⁴ Adskillige mænd var med Paulus på rejsen. Det var Sopatros fra Berøa,^[a] Aristark og Sekundus fra Thessaloniki, Gajus fra Derbe og Timoteus samt Tykikos og Trofimos fra provinsen Asien. ⁵ De var i forvejen sejlet til Troas og ventede på os der. ⁶ Vi andre sejlede ud fra Filippi, så snart påskehøjtiden var forbi, og fem dage senere mødtes vi med dem i Troas, hvor vi blev i syv dage.^[b]

Paulus taler i menigheden i Troas

⁷ Om søndagen var vi samlet til fællesskabsmåltidet, og Paulus ledte samtalen i menigheden. Da vi skulle videre allerede næste dag, fortsatte samtalen lige til midnat. ⁸ Lokalet, som vi var samlet i, lå på anden sal, og der var trykkende varmt på grund af de mange olielamper, der brændte i rummet. ⁹ En ung mand, Eutykos, sad i vindueskarmen, og da Paulus holdt samtalen i gang så længe, faldt han til sidst i søvn, styrtede ud ad vinduet og faldt ned på gaden. Da man tjekkede efter, var han død. ¹⁰ Paulus løb også derned, lagde sig oven på ham og slog armene om ham. „I skal ikke være kede af det,” sagde han, „der er liv i ham!” ¹¹ Paulus gik så op igen, brød brødet til måltidet, hvorefter de spiste, og han fortsatte med at tale med dem indtil daggry. Først derefter rejste han videre. ¹² De bragte den unge mand hjem i live, og de var i det hele taget meget opmuntrede over Paulus’ besøg.

Paulus tager afsked med lederne for menigheden i Efesos

¹³ Paulus havde valgt at gå til fods ned til Assos, mens vi andre sejlede med skibet uden om pynten. ¹⁴ Da vi atter mødtes i Assos, sejlede vi sammen videre og lagde til ved øen Mitylene. ¹⁵ Næste dag ankom vi til Kios, den efterfølgende dag nåede vi øen Samos, og dagen efter ankom vi til Milet.^[c]

¹⁶ Paulus havde besluttet sig til denne gang at sejle forbi Efesos, for at han ikke skulle bruge for megen tid i provinsen Asien. Han ville nemlig skynde sig til Jerusalem for om muligt at nå frem inden pinse.

¹⁷ Fra Milet sendte han bud efter lederne fra menigheden i Efesos. ¹⁸ Da de var kommet, sagde han til dem: „I ved, hvordan jeg i al den tid, jeg var hos jer, lige fra den første dag jeg satte mine ben i provinsen Asien, ¹⁹ til stadighed har tjent Herren i al ydmyghed og med tårer under de forfølgelser, jeg har måttet gennemgå på grund af jødernes sammensværgelser imod mig. ²⁰ Jeg har aldrig holdt mig tilbage fra både offentligt og i hjemmene at forkynde og undervise jer om alt det, som kunne være jer til hjælp. ²¹ Jeg har forkyndt det samme budskab for jøder og for grækere om at tage afstand fra det onde og komme til Gud og om at tro på Jesus, vores Herre.

²² Nu er jeg på vej til Jerusalem. Jeg tager derhen i lydighed mod Helligånden uden at vide, hvad der skal ske mig der. ²³ Dog ved jeg, at Helligånden i den ene by efter den anden gentager for mig, at lidelse og fængsel venter mig forude. ²⁴ Men jeg regner ikke mit eget liv for noget, når blot jeg kan fuldføre den gerning, som Herren Jesus har givet mig, nemlig at forkynde det gode budskab om Guds nåde.

