Add parallel Print Page Options

31 Og da de søgte at slå ham ihjel, gik der Melding op til Krigsøversten for Vagtafdelingen, at hele Jerusalem var i Oprør. 32 Han tog straks Stridsmænd og Høvedsmænd med sig og ilede ned imod dem. Men da de så Krigsøversten og Stridsmændene, holdt de op at slå Paulus. 33 Da trådte Krigsøversten til, greb ham og befalede, at han skulde bindes med to Lænker, og han spurgte, hvem han var, og hvad han havde gjort. 34 Da råbte nogle i Skaren eet, andre et andet til ham; men da han ikke kunde få noget pålideligt at vide på Grund af Larmen, befalede han at føre ham ind i Borgen, 35 Men da han kom på Trappen, gik det således, at han måtte bæres af Stridsmændene på Grund af Skarens Voldsomhed; 36 thi Folkemængden fulgte efter og råbte: "Bort med ham!" 37 Og da Paulus var ved at blive ført ind i Borgen, siger han til Krigsøversten: "Er det mig tilladt at sige noget til dig?" Men han sagde: "Forstår du Græsk? 38 Er du da ikke den Ægypter, som for nogen Tid siden gjorde Oprør og førte de fire Tusinde Stimænd ud i Ørkenen?" 39 Men Paulus sagde: "Jeg er en jødisk Mand fra Tarsus, Borger i en ikke ubekendt By i Kilikien. Men jeg beder dig, tilsted mig at tale til Folket!" 40 Og da han tilstedte det, stod Paulus frem på Trappen og slog til Lyd med Hånden for Folket. Men da der var blevet dyb Tavshed, tiltalte han dem i det hebraiske Sprog og sagde:

22 " I Mænd, Brødre og Fædre! hører nu mit forsvar over for eder!" Men da de hørte, at han talte til dem i det hebraiske Sprog, holdt de sig end mere stille. Og han siger: "Jeg er en jødisk Mand, født i Tarsus i Kilikien, men opfostret i denne Stad, oplært ved Gamaliels Fødder efter vor Fædrenelovs Strenghed og nidkær for Gud, ligesom I alle ere i Dag. Og jeg forfulgte denne Vej indtil Døden, idet jeg lagde både Mænd og Kvinder i Lænker og overgav dem til Fængsler, som også Ypperstepræsten vidner med mig og hele Ældsterådet, fra hvem jeg endog fik Breve med til Brødrene i Damaskus og rejste derhen for også at føre dem, som vare der, bundne til Jerusalem, for at de måtte blive straffede. Men det skete, da jeg var undervejs og nærmede mig til Damaskus, at ved Middag et stærkt Lys fra Himmelen pludseligt omstrålede mig. Og jeg faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til mig: Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig? Men jeg svarede: Hvem er du, Herre? Og han sagde til mig: Jeg er Jesus af Nazareth, som du forfølger. Men de, som vare med mig, så vel Lyset, men hørte ikke hans Røst, som talte til mig. 10 Men jeg sagde: Hvad skal jeg gøre, Herre? Men Herren sagde til mig: Stå op og gå til Damaskus; og der skal der blive talt til dig om alt, hvad der er bestemt, at du skal gøre. 11 Men da jeg havde mistet Synet ved Glansen af hint Lys, blev jeg ledet ved Hånden af dem, som vare med mig, og kom således ind i Damaskus. 12 Men en vis Ananias, en Mand, gudfrygtig efter Loven, som havde godt Vidnesbyrd af alle Jøderne, som boede der, 13 kom til mig og stod for mig og sagde: Saul, Broder, se op! Og jeg så op på ham i samme Stund. 14 Men han sagde: Vore Fædres Gud har udvalgt dig til at kende hans Villie og se den retfærdige og høre en Røst af hans Mund. 15 Thi du skal være ham et Vidne for alle Mennesker om de Ting, som du har set og hørt. 16 Og nu, hvorfor tøver du? Stå op, lad dig døbe og dine Synder aftvætte, idet du påkalder hans Navn! 17 Og det skete, da jeg var kommen tilbage til Jerusalem og bad i Helligdommen, at jeg faldt i Henrykkelse 18 og så ham, idet han sagde til mig: Skynd dig, og gå hastigt ud af Jerusalem, thi de skulle ikke af dig modtage Vidnesbyrd om mig. 19 Og jeg sagde: Herre! de vide selv, at jeg fængslede og piskede trindt om i Synagogerne dem, som troede på dig, 20 og da dit Vidne Stefanus's Blod blev udgydt, stod også jeg hos og havde Behag deri og vogtede på deres Klæder, som sloge ham ihjel. 21 Og han sagde til mig: Drag ud; thi jeg vil sende dig langt bort til Hedninger."

