Hvile. Også det er Tomhed.

²⁴ Intet er bedre for et Menneske end at spise og drikke og give sin Sjæl gode Dage ved sin Flid. Og det skønnede jeg, at også det kommer fra Guds Hånd. ²⁵ Thi hvo kan spise eller drikke uden hans Vilje? ²⁶ Thi det Menneske, som er godt i hans Øjne, giver han Visdom, Kundskab og Glæde; men den, som synder, giver han Slid med at samle og ophobe for så at give det til en, som er god i Guds Øjne. Også det er Tomhed og Jag efter Vind.

3 Alt har sin stund og hver en Ting under Himmelen sin Tid: ² Tid til at fødes og Tid til at dø, Tid til at plante og Tid til at rydde, ³ Tid til at dræbe og Tid til at læge, Tid til at nedrive og Tid til at opbygge, ⁴ Tid til at græde og Tid til at le, Tid til at sørge og Tid til at danse, ⁵ Tid til at kaste Sten, og Tid til at sanke Sten, Tid til at favne og Tid til ikke at favne, ⁶ Tid til at søge og Tid til at miste, Tid til at gemme og Tid til at bortkaste, ⁷ Tid til at flænge og Tid til at sy, Tid til at tie og Tid til at tale, ⁸ Tid til at elske og Tid til at hade, Tid til Krig og Tid til Fred. ⁹ Hvad Løn for sin Flid har da den, der arbejder? ¹⁰ Jeg så det Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med. ¹¹ Alt har han skabt smukt til rette Tid; også Evigheden har han lagt i deres Hjerte, dog således at Menneskene hverken fatter det første eller det sidste af, hvad Gud har virket. ¹² Jeg skønnede, at der ikke gives noget andet Gode for dem end at glæde sig og have det godt, sålænge de lever. ¹³ Dog også det at spise og drikke og nyde det gode under al sin Flid er for hvert Menneske en Guds Gave. ¹⁴ Jeg skønnede, at alt, hvad Gud virker, bliver evindelig, uden at noget kan føjes til eller tages fra; og således har Gud gjort det, for at man skal frygte for hans Åsyn. ¹⁵ Hvad der sker, var allerede, og hvad der skal ske, har allerede været; Gud leder det svundne op.

¹⁶ Fremdeles så jeg under Solen, at Gudløshed var på Rettens Sted og Gudløshed på Retfærds Sted. ¹⁷ Jeg sagde ved mig selv: "Den retfærdige og den gudløse dømmer Gud; thi for hver en Ting og hver en Idræt har han fastsat en Tid. ¹⁸ Jeg sagde ved mig selv: "Det er for Menneskenes Skyld, for at Gud kan prøve dem, og for at de selv kan se, at de er Dyr:" ¹⁹ Thi Menneskers og Dyrs Skæbne er ens; som den ene dør, dør den anden, og en og samme Ånd har de alle; Mennesket har intet forud for Dyrene, thi alt er Tomhed. ²⁰ Alle går sammesteds hen, alle blev til af Muld, og alle vender tilbage til Mulden. ²¹ Hvo ved, om Menneskenes Ånd stiger opad, og om Dyrenes Ånd farer nedad til Jorden? ²² Således indså jeg, at intet er bedre for Mennesket end at glæde sig ved sin Gerning, thi det er hans Del; thi hvo kan bringe ham så vidt, at han kan se, hvad der kommer efter hans Død?

4 Fremdeles så jeg al den Undertrykkelse, som sker under Solen; jeg så de undertryktes tårer og ingen trøstede dem; de led Vold af deres Undertrykkeres Hånd, og ingen trøstede dem. ² Da priste jeg de døde, som allerede er døde, lykkeligere end de levende, som endnu er i Live; ³ men lykkeligere end begge den, som slet ikke er til, som ikke har set det onde, der sker under Solen. ⁴ Og jeg så, at al Flid og alt dygtigt Arbejde udspringer af den enes Misundelse mod den anden. Også det er Tomhed og Jag efter Vind.

⁵ Dåren lægger Hænderne i Skødet og æder sig selv op ⁶ Bedre en Håndfuld Hvile end Hænderne fulde af Flid og Jag efter Vind.

⁷ Og mere Tomhed så jeg under Solen. ⁸ Mangen står alene og har ikke nogen ved sin Side, hverken Søn eller Broder, og dog er der ingen Ende på al hans Flid og hans Øje bliver ikke mæt af Rigdom. Men, for hvis Skyld gør jeg mig Flid og nægter mig enhver Nydelse? Også det, er Tomhed og ondt Slid. ⁹ To er bedre faren end een, thi de får god Løn for deres Flid; ¹⁰ hvis den ene falder, kan den anden rejse sin Fælle op. Men ve den ensomme! Thi falder han, er der ingen til at rejse ham op. ¹¹ Og når to ligger sammen, bliver de varme; men hvorledes kan den ensomme blive varm? ¹² Og når nogen kan overvælde den ensomme, så kan to stå sig imod ham; tretvundet Snor brister ikke i Hast.

¹³ Bedre faren er en fattig Yngling, som er viis, end en gammel Konge, som er en Tåbe og ikke mere har Forstand til at lade sig råde. ¹⁴ Thi hin gik ud af Fængselet for at blive Konge, skønt han var født i Fattigdom under den andens Regering. ¹⁵ Jeg så alle, som levede og færdedes under Solen, stille sig ved den Ynglings Side, som skulde træde i Kongens Sted; ¹⁶ der var ikke Tal på alle de Mennesker, han stod i Spidsen for; men heller ikke over ham glæder de senere Slægter sig; nej, også det er Tomhed og Jag efter Vind. ¹⁷ Var din fod, når du går til Guds Hus! At komme for at høre er bedre, end at Dårer bringer Slagtoffer, thi de har ikke Forstand til andet end at gøre ondt.