Salme 22:19-31
Bibelen på hverdagsdansk
19 De deler mine klæder imellem sig
og trækker lod om min kjortel.
20 Herre, hold dig ikke på afstand.
Du er min redning, kom mig til hjælp.
21 Frels mig fra døden,
red mig fra de vilde hunde.
22 Lad mig undslippe løvens gab,
lad mig ikke blive dræbt af vildoksens horn.
Gud, du har hørt min bøn.
23 Jeg vil fortælle om dig til mine landsmænd,
jeg vil synge din pris midt i en stor forsamling.
24 Pris Herren, I, der kender ham,
giv ham ære, Jakobs efterkommere,
vis ham ærefrygt, Israels folk,
25 for han lod ikke den fortvivlede i stikken,
han vendte sig ikke bort og gik sin vej.
Han lyttede til mit råb om hjælp.
26 Jeg vil lovsynge dig, når folket samles,
jeg vil opfylde mine løfter for øjnene af dit folk.
27 De ydmyge skal spise og alle blive mætte,
de, som beder dig om hjælp, skal prise dig.
Må de altid leve under din velsignelse.
28 Alverden skal se det og vende sig til dig, Herre,
alle folkeslag skal komme og tilbede dig.
29 For magten tilhører dig,
du er Konge over alle nationer.
30 Alle de fornemme og rige skal bøje sig for dig.
Alle dødelige mennesker skal knæle ned for dig.
31 Jeg vil leve for dig,
og min slægt skal tjene dig.
De kommende generationer skal høre
om dine underfulde gerninger.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.