22 Men de hørte på ham indtil dette Ord, da opløftede de deres Røst og sagde: "Bort fra Jorden med en sådan! thi han bør ikke leve."" 23 Men da de skrege og reve Klæderne af sig og kastede Støv op i Luften, 24 befalede Krigsøversten, at han skulde føres ind i Borgen, og sagde, at man med Hudstrygning skulde forhøre ham, for at han kunde få at vide, af hvad Årsag de således råbte imod ham. 25 Men da de havde udstrakt ham for Svøberne, sagde Paulus til den hosstående Høvedsmand: "Er det eder tilladt at hudstryge en romersk Mand, og det uden Dom?" 26 Men da Høvedsmanden hørte dette, gik han til Krigsøversten og meldte ham det og sagde: "Hvad er det, du et ved at gøre? denne Mand er jo en Romer." 27 Men Krigsøversten gik hen og sagde til ham: "Sig mig, er du en Romer?" Han sagde: "Ja." 28 Og Krigsøversten svarede: "Jeg har købt mig denne Borgerret for en stor Sum," Men Paulus sagde: "Jeg er endog født dertil." 29 Da trak de, som skulde til at forhøre ham, sig straks tilbage fra ham. Og da Krigsøversten fik at vide, at han var en Romer, blev også han bange, fordi han havde bundet ham. 30 Men den næste Dag, da han vilde have noget pålideligt at vide om, hvad han anklagedes for af Jøderne, løste han ham og befalede, at Ypperstepræsterne og hele Rådet skulde komme sammen, og han førte Paulus ned og stillede ham for dem.

23 Da så Paulus fast på Rådet og sagde: "I Mænd, Brødre! jeg har med al god Samvittighed vandret for Gud indtil denne Dag." Men Ypperstepræsten Ananias befalede dem, som stode hos ham, at slå ham på Munden. Da sagde Paulus til ham: "Gud skal slå dig, du kalkede Væg! Og du sidder for at dømme mig efter Loven, og tvært imod Loven befaler du, at jeg skal slås." Men de, som stode hos, sagde: "Udskælder du Guds Ypperstepræst?" Og Paulus sagde: "Brødre! jeg vidste ikke, at han er Ypperstepræst; thi der er skrevet: En Fyrste i dit Folk må du ikke tale ondt imod." Men da Paulus vidste, at den ene Del bestod af Saddukæere, men den anden af Farisæere, råbte han i Rådet: "I Mænd, Brødre! jeg er en Farisæer, Søn af Farisæere, for Håb og for dødes Opstandelse er det, jeg dømmes." Men da han udtalte dette, opkom der Splid imellem Farisæerne og Saddukæerne, og Mængden blev uenig. Thi Saddukæerne sige, at der ingen Opstandelse er, ej heller nogen Engel eller Ånd; men Farisæerne hævde begge Dele. Men der opstod en stærk Råben; og nogle af de skriftkloge af Farisæernes Parti stode op, strede heftigt og sagde: "Vi finde intet ondt hos dette Menneske; men hvad om en Ånd eller en Engel har talt til ham!" 10 Men da der blev stærk Splid frygtede Krigsøversten, at Paulus skulde blive sønderslidt af dem, og befalede Krigsfolket at gå ned og rive ham ud fra dem og føre ham ind i Borgen. 11 Men Natten derefter stod Herren for ham og sagde: "Vær frimodig, thi ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, således skal du også vidne i Rom."