²⁵ Jeg ved, at ingen af jer, som jeg har været sammen med og undervist om Guds rige, kommer til at se mig igen. ²⁶ Derfor er det mig i dag magtpåliggende at sige til jer, at det ikke er mit ansvar, hvis nogen af jer forspilder jeres liv, ²⁷ for jeg har ikke undladt at forkynde jer alt, hvad der er Guds vilje. ²⁸ Tag derfor vare på jer selv og på de mennesker, som Helligånden har sat jer som ledere for. Vær hyrder for Herrens menighed,^[d] som han købte med sit eget blod. ²⁹ Jeg ved, at når jeg er borte, vil falske lærere dukke op iblandt jer som ulve, og de vil angribe menigheden uden barmhjertighed. ³⁰ Endog mænd fra jeres egen kreds vil være parate til at fordreje sandheden for at hverve tilhængere. ³¹ Vær derfor på vagt! Og husk på, hvordan jeg på grund af min omsorg for jer blev ved med at vejlede hver enkelt af jer dag og nat i tre år. ³² Nu overgiver jeg jer til Gud og til budskabet om hans nåde, som kan styrke jer og give jer del i alt det, som Gud har til sine børn.

³³ Jeg har aldrig stræbt efter at eje guld eller sølv eller dyrt tøj. ³⁴ I har selv set, hvordan jeg med egne hænder har arbejdet, ikke blot for at klare mig selv, men også for at kunne sørge for dem, der fulgtes med mig. ³⁵ Jeg har vist jer, at ved at arbejde bør vi hjælpe dem, der har svært ved at klare sig, og vi bør huske på de ord, som Herren Jesus selv sagde: ‚Der er større velsignelse ved at give end ved at modtage!’ ”

³⁶ Efter at have sagt det knælede han ned og bad sammen med dem. ³⁷ Derefter omfavnede de ham til afsked, og de brast alle i gråd. ³⁸ Det, der smertede dem mest, var, at han havde sagt, at de aldrig ville få ham at se igen. Så fulgte de ham ned til skibet.

Paulus’ sidste rejse til Jerusalem

21 Da vi endelig fik revet os løs fra dem, gik vi om bord og sejlede direkte til Kos. Næste dag nåede vi til Rhodos og derfra videre til Patara. ² Her fandt vi et skib, der skulle til Fønikien. Vi gik om bord og sejlede af sted. ³ Da vi fik Cypern i sigte, sejlede vi syd om øen og satte kursen mod provinsen Syrien. Den første havneby, vi kom til på den fønikiske kyst, var Tyrus, hvor vi opholdt os nogle dage, fordi skibet skulle losse. ⁴ Vi gik i land og opsøgte menigheden der, og vi blev hos dem i syv dage. Tilskyndet af Helligånden advarede de Paulus mod at tage ind til Jerusalem. ⁵ Da de syv dage var gået, var vi nødt til at gå tilbage til skibet. Hele menigheden, både mænd, kvinder og børn, fulgte med os ud af byen og ned til kysten. Dér knælede vi ned på strandbredden og bad sammen. ⁶ Så sagde vi farvel til dem alle, hvorefter vi gik om bord, og de andre vendte hjem.

⁷ Fra Tyrus sejlede vi sydpå og ankom til Ptolemais. Vi gjorde en dags ophold i byen og besøgte menighedens ledere. ⁸ Den næste dag tog vi videre og ankom til Cæsarea, hvor vi boede hos evangelisten Filip, som var en af de første syv menighedstjenere. ⁹ Han havde fire ugifte døtre, der alle havde profetisk gave. ¹⁰ Under vores ophold dér, som varede i flere dage, kom der en profet ned fra Judæa. Hans navn var Agabos. ¹¹ Han trådte frem, tog Paulus’ bælte, bandt sig selv på hænder og fødder med det og sagde: „Helligånden siger: ‚Den mand, som ejer dette bælte, vil jøderne binde på denne måde i Jerusalem og udlevere til de romerske myndigheder.’ ” ¹² Det fik både os, som var hans rejsefæller, og de lokale kristne til at bønfalde Paulus om ikke at tage til Jerusalem. ¹³ Men han sagde: „Hvad klynker I over? I gør mig jo bare modløs! Jeg er parat til ikke blot at blive fængslet i Jerusalem, men til at dø, fordi jeg forkynder, at Jesus er Messias.” ¹⁴ Da vi så, at han var urokkelig, sagde vi stille: „Herrens vilje ske.”

