Add parallel Print Page Options

10 I Perserkongen Kyros tredje regeringsår modtog Daniel, som havde fået Navnet Beltsazzar, en Åbenbaring; og Ordet er Sandhed og varsler om stor Trængsel. Og han mærkede sig Ordet og agtede på Synet.

På den Tid holdt jeg, Daniel. Sorg i hele tre Uger. Lækre Spiser nød jeg ikke, Kød og Vin kom ikke i min Mund, og jeg salvede mig ikke, før hele tre Uger var gået. Men på den fire og tyvende Dag i den første Måned var jeg ved Bredden af den store Flod, det er Hiddekel. Og jeg løftede Øjnene og skuede, og se, der var en Mand, som var iført linnede Klæder og havde et Bælte af fint Ofirguld om Hofterne. Hans Legeme var som Krysolit, hans Ansigt strålede som Lynet, hans Øjne var som Ildsluer, hans Arme og Ben som blankt Kobber og hans Røst som en larmende Hob. Jeg, Daniel, var den eneste, der så Synet; de Mænd, som var hos mig, så det ikke; men stor Rædsel faldt over dem, og de flygtede og gemte sig, så jeg blev ene tilbage. Da jeg så dette vældige Syn, blev der ikke Kraft tilbage i mig, og mit Ansigt skiftede Farve og blev ligblegt, og jeg havde ingen Kræfter mere. Da hørte jeg ham tale, og som jeg hørte det, faldt jeg, bedøvet om med Ansigtet imod Jorden.

10 Og se, en Hånd rørte ved mig og fik mig skælvende op på mine Knæ og Hænder. 11 Og han sagde til mig: "Daniel, du højt elskede Mand, mærk dig de Ord, jeg taler til dig, og rejs dig op, thi nu er jeg sendt til dig,!" Og da han talede således til mig, rejste jeg mig skælvende. 12 Så sagde han til mig: "Frygt ikke, Daniel, thi straks den første Dag du gav dit Hjerte hen til at søge indsigt og ydmyge dig for din Guds Åsyn, blev dine Ord hørt, og jeg er kommet for dine Ords Skyld. 13 Perserrigets Fyrste stod mig imod i een og tyve Dage, men se, da kom Mikael, en af de ypperste Fyrster, mig til Hjælp; ham lod jeg blive der hos Perserkongernes Fyrste; 14 og nu er jeg kommet for at lade dig vide, hvad der skal times dit Folk i de sidste Dage; thi atter er der en Åbenbaring om de Dage."

15 Medens han talede således til mig, bøjede jeg målløs Ansigtet mod Jorden. 16 Og se, noget, der så ud som en Menneskehånd, rørte ved mine Læber, og jeg åbnede min Mund og talte således til ham, som stod for mig: "Herre, ved Synet overvældedes jeg af Smerter og har ikke flere kræfter. 17 Og hvor kan jeg, min Herres ringe Træl, tale til dig, høje Herre? Af Rædsel har jeg mistet min Kraft, og der er ikke Vejr tilbage i mig!" 18 Så rørte atter en som et Menneske at se til ved mig og styrkede mig; 19 og han sagde: "Frygt ikke, du højt elskede Mand! Fred være med dig, vær trøstig og ved godt Mod!" Og som han talede med mig, følte jeg mig styrket og sagde: "Tal, Herre, thi du har styrket mig!" 20 Da sagde han: "Ved du, hvorfor jeg kom til dig? Jeg må nu straks vende tilbage for at kæmpe med Persiens Fyrste, og så snart jeg er færdig dermed, se, da kommer Grækenlands Fyrste. 21 Og ikke een hjælper mig imod dem undtagen Mikael, eders Fyrste, 11 der står som Hjælp og Støtte for mig. Dog vil jeg nu kundgøre dig, hvad der står skrevet i Sandhedens Bog; ja, nu vil jeg kundgøre dig, hvad sandt er.