12 Men da det var blevet Dag, sloge Jøderne sig sammen og forpligtede sig under Forbandelser til hverken at spise eller drikke, førend de havde slået Paulus ihjel. 13 Og de, som havde indgået denne Sammensværgelse, vare flere end fyrretyve i Tal. 14 Disse gik da til Ypperstepræsterne og de Ældste og sagde: "Vi have under Forbandelser forpligtet os til ikke at smage noget, førend vi have slået Paulus ihjel. 15 Så giver nu I tillige med Rådet Krigsøversten Meddelelse, for at han må føre ham ned til eder, som om I ville undersøge hans Sag nøjere; men vi ere rede til at slå ham ihjel, førend han kommer derhen." 16 Men Paulus's Søstersøn, som havde hørt om dette Anslag, kom og gik ind i Borgen og fortalte Paulus det. 17 Men Paulus kaldte en af Høvedsmændene til sig og sagde: "Før denne unge Mand hen til Krigsøversten; thi han har noget at melde ham." 18 Da tog han ham og førte ham til Krigsøversten og siger: "Den fangne Paulus kaldte mig og bad mig føre denne unge Mand til dig, da han har noget at tale med dig om." 19 Men Krigsøversten tog ham ved Hånden, gik hen til en Side og spurgte: "Hvad er det, som du har at melde mig?" 20 Men han sagde: "Jøderne have aftalt at bede dig om at lade Paulus føre ned for Rådet i Morgen under Foregivende af at ville have nøjere Underretning om ham. 21 Lad du dig nu ikke overtale af dem; thi mere end fyrretyve Mænd af dem lure på ham, og de have under Forbandelser forpligtet sig til hverken at spise eller at drikke, førend de have slået ham ihjel; og nu ere de rede og vente på dit Tilsagn." 22 Da lod Krigsøversten det unge Menneske fare og bød ham: "Du skal ingen sige, at du har givet mig dette til Kende."

23 Og han kaldte et Par af Høvedsmændene til sig og sagde: "Gører to Hundrede Stridsmænd rede til at drage til Kæsarea og halvfjerdsindstyve Ryttere og to Hundrede Spydkastere fra den tredje Time i Nat; " 24 og at de skulde bringe Lastdyr for at kunne lade Paulus ride og føre ham sikkert til Landshøvdingen Feliks. 25 Og han skrev et Brev af følgende Indhold: 26 "Klaudius Lysias hilser den mægtigste Landshøvding Feliks. 27 Denne Mand havde Jøderne grebet og vilde have slået ham ihjel; men jeg kom til med Krigsfolket og udfriede ham, da jeg erfarede, at han var en Romer. 28 Og da jeg vilde vide Årsagen, hvorfor de anklagede ham, førte jeg ham ned for deres Råd 29 og fandt ham anklaget i Anledning af nogle Stridsspørgsmål i deres Lov, men uden nogen Beskyldning, som fortjente Død eller Fængsel. 30 Men da jeg har fået Underretning om, at der skulde være et hemmeligt Anslag af Jøderne imod Manden, har jeg straks sendt ham til dig efter også at have befalet Anklagerne at fremføre for dig, hvad de have imod ham." 31 Da toge Stridsmændene Paulus, som det var dem befalet, og førte ham om Natten til Antipatris. 32 Men næste Dag lode de Rytterne drage videre med ham og vendte selv tilbage til Borgen. 33 Da hine nu kom til Kæsarea og havde overgivet Landshøvdingen Brevet, fremstillede de også Paulus for ham. 34 Men da han havde læst Brevet og spurgt, fra hvilken Provins han var, og havde erfaret, at han var fra Kilikien, sagde han: 35 "Jeg vil forhøre dig, når også dine Anklagere komme til Stede." Og han bød, at han skulde holdes bevogtet i Herodes's Borg.

