Add parallel Print Page Options

Profeten Mika advarer Ahab

22 Fredsaftalen mellem Aram og Israel holdt i to år.

Men i det tredje år—på et tidspunkt, hvor kong Joshafat af Juda var på besøg hos kong Ahab i Israel— lod Ahab i sine embedsmænds påhør en bemærkning falde om, at aramæerne stadig holdt byen Ramot-Gilead besat. „Ærligt talt,” tilføjede han, „det er for galt, at vi endnu ikke har gjort noget for at befri byen.” Derefter vendte han sig mod Joshafat og spurgte ham ligeud: „Vil du hjælpe mig med at befri Ramot-Gilead?” „Selvfølgelig!” svarede Joshafat. „Vi er jo forbundsfæller, du og jeg. Mine folk vil kæmpe sammen med dine, og mine heste står til din rådighed.” Men så tilføjede han: „Vi bør dog først spørge Herren til råds.”

Derpå tilkaldte kong Ahab sine 400 profeter og spurgte dem: „Skal jeg gå til angreb på Ramot-Gilead eller ej?” „Du skal gå til angreb,” svarede de. „Herren vil give dig sejr!”

Men kong Joshafat var ikke tilfreds. „Er der ikke en af Herrens profeter, vi kan spørge til råds?” spurgte han. „Jo, en enkelt,” svarede Ahab, „men jeg bryder mig ikke om ham, for han profeterer altid ulykke for mig, aldrig noget godt. Manden hedder Mika, søn af Jimla.” „Sådan bør du ikke tale!” indvendte Joshafat. Kong Ahab gav derefter ordre til, at Mika straks skulle hentes.

10 I mellemtiden fortsatte Ahabs profeter med at profetere for de to konger, der sad klædt i deres kongekåber på hver sin trone på tærskepladsen nær ved byporten. 11 En af profeterne ved navn Zidkija, søn af Kena’ana, lavede nogle horn af jern og erklærede: „Herren siger: Du skal stange den aramæiske hær sønder og sammen med disse horn og udrydde den totalt!”

12 De andre profeter sagde det samme: „Gå kun til angreb på Ramot-Gilead, for Herren vil give dig sejr!”

13 Kongens tjener, som var blevet sendt for at hente Mika, fortalte ham, hvad de andre profeter havde sagt, og opfordrede ham til at sige det samme. 14 Men Mika svarede: „Så sandt Herren lever: Jeg kan ikke sige andet, end det Herren fortæller mig!”

15 Da Mika ankom, spurgte kong Ahab: „Mika, skal vi angribe Ramot-Gilead eller ej?” „Ja, tag endelig af sted!” svarede Mika. „Lykken er med dig. Herren vil give dig sejr!” 16 „Hør nu her,” sagde Ahab. „Hvor mange gange skal jeg få dig til at sværge på, at du kun siger sandheden, når du taler i Herrens navn?”

17 Så sagde Mika: „Jeg så Israels folk spredt ud over bjergene som får, der ingen hyrde har. Og Herren sagde: Kongen er død! Send folket hjem!” 18 Kongen vendte sig beklagende til Joshafat. „Sagde jeg det ikke nok! Aldrig profeterer han noget godt. Evigt og altid kun dårlige budskaber.”

19 „Så hør dog Herrens ord!” afbrød Mika. „Jeg så Herren sidde på sin trone, og en hær af engle var samlet omkring ham. 20 Så sagde Herren: ‚Hvem vil lokke Ahab i fælden, så han dør i Ramot-Gilead?’ Og efter at adskillige planer var blevet foreslået, 21 trådte en af ånderne frem og sagde: ‚Det vil jeg gøre!’ 22 ‚Men hvordan?’ spurgte Herren.

Ånden svarede: ‚Jeg vil være en løgneånd i alle hans profeters mund!’ ‚Du kan klare opgaven,’ sagde Herren. ‚Gå bare i gang!’ ”

23 Mika fortsatte: „Kong Ahab, kan du ikke gennemskue dine profeter? Herren har jo fyldt dem alle med en løgnens ånd, og i virkeligheden har han planer om at få ram på dig.”

24 Ved de ord gik profeten Zidkija hen til Mika og gav ham en lussing. „Vil du måske påstå, at Herrens Ånd kun taler gennem dig og ikke gennem mig?” snerrede han. 25 Mika svarede: „Svaret på det spørgsmål får du, den dag du rædselsslagen prøver at gemme dig i et baglokale i et hus.”

26 Efter det ordskifte gav kong Ahab ordre til at arrestere Mika. „Før ham til Amon, byens borgmester, og til min søn Joash,” sagde han. 27 „Giv dem besked om at kaste ham i fængsel og sætte ham på vand og brød, til jeg kommer uskadt tilbage fra slaget.” 28 „Hvis du kommer tilbage, har Herren ikke talt gennem mig!” sagde Mika. „Har I hørt det alle sammen?”