Se, endnu skal der fremstå tre konger i Persien, og den fjerde skal komme til større Rigdom end nogen af de andre; og når han er blevet mægtig ved sin Rigdom, skal han opbyde alt imod det græske Rige. Men da fremstår en Heltekonge, og han skal råde med Vælde og gøre, hvad han vil. Men bedst som han står, skal hans Rige sprænges og deles efter de fire Verdenshjørner, og det skal ikke tilfalde hans Efterkommere eller blive så mægtigt, som da han rådede, men hans Rige skal ødelægges og gå over til andre end Efterkommerne.

Siden bliver Sydens konge mægtig, men en af hans Fyrster bliver stærkere end han og får Magten; og hans Magt skal blive stor. Men nogle År senere slutter de Forbund, og Sydens Konges Datter drager ind til Nordens Konge for at tilvejebringe Fred; men Armens Kraft holder ikke Stand, hans Arm holder ikke ud, men hun gives i Døden tillige med sit Følge, sin Søn og sin Ægtemand. I de Tider skyder der i hans Sted et Skud frem af hendes Rødder; og han drager mod Nordens konges Hær og trænger ind i hans Fæstning, fuldbyrder sin Vilje på dem og bliver mægtig, endog deres Guder med deres støbte Billeder og deres kostbare Kar, Sølv og Guld, fører han med som Bytte til Ægypten; siden skal han en Tid lang lade Nordens Konge i Ro. Men denne falder ind i Sydens Konges Rige; dog må han vende hjem til sit Land.

10 Men hans Søn ruster sig og samler store Hære i Mængde, drager frem imod ham og oversvømmer og overskyller Landet. Og han kommer igen og trænger frem til hans Fæstning. 11 Men Sydens konge bliver rasende og rykker ud til Kamp imod Nordens Konge; han stiller en stor Hær på Benene, men den gives i Sydens Konges Hånd. 12 Når Hæren er oprevet, bliver hans Hjerte stolt; han strækker Titusinder til Jorden, men hævder ikke sin Magt. 13 Nordens Konge stiller på ny en Hær på Benene, større end den forrige, og nogle År senere drager han imod ham med en stor Hær og et vældigt Tros. 14 Og i de Tiderer der mange, som gør Oprør imod Sydens Konge. og Voldsmændene i dit Folk rejser sig, for at Åbenbaringen kan gå i Opfyldelse, men selv falder de. 15 Nordens Konge rykker frem, opkaster Volde og indtager en Fæstning; og Sydens Arme skal ikke holde ud; hans Hær flygter og har ikke Modstands kraft.

16 Den, som rykker imod ham, gør, hvad han vil, og ingen står sig imod ham; han sætter sig fast i det herlige Land og bringer Ødelæggelse med sig. 17 Han oplægger Råd om at komme med hele sit Riges Styrke, men slutter Fred med ham og giver ham sin Datter til Ægte til Landets Ulykke; men det bliver ikke til noget og lykkes ikke for ham. 18 Så vender han sig mod Kystlandene og indtager mange, men en Hærfører gør Ende på hans Hån; syv Fold gengælder han ham hans Hån. 19 Derpå vender han sig mod sit eget Lands Fæstninger, men han snubler, falder og forsvinder. 20 I hans Sted træder en, som sender en Skatteopkræver gennem Rigets Herlighed, men på nogle Dage knuses han, dog uden Harm, ej heller i Strid.

21 I hans Sted træder en Usling. Kongedømmets Herlighed overdrages ham ikke, men han kommer, før nogen aner Uråd, og tilriver sig Kongedømmet ved Rænker. 22 Hære bortskylles helt foran ham, også en Pagtsfyrste knuses. 23 Så snart man har sluttet Forbund med ham, øver han Svig; han drager frem og bliver stærk ved en Håndfuld Folk. 24 Uventet falder han ind i de frugtbareste Egne og gør, hvad hans Fædre eller Fædres Fædre ikke gjorde; Ran, Bytte og Gods strør han ud til sine Folk, og mod Fæstninger oplægger han Råd, dog kun til en Tid. 25 Han opbyder sin kraft og sit Mod mod Sydens Konge og drager ud med en stor Hær; og Sydens Konge rykker ud til Strid med en overmåde stor og stærk Hær, men kan ikke stå sig, da der smedes Rænker imod ham; 26 hans Bordfæller bryder hans Magt, hans Hær skylles bort, og mange dræbes og falder. 27 Begge Konger har ondt i Sinde og sidder til Bords sammen og lyver; men det lykkes ikke, thi Enden tøver endnu til den fastsatte Tid. 28 Da han er på Hjemvejen til sit Land med store Forråd, oplægger hans Hjerte Håd mod den hellige Pagt, og han fuldfører det og vender hjem til sit Land.