¹⁵ Kort tid efter gjorde vi klar til afrejse og begyndte turen mod Jerusalem. ¹⁶ Nogle fra menigheden i Cæsarea fulgte med os den første dag for at føre os til den mands hus, hvor vi skulle overnatte på vejen: Han hed Mnason og var fra Cypern, og han var en af de første kristne overhovedet.

Mødet hos lederne af den jødekristne menighed i Jerusalem

¹⁷ Da vi næste dag ankom til Jerusalem, blev vi hjerteligt modtaget af menigheden. ¹⁸ Den følgende dag mødtes vi med Jakob og menighedens ledelse. ¹⁹ Paulus bragte dem alle en hilsen og fortalte derefter udførligt om alt det, Gud havde gjort gennem hans arbejde ude blandt de ikke-jødiske folkeslag. ²⁰ Da de hørte det, lovpriste de Gud, men fortsatte: „Kære bror, du kan se, at tusinder og atter tusinder af jøder er kommet til tro, og de er alle ivrige efter at holde fast ved de jødiske, religiøse love. ²¹ De har fået fortalt, at du lærer jøderne i udlandet, at de skal gøre oprør mod Moses ved at holde op med at omskære deres børn og ved ikke længere at følge de jødiske traditioner. ²² De vil snart få at vide, at du er kommet til byen, så vi må gøre noget. ²³ Vi vil foreslå dig følgende: Der er fire mænd her, som har aflagt et naziræerløfte.^{[e] 24} Tag med dem hen i templet, men pas på at rense jer selv, før I går derind.^[f] Betal så udgifterne til de ofre, mændene skal bringe, så de kan afslutte deres løfteperiode og få håret klippet og skægget barberet af. Når det er gjort, vil alle kunne forstå, at det, de har fået fortalt om dig, ikke passer, men at du også følger og overholder den jødiske lov. ²⁵ Vi forventer ikke, at de ikke-jøder, som er kommet til tro, skal overholde alle de jødiske love. For dem gælder det, som vi allerede har skrevet til dem: At de ikke må spise kød, som er ofret til afguderne, kød af kvalte dyr og blod, og at de skal holde sig fra al seksuel synd.”

Paulus går med ind i templet og bliver arresteret

²⁶ Paulus gik ind på deres forslag, og den følgende dag gik han sammen med de fire mænd hen til tempelpladsens indgang, hvor de rensede sig i de rituelle bade. Derefter gik de ind på tempelområdet, og Paulus meddelte, at syv dage senere, når naziræerløftet var udløbet, ville han komme med de foreskrevne ofre for dem alle fire.

²⁷ Da de syv dage var ved at være forbi, var der nogle jødiske mænd fra provinsen Asien, som opdagede ham inde på tempelpladsen. De greb fat i ham og fik mængden hidset op imod ham ²⁸ ved at råbe: „Israelitiske mænd, kom og hjælp os! Her er den mand, som optræder alle vegne og taler imod vores folk, imod de jødiske love og imod templet her. Og nu har han oven i købet vanhelliget dette hellige sted ved at tage grækere med herind!” ²⁹ De havde nemlig tidligere set ham nede i byen sammen med grækeren Trofimos, der var fra Efesos, og nu troede de, at Paulus havde taget ham med ind i helligdommen. ³⁰ Fra hele byen kom folk løbende, og de skreg og råbte. Paulus blev slæbt ud af templet, og portene blev omgående smækket i efter den larmende hob. ³¹ Men da de ville til at slå ham ihjel, nåede en melding op til kommandanten for den romerske garnison, at hele Jerusalem var i oprør. ³² Hurtigt kaldte han sine soldater og officerer sammen og styrtede ned til folkemængden. Da folk så kommandanten og soldaterne komme stormende, holdt de op med at slå løs på Paulus. ³³ Kommandanten lod ham arrestere og gav ordre til, at hans hænder og fødder skulle lægges i lænker. „Hvem er han?” råbte han. „Hvad har han gjort?” ³⁴ I larmen og forvirringen var det umuligt at finde ud af, hvad folk råbte i munden på hinanden. Derfor gav han ordre til, at Paulus skulle føres ind i kasernen. ³⁵ Da de nåede frem til trappen, var ophidselsen så voldsom, at soldaterne måtte bære Paulus imellem sig for at beskytte ham. ³⁶ Mængden pressede på og råbte hele tiden: „Han skal dø! Han skal dø!”