24 Men fem Dage derefter drog Ypperstepræsten Ananias ned med nogle Ældste og en Taler, Tertullus, og disse førte Klage for Landshøvdingen imod Paulus. Da han nu var kaldt ind, begyndte Tertullus at anklage ham og sagde: "At vi ved dig nyde megen Fred, og at Forbedringer i alle Retninger og alle Vegne skaffes dette Folk ved din Omsorg, mægtigste Feliks! det erkende vi med al Taknemmelighed. Men for at jeg ikke skal opholde dig for længe, beder jeg, at du efter din Mildhed vil høre os kortelig. Vi have nemlig fundet, at denne Mand er en Pest og en Oprørsstifter iblandt alle Jøderne hele Verden over, samt er Fører for Nazaræernes Parti, ja, han har endog forsøgt at vanhellige Helligdommen. Vi grebe ham da også og vilde have dømt ham efter vor Lov. Men Krigsøversten Lysias kom til og borttog ham med megen Vold af vore Hænder og bød hans Anklagere komme til dig. Af ham kan du selv, når du undersøger det, erfare alt det, hvorfor vi anklage ham." Men også Jøderne stemmede i med og påstode, at dette forholdt sig således.

10 Og Paulus svarede, da Landshøvdingen gav ham et Vink, at han skulde tale: "Efterdi jeg ved, at du i mange År har været Dommer for dette Folk, vil jeg frimodigt forsvare min Sag, 11 da du kan forvisse dig om, at det er ikke mere end tolv Dage, siden jeg kom op for at tilbede i Jerusalem. 12 Og de have ikke fundet mig i Ordveksel med nogen eller i Færd med at vække Folkeopløb, hverken i Helligdommen eller i Synagogerne eller omkring i Staden. 13 Og de kunne ej heller bevise dig det, som de nu anklage mig for. 14 Men dette bekender jeg for dig, at jeg efter den Vej, som de kalde et Parti, tjener vor fædrene Gud således, at jeg tror på alt det, som står i Loven, og det, som er skrevet hos Profeterne, 15 og har det Håb til Gud, som også disse selv forvente, at der skal komme en Opstandelse både af retfærdige og af uretfærdige. 16 Derfor øver også jeg mig i altid at have en uskadt Samvittighed for Gud og Menneskene. 17 Men efter flere Års Forløb er jeg kommen for at bringe Almisser til mit Folk og Ofre, 18 hvad de fandt mig i Færd med, da jeg var bleven renset i Helligdommen, og ikke med Opløb og Larm; men det var nogle Jøder fra Asien, 19 og de burde nu være til Stede hos dig og klage, om de have noget på mig at sige. 20 Eller lad disse her selv sige, hvad Uret de have fundet hos mig, da jeg stod for Rådet, 21 uden det skulde være dette ene Ord, som jeg råbte, da jeg stod iblandt dem: Jeg dømmes i Dag af eder for dødes Opstandelse."

22 Nu udsatte Feliks Sagen, da han vidste ret god Besked om Vejen, og sagde: "Når Krigsøversten Lysias kommer herned, vil jeg påkende eders Sag."

31 Men da de ville til at slå ham ihjel, nåede en melding op til kommandanten for den romerske garnison, at hele Jerusalem var i oprør. 32 Hurtigt kaldte han sine soldater og officerer sammen og styrtede ned til folkemængden. Da folk så kommandanten og soldaterne komme stormende, holdt de op med at slå løs på Paulus. 33 Kommandanten lod ham arrestere og gav ordre til, at hans hænder og fødder skulle lægges i lænker. „Hvem er han?” råbte han. „Hvad har han gjort?” 34 I larmen og forvirringen var det umuligt at finde ud af, hvad folk råbte i munden på hinanden. Derfor gav han ordre til, at Paulus skulle føres ind i kasernen. 35 Da de nåede frem til trappen, var ophidselsen så voldsom, at soldaterne måtte bære Paulus imellem sig for at beskytte ham. 36 Mængden pressede på og råbte hele tiden: „Han skal dø! Han skal dø!”