29 Til den fastsatte Tid drager han atter mod Syd, men det går ikke anden Gang som første; 30 kittæiske Skibe drager imod ham, og han lader sig skræmme og vender om; hans Vrede blusser op mod den hellige Pagt, og han giver den frit Løb. Så vender han hjem og mærker sig dem, som falder fra den hellige Pagt. 31 Og hans Hære skal stå der og vanhellige Helligdommen, den faste Borg, afskaffe det daglige Offer og rejse Ødelæggelsens Vederstyggelighed. 32 Dem, der overtræder Pagten, lokker han ved Smiger til Frafald; men de Folk, som kender deres Gud, står fast og viser det i Gerning. 33 De kloge i Folket skal bringe mange til Indsigt, men en Tid lang bukker de under for Ild og Sværd, Fangenskab og Plyndring. 34 Medens de bukker under, får de en ringe Hjælp, og mange slutter sig til dem på Skrømt. 35 Af de kloge må nogle bukke under, for at der kan renses ud iblandt dem, så de sigtes og renses til Endens Tid; thi endnu tøver den til den bestemte Tid.

36 Og Kongen gør, hvad han vil, ophøjer og hovmoder sig mod enhver Gud; mod Gudernes Gud taler han utrolige Ting, og han har Lykken med sig, indtil Vreden er omme; thi hvad der er besluttet, det sker. 37 Sine Fædres Guder ænser han ikke; ej heller ænser han Kvindernes Yndlingsgud eller nogen anden Gud, men hovmoder sig mod dem alle. 38 I Stedet ærer han Fæstningernes Gud; en Gud, hans Fædre ikke kendte, ærer han med Guld, Sølv, Ædelsten og Klenodier. 39 I de faste Borge lægger han den fremmede Guds Folk; dem, der vedkender sig ham, overøser han med Ære og giver dem Magt over mange, og han uddeler Land til Løn.

40 Men ved Endens Tid skal Sydens Konge prøve Kræfter med ham, og Nordens Konge stormer imod ham med Vogne, Ryttere og Skibe i Mængde og falder ind i Landene, oversvømmer og overskyller dem. 41 Han falder ind i det herlige Land, og Titusinder falder; men følgende skal reddes af hans Bånd: Edom, Moab og en Levning Ammoniter. 42 Han udrækker sin Hånd mod Landene, og Ægypten undslipper ikke. 43 Han bliver Herre over Guld og Sølvskattene og alle Ægyptens Klenodier; der er Libyere og Ætiopere i hans Følge. 44 Men Rygter fra Øst og Nord forfærder ham, og han drager bort i stor Harme for at tilintetgøre mange og lægge Band på dem. 45 Han opslår sine Paladstelte mellem Havet og det hellige, herlige Bjerg. Men han går sin Bane i Møde, og ingen kommer ham til Hjælp.

12 Til den Tid skal Mikal stå frem, den store fyrste, som værner dit Folks Sønner, og en Trængselstid kommer, som hidtil ikke har haft sin Mage, så længe der var Folkeslag til. Men på den Tid skal dit Folk frelses, alle, der er optegnet i Bogen. Og mange af dem, der sover under Mulde, skal vågne, nogle til evigt Liv, andre til Skam, til evig Afsky. De forstandige skal stråle som Himmelhvælvingens Glans, og de, der førte de mange til Retfærdighed, skal lyse som Stjerner evigt og altid.

