Add parallel Print Page Options

Kong Hizkijas sygdom og helbredelse

38 Senere blev Hizkija alvorligt syg og lå for døden. Da kom profeten Esajas til ham og sagde: „Gør dig klar til at dø, for Herren siger, du ikke bliver rask igen.”

Esajas gik derefter sin vej, og Hizkija vendte ansigtet mod væggen. „Åh, Herre,” tryglede han, „husk dog på, hvordan jeg altid har bestræbt mig på at adlyde dig og behage dig i alt, hvad jeg har foretaget mig.” Og han græd højt.

4-5 „Gå tilbage til Hizkija,” sagde Herren til Esajas. „Sig til ham: Herren, din forfar Davids Gud, har hørt din bøn og set dine tårer. Jeg vil give dig endnu 15 år at leve i, og jeg vil frelse både dig og Jerusalem fra assyrerkongen!”

21 Esajas sagde så til kongens tjenere, at de skulle lægge et figenplaster på det syge sted, for så ville kongen blive rask.[a] 22 Hizkija spurgte Esajas: „Hvilket tegn får jeg på, at Herren virkelig vil helbrede mig, så jeg kan gå op til Herrens hus?” „Tegnet på, at Herren vil gøre, som han har sagt, er, at han vil lade skyggen på Ahaz’ solur gå ti streger tilbage!” lød svaret. Og sådan skete det. Skyggen gik ti streger tilbage på soluret.

Et digt af Hizkija

Efter at kong Hizkija var blevet helbredt for sin sygdom, skrev han følgende digt:

10 Jeg troede, at mine dage var talte,
    at jeg skulle dø i min bedste alder.
11 Jeg troede, det var slut med at høre fra Herren,
    at jeg skulle forlade de levendes land.
Aldrig mere skulle jeg i den verden
    se et menneske, jeg kendte så godt.
12 Som et telt ville mit liv blive taget ned
    og foldet sammen.
Som et vævet stykke stof
    ville jeg få trådene klippet over,
        blive taget af væven og rullet sammen.
Du var ved at slukke mit livslys
    og føre mig ind i dødens mørke.[b]
13 Hele natten råbte jeg om hjælp.
    Det var, som om en løve knuste mine knogler.
Du var ved at slukke mit livslys
    og føre mig ind i dødens mørke.
14 Jeg klynkede, klagede og kaldte på dig.
    Mine øjne var udmattede af at spejde efter hjælp:
        Frels mig, Herre, min nød er stor!

15 Hvad skal jeg sige? Du talte til mig
    og afsagde min dødsdom.
Søvnen veg fra mig,
    jeg sørgede dybt i min sjæl.
16 Herre, det er dit ord,
    som giver mennesker liv.
Åh, giv mig mit helbred tilbage,
    lad mig få lov til at leve!

17 Da blev min sorg vendt til glæde og fred.
    Du reddede mig fra dødsrigets afgrund.
        Alle mine synder har du lagt væk.
18 Fra dødsriget får du ingen lovsang,
    de døde takker dig ikke
        og kan ikke se frem til din redning.
19 Men de levende, de kan takke dig,
    som jeg gør det i dag,
    og fortælle deres børn om din hjælp og trofasthed.
20 Det er Herren, der er vores redning.
    Lad os lovsynge ham med sang og musik
        i Herrens hus, så længe vi lever.

Footnotes

  1. 38,21 De to vers er flyttet op, hvor de ifølge 2.Kong. 20,7-8 oprindeligt hørte hjemme.
  2. 38,12 Her og flere andre steder i digtet er den hebraiske tekst uklar.

38 Ved den Tid blev Ezekias dødssyg. Da kom Profeten Esajas, Amoz's Søn, til ham og sagde: "Så siger Herren: Beskik dit Hus, thi du skal dø og ikke leve!" Da vendte han Ansigtet om mod Væggen og bad således til Herren: "Ak, Herre, kom dog i Hu, hvorledes jeg har vandret for dit Åsyn i Oprigtighed og med helt Hjerte og gjort, hvad der er godt i dine Øjne!" Og Ezekias græd højt. Da kom Herrens Ord til Esajas således: "Gå hen og sig til Ezekias: Så siger Herren, din Fader Davids Gud: Jeg har hørt din Bøn, jeg har set dine Tårer! Se, jeg vil lægge femten År til dit Liv og udfri dig og denne By af Assyrerkongens Hånd og værne om denne By! Og Tegnet fra Herren på, at Herren vil udføre, hvad han har sagt, skal være dig dette: Se, jeg vil lade Skyggen gå de Streger tilbage, som den har flyttet sig med Solen på Akaz's Solur, ti Streger!" Da gik Solen de ti Streger, som den havde flyttet sig, tilbage på Soluret.

En Bøn af Kong Ezekias af Juda, da han var syg og kom sig af sin Sygdom: 10 Jeg tænkte: Bort må jeg gå i min bedste Alder, hensættes i Dødsrigets Porte mine sidste År. 11 Jeg tænkte: Ej skuer jeg Herren i de levendes Land, ser ingen Mennesker mer blandt Skyggerigets Folk; 12 min Bolig er nedbrudt, ført fra mig som Hyrdernes Telt, som en Væver sammenrulled du mit Liv og skar det fra Tråden. Du ofrer mig fra Dag til Nat, 13 jeg skriger til daggry; som en Løve knuser han alle Benene i mig; du giver mig ben fra Dag til Nat. 14 Jeg klynker som klagende Svale, sukker som Duen, jeg skuer med Tårer mod Himlen: Herre, jeg trænges, vær mig Borgen! 15 Hvad skal jeg,sige? Han talede til mig og selv greb han ind. For Bitterhedens Skyld i min Sjæl vil jeg vandre sagtelig alle mine År. 16 Herre, man skal bære Bud derom til alle kommende Slægter. Opliv min Ånd, helbred mig og gør mig karsk! 17 Se, Bitterhed, Bitterhed blev mig til Fred. Og du skåned min Sjæl for Undergangens Grav; thi alle mine Synder kasted du bag din Ryg. 18 Thi Dødsriget takker dig ikke, dig lover ej Døden, på din Miskundbed håber ej de, der synker i Graven. 19 Men den levende, den levende takker dig som jeg i Dag. Om din Trofasthed taler Fædre til deres Børn. 20 Herre, frels os! Så vil vi røre Strengene alle vore Levedage ved Herrens Hus.

21 Da bød Esajas, at man skulde tage en Figenkage og lægge den som Plaster på det syge Sted, for at han kunde blive rask. 22 Og Ezekias sagde: "Hvad er Tegnet på, at jeg skal gå op til Herrens Hus?"