37 Mens de nu var ved at føre Paulus ind gennem porten, vendte han sig til kommandanten og sagde: „Må jeg sige noget til dig?” „Taler du græsk?” udbrød kommandanten. 38 „Er du da ikke den egypter, der for nogen tid siden ledte et oprør og førte 4000 bevæbnede mænd ud i ørkenen?” 39 „Nej,” svarede Paulus, „jeg er jøde og kommer fra Tarsos, en kendt by i Kilikien. Må jeg få lov at sige et par ord til folket?” 40 Kommandanten gav ham lov, og Paulus stillede sig på trappen og løftede hånden. Stilheden sænkede sig over pladsen, og han begyndte at tale til dem på hebraisk:

Paulus’ forsvarstale

22 „Mine ærede landsmænd, hør, hvad jeg har at sige til mit forsvar!” begyndte Paulus. Da de hørte, at han talte hebraisk, blev der stille i den store forsamling. Han fortsatte: „Jeg er jøde, født i Tarsos i Kilikien, men jeg er opvokset her i byen og uddannet under Gamaliel. Han har lært mig at følge alle de jødiske love og forfædrenes traditioner til punkt og prikke. Jeg var lige så fanatisk i min gudsdyrkelse, som I er her i dag. Jeg forfulgte dem, som kalder sig ‚Vejen’, og ville have dem slået ihjel. Jeg fik dem arresteret og smidt i fængsel, både mænd og kvinder. Både ypperstepræsten og alle medlemmerne i Det jødiske Råd kan bevidne, at jeg taler sandt. For det var dem, der skrev de breve, som jeg fik med til de jødiske ledere i Damaskus med tilladelse til at arrestere folk også dér og føre dem til Jerusalem, så de kunne blive straffet.

Men så skete der noget, bedst som jeg var på vej til Damaskus. Jeg var næsten nået frem til byen. Det var midt på dagen. Pludselig kom der et blændende lys fra himlen, og det omsluttede mig. Jeg faldt på knæ med ansigtet mod jorden og hørte en stemme sige: ‚Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?’ ‚Hvem er du, herre?’ spurgte jeg. Stemmen svarede: ‚Jeg er nazaræeren Jesus, ham du forfølger.’ De mænd, der var med mig, så lyset, men hørte ikke, hvad der blev sagt. 10 Jeg spurgte: ‚Hvad skal jeg gøre, Herre?’ Og Herren svarede: ‚Rejs dig og gå ind til Damaskus. Der vil du få mere at vide om de planer, jeg har for dig.’ 11 Jeg var blevet blind på grund af det skarpe lys, så mine ledsagere måtte tage mig ved hånden og føre mig ind til Damaskus.

12 I byen boede der en mand, som hed Ananias. Han var en gudfrygtig mand, der efterlevede vores jødiske lov, og han var meget respekteret af alle byens jøder. 13 Han kom hen til mig og sagde: ‚Bror Saul, få synet tilbage!’ I det samme kunne jeg se igen. 14 Videre sagde han: ‚Gud, vores forfædres Gud, har udvalgt dig til at kende hans vilje. Du skal få lov at se Den Retfærdige og høre ham tale til dig, 15 for du skal fortælle hele verden alt, hvad du har set og hørt. 16 Hvad er der nu mere at vente på? Rejs dig op, lad dig døbe og få dine synder renset bort ved at tro på og bede om Herrens tilgivelse.’