Men du, Daniel, sæt Lukke for Ordene og Segl for Bogen til Endens Tid! Mange skal granske i den, og Kundskaben skal blive stor."

Og jeg, Daniel, skuede, og se, der stod to andre hver på sin Side af Floden. Og den ene spurgte Manden, som bar de linnede Klæder og svævede over Flodens Vande: "Hvor længe varer det, før disse sælsomme Ting er til Ende?" Så hørte jeg Manden i de linnede Klæder, ham, som svævede over Flodens Vande, sværge ved ham, som lever evindelig, idet han løftede begge Hænder mod Himmelen: "Een Tid, to Tider og en halv Tid! Når hans Magt, som knuser det hellige Folk, er til Ende,, skal alle disse Ting fuldbyrdes." Og jeg hørte det, men fattede det ikke; så spurgte jeg: "Herre hvad er det sidste af disse Ting?" Og han svarede: "Gå bort, Daniel, thi for Ordene er der sat Lukke og Segl til Endens Tid. 10 Mange skal sigtes, renses og lutres, men de gudløse handler gudløst, og ingen af de gudløse skal forstå, men det skal de forstandige. 11 Fra den Tid det daglige Offer ophæves og Ødelæggelsens Vederstyggelighed rejses, skal der gå 1290 Dage. 12 Salig er den, der holder ud og oplever 1335 Dage. 13 Men gå du, Enden i Møde, læg dig til Hvile og stå op til din Lod, ved Dagenes Ende!

Daniels syn ved Tigrisfloden

10 I perserkongen Kyros’ tredje regeringsår[a] fik Daniel (som også blev kaldt Belteshazzar) et syn, der indvarslede fremtidige krige og hårde tider. Forklaringen fik han også gennem et syn.

Synet kom på et tidspunkt, hvor jeg, Daniel, havde bedt og søgt Herren i tre uger. Jeg havde kun spist det mest nødvendige, intet kød, ingen vin eller anden lækker mad, og jeg havde heller ikke plejet min krop.

Den 24. dag i den første måned stod jeg sammen med nogle andre ved Tigrisflodens bred. Pludselig så jeg en mand i en lang, hvid klædning og med et bælte af det fineste guld bundet om livet. Kroppen udstrålede et lys som fra en kostbar ædelsten, ansigtet glimtede som lyn, øjnene flammede som ild, armene og fødderne skinnede som poleret bronze, og hans stemme rungede som råbet fra en stor menneskemængde.

Jeg var den eneste, der så manden. Mine ledsagere kunne ikke se ham, men blev rædselsslagne på grund af lyset og løb deres vej for at komme i dækning, så jeg stod alene tilbage. Jeg følte knæene vakle under mig, mit ansigt var ligblegt, og jeg kunne ikke røre mig ud af stedet.

Da jeg hørte hans stemme, svimlede det for mig, og jeg faldt ned med ansigtet mod jorden. 10 Men en hånd tog fat i mig og fik mig skælvende op på mine knæ og hænder. 11 „Daniel, Gud sætter stor pris på dig!” sagde han. „Rejs dig og lyt omhyggeligt til det, jeg har at sige, for Gud har sendt mig til dig!” Så rejste jeg mig op, stadig rystende af skræk.

12 „Vær ikke bange, Daniel,” fortsatte han. „Allerede den første dag, du besluttede at bede om indsigt og at ydmyge dig for Gud, blev din bøn hørt, og derfor er jeg kommet. 13 Den mægtige åndsmagt, der styrer det persiske rige, blokerede imidlertid vejen for mig i 21 dage. Men så kom ærkeenglen Mikael mig til hjælp, og jeg efterlod ham dér i kamp med den persiske åndsfyrste.[b] 14 Jeg er kommet for at vise dig endnu et syn, så du kan forstå, hvad der skal ske med dit folk engang i fremtiden.”