³⁷ Mens de nu var ved at føre Paulus ind gennem porten, vendte han sig til kommandanten og sagde: „Må jeg sige noget til dig?” „Taler du græsk?” udbrød kommandanten. ³⁸ „Er du da ikke den egypter, der for nogen tid siden ledte et oprør og førte 4000 bevæbnede mænd ud i ørkenen?” ³⁹ „Nej,” svarede Paulus, „jeg er jøde og kommer fra Tarsos, en kendt by i Kilikien. Må jeg få lov at sige et par ord til folket?” ⁴⁰ Kommandanten gav ham lov, og Paulus stillede sig på trappen og løftede hånden. Stilheden sænkede sig over pladsen, og han begyndte at tale til dem på hebraisk:

Paulus’ forsvarstale

22 „Mine ærede landsmænd, hør, hvad jeg har at sige til mit forsvar!” begyndte Paulus. ² Da de hørte, at han talte hebraisk, blev der stille i den store forsamling. Han fortsatte: ³ „Jeg er jøde, født i Tarsos i Kilikien, men jeg er opvokset her i byen og uddannet under Gamaliel. Han har lært mig at følge alle de jødiske love og forfædrenes traditioner til punkt og prikke. Jeg var lige så fanatisk i min gudsdyrkelse, som I er her i dag. ⁴ Jeg forfulgte dem, som kalder sig ‚Vejen’, og ville have dem slået ihjel. Jeg fik dem arresteret og smidt i fængsel, både mænd og kvinder. ⁵ Både ypperstepræsten og alle medlemmerne i Det jødiske Råd kan bevidne, at jeg taler sandt. For det var dem, der skrev de breve, som jeg fik med til de jødiske ledere i Damaskus med tilladelse til at arrestere folk også dér og føre dem til Jerusalem, så de kunne blive straffet.

⁶ Men så skete der noget, bedst som jeg var på vej til Damaskus. Jeg var næsten nået frem til byen. Det var midt på dagen. Pludselig kom der et blændende lys fra himlen, og det omsluttede mig. ⁷ Jeg faldt på knæ med ansigtet mod jorden og hørte en stemme sige: ‚Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?’ ⁸ ‚Hvem er du, herre?’ spurgte jeg. Stemmen svarede: ‚Jeg er nazaræeren Jesus, ham du forfølger.’ ⁹ De mænd, der var med mig, så lyset, men hørte ikke, hvad der blev sagt. ¹⁰ Jeg spurgte: ‚Hvad skal jeg gøre, Herre?’ Og Herren svarede: ‚Rejs dig og gå ind til Damaskus. Der vil du få mere at vide om de planer, jeg har for dig.’ ¹¹ Jeg var blevet blind på grund af det skarpe lys, så mine ledsagere måtte tage mig ved hånden og føre mig ind til Damaskus.

¹² I byen boede der en mand, som hed Ananias. Han var en gudfrygtig mand, der efterlevede vores jødiske lov, og han var meget respekteret af alle byens jøder. ¹³ Han kom hen til mig og sagde: ‚Bror Saul, få synet tilbage!’ I det samme kunne jeg se igen. ¹⁴ Videre sagde han: ‚Gud, vores forfædres Gud, har udvalgt dig til at kende hans vilje. Du skal få lov at se Den Retfærdige og høre ham tale til dig, ¹⁵ for du skal fortælle hele verden alt, hvad du har set og hørt. ¹⁶ Hvad er der nu mere at vente på? Rejs dig op, lad dig døbe og få dine synder renset bort ved at tro på og bede om Herrens tilgivelse.’