17 Senere var jeg tilbage i Jerusalem. En dag, mens jeg bad i templet, var jeg pludselig som i en anden verden, 18 og i et syn så jeg Herren, som sagde til mig: ‚Skynd dig at forlade Jerusalem, for folk her vil ikke tage imod det, du fortæller om mig.’ 19 ‚Jamen, Herre,’ svarede jeg, ‚de ved jo alle sammen, at det var mig, som fik arresteret alle dem, der troede på dig, og jeg sørgede for, at de blev pisket i synagogerne. 20 Dengang Stefanus blev dræbt, stod jeg lige ved siden af og godkendte, hvad de gjorde, ja, det var mig, der passede på tøjet for dem, der slog ham ihjel.’ 21 Men Herren sagde til mig: ‚Tag af sted! For jeg vil sende dig til de folkeslag, der er langt borte.’ ”

22 Op til det punkt havde folkemængden lyttet opmærksomt til Paulus, men nu begyndte hylekoret igen. „Han skal dø!” råbte de. „Sådan en skal ikke have lov til at leve!” 23 De skreg og krængede deres kapper af og kastede støv op i luften. 24 Kommandanten gav derfor ordre til, at Paulus skulle føres ind i kasernen, og at han skulle forhøres under piskeslag, for at man kunne finde ud af, hvad han havde gjort, som kunne gøre mængden så rasende. 25 Da de var i færd med at spænde ham fast for at piske ham, vendte han sig til den nærmeste officer og spurgte: „Er det tilladt at piske en romersk statsborger, der ikke engang har været for retten?”

26 Officeren gik til kommandanten og sagde: „Er du klar over, hvad du er ved at gøre? Manden er romersk statsborger!” 27 Kommandanten kom hen til Paulus og spurgte: „Sig mig, er du romersk statsborger?” „Ja, det er jeg,” svarede han. 28 „Det er jeg også,” udbrød kommandanten, „men det har kostet mig en formue at blive det.” „Jeg er født romersk statsborger,” sagde Paulus.

29 Da de soldater, der stod parate til at piske ham, hørte det, trak de sig hurtigt tilbage. Kommandanten blev også bange, da det gik op for ham, at han havde ladet en romersk statsborger lægge i lænker. 30 Men han ville gerne finde ud af, hvad det var, jøderne anklagede Paulus for. Næste dag lod han derfor lænkerne blive taget af Paulus og befalede, at han skulle fremstilles for ypperstepræsterne og Det jødiske Råd. Derpå blev Paulus ført frem for Rådet.

Paulus for Det jødiske Råd

23 Paulus så uforfærdet rådsmedlemmerne i øjnene og sagde: „Ærede medlemmer af det høje råd, jeg har altid levet med en god samvittighed over for Gud.” Øjeblikkelig befalede ypperstepræsten Ananias, at de, der stod nærmest, skulle give Paulus et slag på munden. Men Paulus sagde til ham: „Gud vil slå dig, din hykler! Her sidder du og skal dømme mig efter loven, og så giver du stik imod loven ordre til, at de skal slå mig.” „Hvad bilder du dig ind?” sagde de omkringstående. „Hvordan tør du håne Guds ypperstepræst?” „Jeg kunne ikke se, at han var ypperstepræst,” svarede Paulus. „Der står jo skrevet: ‚Du må ikke tale ondt om dit folks leder.’[a]

Paulus vidste godt, at den ene halvdel af Rådet bestod af saddukæere og den anden halvdel af farisæere. Derfor råbte han nu ud over forsamlingen: „Jeg er farisæer, og jeg er søn af en farisæer. Når jeg stilles for retten i dag, er det, fordi jeg tror på, at det er muligt at genopstå fra de døde.” Så snart han havde sagt det, opstod der splid mellem farisæerne og saddukæerne. Saddukæerne mener nemlig, at der ikke er nogen opstandelse fra de døde, og at der hverken findes engle eller ånder, men farisæerne tror på det alt sammen. Under den højrøstede diskussion sprang nogle af de skriftlærde farisæere op og råbte: „Manden har ikke gjort noget forkert. Måske har en ånd eller en engel talt til ham.” 10 Det førte til endnu mere spektakel, og da kommandanten blev bange for, at Paulus skulle blive sønderrevet af dem, gav han sine soldater ordre til at gribe ind og bringe Paulus i sikkerhed i kasernen.

11 Den nat stod Herren foran ham og sagde: „Vær ved godt mod! For ligesom du har fortalt om mig her i Jerusalem, sådan skal du også fortælle om mig i Rom.”