15 Mens jeg lyttede til englens ord, stod jeg med bøjet hoved, ude af stand til at sige noget. 16 Men så rørte han ved mine læber, og jeg åbnede munden og sagde: „Herre, ved synet af dig blev jeg skrækslagen og ganske udmattet. 17 Hvordan skulle jeg, din ringe tjener, turde sige noget til dig, herre? Jeg kan dårligt få vejret af skræk og udmattelse.”

18 Englen, der lignede et menneske, rørte igen ved mig, og jeg følte mig styrket. 19 „Vær ikke bange,” sagde han. „Gud sætter stor pris på dig. Vær frimodig og stærk.” Hans ord styrkede mig, og jeg sagde: „Tal kun, herre, for du har styrket mig.”

20 „Ved du, hvorfor jeg er kommet?” spurgte han. „Snart skal jeg vende tilbage og fortsætte kampen imod åndsfyrsten over Persien, og efter ham kommer Grækenlands åndsfyrste. Men inden jeg vender tilbage, vil jeg fortælle dig, hvad der står skrevet i Sandhedens Bog. 21 (Den eneste, der hjælper mig i kampen imod disse åndsfyrster, er Mikael, jeres ærkeengel. Jeg har kæmpet sammen med Mikael siden mederen Dareios’ første regeringsår.)

Kongerigerne Egypten og Aram

11 1-2 Men lad mig nu fortælle dig, hvad der skal ske i fremtiden. Efter at endnu tre konger har regeret i Persien, skal en fjerde træde frem, som er meget rigere end nogen af de andre. Med sin rigdom og magt vil han sætte alt ind i kampen mod det græske rige. Derefter kommer en mægtig konge til magten i Grækenland, og han får magt til at gøre fuldstændig, som han vil. Men når hans magt er på sit højeste, sprænges hans rige og deles i fire svagere riger, som hverken tilfalder hans efterkommere eller bliver så stærke, som da han regerede. Han mister sin magt fuldstændigt, og hans storrige bliver delt. Den ene af de fire nye konger, den egyptiske, vil opnå stor magt. Men så gør en af hans egne ledere oprør imod ham, tager magten i riget og gør det endnu stærkere.

Nogle år senere slutter kongen af Aram forbund med kongen af Egypten.[c] Den egyptiske kongedatter bliver gift med den aramæiske konge for at besegle samarbejdet. Men hun vil blive forstødt, og hun selv, hendes mand, hendes barn[d] og deres egyptiske tjenere mister livet. Kort efter overtager en af hendes slægtninge magten i Egypten, og han drager med sin hær mod den aramæiske konge, stormer hans fæstning, og vinder over hans hær. Egyptens konge hjemfører endog deres afgudsbilleder som krigsbytte tillige med deres kostbare sølv- og guldkar. Derefter lader han i lang tid den aramæiske konge være i fred.

Senere gør den aramæiske konge et fremstød imod Egypten, men må hurtigt trække sig tilbage til sit eget territorium. 10 Hans sønner tager derefter kampen op og samler en stor hær, der skyller ind over Egypten som en flodbølge, der når helt frem til kongens fæstning. 11 Det gør kongen rasende, så han rykker ud mod den aramæiske konge, der trods sin store hær bliver slået. 12 Efter sejren nedslagter den egyptiske konge tusindvis af sine fjender. Men sejrsrusen varer ikke ved, 13 for nogle år efter samler den aramæiske konge en større og bedre udrustet hær end den første, 14 og andre nationer slutter sig til ham i kampen imod Egyptens konge. Krigere fra dit eget folk vil søge at opfylde det profetiske syn ved at gøre oprør mod Egyptens overherredømme, men de bliver slået. 15 Den aramæiske konge vil belejre en stærkt befæstet by[e] og indtage den. Selv Egyptens bedste krigere kan ikke stå sig i kampen.

16 Den aramæiske konge marcherer derefter frem uden at møde modstand, ingen kan standse ham. Han overtager kontrollen med Israels herlige land. 17 Hans plan er at angribe Egypten med hele sin hærstyrke. Derfor indgår han en fredsaftale med den egyptiske konge og giver ham sin datter til ægte med det formål at ødelægge ham, men hans planer mislykkes.