¹⁷ Senere var jeg tilbage i Jerusalem. En dag, mens jeg bad i templet, var jeg pludselig som i en anden verden, ¹⁸ og i et syn så jeg Herren, som sagde til mig: ‚Skynd dig at forlade Jerusalem, for folk her vil ikke tage imod det, du fortæller om mig.’ ¹⁹ ‚Jamen, Herre,’ svarede jeg, ‚de ved jo alle sammen, at det var mig, som fik arresteret alle dem, der troede på dig, og jeg sørgede for, at de blev pisket i synagogerne. ²⁰ Dengang Stefanus blev dræbt, stod jeg lige ved siden af og godkendte, hvad de gjorde, ja, det var mig, der passede på tøjet for dem, der slog ham ihjel.’ ²¹ Men Herren sagde til mig: ‚Tag af sted! For jeg vil sende dig til de folkeslag, der er langt borte.’ ”

²² Op til det punkt havde folkemængden lyttet opmærksomt til Paulus, men nu begyndte hylekoret igen. „Han skal dø!” råbte de. „Sådan en skal ikke have lov til at leve!” ²³ De skreg og krængede deres kapper af og kastede støv op i luften. ²⁴ Kommandanten gav derfor ordre til, at Paulus skulle føres ind i kasernen, og at han skulle forhøres under piskeslag, for at man kunne finde ud af, hvad han havde gjort, som kunne gøre mængden så rasende. ²⁵ Da de var i færd med at spænde ham fast for at piske ham, vendte han sig til den nærmeste officer og spurgte: „Er det tilladt at piske en romersk statsborger, der ikke engang har været for retten?”

²⁶ Officeren gik til kommandanten og sagde: „Er du klar over, hvad du er ved at gøre? Manden er romersk statsborger!” ²⁷ Kommandanten kom hen til Paulus og spurgte: „Sig mig, er du romersk statsborger?” „Ja, det er jeg,” svarede han. ²⁸ „Det er jeg også,” udbrød kommandanten, „men det har kostet mig en formue at blive det.” „Jeg er født romersk statsborger,” sagde Paulus.

²⁹ Da de soldater, der stod parate til at piske ham, hørte det, trak de sig hurtigt tilbage. Kommandanten blev også bange, da det gik op for ham, at han havde ladet en romersk statsborger lægge i lænker. ³⁰ Men han ville gerne finde ud af, hvad det var, jøderne anklagede Paulus for. Næste dag lod han derfor lænkerne blive taget af Paulus og befalede, at han skulle fremstilles for ypperstepræsterne og Det jødiske Råd. Derpå blev Paulus ført frem for Rådet.

Paulus for Det jødiske Råd

23 Paulus så uforfærdet rådsmedlemmerne i øjnene og sagde: „Ærede medlemmer af det høje råd, jeg har altid levet med en god samvittighed over for Gud.” ² Øjeblikkelig befalede ypperstepræsten Ananias, at de, der stod nærmest, skulle give Paulus et slag på munden. ³ Men Paulus sagde til ham: „Gud vil slå dig, din hykler! Her sidder du og skal dømme mig efter loven, og så giver du stik imod loven ordre til, at de skal slå mig.” ⁴ „Hvad bilder du dig ind?” sagde de omkringstående. „Hvordan tør du håne Guds ypperstepræst?” ⁵ „Jeg kunne ikke se, at han var ypperstepræst,” svarede Paulus. „Der står jo skrevet: ‚Du må ikke tale ondt om dit folks leder.’^[g]”

⁶ Paulus vidste godt, at den ene halvdel af Rådet bestod af saddukæere og den anden halvdel af farisæere. Derfor råbte han nu ud over forsamlingen: „Jeg er farisæer, og jeg er søn af en farisæer. Når jeg stilles for retten i dag, er det, fordi jeg tror på, at det er muligt at genopstå fra de døde.” ⁷ Så snart han havde sagt det, opstod der splid mellem farisæerne og saddukæerne. ⁸ Saddukæerne mener nemlig, at der ikke er nogen opstandelse fra de døde, og at der hverken findes engle eller ånder, men farisæerne tror på det alt sammen. ⁹ Under den højrøstede diskussion sprang nogle af de skriftlærde farisæere op og råbte: „Manden har ikke gjort noget forkert. Måske har en ånd eller en engel talt til ham.” ¹⁰ Det førte til endnu mere spektakel, og da kommandanten blev bange for, at Paulus skulle blive sønderrevet af dem, gav han sine soldater ordre til at gribe ind og bringe Paulus i sikkerhed i kasernen.

