Add parallel Print Page Options

12 Og Herren sendte Natan til David. Da han kom ind til ham, sagde han: "Der boede to Mænd i samme By, en rig og en fattig. Den rige havde Småkvæg og Hornkvæg i Mængde, medens den fattige ikke ejede andet end et eneste lille Lam, som han havde købt og opdrættet, og som var vokset op hos ham sammen med hans Børn; det åd af hans Brød, drak af hans Bæger og lå i hans Skød og var ham som en Datter. Men da den rige Mand engang fik Besøg, ømmede han sig ved at tage noget af sit eget Småkvæg eller Hornkvæg og tillave det til den vejfarende Mand, som var kommet til ham, men tog den fattige Mands Lam og tillavede det til sin Gæst!"

Da blussede Davids Vrede heftigt op mod den Mand, og han sagde til Natan: "Så sandt Herren lever: Den Mand, som gjorde det, er dødsens, og Lammet skal han erstatte trefold, fordi han handlede så hjerteløst!" Men Natan sagde til David: "Du er Manden! Så siger Herren, Israels Gud: Jeg salvede dig til Konge over Israel, og jeg friede dig af Sauls Hånd; jeg gav dig din Herres Hus, lagde din Herres Hustruer i din Favn og gav dig Israels og Judas Hus; og var det for lidet, vilde jeg have givet dig endnu mere, både det ene og det andet. Hvorfor har du da ringeagtet Herrens Ord og gjort, hvad der er ondt i hans Øjne? Hetiten Urias har du dræbt med Sværdet; hans Hustru har du taget til Ægte, og ham har du slået ihjel med Ammoniternes Sværd. 10 Så skal nu Sværdet aldrig vige fra dit Hus, fordi du ringeagtede mig og tog Hetiten Urias's Hustru til Ægte. 11 Så siger Herren: Se, jeg lader Ulykke komme over dig fra dit eget Hus, og jeg tager dine Hustruer bort for Øjnene af dig og giver dem til en anden, som skal ligge hos dine Hustruer ved højlys Dag. 12 Thi du handlede i det skjulte, men jeg vil opfylde dette Ord i hele Israels Påsyn og ved højlys Dag!" 13 Da sagde David til Natan: "Jeg har syndet mod Herren!" Og Natan sagde til David: "Så har Herren også tilgivet dig din Synd; du skal ikke dø. 14 Men fordi du ved denne Gerning har vist Foragt for Herren, skal Sønnen, som er født dig, visselig dø!"

Read full chapter

Profeten Natan konfronterer David med hans synd

12 Herren sendte så profeten Natan til David, og Natan fortalte ham følgende historie: „Der var to mænd, som boede i samme by. Den ene var rig og havde masser af køer, får og geder. Den anden var fattig. Han ejede kun et eneste lille lam, som det var lykkedes ham at købe. Han elskede det lam, som han elskede sine børn. Han lod det spise af sin egen tallerken, drikke af sit eget krus, og han sad med det på skødet, som var det hans egen datter.

En dag fik den rige mand besøg, men han nænnede ikke at slagte et af sine egne dyr for at beværte gæsten. I stedet tog han den fattige mands lam, slagtede det og serverede det for sin gæst.”

5-6 Det blev David rasende over at høre: „Jeg sværger ved den levende Gud, at den mand, som har gjort det, skal betale fire lam i erstatning. Ja, sådan en hjerteløs person fortjener at dø!”

„Det er dig, der er den rige mand!” sagde Natan. „Hør, hvad Herren, Israels Gud, siger til dig: ‚Jeg udvalgte dig til at blive Israels konge og reddede dig fra Sauls angreb. Jeg gav dig hans rige og hans koner og gjorde dig til konge over både Nordriget og Juda, og hvis det var for lidt for dig, havde jeg gerne givet dig meget, meget mere. Hvorfor gør du oprør imod, hvad jeg har sagt, og handler så ondt? Du har stjålet Urias’ kone, og du har fået ham dræbt for at dække over din synd. 10 Du har vist foragt for mig ved din skændige opførsel, og derfor vil der blive splid i din egen familie. 11 Hør efter, hvad jeg nu siger: En af dine nærmeste vil gøre oprør imod dig. Han vil tage dine koner for øjnene af dig og forlyste sig med dem ved højlys dag. 12 Du handlede i det skjulte. Men det her vil ske ved højlys dag og for øjnene af hele Israels folk!’ ”

David erkender sin skyld og får sin straf

13 Da gik David til bekendelse: „Jeg har syndet imod Herren!”

Natan svarede: „Så har Herren også tilgivet dig, og du skal slippe for at dø for din synd! 14 Men det nyfødte barn, som er resultatet af din synd, skal dø, for du har bragt skam over Herrens navn.”

Read full chapter