18 Så vender han opmærksomheden mod landene langs Middelhavets kyst og erobrer en del af dem. Men en hærfører standser ham og gør ende på hans overmod ved at besejre ham i et knusende nederlag. 19 Derefter trækker han sig tilbage til sit eget lands fæstninger, men han bliver besejret og forsvinder ud af billedet.

20 Hans efterfølger vil opkræve skatter i de besatte områder, men efter en kort regeringsperiode dør han, dog ikke i krig eller åben kamp.

21 Den næste, der kommer til magten, er en ondsindet person, som ikke er den retmæssige tronfølger. Han tilraner sig pludselig magten ved hjælp af intriger og løgn. 22 Enhver, der modsætter sig ham, ryddes af vejen, også en af ypperstepræsterne. 23 Han indgår alliancer, men føler sig ikke selv bundet af dem. Ved hjælp af nogle få lydige håndlangere får han mere og mere magt.

24 Han gør noget, som ingen af hans forfædre kunne finde på: Uden varsel plyndrer han sit eget lands rigeste områder og deler byttet ud til sine håndlangere. Selv de stærkeste fæstninger har han planer om at indtage, dog kun for en tid.

25 Han samler sine styrker og sit mod og rykker ud mod Egypten med en mægtig hær. Egyptens konge går imod ham, også med en mægtig hær, men kan ikke slå ham, for han bliver offer for intriger. 26 Hans egne rådgivere modarbejder ham, en del af hæren deserterer, og mange bliver dræbt under flugten. 27 De to konger har begge ondt i sinde. De mødes og forhandler, men lyver for hinanden. De får intet ud af det, for det er Gud, der har fastsat, hvad der skal ske.

28 Da den aramæiske konge er på vej hjem med store rigdomme, lader han sine frustrationer gå ud over Israels folk, som Gud har indgået en pagt med.

29 Senere, når tiden er inde, drager han igen mod Egypten, men denne gang går det ikke som sidst. 30 Krigsskibe der kommer ned fra Kittim,[f] angriber ham, og han bliver bange og vender om. Han lader så igen sin frustration gå ud over Israels folk og belønner dem, der frasiger sig pagten med Gud. 31 Han sætter sin hær til at vanhellige templet, standse de daglige ofre og opstille et afskyeligt afgudsbillede på tempelområdet. 32 Med smiger lokker han de frafaldne over på sin side. Men de, som kender deres Gud, står fast og handler på deres overbevisning.

33 De ledere, som har åndelig indsigt, vil undervise mange, men må i en periode lide under forfølgelse, blive udplyndret og fængslet eller dræbt med sværd eller ild. 34 Nogle få blandt befolkningen vil oprigtigt prøve at hjælpe dem, men mange andre vil slutte sig til dem for at udspionere dem. 35 Nogle af lederne vil blive fristet til at give op. Men modgangen vil resultere i, at de bliver renset og lutret inden afslutningen. Men den fastsatte tid for afslutningen kommer først senere.

Den store spotter i endetiden

36 Nordens konge[g] gør præcis, som han vil. Han udnævner hovmodigt sig selv til at være den højeste gud og taler hånligt imod den almægtige Gud. En tid har han lykken med sig, men kun indtil Guds straf over Israels folk har nået sit mål, for det Gud har fastsat, må nødvendigvis ske. 37 Kongen forkaster både sine forfædres guder, kvindernes foretrukne gud og alle andre guder, og han hævder, at han er større end dem alle. 38 I stedet dyrker han fæstningsværkernes gud, som hans forfædre ikke kendte til, og han ofrer guld, sølv, juveler og andre kostbare gaver til den. 39 Ved hjælp af denne fremmede gud vil han angribe og nedbryde sine fjenders største fæstninger. Dem, der støtter ham, giver han ære og høje positioner, og han giver dem land som belønning.

