Add parallel Print Page Options

Ezekiels dramaoptrin om Jerusalems fald og fangenskabet

12 Herren sagde til mig:

„Du menneske,” sagde han. „Du bor midt i et oprørsk folk. De har øjne i hovedet, men ser intet. De har ører, men hører ikke efter, for de er stolte og stædige. 3-5 Derfor skal du gøre følgende: Ved højlys dag og mens folk ser på det, skal du pakke din bagage, som om du skulle på en lang rejse. Bær det hele udenfor i løbet af dagen. Ved aftenstid skal du slå hul i husmuren og kravle ud igennem det, som om du flygter i al hemmelighed. Måske det kan give dem noget at tænke over, selv om de er et oprørsk folk. Når det er blevet mørkt, skal du tage din oppakning på skuldrene, mens de ser på det, og gå af sted med tilhyllet ansigt, så du ikke ser landet omkring dig. På den måde skal du være et tegn for Israels folk om den katastrofe, som skal ramme Jerusalem.”

Så gjorde jeg, hvad jeg havde fået besked på. I løbet af dagen lagde jeg de ting udenfor, som jeg kunne bære med mig på en lang rejse. Om aftenen slog jeg hul i muren, kravlede ud og forsvandt i mørket med oppakningen på mine skuldre, alt sammen mens folk så på det.

Næste morgen sagde Herren til mig:

„Du menneske, har Israels oprørske folk ikke spurgt dig, hvad det optrin skulle betyde? 10 Sig til dem, at sådan vil det gå kongen i Jerusalem og hele Israels folk. 11 Forklar dem, at det, du gjorde, var et tegn på, hvad der snart skal ske med dem: De vil alle blive ført i eksil og komme ud på en lang rejse. 12 Kongen vil i nattens mulm og mørke forlade byen gennem et hul i muren med tilhyllet ansigt, så han ikke kan se det land, han forlader, og med sin oppakning på skuldrene. 13 Jeg vil nemlig fange ham i mit net og føre ham til Babylon, som han dog ikke får at se.[a] Og han skal dø dér i fangenskabet. 14 Hans tjenere og livvagter vil jeg sprede for alle vinde ved at sende fjenden i hælene på dem.

15 Når hele folket er ført i eksil, vil det omsider gå op for dem, at jeg er Herren. 16 Nogle vil overleve både krigen, hungersnøden og epidemierne, så de derude blandt de fremmede folkeslag kan komme til besindelse og indrømme deres ondskab og afgudsdyrkelse og til sidst indse, at jeg er Herren.”

17 Herren sagde til mig:

18 „Du menneske, spis dit brød med bæven, og drik din vandration med bekymring, 19 og sig til folket: Gud Herren siger om Jerusalems indbyggere og Israels land: Med bæven og bekymring skal de spise deres brød og drikke deres vandration, for landet bliver raseret og ødelagt som straf for deres ondskab. 20 På grund af al deres vold bliver deres byer jævnet med jorden, og deres agerjord bliver til brakmark, så de kan indse, at jeg er Herren.”

21 Herren sagde til mig:

22 „Du menneske, hvad er det, man siger i Israel? ‚Det trækker i langdrag, og profeternes syner bliver ikke opfyldt.’ 23 Men sig til dem fra mig af, at de godt kan holde op med at bruge den talemåde, for jeg vil give dem en ny, som siger, at nu er tiden kommet, hvor profeternes syner går i opfyldelse. 24 Der skal ikke længere være falske syner og løgnagtige spådomme blandt Israels folk om, at alt nok skal gå godt, 25 for jeg er Herren, og mine ord er ikke tomme trusler. Det, jeg forudsiger, går i opfyldelse til den fastsatte tid, mit oprørske folk! Ja, det skal gå i opfyldelse i jeres levetid, siger jeg, Herren.”

26 Herren talte til mig:

27 „Du menneske, Israels folk påstår i deres falske tryghed: ‚Ezekiels syner og profetier handler ikke om nutiden, men om en fjern fremtid.’ 28 Derfor skal du sige til dem: ‚Herren siger: Straffen kan ikke udskydes længere. Det, jeg har sagt, bliver opfyldt meget snart.’ ”

Footnotes

  1. 12,13 Kong Zidkija fik øjnene stukket ud, før han ankom til Babylon, jf. 2.Kong. 25,7.