¹¹ Den nat stod Herren foran ham og sagde: „Vær ved godt mod! For ligesom du har fortalt om mig her i Jerusalem, sådan skal du også fortælle om mig i Rom.”

Sammensværgelsen mod Paulus

^12-13 Næste morgen rottede mere end 40 jøder sig sammen og svor på, at de hverken ville nyde vådt eller tørt, før de havde slået Paulus ihjel. ¹⁴ Så gik de til ypperstepræsterne og lederne og sagde til dem: „Vi har svoret på, at vi intet vil spise eller drikke, før vi har fået Paulus slået ihjel. ¹⁵ Derfor vil vi bede jer om at forklare kommandanten, at Paulus bliver nødt til at komme for Rådet igen, så I kan forhøre jer nærmere om ham. Vi vil så ligge på lur og dræbe ham, før han når frem.”

¹⁶ Men Paulus’ søstersøn hørte om deres planer, og han gik hen til kasernen og fortalte Paulus om det. ¹⁷ Paulus fik derefter fat i en af officererne og sagde til ham: „Før den unge mand her til kommandanten. Han har noget vigtigt at fortælle ham.” ¹⁸ Officeren tog den unge mand med sig ind til kommandanten og sagde: „Fangen Paulus tilkaldte mig og bad mig føre den unge mand her til dig. Han har noget at fortælle dig.” ¹⁹ Kommandanten tog den unge mand ved hånden, trak ham til side og sagde: „Hvad har du på hjerte?”

²⁰ Han svarede: „Jøderne har aftalt, at de vil bede dig om at få Paulus bragt ind for Rådet i morgen under påskud af, at de gerne vil forhøre ham noget mere. ²¹ Men du skal ikke lade dig overtale, for et eller andet sted på vejen ligger over 40 mænd i baghold, og de har svoret, at de hverken vil nyde vådt eller tørt, før de har fået ham slået ihjel. De venter kun på, at du skal give tilladelse til at føre ham for Rådet.” ²² Kommandanten sendte ham derpå bort med ordene: „Sig ikke til nogen, at du har røbet det for mig.”

Paulus hos guvernør Felix

²³ Kommandanten kaldte så på to af sine officerer og gav dem følgende ordre: „Gør klar til at tage af sted til Cæsarea i aften klokken ni med 200 fodfolk, 200 spydkastere og 70 ryttere. ²⁴ Sørg også for en hest til Paulus og bring ham til guvernøren Felix i god behold.” ²⁵ Så skrev han et brev til guvernøren:

²⁶ Til Hans Excellence, guvernør Felix. Mange hilsener!

²⁷ Denne mand blev pågrebet af jøderne, og de var ved at slå ham ihjel. Men da jeg blev klar over, at han var romersk statsborger, kom jeg med mine folk og reddede ham. ²⁸ Da jeg gerne ville vide, hvad de havde at anklage ham for, førte jeg ham frem for deres Råd. ²⁹ Det viste sig at være nogle stridigheder om deres religiøse love. Det var ikke noget, han kunne fængsles for, endsige dømmes til døden for. ³⁰ Da jeg imidlertid fik underretning om, at der var planlagt en sammensværgelse imod ham, besluttede jeg at lade ham overføre til dig. Jeg vil så give hans modstandere besked om, at de kan komme til dig med deres anklager mod ham.

Ærbødigst,

Claudius Lysias.

³¹ Soldaterne tog så af sted med Paulus, som de havde fået besked på, og i løbet af natten nåede de frem til Antipatris. ³² Næste dag førte rytterne ham videre til Cæsarea, mens de øvrige soldater vendte tilbage til kasernen. ³³ Da de ankom til Cæsarea, fremstillede de Paulus for provinsens guvernør, som fik det medfølgende brev. ³⁴ Han læste det og spurgte så Paulus, hvilken provins han kom fra. „Kilikien,” svarede Paulus. ³⁵ „Godt,” sagde guvernøren, „du vil blive afhørt, når dine anklagere når frem.” Han gav så ordre til, at Paulus skulle holdes i forvaring i Kong Herodes’ borg.