40-41 I verdenshistoriens afsluttende fase prøver sydens konge kræfter med ham. Men nordens konge stormer imod ham med mængder af vogne, ryttere og krigsskibe. Han besætter mange lande og løber dem aldeles over ende—det gælder også Israel, det herlige land—mens Edom, Moab og Ammons ledere undslipper. 42 Egypten og mange andre nationer bukker under for ham. 43 Han tilraner sig alle Egyptens kostbarheder, guld- og sølvskatte, og folk fra Libyen og Kush[h] bliver hans tjenere.

44 Men da kommer der meldinger fra øst og nord, som gør ham bange, og i stor vrede drager han af sted for at ødelægge mange af disse lande. 45 Så gør han holdt og slår lejr mellem havene[i] tæt ved tempelbjerget i Jerusalem. Men han går sin undergang i møde, og da er der ingen, som vil hjælpe ham.

Verdenshistoriens afsluttende begivenheder

12 Derefter skal Mikael, den store englefyrste, som våger over dit folk, træde til, og der kommer en krisetid med større lidelser end nogen sinde tidligere i verdenshistorien. Men til den tid skal alle af dit folk, hvis navne står skrevet i Bogen, blive reddet.

Mange af dem, som er begravet og lagt i jorden, skal stå op, nogle til evigt liv, andre til skam og evig afsky. De, som har åndelig indsigt, vil stråle om kap med solen, og de, der førte mange ind i et ret forhold til Gud, vil for altid lyse som stjerner.

Når du er færdig med at nedskrive denne beretning, Daniel, skal du forsegle bogen, indtil tiden er inde. Mange vil rejse rundt i verden, og kundskaben vil blive stor.”

Derefter så jeg, Daniel, to andre mænd stå på hver sin side af floden. Den ene af dem spurgte manden i den hvide dragt, der nu svævede over floden: „Hvor længe varer det, før alle disse frygtelige begivenheder er slut?”

Manden i den hvide dragt løftede hænderne mod himlen og svor ved den levende Gud. „Der vil gå én tid, to tider og en halv tid,” sagde han. „Når forfølgelsen af Guds folk er forbi, vil alt dette være sket.”[j]

Jeg hørte, hvad han sagde, men forstod ikke, hvad han mente. Så spurgte jeg igen: „Herre, hvad skal der så ske bagefter?” Men han svarede: „Gå nu, Daniel, for de her ting skal ligge skjult indtil tidernes afslutning. 10 Mange vil blive renset og helliggjort gennem lidelser, men de gudløse vil blive ved at være gudløse og ikke fatte noget som helst. Kun de, der har åndelig indsigt, vil kunne forstå betydningen af det. 11 Fra det tidspunkt, hvor de daglige ofre ophører, og templet vanæres med afgudsdyrkelse, vil der gå 1290 dage. 12 Velsignede er de, som klarer at holde ud i 1335 dage. 13 Gå nu din vej og fortsæt med dit liv. En dag vil du dø, men du vil genopstå og få din løn ved tidernes afslutning.”

Footnotes

  1. 10,1 536 f.Kr.
  2. 10,13 Ifølge en af de græske håndskrifter. Den hebraiske tekst er uklar.
  3. 11,6 På hebraisk: „nordens konge” og „sydens konge”.
  4. 11,6 Eller: „hendes far”.
  5. 11,15 Byen Sidon, som var under egyptisk herredømme.
  6. 11,30 Navnet „Kittim” var oprindeligt en henvisning til Cypern, men blev senere også brugt om det romerske rige. LXX siger „romerske”.
  7. 11,36 Mens de foregående afsnit blev opfyldt gennem de egyptiske og aramæiske konger indtil Antiochus Epifanes, henviser dette og de følgende afsnit måske til den sidste tid før verdens ende.
  8. 11,43 Kush svarer nogenlunde til Nubien, området syd for Egypten.
  9. 11,45 Sikkert Middelhavet og Det Døde Hav, da de to have angiver Israels vest- og østgrænse.
  10. 12,7 Teksten er uklar.