Sammensværgelsen mod Paulus

12-13 Næste morgen rottede mere end 40 jøder sig sammen og svor på, at de hverken ville nyde vådt eller tørt, før de havde slået Paulus ihjel. 14 Så gik de til ypperstepræsterne og lederne og sagde til dem: „Vi har svoret på, at vi intet vil spise eller drikke, før vi har fået Paulus slået ihjel. 15 Derfor vil vi bede jer om at forklare kommandanten, at Paulus bliver nødt til at komme for Rådet igen, så I kan forhøre jer nærmere om ham. Vi vil så ligge på lur og dræbe ham, før han når frem.”

16 Men Paulus’ søstersøn hørte om deres planer, og han gik hen til kasernen og fortalte Paulus om det. 17 Paulus fik derefter fat i en af officererne og sagde til ham: „Før den unge mand her til kommandanten. Han har noget vigtigt at fortælle ham.” 18 Officeren tog den unge mand med sig ind til kommandanten og sagde: „Fangen Paulus tilkaldte mig og bad mig føre den unge mand her til dig. Han har noget at fortælle dig.” 19 Kommandanten tog den unge mand ved hånden, trak ham til side og sagde: „Hvad har du på hjerte?”

20 Han svarede: „Jøderne har aftalt, at de vil bede dig om at få Paulus bragt ind for Rådet i morgen under påskud af, at de gerne vil forhøre ham noget mere. 21 Men du skal ikke lade dig overtale, for et eller andet sted på vejen ligger over 40 mænd i baghold, og de har svoret, at de hverken vil nyde vådt eller tørt, før de har fået ham slået ihjel. De venter kun på, at du skal give tilladelse til at føre ham for Rådet.” 22 Kommandanten sendte ham derpå bort med ordene: „Sig ikke til nogen, at du har røbet det for mig.”

Paulus hos guvernør Felix

23 Kommandanten kaldte så på to af sine officerer og gav dem følgende ordre: „Gør klar til at tage af sted til Cæsarea i aften klokken ni med 200 fodfolk, 200 spydkastere og 70 ryttere. 24 Sørg også for en hest til Paulus og bring ham til guvernøren Felix i god behold.” 25 Så skrev han et brev til guvernøren:

26 Til Hans Excellence, guvernør Felix. Mange hilsener!

27 Denne mand blev pågrebet af jøderne, og de var ved at slå ham ihjel. Men da jeg blev klar over, at han var romersk statsborger, kom jeg med mine folk og reddede ham. 28 Da jeg gerne ville vide, hvad de havde at anklage ham for, førte jeg ham frem for deres Råd. 29 Det viste sig at være nogle stridigheder om deres religiøse love. Det var ikke noget, han kunne fængsles for, endsige dømmes til døden for. 30 Da jeg imidlertid fik underretning om, at der var planlagt en sammensværgelse imod ham, besluttede jeg at lade ham overføre til dig. Jeg vil så give hans modstandere besked om, at de kan komme til dig med deres anklager mod ham.

Ærbødigst,

Claudius Lysias.

31 Soldaterne tog så af sted med Paulus, som de havde fået besked på, og i løbet af natten nåede de frem til Antipatris. 32 Næste dag førte rytterne ham videre til Cæsarea, mens de øvrige soldater vendte tilbage til kasernen. 33 Da de ankom til Cæsarea, fremstillede de Paulus for provinsens guvernør, som fik det medfølgende brev. 34 Han læste det og spurgte så Paulus, hvilken provins han kom fra. „Kilikien,” svarede Paulus. 35 „Godt,” sagde guvernøren, „du vil blive afhørt, når dine anklagere når frem.” Han gav så ordre til, at Paulus skulle holdes i forvaring i Kong Herodes’ borg.