Read full chapter

22 De holdt sig nu rolige i tre År, der var ikke Krig mellem Aram og Israel. Og i det tredje År drog Kong Josafat af Juda ned til Israels Konge. Da sagde Israels Konge til sine Folk: "I ved jo, at Ramot i Gilead hører os til, og dog rører vi os ikke for at tage det fra Arams Konge!" Og han sagde til Josafat: "Vil du drage med i Krig mod Ramot i Gilead?" Josafat svarede Israels Konge: "Jeg som du, mit Folk som dit, mine Heste som dine!"

Josafat sagde fremdeles til Israels Konge: "Spørg dog først om, hvad Herren siger!" Da lod Israels Konge Profeterne kalde sammen, henved 400 Mand, og spurgte dem: "Skal jeg drage i Krig mod Ramot i Gilead, eller skal jeg lade være?" De svarede: "Drag derop, så skal Herren give det i Kongens Hånd!" Men Josafat spurgte: "Er her ikke endnu een af Herrens Profe ter, vi kan spørge? Israels Konge svarede: "Her er endnu en Mand, ved hvem vi kan rådspørge Herren; men jeg hader ham, fordi han aldrig spår mig godt, kun ondt; det er Mika, Jimlas Søn." Men Josafat sagde: Således må Kongen ikke tale!" Da kaldte Israels Konge på en Hofmand og sagde: "Hent hurtig Mika, Jimlas Søn!"

10 Imidlertid sad Israels Konge og Kong Josafat af Juda, iført deres Skrud, hver på sin Trone i Samarias Portåbning, og alle Profeterne spåede foran dem. 11 Da lavede Zidkija, Kena'anas Søn, sig Horn af Jern og sagde: "Så siger Herren: Med sådanne skal du støde Aramæerne ned, til de er tilintetgjort! 12 Og alle Profeterne spåede det samme og sagde: "Drag op mod Ramot i Gilead, så skal Lykken følge dig, og Herren vil give det i Kongens Hånd!"

13 Men Budet, der var gået efter Mika, sagde til ham: Se, Profeterne har alle som een givet Kongen gunstigt Svar. Tal du nu som de og giv gunstigt Svar! 14 Men Mika svarede: "Så sandt Herren lever: Hvad Herren siger mig, det vil jeg tale! 15 Da han kom til Kongen, spurgte denne ham: "Mika, skal vi drage i Krig mod Ramot i Gilead, eller skal vi lade være?" Da svarede han: "Drag derop, så skal Lykken følge dig, og Herren vil give det i Kongens Hånd!" 16 Men Kongen sagde til ham: "Hvor mange Gange skal jeg besvære dig, at du ikke siger mig andet end Sandheden i Herrens Navn?" 17 Da sagde han: Jeg så hele Israel spredt på Bjergene som en Hjord uden Hyrd: og Herren sagde: De Folk har ingen Herre, lad dem vende tilbage i Fred, hver til sit! 18 Israels Konge sagde da til Josafat: "Sagde jeg dig ikke, at han aldrig spår mig godt, kun ondt!

19 Da sagde Mika: "Så hør da Herrens Ord! Jeg så Herren sidde på sin Trone og hele Himmelens Hær stå til højre og venstre for ham; 20 og Herren sagde: Hvem vil dåre Akab, så han drager op og falder ved Ramot i Gilead? En sagde nu eet, en anden et andet; 21 men så trådte en Ånd frem og stillede sig foran Herren og sagde: Jeg vil dåre ham! Herren spurgte ham: Hvorledes? 22 Han svarede: Jeg vil gå hen og blive en Løgnens Ånd i alle hans Profefers Mund! Da sagde Herren: Ja, du kan dåre ham; gå hen og gør det! 23 Se, således har Herren lagt en Løgnens Ånd i alle disse dine Profeters Mund, thi Herren har ondt i Sinde imod dig!"

24 Da trådte Zidkija, Kena'as Søn, frem og slog Mika på kinden og, sagde: "Ad hvilken Vej skulde Herrens Ånd have forladt mig for at tale til dig?" 25 Men Mika sagde: "Det skal du få at se, den Dag du flygter fra Kammer til Kammer for at skjule dig!" 26 Så sagde Israels Konge: "Tag Mika og bring ham tilbage til Amon, Byens Øverste, og Kongesønnen Joasj 27 og sig: Såleds siger Kongen: Kast denne Mand i Fængsel og sæt ham på Trængselsbrød og Trængselsvand, indtil jeg kommer uskadt tilbage!" 28 Men Mika sagde: "Kommer du uskadt tilbage, så har Herren ikke talet ved mig!" Og han sagde: "Hør, alle I Folkeslag!"

Read full chapter