12 Herrens Ord kom til mig således: Menneskesøn! Du bor midt i den genstridige Slægt, som har Øjne at se med, men ikke ser, og Ører at høre med, men ikke hører, thi de er en genstridig Slægt. Men du, Menneskesøn, udrust dig ved højlys Dag i deres Påsyn som en, der drager i Landflygtighed, og drag så i deres Påsyn fra Stedet, hvor du bor, til et andet Sted! Måske de så får Øjnene op; thi de er en genstridig Slægt. Bær ved højlys dag i deres Påsyn dine Sager udenfor, som om du skal i Landflygtighed, men selv skal du drage bort om Aftenen i deres Påsyn som en, der drager i Landflygtighed. Slå i deres Påsyn Hul i Væggen og drag ud derigennem; tag Sagerne på Skulderen og drag ud i Bælgmørke med tilhyllet Ansigt uden at se Landet; thi jeg gør dig til et Tegn for Israels Hus! Og jeg gjorde, som der bødes mig: Jeg bar ved højlys Dag mine Sager udenfor, som om jeg skulde i Landflygtighed, og om Aftenen slog jeg med Hånden Hul i Væggen, og i Bælgmørke drog jeg ud; jeg tog det på Skulderen i deres Påsyn. Næste Morgen kom Herrens Ord til mig således: Menneskesøn! Har Israels Hus, den genstridige Slægt, ikke spurgt dig: "Hvad gør du der?" 10 Sig til dem: Så siger den Herre Herren: Således skal det være med Fyrsten, denne Byrde i Jerusalem, og hele Israels Hus derinde. 11 Sig: Jeg er eder et Tegn; som jeg har gjort, skal der gøres med dem: I Landflygtighed og Fangenskab skal de drage. 12 Og Fyrsten i deres Midte skal tage sine Sager på Skulderen, og i Bælgmørke skal han drage ud, han skal slå Hul i Væggen for at drage ud derigennem, og han skal tilhylle sit Ansigt for ikke at se Landet. 13 Men jeg breder mit Net over ham, og han skal fanges i mit Garn; og jeg bringer ham til Bael i kaldæernes Land, som han dog ikke skal se; og der skal han dø. 14 Og alle hans Omgivelser, hans Hjælpere og alle hans Hærskarer vil jeg udstrø for alle Vinde og drage Sværdet bag dem. 15 Da skal de kende, at jeg er Herren, når jeg spreder dem: blandt Folkene og udstrør dem i Landene. 16 Kun nogle få af dem levner jeg fra Sværd, Hunger og Pest, for at de kan fortælle om alle deres Vederstyggeligheder blandt de Folk, de kommer til; og de skal kende, at jeg er Herren.

17 Herrens Ord kom til mig således: 18 Menneskesøn, spis Brød i Angst og drik Vand i Frygt og Bæven; 19 og sig til Landets Folk: Så siger den Herre Herren om Jerusalems Indbyggere i Israels Land: Brød skal de spise med Bæven, og Vand skal de drikke med Rædsel, for at deres Land og alt deri må ligge øde til Straf for alle dets Indbyggeres Voldsfærd;, 20 og Byerne, der nu er beboet, skal ligge øde, og Landet skal blive til Ørk; og I skal kende, at jeg er Herren.

21 Herrens Ord kom til mig således: 22 Menneskesøn! Hvad er det for et Mundheld, I har om Israels Land: "Det trækker i Langdrag, og alle Syner slår fejl!" 23 Sig derfor til dem: Så siger den Herre Herren: Jeg vil bringe dette Mundheld til at forstumme, så de ikke mere bruger det i Israel. Sig tværtimod til dem: "Tiden er nær, og alle Syner træffer ind!" 24 Thi der skal ikke mere være noget Løgnesyn eller nogen falsk Spådom i Israels Hus, 25 men jeg, Herren taler, hvad jeg vil, og det skal ske. Det skal ikke længer trække i Langdrag; men i eders Dage, du genstridige Slægt, vil jeg tale et Ord og fuldbyrde det, lyder det fra den Herre Herren. 26 Herrens Ord kom til mig således: 27 Menneskesøn! Se, Israels Hus siger: "Synet, han skuer, gælder sene Dage, og han profeterer om fjerne Tider!" 28 Sig derfor til dem: Så siger den Herre Herren: Intet af mine Ord skal lade vente på sig mere; hvad jeg taler, skal ske, lyder det fra den Herre Herren.