Jødernes anklage mod Paulus

24 Fem dage efter at Paulus blev pågrebet,[b] ankom ypperstepræsten Ananias sammen med nogle af de jødiske ledere og en advokat ved navn Tertullus. De forklarede kort anklagerne for guvernøren. 2-3 Da Paulus derefter blev ført ind, begyndte Tertullus sin anklagetale: „Højtærede Felix! Vores taknemmelighed for den udbredte fred og de gode kår, som du har bragt til os jøder, kender ingen grænser. Vi er ikke i tvivl om, at det er din visionære ledelse, der har givet os de storslåede reformer, som nu bliver gennemført på alle områder. Vi ønsker ikke at bruge mere af din kostbare tid end højst nødvendigt, og derfor beder jeg dig om, at du allernådigst vil høre på os, når vi fremlægger sagen i al korthed. Vi har erfaret, at manden her er en ballademager, som forårsager optøjer blandt jøderne overalt i verden. Han er leder for den sekt, der er kendt under navnet Nazaræerne.[c] Han prøvede endda at vanhellige templet, og derfor arresterede vi ham.[d] Når du selv har forhørt ham om alle de her ting, vil du bedre kunne forstå, hvad det er, vi anklager ham for.” De jødiske ledere støttede Tertullus i alle anklagerne og påstod, at sådan forholdt det sig.

Paulus’ forsvarstale for Felix

10 Guvernøren gav tegn til, at Paulus nu havde lejlighed til at forsvare sig, og han begyndte sin tale: „Det er med stor glæde og frimodighed, at jeg fremfører mit forsvar for dig, Felix, for jeg ved, at du har været dommer i jødiske sager i mange år. 11 Det er ikke mere end 12 dage siden, jeg ankom til Jerusalem for at tilbede i helligdommen. Det kan du let få bekræftet. 12 Jeg har ikke på noget tidspunkt foranstaltet diskussioner eller skabt røre blandt folk hverken på tempelpladsen, i synagogerne eller noget andet sted i byen. 13 De er ikke i stand til at bevise en eneste af deres anklager imod mig. 14 Men jeg indrømmer, at jeg tjener vores forfædres Gud i overensstemmelse med det, som vi kalder ‚Vejen’, men som de kalder en sekt. Jeg tror på alt det, der står i Toraen og de profetiske skrifter. 15 Endvidere er jeg overbevist om, at Gud engang vil oprejse alle mennesker fra de døde, hvad enten de hører ham til eller ej. Mine anklagere har for øvrigt den samme overbevisning. 16 Derfor gør jeg også mit bedste for altid at bevare en ren samvittighed for både Gud og mennesker.

17 Efter at have rejst i udlandet i flere år vendte jeg tilbage til Jerusalem for at overbringe en barmhjertighedsgave til mit folk og for at bringe nogle ofre til Gud. 18 Det var derfor, jeg var i templet, men jeg havde renset mig forinden. Jeg gav aldeles ingen anledning til sammenstimlen eller optøjer. 19 Det var nogle jøder fra provinsen Asien, som skabte tumulter. De burde have været her, hvis de havde haft noget at anklage mig for. 20 Men lad nu dem, der står her, fortælle, om man fandt noget at dømme mig for, da jeg blev fremstillet for Det jødiske Råd. 21 Det skulle da lige være den ene ting, jeg råbte, nemlig: ‚Når jeg stilles for retten i dag, er det, fordi jeg tror på opstandelsen fra de døde.’ ”

22 Felix vidste god besked om „Vejen”, så han hævede retten med følgende kommentar: „Når garnisonskommandanten Lysias er kommet herned, vil jeg afsige min dom.”

Footnotes

  1. 23,5 Citeret efter den græske oversættelse af 2.Mos. 22,27.
  2. 24,1 Teksten er uklar, men tidsforløbet fremgår af vers 11.
  3. 24,5 Svarende til det hebraiske notzrim eller netzrim—rodskudsfolket. Se noten til Matt. 2,23.
  4. 24,6 Nogle håndskrifter tilføjer: „Vi ville selv have dømt ham ifølge vores lov, 7 men garnisonskommandanten Lysias kom farende og rev ham med overdreven magtudøvelse ud af vores hænder. 8a Han forlangte, at de, der havde noget at anklage ham for, skulle komme herned til dig.”